Forms Of Love | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Berømmelse kan ændre en, ødelægge en psykisk, dette er nu sket for Harry Styles, fra verdens største boyband One Direction. Han ser ikke længere nogen mening med livet. For hvor hårdt er det ikke, at alle bare kender ham som Harry Styles, ham fra One Direction? Hans ex- kæreste og venner har brugt ham for berømmelse, og han er ved og opgive håbet om og finde en, der kan elske ham for netop den hán er. Derfor vælger han og tage i en lukket gruppe for mennesker med problemer i deres liv, dem som egentlig bare gerne vil have nogle rigtige venner og støtte. Her finder han en pige, der senere vil tage en helt speciel plads i hans liv, men nemt bliver det ikke.

94Likes
77Kommentarer
20269Visninger
AA

11. 8| Deep conversations

Elenas synsvinkel

Isaacs høje latter lød igennem hele værelset, en latter der kun kunne få mig til og smile en smule. Trods dagen i går havde sat sine spor, tanken om at Harry havde glemt vores aftale. Fik mig til og tænke over, om det mon betød noget for ham alt det her. Vores møder, vores venskab, os.

”Hvad svarede du ham egentlig Elena?”

Spørgsmålet, fik mig trukket ud af mine egne tanker og for et kort øjeblik så jeg helt forvirret på ham. Men da han gentog spørgsmålet, nikkede jeg og fandt min iphone der ellers lå og ladede. Jeg kunne ærlig talt ikke huske, hvad jeg havde svaret ham i går aftes, det var sent og jeg var træt.

”Jeg svarede. – Jeg har tænkt over det, og hvad for en veninde ville jeg ikke være hvis jeg ikke gav dig en chance til? Så selvfølgelig får du lov til og tage mig med ud i morgen, lov mig bare en ting, at det ikke sker igen, at du glemmer en af vores aftaler?”

Isaac nikkede svagt ”Og hvad svarede han til det?” Mumlede han.

”Det lover jeg, tak fordi du giver mig en chance for og gøre det godt igen. Du vil ikke fortryde det Elena.”

”Nå men det lyder da meget godt, så er han ikke en idiot eller en der tager dig for givet. Eller hvad man nu siger” grinede Isaac og dumpede tilbage i min seng og ligge, jeg gjorde det samme som ham og lagde mig ned ved hans side.

Hans blik lå længe på mig, først da jeg så mod ham med et undrende blik stillede han det spørgsmål der vidst gnavede i ham. ”Må jeg ikke få at vide hvorfor din far ikke er her? Du sagde jo engang at jeg måtte få det at vide en dag, den dag kunne måske godt være nu? Med mindre du ikke har lyst, jeg vil ikke presse dig til noget Elena.”

Overrasket over hans spørgsmål, sad jeg lidt og tænkte på om det nu var en god ide. Hvad nu hvis vores begges humør faldt, på grund af at jeg skulle fortælle om min far og vores fortid?

”Jo altså, der er ikke så meget og fortælle. Han fortrød han fik mig, så han forlod mig og min mor da jeg var omkring de fem år gammel?” Mumlede jeg med et skuldertræk, bed mig blidt i læben og skævede hen mod Isaacs øjne der var rettet mod mine.

Han sendte mig et opmuntrende smil ”Han fortjener heller ikke dig, hvis han gjorde sådan. Men der var ikke mere i det end det, eller?” Spurgte han videre.

Jeg vippede tænkende på hovedet ”Tjoeh, altså der er meget og fortælle men kort fortalt så var min far alkoholiker og ikke specielt sød ved min mor igennem hele deres forhold. Jeg kan ikke huske så meget om ham, undtagen deres høje skænderier hver aften og den måde han lå på sofaen og var helt væk. Han var jo fuld nærmest hver aften, han fik mig til og hente alkohol til ham henne i skabet fordi han knap nok kunne stå oprejst. Men det forstod jeg jo ikke som lille, jeg troede bare han var træt.”

”Men jeg kan godt huske deres skænderier, hvordan jeg gemte mig på badeværelset og låste mig inde der. Så jeg kunne tænde for radioen og vandet, for så kunne jeg ikke høre det så meget. Det skræmte mig jo som lille, nu hvor jeg tænker tilbage på det. Jeg ville ikke ønske han var i mit liv, og jeg håber heller aldrig han kontakter mig, han tog selv et valg og forlade os.” Afsluttede jeg.

Isaac sad længe og nikkede lidt, mens hans smil var forsvundet. ”Det er jeg ked af og høre Elena, men han gjorde ikke noget ved dig, vel? Han var ikke hård overfor dig ligesom ved din mor?” Spurgte han og lagde sin hånd på mit ben, som han beroligende nussede svagt.

Jeg sænkede langsomt blikket og bed mig i læben ”ikke efter hvad jeg kan huske nej, men hvem ved?” Mumlede jeg med et smil i mundvigen, for at stemningen ikke døde helt hen til ingenting.

Han nikkede, men lyste så op i et smil ”ikke mere snak om det, lad os hellere snakke om noget andet.”


Aftnen havde nærmet sig og jeg sad udenfor på trappen, og ventede på at Harry skulle ankomme. Han skulle gerne være her om små ti minutter, og ganske rigtigt nogle minutter før klokken slog 18:00 rullede hans bil ind i indkørslen.

Han kom altså ikke for sent denne gang, som lovet.

Selv var jeg iført et par sorte skinny jeans og en hvid sweater, samt et par hvide ballerinaer. Jeg vidste jo ikke hvad vi skulle, så for en sikkerheds skyld havde jeg en jakke over armen.

Smilet voksede gevaldigt da han trådte ud af bilen, vores blikke mødes kort inden jeg valgte og rejse mig for og folde armene om hans nakke i et kærligt kram. Et kram som han hurtigt gengældte og han knugede mig ind til ham, duften af hans aftershave fyldte mine næseboer og jeg gemte ansigtet lidt ved hans hals.

”Tusinde tak, for at jeg får mugeligheden for og gøre det hele godt igen. Du vil ikke fortryde det, og jeg værdsætter altså vores venskab, eller hvad end det er vi har sammen Elena.”

Hans ord, fik smilet på mine læber til og vokse og jeg trak mig ud af det varme kram. ”Det ved jeg nu, men hvad har du fundet på vi skal?”

”Det er en overraskelse, vi skal køre et lille stykke vej, men det skal nok gå hurtigt.”

Bilen var allerede varm da jeg satte mig ind og spændte selen, musikken kørte i radioen og et grin slap ud da en af deres sange spillede.

”Er det slet ikke mærkeligt og høre dine egne sange? Høre dig selv synge?” Spurgte jeg, mens jeg lavt nynnede med på sangen som kørte af deres. Deres nye sang, Fireproof.

En sang som jeg måtte indrømme godt kunne lide, den var virkelig fangende og havde en fantastisk melodi.

”Jeg hører da også mig selv når jeg synger i badet? Så mærkeligt er det ikke, hvis du sang lige nu kunne du jo også høre din egen stemme. Men jo, lidt mærkeligt er det da” grinede han og bakkede ud af indkørslen, han satte kursen mod motorvejen.

”Jamen så prøv og syng, jeg har aldrig hørt dig synge live eller hvad man nu siger.” Grinede jeg med et smil om de fyldige læber, jeg kunne ikke andet end og smile når han var i nærheden af mig efterhånden.

Et smil tegnede sig hen over hans læber og han nikkede langsomt, inden han lavt begyndte og synge.

” I think I'm gonna win this time

Ridin' on the wind and I won't give up

I think I'm gonna win this time

I roll and I roll 'till I change my luck

Yeah, I roll and I roll 'till I change my luck”

Da han var færdig, lod jeg mig selv synge lidt med.

“Cause nobody knows you baby the way I do

And nobody loves you baby the way I do”

Hans blik endte hurtigt på mig og varmen I kinderne steg en smule, måske var det en dårlig ide og synge lidt med. “Hvad?” Grinede jeg og lod håret glide lidt ind foran ansigtet, selv synes jeg ikke at jeg sang godt.

“Du synger da fantastisk, og var det ikke rigtigt husket, at du kan spille guitar?” Spurgte han og jeg nikkede med et smil, “Jo det er rigtigt nok, nok ikke den bedste men jeg kan da lidt. Hvorfor da?” Svarede jeg.

“ikke for noget, det ville bare være morsomt hvis du kunne lære mig og spille guitar. Niall er ved og lærer mig det, men det ville da være hyggeligt hvis vi havde noget du kunne lærer mig?”

“Det er en aftale så, næste gang går vi i gang hjemme hos mig så jeg kan lærer dig og spille guitar.” Grinede jeg, med den velkendte klokkeklarer latter.

Det var ikke nogen akavet stilhed der lagde sig over os, det var en god form for stilhed. Vi sad stille og slappede af til sangene der spillede I radioen, mange af dem var nogle af deres men det gik. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne lide deres musik, for det kunne jeg skam.

Jeg tog mig mugeligheden til og betragte ham, da han drejede hovedet og drejede bilen til venstre. Han kørte langsomt ind på en tom indkørsel, og jeg fik hurtigt øje på et lille hyggeligt træhus.
”Jeg håber du har weekenden fri” mumlede han med et smil og jeg skød øjenbrynene let op, hvad mente han med det?

”Jeg fik din mor til og pakke noget tøj og det du havde brug for, så jeg har en taske omme bagi med dit tøj og mit. Hvad siger du? Har du mod på en weekend med mig i et lille træhus?” Spurgte han og lagde hånden på mit knæ, hans tommelfinger nussede mig svagt der og han slukkede for motoren med den frie hånd.

Jeg fnøs lavmælt og lod et grin slippe ud ”Selvfølgelig, det skal nok blive en god weekend kan jeg mærke.”

Med de ord, fik vi taget vores ting og kom indenfor. Først pakkede vi ud, vi skulle dele seng men det gjorde mig ingenting. Her var utrolig hyggeligt, mindede mig om min mormors sommerhus som vi altid var i hver sommerferie i et par uger. Det hele var ikke for farverigt, men bløde varme farver der passede sammen og gjorde det hele utrolig hyggeligt.

Der var en brændeovn som vi fik tændt op for, da der var en smule fodkoldt i træhuset. Men alt i alt, skulle dette nok blive en god weekend.

Jeg ville bare have opklaret noget, for hvorfor han kom for sent? Det spørgsmål fik jeg også stillet ham, da vi sad efter aftensmaden i sofaen og så en film sammen.

”Hvorfor kom du egentlig for sent Harry?”

Hans blik ramte mit og han slukkede for tvet, gav mig hans fulde opmærksomhed. Jeg kunne tydeligt se nervøsiteten i hans øjne og jeg så en smule bekymret på ham, han havde jo fået det til og fremstå at det ikke var meningen at han kom for sent. Måske der var sket noget den dag?

”Jo altså, det er ikke altid nemt og være kendt og den dag. Sad jeg inde på twitter inden jeg skulle af sted hen til dig, en fan havde linket en artikel i et sladderblad om mig. Jeg var så dum og gå ind og læse det, hvilket jeg ved nu at jeg ikke skulle have gjort. Jeg er bare så træt af at jeg skal være så perfekt, at jeg intet må gøre galt for ellers så får de det op i et kæmpe stort problem. Jeg skal tænke på alt, hvis jeg gør det, hvad sker der så? Det er ved og drive mig til vanvid Elena.

Jeg kunne slet ikke samle mig sammen igen efter det, så jeg kørte en tur og glemte fuldstendig tiden fordi jeg var så opslugt af mine egne tanker. Det må du undskylde, men det var ikke fordi jeg ikke ville se dig. For jeg havde ikke gjort andet hele dagen, end og vente på at jeg skulle hen til dig. At jeg skulle se dig igen” mumlede han, hans fingre pillede let ved en løs tråd i tæppet der lå hen over vores begges ben.

Trist på hans vegne, sænkede jeg blikket og bed mig i underlæben. Hvordan kunne de ødelægge hans liv på den måde? Han var stadig et menneske, præcis ligesom alle os andre.

”Det er jeg ked af og høre, men jeg synes ikke du skal lade dem trække dig ned på den måde. Selvfølgelig skal du ikke være ligeglad, men prøv og tænk positivt. Trods jeg godt ved det er svært nogen gange, men det hjælper altså. Måske vi skulle købe en notes bog, og så hver dag inden du ligger dig til og sove. Skriver du de gode ting der er sket igennem dagen ned på den notes bog? Det plejede jeg og gøre engang.”

Hans arm gled langsomt omkring min krop og han trak mig lidt ind til sig ”Tak fordi du forstår mig” mumlede han, med kinden hvilende mod min hovedbund. Jeg kunne ikke andet end og smile over ham, selvfølgelig forstod jeg ham.

”I morgen kører vi ud og handler, og så finder vi den notes bog” grinede jeg opmuntrende og klappede ham på låret, han rystede smilende på hovedet. Så kunne jeg også udfordre mig selv lidt, for ærligt så var jeg ikke så meget for og komme ud blandt folk. Men måske hjalp det og have Harry ved min side? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...