Forms Of Love | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Berømmelse kan ændre en, ødelægge en psykisk, dette er nu sket for Harry Styles, fra verdens største boyband One Direction. Han ser ikke længere nogen mening med livet. For hvor hårdt er det ikke, at alle bare kender ham som Harry Styles, ham fra One Direction? Hans ex- kæreste og venner har brugt ham for berømmelse, og han er ved og opgive håbet om og finde en, der kan elske ham for netop den hán er. Derfor vælger han og tage i en lukket gruppe for mennesker med problemer i deres liv, dem som egentlig bare gerne vil have nogle rigtige venner og støtte. Her finder han en pige, der senere vil tage en helt speciel plads i hans liv, men nemt bliver det ikke.

94Likes
77Kommentarer
20271Visninger
AA

7. 4| Beyond all expectations (part 2)

Elenas synsvinkel

Det faktum at Harry skulle gå her, ham som jeg havde set i bilen på vejen ned til supermarkedet for nogle dage siden. Det skræmte mig lidt, han stod tydeligvis og så på mig hvilket jeg ikke var specielt vild med. Det gjorde mig nervøs, ligesom det gjorde og være blandt mange mennesker.

”Lad os alle sætte os ned, så kan Harry lige præsentere sig selv hvis han har lyst” sagde lederen af dette sted.

Med de ord, valgte jeg mig og sætte mig i en fri sofa, der gik heller ikke længe før Harrys skikkelse bevægede sig hen til mig og satte sig ved min side.

”Det var Elena du hed.. Ikke?” Spurgte han og jeg valgte og møde hans blik, dog en smule nervøst og nikkede derefter ivrigt da jeg ikke kunne få sagt det jeg ville.

”J-Jo” fik jeg fremstammet efter lidt tid, noget der fik Harry til og smile endnu mere. Han synes nok det var sødt at jeg var nervøs, men det synes jeg altså ikke. Jeg synes bare det er akavet, virkelig helt igennem akavet.

”Jo altså, mit navn er Harry. Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg skal sige” begyndte han, hans stemme var lettere hæs men utrolig mandig. Han så på mig som en form for udtryk i øjnene der spurgte efter hjælp, hvilket jeg bare så uforstående på ham over, inden jeg fattede hvorfor. ”Kan du spille guitar?” Spurgte jeg lavmælt, jeg hadede og stille spørgsmål, for så var alt opmærksomheden rettet mod mig.

”Guitar? En lille smule, andre der kan?” Spurgte han og så rundt, James og jeg rakte begge hænderne en smule op, mig tøvende om jeg skulle række hånden op. Men det var jo sandt, jeg spillede guitar ret meget til hverdag. James vidste jeg allerede godt kunne spille, han havde lært mig det til og starte med.

”Hvor længe er du i byen?” Spurgte James derefter, jeg så ud af vinduet men jeg hørte stadig efter. De andre kendte mig efterhånden, jeg kunne ikke så godt lide og se direkte på en person. Jeg hadede selv når folk kiggede direkte på mig, så hvorfor skulle jeg gøre det mod folk?

”I et par uger, så jeg kan komme her et par gange regner jeg med” mumlede Harry og gned hænderne mod hinanden, et typisk tegn på at han var nervøs.

”Så Elena, jeg tror vi alle sammen er spændte på og høre hvordan det gik?” Spurgte lederen og smilede lige så muntret.

Jeg så først fundstendig forvirret rundt ”Undskyld hvad?” Spurgte jeg og Harrys smil bredde sig på hans læber, noget jeg kort kom med en utilfreds lyd over. Hvorfor smilede han?

”Du skulle jo starte på noget musik skole?” Spurgte hun og jeg nikkede denne gang forstående, jeg kunne ikke finde ud af hvad hun mente før.

Jeg så mod James, der sendte mig et opmuntrende smil ”Jo altså det gik helt fint, James går der jo så jeg kendte en” mumlede jeg og strøg hånden op af min arm, jeg bed mig i læben.

Jeg ville bare ikke sige, at jeg allerede overvejede og droppe ud af musik skolen. Det vidste James, men han havde lovet mig ikke og sige noget.

Efter en samtale om hvad vi alle havde lavet siden sidst, rejste jeg mig op og gik ud af bagdøren, som førte ud til haven hvor jeg satte mig i en af stolende. Jeg så op mod den sky frie himmel og strøg en tot hår om bag øret, det overraskede mig ikke da jeg så Harry komme gående ud til mig.

”Jeg forstår ikke hvorfor du kun vil snakke med mig? De andre piger er jo meget mere spændende?” Mumlede jeg uforstående og bed mig i læben, det var ikke meningen jeg skulle have sagt det højt. Det røg bare ud af mig.

”Nu er det lige dig jeg har fundet interessant, men vil du da ikke snakke?” Spurgte han og satte sig ved min side, han lænede sig en smule forover så han kunne se mine nøddebrune øjne.

”Jo jo, jeg vil gerne snakke. Jeg forstår bare ikke lige.. Hvorfor mig?” Spurgte jeg undrende og mødte hans blik, øjenkontakten varede kun få sekunder inden vi begge smilende afbrød den og så direkte ned i jorden.

”Du virker meget.. Jeg ved ikke anderledes, som om du skjuler noget?”

Jeg rystede på hovedet, for jeg skjulte noget ja, men det var altså ikke ens betydning med at han fik det at vide. ”Nå, jamen så er du god til og gætte må jeg sige” sukkede jeg.

”Jeg ved ikke om det er for tideligt det her, men kunne jeg ikke få dit nummer. Hvis du vil mødes her en af dagende? Jeg gad godt lærer dig bedre og kende” spurgte han og rakte mig hans mobil, han havde en sort iphone, den var en smule ridset efter hvad jeg kunne se.

”Nej, ellers tak for tilbudet” mumlede jeg usikkert, denne gang rejste jeg mig og forlod ham siddende ude i haven alene. Jeg vidste godt det nok ikke var det sødeste, men jeg havde det ikke godt med og snakke med fremmede. Det var et held at jeg overhovedet snakkede med de andre, hvilket de vidst også var taknemmelige for – at jeg var begyndt og åbne mig op for dem.

Da jeg nåede indenfor, skænkede jeg ham et enkelt blik og vi fik endnu en gang øjenkontakt. Han så uforstående på mig, men rejste sig og lod hans mobil glide ned i lommen igen. ”Elena.. Hør jeg vil bare snakke, giv mig en chance og jeg lover dig du spilder den ikke?” Bad han og rakte ud efter mig, hans hånd lukkede sig om mit tynde håndled og forhindrede mig i og gå væk.

”Du vil ikke lære mig og kende okay? Men hvis det kan gøre dig glad må du få mit nummer, men jeg vil ikke mødes med dig okay?” Mumlede jeg opgivende og rakte ud efter hans mobil. Han nikkede langsomt med en antydning af et smil ”jeg skal nok få dig til og skifte mening” svarede han blot.

Jeg fik tastet mit nummer ind og fik skrevet mit navn, inden jeg vendte om på hælen og gik imod udgangen. I dag var nok for mig nu, jeg ville bare gerne hjem efter dette.


Det var gået hen og blevet aften, jeg sad med min guitar i hånden og øvede mig lidt. Bare ren tidsfordriv, for jeg anede ikke hvad jeg skulle lave. Hvis jeg lavede ingenting kom mine tanker hen på Harry, hans sidste ord sad fast og jeg kunne ikke glemme det. Jeg skal nok få dig til og skifte mening. Mente han det?

Lyden af en sms der poppede ind på min mobil, fik mig til og rette blikket mod skærmen der lyste op. Nummeret var ikke et jeg kendte, derfor kunne jeg også regne ud det var Harry eller en der havde fået forkert nummer. Men jeg gætter nu på at det er Harry, hvem skulle det ellers være?

I en hurtig bevægelse, fik jeg mobilen op i hånden. Hvorefter jeg lod mit blik glide hen over nummeret og derefter hvad der stod.

Har du skiftet mening Elena? x Harry.

Jeg rystede opgivende på hovedet over ham, havde jeg tænkt mig og svare ham? – Nej.

Derfor lagde jeg også mobilen fra mig, på trods af at han nok ville undre sig over jeg ikke svarede. Men forstod den fyr ikke et nej? Jeg vil ikke skuffe ham, for ærligt så er jeg ikke særlig interessant, synes jeg ikke selv.

Efter en halv time, dukkede hans navn op på skærmen igen og jeg bed mig måske lidt for hårdt i læben, hvorfor blev han ved?

Jeg trykkede ind på beskeden, men denne gang svarede jeg ham.

Jeg gætter på du ignorere mig, jeg henter dig i morgen klokken 18:00, fandt din adresse på nettet så du kan ikke sige nej. x Harry.

Sig mig hvor har du min adresse fra?

Der gik ikke længe før endnu et svar dukkede frem.

Elena Brooks, jeg så dit navn på sedlen vores leder i gruppen har, sorry. Tag noget pænt på, ser frem til i morgen. Sov godt x Harry.

Fint. x Elena.

Efter det kom der ikke flere svar, intet, så jeg gættede på han var gået i seng. Men det troede jeg næppe, for selv kunne jeg ikke sove efter den samtale. Hvorfor var han så ivrig efter og få mig med ham ud? Hvis det var et sted blandt mennesker kunne han godt droppe det, for så ville det næste sted jeg ville være en taxa hjem.

”Mor?” Kaldte jeg højt og tydeligt, jeg kunne høre lyden af nogle trin op af trapperne og hendes ansigt dukkede frem i døråbningen. ”Ja?”

”Den nye fyr har inviteret mig ud, tror jeg.. Bare på en mærkelig måde” mumlede jeg lettere forvirret, jeg kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst lige i øjeblikket.

”Jamen det er da godt skat! Sagde du så ja? Hvem er han?” Spurgte hun og stormede direkte ind i mit værelse, hun endte hurtigt i min seng og sidde ved min side. Med et nysgerrigt udtryk i de mørkebrune øjne, dem havde jeg arvet efter hende.

”Han hedder Harry og jeg kunne ligesom ikke sige andet end ja.. Han skrev bare på sms at han henter mig klokken 18:00 i morgen, lidt uhm.. Stakler agtigt” sukkede jeg og pillede ved en løs tråd i tæppet jeg havde over mig, ærligt så vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle reagere. En del af mig var forvirret og bange, en anden del glad og spændt.

”Det lyder da lidt mærkeligt ja, men er han så sød?” Spurgte hun videre og lagde hånden på mit ben.

”Det er han vel, jeg ved det ikke.. Han forvirre mig” grinede jeg lige så akavet som svar, anede ikke hvad jeg skulle svare, så det blev et akavet underligt svar.

”Hm.. Du må se og få dig en god nats søvn, så du kan være frisk til i morgen. Du kan tage din nye kjole på, ikke? Sov godt” hviskede hun, hvorefter hun lænede sig mod mig og plantede et kys i min pande.

”Jo, du må også sove godt mor” grinede jeg med en hovedrysten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...