Forms Of Love | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Berømmelse kan ændre en, ødelægge en psykisk, dette er nu sket for Harry Styles, fra verdens største boyband One Direction. Han ser ikke længere nogen mening med livet. For hvor hårdt er det ikke, at alle bare kender ham som Harry Styles, ham fra One Direction? Hans ex- kæreste og venner har brugt ham for berømmelse, og han er ved og opgive håbet om og finde en, der kan elske ham for netop den hán er. Derfor vælger han og tage i en lukket gruppe for mennesker med problemer i deres liv, dem som egentlig bare gerne vil have nogle rigtige venner og støtte. Her finder han en pige, der senere vil tage en helt speciel plads i hans liv, men nemt bliver det ikke.

94Likes
77Kommentarer
20263Visninger
AA

6. 3| Beyond all expectations (part 1)

Harrys synsvinkel

06:30 sagde vækkeuret da jeg lige havde vågnet fra et mareridt, det var i dag mandag og jeg kunne ikke sove ved tanken om hvad der skulle ske i dag. Det undrede mig ikke, mit liv kunne ændre sig på en enkel dag. Ligesom den dag i x-faktor, mit liv blev ændret på få dage. Jeg fortryder det ikke, men jeg må indrømme at nogle gange gør jeg. Men så skal man bare lige se på de gode sider og de dårlige sider, der er klar flest af de gode stadigvæk. Men hvem ved, måske det kan ændre sig? Ligesom mit liv er ændret, jeg ser næsten aldrig min familie længere.

Men i dag måtte klokken gerne snart runde klokken to, der skulle jeg jo gerne være ankommet til Holmes Chapel Centrum.

Efter noget tid hvor jeg bare havde siddet der i mine egne tanker i sengen, besluttede jeg mig for og tage et langt varmt afslappende bad. Jeg klædte mig i et par sorte jeans og en løs T-shirt, bandt mit hår op med en bandana så det ikke faldt ned i øjnene på mig. Det var aldrig rart og sidde med hår i øjnene, så ville jeg nok ligne en hjemløs fyr der ikke gad klippe sit hår.

Tiden føltes som og gå forfærdeligt langsomt, da jeg endnu en gang så hen mod uret, som hang over spisebordet. Lige nu sad jeg og spiste en skål med müesli , intet specielt, jeg tog egentlig bare det der bare lige var i skabet. For jeg købte næsten aldrig ind, jo hvis jeg var hjemme i længere end en uge eller mere gjorde jeg det selvfølgelig. Men ellers ikke, vi havde næsten altid noget vi skulle.

Ringeklokken skar i ørene, da den gav genlyd igennem hele huset og jeg kneb øjnene sammen til lyden stoppede igen.

Hvem kunne det dog være?

”Jeg kommer, jeg kommer!” Råbte jeg grinene da ringeklokken endnu en gang lød, en ivrig banken på døren kom kort efter og jeg vidste det var Louis. Eller alle drengene, der vidste man aldrig. De kom næsten altid uventet, med mindre man altså selv inviterede dem forbi. Men de var altid velkommen, de var som brødre.

Jeg tog fat om det sølvbelagte håndtag og trak ned, Louis’s ansigt var ikke til og tage fejl af da døren blev åbnet og ind væltede Louis som var så dum og have lænet sig op af døren mens han ventede.

”Hvad øh laver du?” Grinede jeg, mit humør steg straks i vejret og jeg smilede over hele ansigtet.

”Du måtte gerne lige have advaret mig!” Brokkede han sig og tørrede det ikke eksisterende støv og skidt af hans bukser, jeg vendte øjne af ham og rakte ham min hånd så jeg kunne hjælpe ham op. Hvilket han uden tøven tog imod, jeg fik hjulpet ham op og lagde armene om ham i et broderligt varmt kram. Trods vi så hinanden for få dage siden, så måtte jeg indrømme jeg hurtigt kom til og savne ham og de andre drenge.

Men nu var jeg også van til og være sammen med dem 24 timer i døgnet næsten, og leve med dem i en tour bus eller hotel værelse. Dele toilettet med dem, hvilket ikke altid var særlig morsomt.

Specielt ikke når Niall havde spist for meget mad, og det gjorde han tit, den mad elskende knægt.

”Hva så glæder du dig?” Spurgte Louis spændt og traskede ind i stuen, jeg fulgte med og nikkede ivrigt så krøllerne hoppede og dansede på mit hoved.

”Jeg glæder mig ja” svarede jeg og placerede mig i stolen igen, så jeg kunne spise min morganmad færdig.

”Måske du møder en sød pige” drillede han mig grinene og løftede øjenbrynene et par gange, så jeg hostede og rakte ud efter glasset med mælk, da jeg altså var ved og få maden galt i halsen.

”Louis!” Udbrød jeg grinene og rystede på hovedet over han, han så uskyldigt på mig som havde han ingenting gjort.
”Det gør du jo måske..” Mumlede han, jeg trak på skulderne som svar.

Måske.


Indkørslen var ikke specielt stor, der holdte to andre biler udover min egen. Her var virkelig hyggeligt, skoven lå bag huset og i skoven vidste jeg der lå en sø. Jeg havde været her før, men det var efterhånden nogle år siden jeg sidst var her. Det var da jeg bare var Harry, og ikke Harry Styles fra One Direction.

Nervøsiteten havde samlet sig i min krop og jeg så mod døren, døren blev åbnet da jeg slukkede for motoren og en kvinde i alderen af 40-50 år stod i døråbningen med et varmt virkelig venligt smil.

Jeg fik slæbt mig ud af bilen og hen til hende, hvor jeg rakte hånden ud og trykkede hendes hånd som et hej. Hun smilede ”Du må være Harry, sikke hyggeligt og møde dig. Jeg har sådan glædet mig til og møde dig, er jeg sikker på alle de andre også gør. Vi får nemlig ikke så mange nye længere, men efterhånden kommer der da et par stykker nye” forklarede hun og fortsatte med og snakke, uden jeg nåede og svare.

”Fordi jeg bad dig om og komme en time før, er fordi jeg gerne lige vil høre hvorfor og hvordan du fandt Holmes Chapel Centrum. Hvis det er okay?” Hun holdte endelig en pause, mens vi bevægede os ind i noget der lignede en stue.

”Det er helt okay, og det er også hyggeligt og møde dig” svarede jeg. Hun begyndte og grine over det sidste.

”ja det må du undskylde, jeg snakker meget når der kommer nye. Det er bare så spændende” forklarede hun muntert og satte sig ned i sofaen, hun klappede på pladsen ved siden af sig og jeg satte mig der.

”Men må jeg spørger om noget først?” Spurgte jeg og samlede hænderne i skødet, jeg så mod hende afventende efter svar.

Hun nikkede mens hun fandt en block og en kuglepen frem, jeg kunne gætte på hun altid tog noter for jeg spottede et par navne på nogle sider hun slog forbi.

Blandt andet navnet Elena Brooks og Natalie Summer, ja døm mig ikke for kun og ligge mærke til pige navnene men det var dem jeg først fik øje på.

”Hvor mange er der her? Som der altså kommer fast?” Spurgte jeg langt om længe og så mig omkring i rummet, væggene var en støvet hvid farve, møblerne var vintage gamle og lidt slidte, men på den fede måde. Der var nogle stearin lys  rundt omkring der var tændt, jeg gætter på for hyggens skyld. Udover det hang der nogle billeder og så var der et tv samt en dvd afspiller og noget jeg tror er en radio. Alt i alt så det hele faktisk rigtig hyggeligt ud, hjemmeligt.

”Altså lige nu har vi omkring 11 stykker, nogle af dem kommer dog ikke fast men det gør de fleste af dem. Med mindre de er ude og rejse eller skal noget andet selvfølgelig, det er kun i ferien vi mødes klokken 15. Ellers mødes vi om aftenen til hygge og nogle snacks, det er super hyggeligt siger de alle sammen” hun nikkede og en antydning af et smil viste sig om hendes læber.

”Det lyder helt fint.”

Tiden gik og inden vi begge havde snakket færdig, lød der stemmer ude fra gangen af. Jeg rejste mig og så to fyre omkring på min alder træde ind i rummet, de så mod mig og nåede hurtigt hen til mig for og give mig hånden.

Det væltede ind med unge mennesker, de satte sig alle i enten de sofaer der stod eller ved nogle stole og sækkestole.

Men der var en der tiltrak min opmærksomhed, en brunette der trådte ind og så nervøst rundt. Jeg så længe på hende, før jeg opdagede jeg havde set hende før. Faktisk i går i en bil, da jeg kørte fordi hende og hendes mor tror jeg.

Hun mødte mit blik i det der føltes som korte sekunder, men blev afbrudt da en pige krammede hende og sagde hendes navn. Elena.

Så var det altså hende der var Elena Brooks, men det var nok ikke meningen folk skulle kende hinandens efternavne. Med mindre de selv ville have det, jeg havde bare på fornemmelsen, at der nok var nogle der vidste hvem jeg var allerede. En pige med lyst langt hår og grønne øjne stillede sig overfor mig ”jeg er Chloe, rart og møde dig Harry” hun rakte hånden frem og jeg trykkede den blidt ”iligemåde.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...