Forms Of Love | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Berømmelse kan ændre en, ødelægge en psykisk, dette er nu sket for Harry Styles, fra verdens største boyband One Direction. Han ser ikke længere nogen mening med livet. For hvor hårdt er det ikke, at alle bare kender ham som Harry Styles, ham fra One Direction? Hans ex- kæreste og venner har brugt ham for berømmelse, og han er ved og opgive håbet om og finde en, der kan elske ham for netop den hán er. Derfor vælger han og tage i en lukket gruppe for mennesker med problemer i deres liv, dem som egentlig bare gerne vil have nogle rigtige venner og støtte. Her finder han en pige, der senere vil tage en helt speciel plads i hans liv, men nemt bliver det ikke.

94Likes
77Kommentarer
20246Visninger
AA

5. 2| A missed company

Elenas synsvinkel

Kedsomheden over en regnvejrs dag var ved og æde mig levende, jeg anede ikke hvad jeg skulle lave og ærligt så lå jeg bare i sengen.

Det eneste jeg nogenlunde glædede mig til var på mandag, jeg havde allerede hørt der skulle starte en ny. Så hvem var det mon? Hvordan var han/hun? Men jeg var nok alligevel for genert til og sige noget, sådan havde jeg det altid når der startede en ny. Til mit store uheld.

”Vil du ikke med ud og handle for en gangs skyld Elena?” Sukkede min mor dybt, da hun kom til syne ved min dørkarm som hun lænede sig afslappet op af. Jeg gav hende som altid det samme svar, en rysten på hovedet og et undskyldende smil. Derefter vendte jeg min opmærksomhed mod vinduet igen, hvorfor forstod hun ikke jeg hadede så inderligt og være blandt mange mennesker? Hun elskede og være iblandt mange mennesker, jeg var det modsatte af hende kunne man godt sige.

”Elena.. Du bliver nød til og se din frygt i øjnene og komme lidt ud, andet end i skole og hen til Holmes Chapel Centrum. Vil du ikke godt tage med mig denne ene gang? Så spørger jeg ikke igen” hviskede hun og satte sig på sengekanten ved min side, hendes hånd fandt vej hen til min ryg og hun nussede mig kærligt op og ned langs min rygrad.

Jeg så tænkende på hende, skulle jeg gøre det for min mors skyld? For det blev ikke for min egen skyld, hvis jeg tog ud vidste jeg udmærket godt at jeg skulle tideligt i seng. Det tog altid kraftigt på mine kræfter og være blandt mange mennesker, alle de tanker, ting jeg skulle holde øje med og den konstante anspændthed. Efter noget tids tænken, kom jeg endelig med et svar ”Jo, men så kun denne ene gang og på en betingelse!” Jeg så på hende med et bestemt blik og hun nikkede ivrigt med et smil der bare voksede sig stører. ”Og hvad er det så Elena?” Spurgte hun.

”At du ikke gør noget pinligt eller slæber mig med hen til undertøjs afdelingen” mumlede jeg og kløede mig lidt op af armen, ved minderne om dengang hun sidst gjorde noget pinligt. Tro mig, det var hun mester til.

”Okay okay, jeg skal nok prøve så godt jeg kan, men du kunne altså godt bruge noget mere undertøj. Du har ikke særlig meget og du vil aldrig ud og shoppe, jeg forstår det simpelthen ikke nogen gange. Du er en teenager, hader og være social, shoppe, være sammen med venner og du elsker og læse og lave lektier?” Mumlede hun og sendte mig et uforstående blik, jeg trak derimod på smilebåndet over hendes sidste ord.

”Jeg kan altså ikke lide og lave lektier, og læse gør jeg kun når det regner for det er hyggeligt” svarede jeg hende, flere ord udvekslede vi ikke før vi sad ude i bilen og motoren brummede højlydt da hun tændte for den.

”Det skal nok blive hyggeligt det her, lidt tøsetid” opmuntrede hun og lød helt begejstret og spændt, jeg rystede blot smilende på hovedet over hende. Jeg var faktisk glad for og kunne være lidt alene med min mor, gøre det hun ønskede og prøve og komme udenfor døren trods jeg hadede det noget så inderligt.

”Ja det skal det nok blive, håber jeg i hvert fald, så længe du ikke laver noget pinligt mor.”

Hun grinede og klappede mig en gang på låret, inden vi drejede ud på motorvejen så vi kunne komme hen til det store supermarked.

Hele vejen derned foregik i stilhed, og så alligevel ikke da musikken fra radioen lød i hele bilen og fik mig til og slappe noget mere af i kroppen.

Jeg var ikke iført noget specielt, et par sorte jeans og en hvid t-shirt, jeg var ikke en af de piger der gjorde noget ud af sig selv særlig meget. Med mindre jeg skulle noget specielt altså, så kunne jeg sagtens tage noget fint på og gøre lidt mere ud af mig selv. Men ellers kørte jeg den afslappede stil, sådan kendte folk mig på vores vej. Der var mange gamle mennesker, hvilket jeg fandt utroligt hyggeligt.

Også fordi jeg tit kunne gøre noget for dem, for så og tjene lidt penge på og slå græs eller gå tur med deres hunde. Det var super hyggeligt faktisk, en god måde for mig og tjene lidt penge.

”Hvad tænker du på?” Spurgte min mor, jeg blev hævet ud af mine egne tanker og jeg så forvirret på hende inden hun gentog sit spørgsmål ”hvad tænker du på?” Spurgte hun igen med en antydning af et grin.

”Åh sådan, jeg tænker ikke på noget specielt. Bare på lidt af hvert, vidste du for resten der kommer en ny på mandag?” Spurgte jeg hende og smilede en smule ved tanken, måske det var en jeg kunne komme godt ud af det med. Jeg trængte vidst til en jeg kunne snakke lidt med, en som jeg ikke kun kunne snakke om lektier med. Om det så var en dreng eller pige var jeg sådan set lidt ligeglad med, jeg skulle ikke i et forhold, det havde jeg i hvert fald ikke i tankerne. Alle de historier om hvordan pigen ender med et knust hjerte, havde nok skræmt mig noget så meget. Alle mine gamle veninder der fortalte, hvordan deres kærester var utro og ikke elskede dem som sådan. Jeg ville finde en, der var der for mig og ikke ville presse mig til noget, en som der ville elske mig og holde af mig som den jeg var. En som jeg kunne være mig selv med, og tro mig det var svært og finde venner jeg kunne det med.

”Nej er det en dreng eller pige?” Hendes nysgerrige klang i stemmen tog over og hun skruede ned for musikken, for og kunne høre hvad jeg fortalte hende.

”det ved jeg ikke, har vi ikke fået at vide endnu. Jeg fik bare en mail hvor der stod at der ville komme en ny, det sker jo ikke så tit længere.” Forklarede jeg, mit blik lå ud over de mange biler mens vi holdte i kø. Mit blik ramte kort en ung fyr nok omkring på min alder, han så mod mig i det jeg så mod ham og vi fik kort øjenkontakt. Jeg trak langsomt lidt på smilebåndet, så en antydning af et smil kom frem inden jeg vendte blikket væk igen med et suk. Dog kunne jeg mærke hans blik i min nakke, det føltes som en evighed inden hans bil forsvandt ud af mit synsfelt.

”Hvem kiggede du på? En du kendte?” Grinede min mor og aede min kind en enkel gang, først der opdagede jeg den rosa farve der havde lagt sig over mine kinder og jeg så flovt ned på mine fødder.

”Nej jeg kendte ham ikke, han så bare på mig” hviskede jeg flovt og bed mig i underlæben, gjorde jeg altid når jeg var nervøs eller flov, og det kendte min mor udmærket for hun begyndte og grine over mig.

”Det overrasker mig ikke, du er jo så smuk skat, bare trist du ikke selv kan se det” hviskede hun, det sidste blev næsten utydeligt men jeg kunne godt høre hvad hun sagde og smilet på min fyldige læber forsvandt.

Nej jeg kunne ikke selv se det, det vidste hun udmærket også godt.

Den akavede stilhed hang i luften som en tæt tåge, ingen af os sagde noget og jeg sad bare og kiggede ud af vinduet mens vi kom tættere og tættere på de enorme supermarked, eller lad mig nærmere sige indkøbscenter, for det var enormt.

Vi steg begge ud af døren og jeg smækkede døren i, de mange biler der holdte fik mig til og se ned i jorden for ikke og skabe nogen form for øjenkontakt med nogle. for det ønskede jeg ikke, for så tiltrak jeg opmærksomhed og det var ikke det jeg ville.

”Undskyld jeg sagde det, det var altså ikke meningen og ødelægge den gode stemning. Det frustrere mig bare nogle gange, det ved du” sukkede hun og lænede sig mod mig, jeg fik et blidt kys ind mod kinden og jeg smilede over hendes undskyldning som jeg selvfølgelig godtog.

Menneske mængden derinde var skræmmende, i hvert fald for mig. De mange børn der løb rundt og legede, de mange sure forældre der skændes og de enkle kæreste par der gik rundt hånd i hånd.

Nervøst gned jeg hænderne mod hinanden for og koncentrere mig om det, men der var denne gang noget andet der fangede min opmærksomhed. ”Hey mor, er den her ikke meget pæn?” Spurgte jeg og holdte en mørkeblå stram kjole op, den var enkel, den så afslappet ud - den så ud til og være lige mig. Dog var den lidt kortere end det jeg plejede og gå i, men mon ikke det gik?

”Den er da super fin! Tag du den, så giver jeg dig den, nu hvor du endelig finder noget” grinede hun og jeg smilede fjoget, kjolen lagde jeg forsigtigt ned i vognen hvorefter min mor holdte en bluse op foran mig. Den havde en dyb V udskæring ved halsen og jeg rynkede på næsen ”Ej mor jeg skal ikke flashe min kavaler gang til alle” mumlede jeg og skubbede den kærligt væk, smilede undskyldende mod hende. Hun rystede opgivende dog grinene på hovedet over mig, faktisk så havde vi det meget sjovt. Det var længe siden vi bare var os to, faktisk virkelig længe siden. Efter hun fandt en ny kæreste, havde hun brugt meget af sin tid med ham. Ikke at det gør mig noget, for jeg er glad på hendes vegne.

Men nogle gange kunne jeg godt savne noget mor og datter tid, hvilket jeg så fik i dag. Det var dejligt, faktisk super hyggeligt.

”Du skal bare sige til når du har fået nok ikke?” Spurgte hun og gav min skulder et klem, hun vidste godt at jeg ikke kunne være blandt mange mennesker for længe. Jeg nikkede som svar.

Det hele foregik egentlig okay, vi fik handlet det ind vi skulle og hun trak mig som lovet ikke med ind i undertøjs afdelingen. Men det betød ikke at hun ikke selv måtte kigge, så imens stod jeg henne ved parfumerne og duftede til nogle forskellige. Bare for og få tiden til og gå med noget, faktisk så ejede jeg ikke en eneste parfume.

Som sagt, jeg var ikke typen der gik op i mig selv. Men jeg brugte deo og alt det der, selvfølgelig gjorde jeg det, alt andet ville være uhygiejnisk.

”Kan jeg hjælpe med noget?” Spurgte en pige, der arbejdede der og jeg gik i stå, stod blot og overvejede mit svar og rystede nervøst og ivrigt på hovedet. Hun kiggede på mig med et mærkeligt blik i øjnene og rystede på hovedet, hun forsvandt væk og efterlod mig med en dårlig følelse i hele kroppen.

Kvalmen kom kort efter og jeg sank et par gange, inden jeg lukkede øjnene i. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade være med og blive nervøs, hver eneste gang en person spurgte mig om noget? Hvorfor kunne jeg ikke det?

Skuffelsen skyllede sig ind over mig og jeg sukkede dybt over mig selv, hvilket en fyr tæt på opdagede og han sendte mig et opmuntrende smil.

Det fik mig til og smile lidt og beundre ham for et kort øjeblik. Han havde lyst hår, med brune rødder så jeg gættede på det var farvet blond. Han havde blå øjne og sådan et rigtig venligt varmt smil, som bare smittede.  

Dog blev jeg forstyrret af min mor, som kaldte på mig. Vi var endelig færdige herinde, nu manglede vi bare og betale for varende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...