Forms Of Love | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Berømmelse kan ændre en, ødelægge en psykisk, dette er nu sket for Harry Styles, fra verdens største boyband One Direction. Han ser ikke længere nogen mening med livet. For hvor hårdt er det ikke, at alle bare kender ham som Harry Styles, ham fra One Direction? Hans ex- kæreste og venner har brugt ham for berømmelse, og han er ved og opgive håbet om og finde en, der kan elske ham for netop den hán er. Derfor vælger han og tage i en lukket gruppe for mennesker med problemer i deres liv, dem som egentlig bare gerne vil have nogle rigtige venner og støtte. Her finder han en pige, der senere vil tage en helt speciel plads i hans liv, men nemt bliver det ikke.

94Likes
77Kommentarer
20271Visninger
AA

17. 14| New plans

Elenas synsvinkel

”Elena!” Kaldte min mor, da showet skulle til og begynde. Harry og de andre skulle gerne være med denne gang og blive interviewet så det skulle jeg da se, og min mor virkede til og være ret ivrig efter og se det også.

”Jeg kommer, jeg kommer” grinede jeg som jeg listede ned af trapperne, iført en det rene afslapnings tøj hvilket bestod af et par jogging bukser og en løs T-shirt.

Med et suk dumpede jeg ned og sidde ved hendes side i sofaen, og trak tæppet omkring mig mens mit blik var som klistret fast til skærmen.

”Hvem var det Niall var?” Spurgte hun nysgerrigt og jeg kneb lidt i øjnene ”Ham den lyshåret, du tager ikke fejl af hans irske accent når han snakker” grinede jeg og sendte hende et spændt smil, hun havde jo ikke som sådan mødt ham rigtigt endnu, tiden havde bare ikke været det for det.

Eller jo, men den dag han skulle have haft været hos mig kom han for sent så der mødte han hende ikke.

”Og ham med krøllerne er altså Harry, bare sådan så du ikke kommer i tvivl” mumlede jeg fraværende, mens jeg betragtede Harry sidde i sofaen. Han så ret nervøs ud måtte jeg indrømme, sådan som han sad og knugede sine hænder sammen en lille smule.

Men da der blev stillet et spørgsmål til Harry spærrede jeg øjnene op, spørgsmålet omhandlede altså Harry og jeg. Hvad mon han ville svarer?

Denne gang var det min tur til og sidde og være nervøs, så jeg begyndte og sidde og pille ved spidserne på mit hår og bed mig lettere hårdt i underlæben.

Harry sad for nogle sekunder og kiggede ned i jorden, inden han så åbnede munden og svarede ”Hun hedder Elena og ja jeg har tilbragt meget tid med hende, hun er en rigtig sød pige og øhm..” Han stoppede med og tale og jeg fik måske et smule skuffet udtryk i øjnene, ville han ikke stå ved at vi havde noget sammen nu?

”Har i noget sammen?” Spurgte intervieweren og han vippede hovedet en smule på skrå, Harry krummede sig en smule sammen i sofaen og så rundt på de andre drenge der så uforstående på ham.

Men her holdte jeg med de andre drenge, hvorfor sagde han ikke bare vi havde noget sammen? Det var jo ingen hemmelighed når vi sagtens kunne gå hånd i hånd offentligt?

”Ikke lige nu nej” mumlede Harry usikkert og jeg kiggede skuffet ned i gulvet, inden jeg rakte ud efter fjernbetjeningen og slukkede for tv’et. Jeg havde set nok.

”Elena” sukkede min mor og rakte ud efter mig, men jeg trak armen til mig og rystede svagt på hovedet.

”Han vil jo ingen gang sige vi har noget sammen mor, hvor fedt er det ikke lige? Jeg havde i forvejen sagt at han bare skulle fortælle sandheden, men i stedet sidder han og tvivler. Måske han også tvivler på os så” sukkede jeg dybt og slog opgivende ud med armene, inden jeg greb min mobil og ringede Isaac op. Ham havde jeg vidst kraftigt brug for, måske han kunne forstå hvorfor Harry gjorde det. De er trods alt begge to fyre, og de burde forstå hinandens træk, ikke?

”Måske han bare ikke vidste hvad han skulle sige? Du bliver jo på en måde kendt som han flirt eller kæreste så hvis han siger ja, måske han gik i panik? Skat du må ikke blive sur på ham over det” sukkede min mor og trak mig ned og sidde ved hendes side, men jeg valgte og ignorer det hun sagde lidt og fik hurtigt fat i Isaac.

”Kan du komme over?” spurgte jeg da han mumlede hans navn, jeg sad og ventede på hans svar i det der føltes som evigheder.

”Jeg er der om små ti minutter” svarede han, inden der blev lagt på.

Da Isaac ankom, var det første han gjorde og ligge armene om min krop og trække mig ind i et opmuntrende men kærligt kram.

”Jeg så godt det i tv’et ja, kan næsten gætte mig til hvorfor du ringede” afbrød Isaac mig før jeg overhovedet nåede og sige et eneste ord.

”Forstår du mig så?”

Han nikkede svagt, men valgte så og trække mig med ovenpå og på vejen vinkede han en gang mod min mor der smilede venligt mod ham. Min mor vidste udmærket godt, at Isaac var en af mine bedste venner.

Mere end bedste venner havde vi aldrig været, og blev vi heller aldrig.

”Men, Elena..” Sukkede Isaac, da vi nåede ind på mit værelse ”du må forstå det måske er svært for ham og vide hvad han skal sige, han vil ikke sårer dig igen.”

Jeg nikkede blot som et svar.

”Jeg synes ikke du skal være sur på ham, ved du hvad jeg synes? Jeg synes du skal ringe til ham lige nu, du skal have en forklaring, det skylder han dig.”


Efter og have prøvet, og få fat på Harry i det der føltes som evigheder gav jeg op. Han måtte ringe tilbage når han engang fik tiden til det, desuden var han nok ude og spille koncert på denne tid. Men alligevel, det var en pinsel og vente.

Jeg ville have svar, og det skulle gerne være nu.

”Hvad har du tænkt dig vi skal lave på din fødselsdag?”

Isaacs spørgsmål, fik mig trukket ud af mine egne tanker og jeg så først forvirret på ham. Inden han gentog spørgsmålet med et grin, jeg derimod så kort fornærmet på ham. ”Det er ikke dig der sidder og venter på et opkald og en forklaring” beklagede jeg mig grinene, det var latterligt jeg gik så meget op i dette. Men på den anden side, Harry betød virkelig meget for mig.

Selvfølgelig gjorde han det.

”Det ved jeg ikke, Harry sagde han havde en overraskelse til mig. Hvad det er ved jeg ikke, men ja” mumlede jeg lidt og kløede mig svagt op af armen, men da jeg så Isaacs smørrede smil om hans læber kneb jeg lidt i øjnene.

”Du ved hvad han har fundet på?”

”Selvfølgelig gør jeg det! Og ved du hvad? Du skal glæde dig, for hold kæft det er godt fundet på.”

En blandet følelse samlede sig i hele min krop, jeg brød mig ikke om at folk jeg havde nær mig havde hemmeligheder for mig. Lige meget hvilke slags hemmeligheder det var, så hadede jeg det. Og det vidste Isaac udmærket også godt, så det var nok derfor han spurgte mig, for og prikke lidt til mig.

”Det her er så meget ikke fair, du ved jeg hader hemmeligheder og overraskelser!” Udbrød jeg irriteret og rejste mig i en hurtig bevægelse fra sengen, ham derimod begyndte og grine over mig og så op på mig med et kæmpe smil tegnet over hans læber.

”Sig det, fortæl mig hvad det er” mumlede jeg, i en klang der lød alt for desperat, noget som fik ham til og bryde endnu mere ud i grin. Dog stoppede han brat, da lyden af min ringetone fra mobilen lød i hele rummet.

”Er det Harry?” Spurgte han, mens jeg tog fat om mobilen og det velkendte navn stod hen over skærmen.

Men i stedet for og svarer Isaac, svarede jeg Harry.

”Hej Harry.. Forstyrre jeg?” Spurgte jeg sukkende og så mig omkring i mit værelse, jeg kunne allerede mærke nervøsiteten stige i kroppen.

”Nej nej! Du forstyrre slet ikke, jeg er glad for at du ringede og jeg er ked af jeg først ringer tilbage nu. Men vi havde en koncert og den er færdig nu, jeg er på vej hen til hotellet. Men hvad var det du ville spørger om? Jeg kan gætte mig til det er vigtigt, siden du har ringet så mange gange.”

Harrys lette hæse stemme, lød utrolig udmattet, måske dette var en dum idé og spørger ham om det nu?

”Hvorfor sagde du at vi ikke havde noget sammen? Det er jo løgn, jeg sagde til dig jeg var klar til at du fortalte det. Jeg vil ikke leve med at vi skal holde det hemmeligt, det er der ikke meget forhold over.. Undskyld, men det er der altså ikke” mumlede jeg usikkert og Isaac vendte tommelfingeren op over mine ord, han synes åbenbart det var godt sagt og et godt valg af ord.

En dyb sukken lød i den anden ende af røret, men jeg forstod ham godt ”Det var ikke meningen jeg skulle sige det sådan, du må endelig ikke tro noget forkert Elena. Jeg har heller ikke lyst til og holde vores forhold, eller hvad end det er vi er ved og opbygge hemmeligt. Jeg skal nok rette op på det inden din fødselsdag, det lover jeg dig. Jeg er ked af jeg skuffede dig endnu en gang, men hør her.. Det er virkelig svært ikke og sige noget forkert. Når man ved at flere millioner sidder og ser med, jeg prøver bare på og beskytte dig babe.”

Hans ord, fik det hele til og lette i mig, hvorfor skulle jeg også altid tro det værste om alting bare der kom et lille bitte problem?

Det måtte jeg vende mig af med, meget snart.

”Harry det er helt okay, jeg er ked af at jeg ringede og sagde det sådan. Det hele gjorde mig bare så nervøs okay? Jeg glæder mig til min fødselsdag, trods du har været en idiot og fortælle Isaac hvad det er så nu piner han mig” de sidste sætninger kom ud i et grin, og Isaac sendte det typiske drillende smil.

”Sød idiot” rettede Harry mig, ”Men jeg glæder mig også. Men jeg bliver desværre nød til og smutte nu, jeg har en stram tidsplan og sådan. Men jeg er glad for du ringede, og ikke bare gik med tankerne selv. Hils Isaac fra mig.”

”Det vil jeg gøre, sov godt når du når dertil” mumlede jeg.

”i lige måde” var de sidste ord jeg hørte fra ham, inden der blev lagt på.

”Jeg skulle hilse fra Harry” grinede jeg muntert til Isaac og jeg dumpede ned i sengen, lod dynerne falde omkring mig og jeg snuppede puden af min som jeg krammede ind til mig.

”Jaså? Hvad sagde han ellers? Er det hele godt igen?” Spurgte Isaac og han klappede mig kortvarigt på det ene lår, inden han rejste sig for og finde fjernbetjeningen til mit fjersyn der stod i fodenden af min seng på et bord.

Jeg nikkede lidt tænkende ”Det hele er perfekt..”

”Du får mig til og savne og have en kæreste, eller i gør. Det er altså ikke altid sjovt” beklagede Isaac sig og han tændte for fjernsynet, og slog over på den typiske kanal vi altid så hvor der kørte hans ynglings serier.

Et undskyldende smil poppede op på mine læber, mens jeg gled hånden hen over hans ene overarm ”Hvad med at vi tager i byen i morgen, og så ser vi om vi kan finde dig en sød pige? Bare os to i byen?” Spurgte jeg, i håb om at det kunne få ham op på hesten igen og lede efter en ny kærlighed.

Den sidste forhold han havde, endte jo ikke ligefrem godt.

Så han fortjente fuldt ud, og begynde og date igen og jeg ville med glæde hjælpe ham hvis jeg kunne få lov.

”Sikker på du kan det? Være ude med så mange mennesker, ikke at jeg ikke tror du kan for jeg skal nok hjælpe og du er en stærk tøs” mumlede han lidt fraværende, da hans blik lå som klistret til fjernsynet. Men kort efter fik vi øjenkontakt og jeg sendte ham et smil, ”Helt sikker, vi skal ud og finde dig en sød pige, og det skal nok lykkedes!” Lidt overrasket over hvor sikker jeg lød i stemmen, sad jeg lidt og kiggede på Isaac der lignede et juletræ der lyste op i hans øjne.

”Det vil jeg glæde mig til så, jeg kommer og henter dig i morgen klokken.. Hvad skal vi sige? Klokken 22?” Spurgte han og jeg nikkede ivrigt, måske jeg kunne vise min mor at jeg også kunne være en teenager. Jeg kunne sagtens tage i byen, hvis bare jeg var med nogle jeg virkelig stolede på.

Og jeg vidste at Isaac aldrig ville lade mig tage alene hjem, eller lade mig stå alene i et menneskefyldt sted.

Så i morgen aften skulle nok blive en god aften, eller skulle jeg sige nat?
”Det er en aftale, jeg har også en ny kjole jeg kan tage på faktisk. Og nu skal du ikke drille mig, for jeg ved udmærket godt du aldrig har set mig i kjole.”

Hans øjne blev store over mine ord, og hans øjne søgte mod mit klædeskab men jeg rystede på hovedet ”Nej nej! Du må vente, ligesom jeg skal vente til min fødselsdag med og få den overraskelse at vide” mumlede jeg som en gengæld, til hans drillerier førhen.

”Jeg troede ikke Elena Brooks kunne tage en kjole på, men du er sørme fuld af overraskelser” lo han og sendte mig et drilagtigt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...