Forms Of Love | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2014
  • Opdateret: 13 nov. 2014
  • Status: Igang
Berømmelse kan ændre en, ødelægge en psykisk, dette er nu sket for Harry Styles, fra verdens største boyband One Direction. Han ser ikke længere nogen mening med livet. For hvor hårdt er det ikke, at alle bare kender ham som Harry Styles, ham fra One Direction? Hans ex- kæreste og venner har brugt ham for berømmelse, og han er ved og opgive håbet om og finde en, der kan elske ham for netop den hán er. Derfor vælger han og tage i en lukket gruppe for mennesker med problemer i deres liv, dem som egentlig bare gerne vil have nogle rigtige venner og støtte. Her finder han en pige, der senere vil tage en helt speciel plads i hans liv, men nemt bliver det ikke.

94Likes
77Kommentarer
20276Visninger
AA

14. 11| Confessions

Harrys synsvinkel

En dag, seks timer og et ukendt antal minutter var det siden jeg sidst talte med Elena. Ingen tvivl om at jeg savnede hende, der var bare en del af mig der ikke kunne få mig selv til og ringe hende op. Jeg havde såret hende, sagt noget forkert og jeg ville helt klart komme til og såre hende igen ud i fremtiden.

Derfor valgte jeg ikke og ringe eller skrive til hende, trods det kriblede i fingrene efter og gøre det.

Niall sad stadig ved min side og sukkede svagt opgivende over mig, men jeg forstod ham godt, jeg var et stort rod. ”Hvorfor ringer du ikke bare til hende, jeg kan godt se du har lyst til det. Hvad er det du er så bange for sker?” Spurgte han med panden lagt i folder, han så undrende på mig.

”Jeg kommer til og såre hende igen ud i fremtiden, hvis jeg vælger og fortsætte hvad end det er vi har sammen.”
Endnu et suk gav genlyd i hele rummet fra Niall ”Jamen du skal jo leve i nuet, ikke i fremtiden? Den kan du ikke forudse, du bliver nød til og leve dit liv Harry. Ellers går det her mere galt end det allerede har gjort.” Hans stemme lød frustreret, han hævede endda stemmen overfor mig en smule hvilket overraskede mig en del.

”Jeg ved det, men jeg vil ikke trække hende med ned i faldet. Jeg får det dårligere for hver dag der går næsten Niall? Jeg nyder ikke rigtig og være kendt længere, men jeg håber og komme på tour igen hjælper.”

Han nikkede svagt og trak lidt på smilebåndet i den ene side, så et skævt smil poppede op på hans læber ”det håber jeg også, men lad nu være med og ødelægge det du har med Elena. Hun holder af dig, det gør hun virkelig og hun ønsker ikke at det i har forsvinder.”

Hans ord fik mig til og rynke svagt på panden, havde han snakket med hende om det hele? ”Hvor fra ved du det? Har du snakket med hende, skrevet til hende eller noget?” Mumlede jeg skeptisk og vendte min fulde opmærksomhed mod ham, han trak nervøst på skulderne og sænkede blikket.

”Altså.. Jeg har måske snuppet hendes nummer fra din mobil, mens du var på toilettet og skrevet til hende. Men det var for din skyld, jeg hader og se dig sådan her og det piner mig virkelig. Du er jo forfanden som en bror for mig, når du er trist påvirker det også mig, selvfølgelig gør det det, alt andet ville være idiotisk og egoistisk!” Han så mod mig med et frustreret blik, mens han sukkede tungt og lænede sig tilbage i sofaen vi sad i.

”Hvad skrev du så til hende? Og hvad svarede hun tilbage, hvis hun overhovedet har svaret? Er hun også ked af det?” De mange spørgsmål fløj bare ud i en lang strøm, så jeg måtte tage en dyb indånding for og få pusten igen.

Niall rakte ud efter hans mobil og fandt hurtigt deres samtale, hvorefter han rakte mig den og jeg tog hurtigt imod og gav mig til og læse deres beskeder igennem. En ubehagelig følelse strømmede igennem min krop, hun havde det virkelig dårligt over det hele og så sad jeg bare her uden og skrive til hende? Hvilken nar troede hun ikke jeg var efterhånden? Først det i hytten, hvorefter hun blev hentet af en fyr der nok var hendes ven. Og så lovede jeg hende og skrive når jeg havde fundet ud af hvad jeg ville, jeg vidste inderst inde godt hvad jeg ville jo. Men alligevel havde jeg ikke skrevet et eneste ord til hende, hun måtte være helt ude af den, måske endda troede hun at jeg havde opgivet os.

Men det havde jeg ikke, og det havde jeg heller ikke i tankerne om og gøre.

”Har du læst det hele?” Spurgte Niall og han tog forsigtigt mobilen ud af mine hænder, mobilen lagde han på bordet igen og så afventende på mig efter svar.

Jeg nikkede svagt og sank en ekstra gang ”ja jeg har læst det hele, hun må tro jeg har opgivet vores venskab..” Sukkede jeg dybt og begravede ansigtet i hænderne, hurtigt mærkede jeg en hånd ligge sig på min skulder. Han gav min skulder et opmuntrende broderligt klem.

”Hey, det skal nok gå det hele, bare skriv til hende eller ring hende op. Tro mig, hun vil sikkert blive glad. Eller så tag hen til det sted hvor du mødte hende, det er jo i morgen næste møde er, ikke? Hun kommer vel, og så kan du sige det ansigt til ansigt? Eller.. Du kan tage over til hende? Ja jeg har mange ideer, men jeg forsøger bare og hjælpe” lo han, så hans skuldre svagt hoppede for et kort øjeblik.

Smilet kunne jeg ikke holde tilbage over hans mange ideer, jeg kunne altid regne med hjælp fra Niall eller nogen af de andre. Men han var virkelig et naturtalent til og hjælpe og opmuntre en, han havde altid de mærkeligste ideer.

”Jeg tror jeg tager over til hende, jeg skal bare lige i bad først og have skiftet tøj. Tak for rådene, så må jeg bare håbe det hele ikke er for sent.”

Efter og have været i bad og skiftet tøj, sad jeg i bilen på vej hen mod Elenas hus der lå ikke særlig langt væk. Men og gå havde jeg ikke lyst til, så var chancen for og blive opdaget ret stor og det var ikke det jeg havde tid til lige nu.

Nervøsiteten steg jo tættere jeg kom på hendes hus, og jeg måtte kort køre mine hænder af på mine bukser. På grund af svedige håndflader, ellers kunne jeg ikke så godt holde ved rattet.

”Okay, nu tager du dig sammen og går ind til hende. Sig lige hvad der kommer fra hjertet, lige meget hvad Harry” mumlede jeg til mig selv, mens jeg havde lukket øjnene helt i og tog en ret så dyb indånding og pustede ud igen.

Lad mig bare sige at jeg var pænt nervøs og usikker på det hele.

Med kursen mod hendes dør, tog jeg nogle lange hurtige skridt og bankede så ellers lidt hårdt på hendes dør. Men kort efter huskede jeg ringeklokken og ringede også på den, så var jeg i det mindste sikker på at hun hørte det.

I det der føltes som evigheder og flere minutter, stod jeg og ventede inden døren blev åbnet af en savnet velkendt skikkelse. Elena.

”H-Harry? Hvad laver du her?”

Hendes spørgsmål fik mig kort til og trække på skulderne, ja hvad lavede jeg egentlig her? Jeg skulle til og bede hende om tilgivelse, fortælle hende hvordan jeg havde det og egentlig holde en lang tale hvis man kunne sige det sådan.

Hun lukkede døren bag sig og gjorde et nik mod hængestolen, der hang i den ene side af verandaen. Jeg fulgte villigt med hende og sammen satte vi os ned, lige ved siden af hinanden og lidt tæt, men det havde jeg intet imod.

”Nå? Hvorfor er du her?” Spurte hun endnu en gang og sendte mig et usikkert forvirret smil, men jeg forstod hende udmærket godt hvorfor hun så forvirret ud.

Jeg havde lovet og skrive og ringe, i stedet dukker jeg op ved hendes dør. En dag og ret mange timer efter vi sidst var i kontakt.

”Fordi jeg gerne vil snakke med dig, forklarer dig det hele og se om jeg kan få din tilgivelse” begyndte jeg ud med, hun nikkede svagt og et lille smil kom til syne i nogle meget få sekunder inden det igen forsvandt.

”Elena, du må endelig ikke tro jeg ikke holder af det vi har for det gør jeg. Rigtig meget, vores venskab eller hvad end vi har betyder nok mere end du lige går og regner med. For nej, inderst inde tror jeg at ikke du er hos mig på grund af min berømmelse. Du er her for mig, ikke for den berømte mig. Hvis du forstår hvad jeg mener?” Igen holdt jeg en pause, for og sikre mig hun var med. Men det var hun tydeligvis da hun nikkede svagt.

”Jeg ville aldrig kun være hos dig for din berømmelse Harry” hviskede hun bestemt, ingen tvivl var til og høre i hendes stemme, hun mente det altså.

Og efter det fortsatte jeg – ”Jeg har bare været så van til, at folk har misbrugt at jeg har mange penge og er berømt. Det gør sgu ondt til sidst og sætter virkelig tankerne i gang, også selv om man ved det rigtige inderst inde. Og jeg undskylder mange gange, hvis jeg sårede dig Elena. Det var ikke min mening, jeg har og vil heller aldrig ønske og gøre dig ked af det. Det er også derfor det har taget så lang tid, for mig og tage herhen eller skrive til dig. For jeg ved.. Jeg kommer til og såre dig igen, sådan er det bare og det må jeg se i øjnene. Alle folk kan komme til og sige noget forkert, men jeg ved at du tilgiver mig hvis jeg siger noget dumt. Jeg er bare den person, der virkelig er bange for at det hele ikke er rigtigt. For Elena.. Er mine følelser gengældt?” Jeg tog en dyb indånding og så kort efter mod hendes dybe brune øjne, med et afventende blik.

”Harry..” Mumlede hun kort efter, der gav det en ubehagelig stikken for brystet, men da smilet igen tegnede sig over hendes læber, åndede jeg lettet ud.

Jeg tøvede ikke et eneste sekund, med og lade mine læber møde hendes og jeg strøg langsomt hånden om hendes kind som jeg nussede med tommelfingeren.

Alt nervøsiteten lagde sig, og det føltes som om sommerfuglene baskede kraftigt rundt i min mave. Hun tøvede heller ikke et sekund med og gengælde kysset, og sådan sad vi lidt, nød kysset fuldt ud.

Dette havde jeg ventet på, i det der føltes som evigheder.

”Må jeg godt svare nu?” Grinede hun lavt og placerede et svagt kys mod min næsetip, smilet kunne jeg ikke holde tilbage og jeg nikkede ivrigt. ”Ja, dine følelser er gengældt, big time” hviskede hun denne gang, inden vores læber endnu en gang kolliderede.

Som tiden gik, havde vi snart siddet herude i omkring en lille time, men den ene time blev brugt fuldt ud. Mest på snakken, men jeg tillod mig med glæde og stjæle et kys en gang imellem. Noget hun virkede til og være glad for jeg gjorde, men det var virkelig hyggeligt og sidde med hende sådan. Og vide at ens følelser er gengældt, fik en god fornemmelse frem i mig. Jeg følte mig tryg, at jeg vidste mine følelser ikke ville blive leget med af hende. Dette var ægte.

”Du kommer til London på min fødselsdag stadig, ikke?” Spurgte hun lavt, mens hun langsomt strøg sin tommelfinger hen over mine knoer, sammen sad vi hånd i hånd og flettede fingre. Kald det bare pladderromantisk, sådan og sidde en kold aften og varme sig med hinanden og snakke aftenen lang, men det var det der skete.

”Jo det lover jeg, jeg skal nok komme om det så tager mig en hel dag er jeg hos dig. Faktisk har jeg allerede fundet på en overraskelse” smilede jeg stort og sendte hende et drilsk blik, da hun så nysgerrigt på mig, hun hadede hemmeligheder, det vidste jeg allerede.

”Fortæl!” Mumlede hun ivrigt og så på mig med et par bedende øjne, et blik jeg næsten ikke kunne stå for men alligevel rystede jeg på hovedet. Stærkt besluttet på at det skulle være en overraskelse, og at jeg ikke skulle røbe den nu.

”Harry..” Klynkede hun beklagende og tog hånden til sig, et utilfredst smil tegnede sig hen over hendes læber og jeg lod et grin slippe ud over hende. ”Det skal være en hemmelighed babe, det må du forstå” grinede jeg muntert og strøg langsomt en lok af hendes hår, om bag hendes øre der var en smule koldt da mine fingerspidser svagt rørte.

”Hemmeligheder er de værste”

Jeg nikkede langsomt forstående ”men jeg lover dig, det er en god overraskelse du kommer til og elske. Og en bestemt en der er værd og vente på, synes jeg selv.” – ”For resten, hvem var ham der hentede dig i bilen?”

Et lettere drillende smil kom frem hos hende ”Isaac, min bedste ven og du vover lige på og blive jaloux for der er intet mellem os. Jeg ser ham som en irriterende storebror, som til tider er virkelig sød” grinede hun og fandt min hånd igen, som hun straks tog i sin.

”Jeg er ikke jaloux, han sendte mig bare et strengt blik i bilen. Men det er også fair nok, jeg var vidst en komplet idiot” mumlede jeg smilende, mens den frie hånd fandt vej om i nakken hvor jeg kløede mig let.

”En sød idiot” rettede hun mig grinene, dog nåede jeg ikke og svarer hende inden hoveddøren gik op og en skikkelse kom til syne ved dørkarmen.

”Hva øh, kommer i ind eller skal jeg sidde og se en film alene? Harry du er selvfølgelig velkommen til og komme med ind, på en betingelse” lød en lettere hæs stemme, der tilhørte Isaac.

”Og det er?” Spurgte jeg og lænede mig afslappet tilbage, Elena sad lænet ind til mig med benene foldet over hinanden og smilede stort over os.

”At i ikke sidder og kysser hele tiden, for jeg føler mig ensom nok i forvejen uden en kæreste når Elena her er ved og finde en. Med mindre i allerede er blevet kærester?” Han så spørgerne over på Elena, der rystede på hovedet og svarede for mig kort efter.

”Vi skal nok være søde og kun holde i hånd, og nej, vi er ikke kærester. Vi går langsomt frem, præcis som jeg ønsker det skal gå” mumlede hun og skabte øjenkontakt med mig, hun havde ret med at det gik langsomt frem og det ønskede jeg bestemt også. Tiden skulle nok komme, når det var det rette tidspunkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...