Flugten fra helvedet

Hanna, Ingrid og Marie, de 3 søstre, blev sat på børnehjem som små. Men det er et helvede. Man bliver slået og mishandlet som slaver. Men nu er det slut. De flygter.

3Likes
3Kommentarer
177Visninger
AA

3. 1 2 3 NU!

Det blev aften og vi skulle sove. Jeg bar Ingrid op i øverste køje, og hjalp Marie med at falde i søvn. Det var altid svært at falde i søvn efter alle disse ting som skete. Da Marie og Ingrid endelig sov, tog jeg det tæppe jeg plejede at sove med og lagde Ingrid og Maries tæpper ind i. Jeg tog en lille pose af garn jeg selv havde strikket og lagde de 2 sidste stykker skiver ned i, tog kniven, og noget papir.

Jeg lyttede for at hører om der var nogle vågne, og kiggede for en sikkerheds skyld ud af en lille sprække under sengen. Alle var gået i seng. Jeg vækkede Marie og sagde at hun skule være helt stille, gøre lige hvad jeg sagde. Hun stod og tog hendes varmeste tøj hun havde, på, som jeg havde sagt hun skulle. Derefter vækkede jeg Ingrid lige så stille. "Tag dit varme tøj på og gør hvad jeg siger!" Hun gjorde hvad jeg sagde. Jeg tog Ingrid om på min ryg, og hjalp Marie med at binde tæppet med tæpperne i, yderst på en pind. Jeg tog min strikpose og band den på den anden ende af pinde, så hun kunne holde den på nakken. Vi var klar. Jeg sagde at de skulle være fuldstændig stille når vi gik ud. Men først skulle vi åbne døren med kniven. Dørene var altid låst uden fra, så vi ikke kunne stikke af. Jeg tog knive og prøvede at åbne låsen indefra. Det tog sin tid. Jeg drejede alt hvad jeg kunne men den gav sig ikke, det var som om der var frosset is omkring og inde i låsen. Jeg blev sur, og skubbede til døren. Der lød en brag og døren åbnede sig. Jeg skyndte mig at ligge Ingrid op i køjen, og tog tingene af Marie. Vi lå alle sammen i køjen og lod som om vi sov. Tænk hvis Frøknerne hørte os. Vi ville få kogende vand over os hver dag i 5 uger. Alt var stille. Der kom ingen. De havde ikke hørt os! Jeg rejste mig stille op og gik hen til døren som stadig stod åben. Jeg kiggede rundt, der var helt mørkt og stille i gården. alt lys var slukket. De havde slet ikke hørt os! Jeg prikkede til Marie og sagde hun skulle tage tingene på nakken igen. Jeg ruskede til Ingrid sov var faldet i søvn igen. Hun vågnede og kravlede op på min ryg igen. Vi stod og kiggede ud af døren. "Når jeg siger nu, løber vi hurtigt men stille, hen bag kompost huset!" hviskede jeg. De nikkede begge to. "1 2 3, NU!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...