Fighter - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jun. 2015
  • Status: Færdig
Crystal Reed - pigen ingen troede på og altid nedgjorde - er idag noget toppen af sin succes, med titel som verdens bedst kvindelige solist, på trods af hendes blot 20 år. Crystal kommer fra Bradford, og har i 17 år, levet med den verdenskendte Zayn Malik, som nabo og værste fjende. Zayn jagtede Crystal i flere år, imens han mobbede, krænkede, og ydmygede hende, med de mest drastiske metoder. Nu, 4 år siden Zayn droppede ud af skolen pga. One Directions opstandelse - lever de begge hver for sig. Crystal i midten af New York, og Zayn i centrum af London. Og dog fører et arrangement uventet de to gamle rivaler sammen, om at samle penge ind til de fattige i Afrika. Et problem er dog, at Zayn overhovedet ikke genkender Crystal. Og som de fleste ved, kommer ét problem, sjældent alene. Crystal for viklet sig selv ind i et spind af løgne, og ender med at miste kontrollen fuldstændig over sit ellers hidtil faste liv.

94Likes
62Kommentarer
6730Visninger
AA

8. 6.

14 Dage Senere:

 

Zayn Malik

-----------------------------------------------------------------------

"Alle passagerer bedes venligst tage deres sikkerhedsseler på, da flyet snart letter".

Jeg sukkede lavt, og trak så min sele hen over min mave, for at høre det velkendte klik. Ved min højre side sad en sovende Harry og ved min venstre side, sad der en sovende Niall. Ergo, var jeg omringet af sovende idioter, der absolut skulle snorke så højt, at dem flere rækker foran os, med garanti kan høre det. Et bump gik pludselig igennem flyet, og det begyndte at rulle ud på start banen. Endnu et suk forlod atter min mund, da jeg anspændt lænte mig tilbage i det bløde sæde, med lukkede øjne.

Det er ikke fordi jeg ikke har været i Australien før - for det har jeg. Spændingen kommer nok bare fra at det er første gang jeg rejser med en superstjerne, som Crystal Reed, til Australien. 

Ja, to uger er gået siden hun smed os ud af sin lejelighed, og hun har ikke snakket til os siden. Og Niall har haft det virkelig dårligt, pga. det. Alt samtale har forgået igennem elektroniske genstande, eller hendes manager, Juliette, som faktisk er ret venlig når man for tid til at snakke ordenligt med hende. Men hun er noget af en business kvinde - det kan man ikke komme udenom.

Arrangementet er også blevet skudt for alvor igang, så der ligger vel lidt stress hos os alle. Og som i nok har regnet ud, starter det hele i Sydney, Australien, hvilket hverken Simon eller Juliette ser ud til at være tilfreds med, fordi vi alle bare for det største jetlag. Specielt os drenge, da vi stadig har lidt jetlag tilbage fra turen til New York. 

"Ej, seriøst Louis!", Liams højlydte råb, fik trukket min opmærksomhed, og jeg slog straks øjnene op. En række foran os var Louis, Liam, og Simon placeret. Foran dem sad vores tre sikkerheds vagter, Paul, Jim, og Timmy. På rækken ved siden af dem, sad Juliette, Crystal, og deres ene sikkerhedsvagt Tom. 

Tilbage til Liam og Louis ..

Jeg rejste mig lidt i sædet, så jeg lige akkurat kunne se Liam der sad og så bebrejdende på Louis, imens han havde vand ud over det hele. Louis sad ved siden af og flækkede af grin, med et tomt plastickrus i den ene hånd. Jeg rystede let på hovedet af dem, og satte mig hurtigt tilbage i sædet, da en stewardesse begyndte at skynde på mig, fordi flyet var begyndt at køre hen af banen. Hurtigt fik jeg undskyldt for stewardessen, der pludselig var helt okay med det hele, da det gik op for hende hvem jeg enlig var. 

Flyet bumpede voldsomt, da det lettede fra jorden, og jeg kunne ikke lade vær med at smile svagt. Følsen af at lette og lande, er fantastisk - fordi man føler sig så levende. Det lyder måske som noget poetisk fis, men det gør man virkelig. Det ryk der går igennem ens krop. De tanker der bliver sendt rundt i det øjeblik du pludselig befinder dig i luften. Det burde ikke være muligt at rejse sådan her, men så alligevel gør vi det den dag idag. 

Imponerende. 

Der gik hele fem minutter, før vi måtte tage vores seler af igen, og jeg kunne få fat i mine headset. Harry og Niall sov stadig sødt, og ingen af dem vågnede, da jeg rejste mig og fik kæmpet mig ud på den lille mellemgang mellem sæderne. Forsigtigt, stillede jeg mig på tæer så jeg kunne åbne den lille boks over sæderene til vores håndbagage. Jeg fandt frem til min rygsæk, i mellem alle mulige andre computertasker, håndtasker, og meget mere. Hurtigt trak jeg den ind til mig, og lukkede boksen, inden jeg atter stillede mig på flad fod. Jeg kæmpede mig tilbage til min plads, med rygsækken i favnen, og sukkede lettet da jeg atter satte mig ned i sædet.

Jeg er virkelig begyndt at sukke meget ...

Jeg trak lidt på skulderene, af mine tanker, og åbnede så rygsækken for at trække mine sorte headset frem. Kort efter blev rygsækken stillet ned mellem mine ben, og ledningen til mine headset, sat i min mobil. Mine finger gled hen over skærmen, som jeg fandt frem til appen 'YouTube', og så ellers få sat noget af 5 Seconds Of Summer's musik på. Ikke nok med at de er nogle super cool drenge - deres musik fejler bestemt heller ikke noget. Med lukkede øjne, lænte jeg mig tilbage i sædet, imens tonerne til 'Dont Stop' langsomt begyndte at spille ud i mine øre.

Nu skulle den 22 timers lange flyvetur, bare overståes ...

Suk. 

 

"Zayn, kom nu. Vi skal altså ud af flyet!".

Jeg slog forvirret øjnene op, og blev mødt af Harrys trætte øjne, der stirrede lige ind i mine. Utilfreds, brummede jeg og forsøgte at vende ryggen til ham, men da jeg havde glemt jeg lå på et lille sæde, landede jeg selvfølgelig på gulvet. "Av for fuck!", vrissede jeg surt, og Harry slog en tam latter op. "Nu er du da vidst vågen", jokede han og rakte mig en hånd, så jeg hurtigt kom på benene igen. 

Flyet var allerede halvtomt bortset fra drengene, Simon, og Paul, Jim, og Timmy, der ventede på mig - plus alle de andre tilfældige mennesker, som stod rundt omkring og pakkede deres ting sammen. Jeg gabte højlydt, og svingede tasken over skulderen, for ellers at følge med de andre udenfor. Da vi kom ind i selve lufthavnen, stod Juliette, Crystal, og Tom, og ventede på os ved rullebåndene vores kufferter skulle ankomme på. De havde alle sammen hver deres kuffert, så de havde vidst været ret hurtige ude af flyet. De så alle sammen smadre ud, men når jeg kiggeder rundt på os andre, så vi mindst ligeså trætte ud som dem. Men det er jo heller ikke så underligt, når det er middag her i Sydney, og i London er klokken 4 om morgnen, hvor den derimod er meget sent om aftnen i New York. 

Tre forskellige tider, to forskellige jetlag.

"Zayn, er du overhovedet derinde?". Brat blev jeg trukket tilbage til virkeligheden, da Simon trådte hen og let klappede mig på kinden. Jeg blinkede et par gangen, og nikkede så. "Øh ja .. falder bare lidt i staver .. jetlag", mumlede jeg lavt, og trådte hen til rullebåndet, da det gik op for mig min kuffert var iblandt de fire næste der kom rullende hen mod os. Hurtigt, som jeg nu var med en masse ironi på, greb jeg fat i hanken, og trak den ned ved siden af sig. Og som minutterene gik, gjorde drengene det samme, indtil vi alle stod med en kuffert hver. Nu gik turen så til hotellet. 

Parkeringspladsen var proppet med skrigende fans, desperate journalister, og papperazziaer uden grænser - rent ud sagt, var det hele bare et helvede. Over halvdelen af lufthavnens sikkerhedsvagter måtte komme os til undsætning, da det bestemt ikke var nok med blot Paul, Jim, Timmy, og Tom.

"OMG ZAYN! JEG VIL FØDE DINE BØRN!", lige med det samme ordene forlod den skrigende pige, kunne jeg ikke lade vær med at se forbavset på hende. Jeg var ikke forbavset over det hun havde sagt, for det var der skam mange andre der også havde - men hendes alder, forbavsede mig. Hun så ud til ikke at være andet en 11 år, og hun stod og skreg at hun ville føde mine børn. What the fuck er der sket med denne generation af mennesker? Et eller andet er ihvertfald gået gruelig galt .. 

Jeg krympede mig let da hun rev fat i min jakke, i det jeg ville gå forbi hende. Modvilligt vendte jeg mod hende, og skulle til at bede hende pænt om at slippe mig - men jeg nåede kun at læne mig lidt ind mod hende, inden jeg blevet revet væk af to sikkerhedsvagter, der straks gav sig til at råbe af hende. Hvis ikke det var for alle de mennesker bag mig, der skubbede mig frem af, så ville jeg været stoppet op og bedt sikkerhedsvagterene om at styrer sig. Hun er jo kun en lille pige. Intet farligt i det. 

"Zayn, så gå dog frem af!", jeg genkendte straks hendes stemme, da hun højlydt vrissede af mig, for derefter at mase sig op foran mig. Crystal. Hendes mørke hår flagrede let omkring hendes nøgne ansigt, der kun besad et enkelt lag mascara - alligevel syntes jeg hun var utrolig smuk. På overkroppen havde hun en løs tanktop på med striber, og på benene havde hun nogle sorte leggins. Over hendes ene arm hang hendes sorte bomberjakke, som hun havde været klog nok til at tage af pga. den hedende varme - og på hendes fødder sad der et par slidte Vans. 

Endnu et puf i min ryg, fik mig til straks at fortsætte frem af, eftersom jeg var stoppet op i det jeg betragtede Crystal. Noget der var begyndt at ske lidt for tit, efter min mening. "Zayn kom nu!", denne gang var det Liams stemme der vrissede af mig, og jeg kunne intet andet end blot at sukke, og så ellers sætte farten op.

Efter fem minutters gågang i blandt skrigende fans, og masende sikkerhedsvagter - nåede vi endelig frem til tre sorte biler, der alle lignede hinanden på en prik. Simon gik straks igang med at fordele bilerene imellem os. 

"Liam, Niall, Louis, Zayn, og Harry, i tager den første bil der. Find selv ud af hvem der kører", Simon holdt en kort pause, og nikkede kort til os, som at sikre sig vi forstod det - inden han fortsatte; "Paul, Jim, Timmy, og mig selv, vi tager den næste, og så kan Juliette, Tom, og Crystal tage den sidste". Han klappede i hænderene, og så tilfreds rundt på os andre. Ingen af os havde nogen indmeldinger, så vi styrtede ellers bare alle sammen mod vores biler. Den der kom først til rettet, var uheldigvis Harry, så vi andre kunne ligesågodt forvente en meget bombende tur, hvor man risikere at flyve lidt frem og tilbage i sædet - for Harry bag et rat, er ikke altid en god løsning. 

Og som forventet, var det også sådan turen forgik. Jeg måtte klamre mig til Liam, som klamrede sig til ruden, imens Niall sad halvt oven på Louis - hvorimod Harry bare sad og syntes det hele var skide sjovt. Ja, ha ha, vi er også flade af grin heromme, idiot.

"Harry forhelvede, sæt dog farten lidt ned! Vi gider sgu da ikke ende vores dage midt på en motorvej i Australien, vel?!", råbte Liam en smule panisk, og så hårdt på Harry, der slog et hæst grin op, men så alligevel satte farten lidt ned. "Hvor er i kedelige ..", svarede han med et suk, og drejede så pludselig skarp til venstre, så min kæbe hamrede lige ind i Liams skulder. 

"Av for FUCK i HELVEDE Harry! Nu tager du dig KRAFTEDEME sammen!".

Og der sprang bomben.

Jeg havde allerede rejst mig halvt op i sædet, da jeg stod og råbte lige ind i Harrys krøllede baghoved. Jeg var træt, sur, irriteret, og havde nu også smerter i min kæbe. Tusinde tak for lort, Harold.  

Harry tog det dog seriøst denne gang, da han satte farten voldsomt ned, så vi nu kørte i noget der mindede lidt om et normalt tempo. Gudskelov for det, for jeg kan ikke love mit næste træk vil udelukke vold, hvis han fortsatte på den måde. "Tak", sukkede jeg halvsurt, og satte mig tilbage i sædet. Jeg vil også bare ende med at falde, hvis jeg fortsatte med at stå op. "Hey drenge, så er vi her", lød det pludselig fra Harry, der ihærdigt forsøgte at pege ud af forruden, imens han styrede rettet. 

"HARRY HÆNDERNE PÅ RETTET!", skreg Niall der vi lige var ved at køre ind i en palme. Harry trak panisk i rettet, og vi fik på et hængende hår, rettet bilen ordenligt op. "Det er fandme sidste gang vi lader dig køre", mumlede Niall surt, og lænte sig tilbage i sit sæde med krydsede arme. Jeg rullede let med øjnene, og kunne ikke lade et lettet suk blive inde, da bilen langt om længe holdt stille. 

"Velkommen til Paradis, guys".

 

----------------------------------------------------------------------

 

Hey Pepz.

Så fik jeg lige fikset et kapitel sammen til jer, selvom jeg ikke lige havde forventet det.

Men det er jo kun godt, så :)

Faktisk så vil jeg også lige sige, at min skole kommer til at have stor betydning for hvor mange kapitler der kommer op, her efter skolestart.

Som i nok ved, er der kommet en ny skolereform, og for mit vedkommende betyder det at jeg for timer til det der svarer til det fuldtidsarbejde, plus lektier og fritidsaktivtier. 

Det bliver meget stressende, og jeg kan derfor ikke lige love at de første to måneder bliver fyldt med kapitler, da jeg lige skal vende mig til alt det nye.

Håber i vil bæger lidt over med mig ♥

Tusinde tak fordi i læser med.

HUSK at LIKE.

Kys & Kram Isabella aka. Just_Me♥

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...