Fighter - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jun. 2015
  • Status: Færdig
Crystal Reed - pigen ingen troede på og altid nedgjorde - er idag noget toppen af sin succes, med titel som verdens bedst kvindelige solist, på trods af hendes blot 20 år. Crystal kommer fra Bradford, og har i 17 år, levet med den verdenskendte Zayn Malik, som nabo og værste fjende. Zayn jagtede Crystal i flere år, imens han mobbede, krænkede, og ydmygede hende, med de mest drastiske metoder. Nu, 4 år siden Zayn droppede ud af skolen pga. One Directions opstandelse - lever de begge hver for sig. Crystal i midten af New York, og Zayn i centrum af London. Og dog fører et arrangement uventet de to gamle rivaler sammen, om at samle penge ind til de fattige i Afrika. Et problem er dog, at Zayn overhovedet ikke genkender Crystal. Og som de fleste ved, kommer ét problem, sjældent alene. Crystal for viklet sig selv ind i et spind af løgne, og ender med at miste kontrollen fuldstændig over sit ellers hidtil faste liv.

94Likes
62Kommentarer
6727Visninger
AA

7. 5.

 

Crystal Reed

----------------------------------------------------------------------

Jeg ved ikke hvad fanden jeg tænkte på igår, da jeg tog drengene med hjem - men nu, fortryder jeg det virkelig

Hele natten har jeg ikke fået noget søvn, fordi de skal larme som en flok 7 årige pattebørn. Man skulle ikke tro de var fem halvvoksne mænd, altså. Nu havde jeg så hellere ikke Megan, som min redning, da hun to hjem senere på aftnen. Hun kunne ikke blive og sove, fordi hun skulle til noget familie-halløj, næste dag. Sådan noget bullshit .. 

"Crystal?! ". 

Døren indtil mit værelse, blev sparket op med et brag, og der stod Niall med nutella udover det hele. Jeg satte mig forvirret op i sengen. "Hvad fanden..", mumlede jeg lavt, og kneb let øjnene sammen, pga. det skarpe lys der nu skinnede ind på mit værelse fra døråbningen af. "Det er sket et mindre uheld .. Du må ikke blive sur-", resten af Nialls sætning, hørte jeg ikke, for jeg var allerede oppe af sengen, og på vej ud i mit køkken.

Et gisp forlod min mund da jeg endelig stod i køkkenet. Mit blik gled rundt på skabene, bordpladerne, skufferen, komfuret, og vasken. Der lå nutella over ALT, på mit HVIDE køkken. Lad mig gentage - mit HVIDE køkken!

"NIALL FUCKING HORAN!", skreg jeg rasende, og Niall kom straks løbende, med resten af drengene efter sig. "Crystal..", snøftede han, men jeg afbrød ham. "Hvad FANDEN tænkte du på knægt?!", råbte jeg, og stampede arrigt i gulvet. "Hey, slap af, det var jo bare et uheld-", brød Liam ind, men jeg afbrød ham ved at skrige højt. "SÅ ER DU UD! UD SIGER JEG JER. SKRUB AF MED JER - JEG GIDER ALDRIG MERE SE JER IGEN!", skreg jeg og pegede ud mod min entre. Drengene så forskrækket på mig, inden de styrtede derud, og jeg fulgte straks efter. 

Jeg så arrigt til, imens de samlede deres ting sammen, og styrtede ud af min lejelighed, med deres sko halvt på, og deres overtøj i favnen. Endnu engang skreg jeg højt, inden jeg smækkede døren hårdt i. Langsomt, vendte jeg ryggen til døren, og lod mig selv glide helt ned, til det kolde gulv.

Og så begyndte tårende at melde sig. Det startede med kun at være nogle få, men kort efter flød de ned af mine kinder i en endeløs strøm. "Forhelvede..", mumlede jeg lavt, imens jeg snøftede. 

Da der var gået adskillige minutter, hvor jeg bare havde siddet og kigget ud i luften, indtil tårende stoppede med at rende ned af mine kinder, og blot samlede sig i mine øjenkroge - besluttede jeg mig for at tage mig lidt sammen. Med et dyb suk, fik jeg skubbet mig selv op fra det hårde gulv. Min røv gjorde rimelig ondt nu, fordi jeg jo havde siddet der i et stykket tid - men for at være ærlig, ragede det mig en høstak. Jeg vil bare ind og ligge i min seng, hvor jeg kan isolere mig for omverdenen, og være deprimeret resten af mit liv. 

Gud må virkelig hade mig. Det er ikke mig der burde have det forfærdeligt - det er Zayn. Jeg vil have han skal føle skam. Han skal føle sig kriminel. Han skal have det så dårligt med sig selv, at han ikke kan holde det ud. Han fortjener ikke at leve sit liv i sus og dus. En masse uskyldige mennesker dør af sult hver dag, imens forfærdelige mennesker som ham, blot kan sidde derhjemme og nyde udsigten fra deres penthouse, imens de drikker frisk kaffe importeret fra Afrika i deres dyre porcelæn krus ..

Okay Crystal, alt for mange fantasier - tag dig sammen!

Jeg sukkede over mine tanker, og bevægede mig så fra entreen, til mit soveværelse. Hurtigt, fik jeg placeret mig i min seng, imens jeg besluttede mig for at rodet ude i køkkenet kunne vente til senere. Det ligner mig slet ikke at reagere sådan, som jeg gjorde. Hvis det havde været Megan, ville vi blot have flækket af grin over det, og så gået rundt for at gøre det rent sammen, imens vi hørte musik, og spiste nogen af de få rester der ikke var endt beskidte steder, såsom på gulvet. 

Gosh, jeg må virkelig være deprimeret over det der med Zayn, siden det tager så hårdt på mig ...

 

"Okay du har bare et spytte ud! Hvorfor har jeg lige læst i min mors sladderblad, og set en artikel om One Direction der 'tilfældigvis' er styrtet halvt påklædt ud af DIN lejelighed her i morges?!".

Lyden af Megan der nærmest skreg ind i røret, fik mig til næsten at tabe min mobil ned i skødet på mig selv. Jeg var lige vågnet fra en lur der godt og vel havde været 4 timer, så klokken nu var to i stedet for ti - og det første jeg har lagt mærke til er 15 ubesvarede opkald fra Megan. Så selvfølgelig, som den super gode veninde jeg jo er, ringede jeg da lige tilbage for at høre hvad alt det postyr handlede om. Og nu fik jeg vist mit svar.

"Sig det er løgn", mumlede jeg lavt, og satte mig ordentlig op i sengen, imens jeg gned mig i øjet, og slugte et gab. Ja, jeg var stadig træt okay. Nogen mennesker har bare sværere ved at vågne, end andre. Og jeg er så tilfældigvis en af de mennesker .. 

"Det er over alt og Twitter er gået totalt amok! Folk tror du er deres kendis-luder nu ..", det sidste kom ud som en meget lav hvisken, men jeg hørte det alligevel. "HVAD?!", fløj det ud af mig, og jeg kom i frustration til at skubbe min dyne ned på gulvet. "Det gør mig ondt Crissy .. jeg tror du skal lade vær med overhovedet at være på Twitter idag .. og måske også hele næste uge  .. folk er gået totalt amok", hun lød helt trist, men jeg kunne godt forstå hende. Hun var jo trist på mine vegne, hvilket enlig var meget rart, for så var da der én af os der var triste. Jeg var bare mere vred. Nej ikke vred, rasende. Rasende på Zayn for at være sådan en idiot. Rasende på resten af drengene og Simon for overhovedet at have noget med ham at gøre. Og rasende på Juliette fordi det hele er hendes skyld!

"Crystal? Er du der?", først da jeg atter hørte Megans blide stemme i min øregang - gik det op for mig at jeg var faldet i staver. "Ja, jeg er her", svarede jeg hårdt, inden jeg tilføjede; "Og jeg er pisse rasende! Jeg ringer til Juliette", og uden nogen forklaringer, lagde jeg på. 

Jeg begyndte straks at taste Juliettes nummer, imens jeg arrigt havde skubbet alt ned fra min seng, så jeg kunne komme ud, og ned på gulvet. Jeg landede på mit bløde gulvtæppe, med et hårdt bump, lige som min mobil ringede op til Juliette. Hurtigt lagde jeg den op til øret, imens jeg frustreret begyndte at gå rundt i cirkler på mit ovale gulvtæppe.

"Goddag, de har ringet til Mrs. Campbell. Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men du er meget velkommen til at indtale en besked. Er det hele angående arbejde, bedes du ringe til bureauets nummer. Hej".

Irriteret smed jeg mobilen ned i min bløde madras, inden jeg styrtede over til mit klædeskab og trak et tilfældig sæt ud, der endte med at bestå af min oversize Batman sweater, og mine stramme mørkegrå Dr. Denim jeans. Ja, jeg har en kærlighed for Dr. Denim, get over it. 

Sidespor.

Hurtigt fik jeg trukket bukserene på, og kastet sweateren over hovedet, inden jeg satte mit hår op i en sjusket hestehale, lagde et tyndt lag mascara, greb min mobil - og så ellers styrtet ud i gangen, hvor jeg hurtigt fik trukket mine polkaprikket gummistøvler på, da det er det hurtigste jeg lige havde. Min plan nu, var at stalke Juliette og finde ud af hvor hun er henne, så jeg kan give hende hendes største skideballe, og derefter trække mig helt ud af det her lorte arrangement. 

Jeg rev arrigt min hoveddør op, for derefter at smække den, og kort låse, inden jeg var hoppet ned af de mange trapper, ud af opgangen, og hen til min elskede lille Fiat. Endnu en dør blev revet op, inden jeg nærmest kastede mig ind på sædet, og fik tændt op for bilens motor.

Det hele gik så pokkers hurtigt, at min hjerne ikke helt havde registreret at jeg havde forladt min lejelighed, da jeg var halvvejs mod managerbureauet, som Juliette arbejdede for. Eller teknisk set 'arbejder' hun der ikke længere, nu hvor hun arbejder for mig, men hun havde stadig sit kontor der. "Vent lige lidt", mumlede jeg lavt for mig selv, og afbrød hermed mine egne tanker, da jeg så en velkendt skikkelse komme vraltende hen af fortovet ved siden af mig.

Og der stoppede så min plan om sindssyg stalking. 

Jeg satte straks farten ned, og kørte lidt indtil siden så jeg var lige ved siden af hende, inden jeg rullede vinduet ned, og stirrede vredt på hende, på trods af hun havde hovedet vendt den anden vej. "Juliette! Starbucks, nu!", hvæste jeg hårdt, så hun vendte sig forskrækket om, og hendes mørkerøde hår rev sig ud af hendes guldspænde. Jeg nåede ikke at se hendes svar, inden jeg blev nød til at kører videre, fordi bilerene bag mig var begyndt at blive utålmodige. Så jeg måtte vel bare møde op på Starbucks og håbe hun også kom.

Den velkendte Starbucks kom kort efter til syne, og jeg holdt ind på en af de få kundeparkeringspladser som kaffekæden ejede. Knap så elegant, trådte jeg ud af bilen, og var lige ved at glide i en vandpyt pga. mit fantastiske valg af skotøj. Og først der gik det op for mig hvad det var jeg havde på. Hurtigt kastede jeg et blik it mit bakspejl, og jeg havde nær tabt kæben. Jeg lignede jo noget der var løgn i min alt for store sweater, min røde tud, mit rodede morgenhår, og min mascara der var ramt halv ved siden af. Hvor er det bare typisk mig det her.

Jeg tog en dyb indånding  og rettede lidt på min mascara og mit hår, inden jeg vendte mig om for at gå selvsikkert op mod indgangen - hvilket gik knap så godt, for selvfølgelig skvattede jeg, og landte på røven lige oven i en vandpyt. Det er fandme flot, Crystal! Ikke nok med du ligner en der lige er stået op, nu ligner det sgu også at du har pisset i buskeren! Hvorfor kunne jeg ikke bare lige tage mig sammen for en gangs skyld, altså. Det kunne da ikke være så svært. 

"Crystal, hvad laver du nede på jorden?", Juliettes skinger stemme fyldte min øregang kort, inden hendes 20 centimeter høje hæle overtog, med sin 'klik klak klik klak' lyd. Jeg sukkede irriteret, og lod mit blik møde hendes. "Skræller kartofler - hvad fanden ser det ellers ud til!", hvæste jeg og forsøgte at få skubbet mig selv op. Juliette stoppede op lige foran mig, og rakte en hånd ned mod mig, som jeg modvilligt tog fat i. "Du er den sidste af os to der har ret til at være sur", svarede hun strengt, imens hun hjalp mig op fra den kolde vandpyt. Jeg fnyste stille. "Nej, det hele er din skyld! Nu tror hele verdenen at jeg er One Directions luder, pga. det her!", udbrød jeg frustreret og slog ud med armene. 

Juliette så på mig med et løftet øjenbryn. "Forkert. Hele verdenen tror du er One Directions luder, fordi du tog dem med hjem til din lejelighed, for derefter at smide dem ud igen", svarede hun hårdt og krydsede armene. Jeg lod straks mit blik falde fra hendes blågrå øjne, til den mørke asfalt. "Så .. du har læst artiklen", sukkede jeg, og kløede mig lidt på armen. Hun sukkede hårdt, og rystede let på hovedet. "Crystal, vi er ikke engang kommet igang med arrangementet endnu, men du har allerede ødelagt det hele!", svarede hun i et lidt blidere tonefald. Jeg så forventningsfuldt op. "Betyder det så at der ikke bliver noget arrangement, og jeg kan leve mit liv lykkeligt videre?", spurgte jeg og krydsede straks fingre. 

Juliette sendte mig et er-du-dum-blik, inden hun hårdt svarede; "Nej. Det betyder at vi fra nu af klør professionelt på, og får gennemført det her skide arrangement, så vi kan ligge alt det her bag os!". Jeg sukkede og skulle lige til at vende mig rundt for at gå tilbage til min bil, da Juliette pludselig trak mig ind i en armkrog. "- Og lad os så få noget kaffe", svarede hun med et opmuntrende smil, inden hun trak mig med ind af svingdørene. Jeg sukkede atter, og rullede let med øjnene.

Mit liv var nu officielt ovre. 

 

-----------------------------------------------------------------------

 

Hey Pepz.

Så kapitlet er igen blevet lidt kort, da jeg har haft travlt med nogle personlige ting, osv.

Det skal også lige siges at jeg tager på en mini ferie fra Torsdag til Lørdag, hvor der ingen mulighed er for at skrive kapitler til jer :((

Håber i kan lide kapitlet. 

HUSK og LIKE!

Kys & Kram Isabella aka. Just_Me

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...