Fighter - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2014
  • Opdateret: 24 jun. 2015
  • Status: Færdig
Crystal Reed - pigen ingen troede på og altid nedgjorde - er idag noget toppen af sin succes, med titel som verdens bedst kvindelige solist, på trods af hendes blot 20 år. Crystal kommer fra Bradford, og har i 17 år, levet med den verdenskendte Zayn Malik, som nabo og værste fjende. Zayn jagtede Crystal i flere år, imens han mobbede, krænkede, og ydmygede hende, med de mest drastiske metoder. Nu, 4 år siden Zayn droppede ud af skolen pga. One Directions opstandelse - lever de begge hver for sig. Crystal i midten af New York, og Zayn i centrum af London. Og dog fører et arrangement uventet de to gamle rivaler sammen, om at samle penge ind til de fattige i Afrika. Et problem er dog, at Zayn overhovedet ikke genkender Crystal. Og som de fleste ved, kommer ét problem, sjældent alene. Crystal for viklet sig selv ind i et spind af løgne, og ender med at miste kontrollen fuldstændig over sit ellers hidtil faste liv.

94Likes
62Kommentarer
6741Visninger
AA

5. 3.

 

Crystal Reed

-------------------------------------------------------------------

"Crystal få nu fart på, inden vi kommer forsent!", vrissede Juliette, min manager, for tredje gang af mig, imens vi i et hastigt tempo, bevægede os ned gennem lufthavnens lange gange. Jeg kunne ikke andet end blot at rulle med øjnene af hende bag hendes ryg, og ellers følge trop. 

Hele min morgen, havde sådan set været ret kaotisk, tidspressende, og ikke mindst stressende. Så at skulle farer rundt i en lufthavn, ind og ud mellem randomme mennesker, med den mest stressede dame nogensinde - var ikke lige det, jeg havde håbet på ville ske, når jeg langt om længe ankom til lufthavnen. Og grunden til at vi nu befandt os i denne lufthavn klokken 12.30, var så slem at jeg kunne sætte mig ned på gulvet, og give mig til at tude. 

Da Juliette i går, havde fortalt mig om arrangerement, og hvem jeg skulle gøre det med - havde jeg faket en glad reaktion, og selvom hun tydeligt kunne se på mig at jeg langt fra var begejstret, så spurgte hun ikke ind til det. Hendes motto havde dog også altid været; Bland aldrig arbejde og privatliv - noget jeg altid havde været enig i og altid havde indordnet mig efter, men denne gang var det sgu lidt for personligt til at jeg kunne tage det professionelt. 

Om mindre end tyve minutter, skulle jeg stå ansigt til ansigt med min tidligere fjende, og mobber, Zayn Malik. Jeg havde brugt hele dagen igår, på at spekulere på hvordan hans reaktion mon havde været da han fik af vide om arrangementet, og om han skammede sig. Det håbede jeg da han gjorde, og stadig gør. Han var et forfærdeligt menneske, og er det sikkert stadig - noget jeg var fuldstændig overbevist om.

"Crystal, tag dig nu sammen!", skræppede Juliette, da jeg væltede ind i en gammel dame, og hun hev mig hurtigt videre, inden jeg kunne nå at undskylde. I hælene på os, løb mine to sikkerhedsvagter, som Juliette havde insisteret på at tage med, selvom jeg mente det ikke var nødvendig, da de nok havde tusinde sikkerhedsvagter med, i forvejen. Spild af beskyttelse, kan jeg ligeså godt sige. 

"Simon!", lyden af Juliettes stemme, der havde ændre sig 180 grader, fra irriteret, til sukker sødt - rev mig ud af mine tanker. Hun trådte forbi mig, og gik hen mod en lidt ældre mand, med åbne arme. En lidt ældre mand, der viste sig at være ingen anden end selveste Simon Cowell. Jeg ved godt, at de fleste siger han er barks osv. men jeg kan ligeså godt indrømme, at enhver kunster med succes - har min respekt, fuldt ud. Ja, altså lige bortset fra ham, og hans rådne band, der havde været så dumme at kalde sig selv for 'En Retning'. Sig mig, findes der ikke grænser for, hvor åndssvag man har lov til at være? 

"Juliette", svarede Simon i et tonefald der mindede om hendes, dog lidt dybere, inden de mødtes på midten i et kort kram. Jeg valgte selv, at holde mig i baggrunden, og vente til at Juliette vil præsentere mig. Ikke fordi jeg er genert, men fordi usikkerheden på mig selv, og om folk kan lide mig  - altid ender med, at komme og slå mig ned, bagfra. 

"Simon, lang tid siden. Nå, men her er hun så; Crystal?", Juliette vinkede mig frem med et stort smil, som om jeg var en eller anden vare hun var ved at sælge til et supermarket. Det var dog en af hendes særheder, jeg efterhånden havde fået vendte mig til. Dét, og så hendes underlig trang til altid at vide alt om alle. Ja, hvis ikke det var for min mor, så vil jeg sige hun var den største sladdertante jeg nogensinde har mødt, til dato. Modvilligt, trådte jeg frem mod Simon, med et lidt usikkert smil. Simon smilte stort til mig, og rakte hånden frem. "Simon", præsenterede han sig, og jeg tog nervøst imod den. Hans håndtryk var afslappet, men også fast. "Crystal", svarede jeg, og trak min hånd stille til mig. 

"Det er en fornøjelse endelig at møde dig, og både drengene og jeg, har set frem til det her -", han fortsatte gladeligt med at snakke, men jeg stoppede med at lytte da han sagde sætningen; både drengene og jeg, har set meget frem til det her.

Bare selve sætningen lød helt forkert. Hvis de havde set frem til det, måtte det jo betyde at Zayn ikke en skid skammede sig, og han stadig var ligeså kold i røven som dengang. Men hvad havde jeg enlig forventet? En venlig og imødekommende Zayn, der vil holde dørene for mig? Nej, vel. Det kunne da ikke komme vildt meget bag på mig, at han slet ikke havde ændret sig den mindste smule. 

"- Mød Harry, Liam, Niall, Louis, og Zayn". Jeg vendte atter opmærksomheden mod Simon, da han sagde de fire navne der havde hittet over alt i radioerne den sidste stykke tid. Og ikke nok med det, så kom de fire ejere til navnene, skam også gående selvsikkert ud fra gaten, og hen til os. Jeg sænkede automatisk blikket ned mod jorden, og pillede lidt ved min negl. Usikkerheden, var igen begyndt at brede sig, og det irriterede mig grænseløst. Hvorfor kunne jeg ikke bare være ligesom alle andre, og for én gangs skyld, tage mig lidt sammen?

"Drenge, det her er Crystal Reed - Jeres kollega i dette projekt", Simon slog ud med armene, og så stolt fra drengene til mig. Hvad fanden han havde at være stolt over, kunne jeg ikke lige se, but nevermind. "Hej, jeg hedder Liam. Jeg har glædet mig meget til at møde dig", en hånd blev stukket ind foran min synsvinkel, og jeg tog den modvilligt. Liam, havde et frisk håndtryk. Jeg så op og blev mødt af et par venlige brune øjne. Måske er han alligevel ikke se slem? Ej, Crystal styr dig. De er nogle forfærdelige mennesker alle sammen, slut. 

"Crystal", var det eneste jeg svarede, inden jeg hurtigt hev min hånd til mig. Måske virkede jeg i deres øjne, lidt bitchy. Men hvad havde de forventet? Jeg har da regnet med, at Zayn har fortalt dem om dengang. Det vil da være det mest naturlige at gøre, nu hvor de er hans bedstevenner, og han skal til at stå overfor sit mobbeoffer. 

"Jeg hedder Niall, og undskyld, men du ser meget smukkere ud end på tv", den blonde dreng, Niall, med irisk accent, rødmede stille og rakte tøvende hånden frem, med et genert smil. Jeg kunne ikke lade vær med at fnise lavt. Hvor var han altså bare sød - Crystal, stop lige nu. Jeg fandt det ikke nødvendigt at sige mit navn igen, så jeg ruskede blot hans hånd, inden turen gik til den næste, hvilket viste sig at være Louis. Ja, jeg vidste sgu da godt hvem der er hvem, men eftersom de åbenbart gerne vil præsentere sig, så lader jeg dem da bare gøre det. 

"H-hej, jeg hedder Ha-arry. Stor fa-an". Jeg så overrasket op. Selveste Harry Styles stod foran mig lige nu, og rystede som en lille mus der lige havde mødt en kat. Omg, jeg vidste slet ikke nogen af drengene var fan af mig. Ikke lige det jeg havde regnede med, for at være ærlig. Jeg nikkede med et falsk smil, og ruskede blidt hans hånd. Selvom jeg hader drengene, så kan jeg ikke være bekendt at være led overfor en fan. 

"Øh, tak tror jeg", svarede jeg med et lettere usikkert grin, inden jeg hurtigt fik hånden til mig igen. Min hånd var begyndt at blive en smule svedig af alle de håndtryk. Og mit håndsved, er ikke lige noget jeg har lyst til at dele med andre, specielt ikke fem superstjerner. 

"Hey, jeg er Zayn", han lød så afslappet, at jeg ikke kunne dy mig, at kigge overrasket på ham. Han sendte mig et stort tandpasta smil, og rakte hånden frem mod mig. Entelig, havde jeg ikke lyst til at give ham hånden, men fordi Juliette stod og borede sit blik ind i mig - gjorde jeg det alligevel. Hans håndtryk var ubehageligt, og jeg kunne ikke lade vær med at hive hånden voldsomt til mig, med det samme han havde sluppet den. "Ligesom de andre, har jeg også glædet mig meget til at møde dig", fortsatte han, med et hæst grin. Jeg så forvirret på ham. "Øh, har du ikke noget du skal sige til mig?", spurgte jeg usikkert, og krydsede armene i et forsøg på at virke afslappet og bestemt. Hele situationen, gjorde mig utrolig utilpas.

Han rynkede forvirret på panden. "Neeej, ikke af hvad jeg skulle mene?", svarer han med et nervøst grin. Jeg ser endnu mere forvirret på ham - indtil det langt om længe går op for mig. Han kan ikke genkende mig. Han ved ikke hvem jeg er! Eller jo, han ved godt hvem jeg er, men ikke på den måde.

Det er ikke til at fatte. Tænk at han ikke kan genkende mig. Drengene der i gennem hele mit barndom, har mobbet og mishandlet mig - kan fucking ikke genkende mig! Vrede blusser op i mig, imens jeg bider mig selv hårdt i kinden for ikke at slynge en led kommentar ud. Det ville nok være bedre at holde mig på god fod med ham, imens arrangementet står på. Så slipper jeg også for drama med Juliette. "Undskyld, jeg .. øh .. du .. nevermind", sukkede jeg, og vendte mig om for at sætte kurs mod udgangen., med en så hastig fart, at jeg nær snublede over mine egne ben. Jeg skulle bare væk, og udenfor, hvor jeg kunne trække vejret ordenligt, uden følsen af Zayns hænder på min hals der langsomt kvæler mig, er der. 

"Crystal? Crystal!", Juliette kom løbende forpustet efter mig, med et meget vredt ansigtsudtryk. Hun rev fat i ærmet på min grå cardigan, og trak mig hårdt tilbage, så jeg nær faldt over mine egne fødder. Jeg så irriteret på hende. Selvom jeg måske burde falde på mine knæ, og tigge om hendes tilgivelse - kunne jeg ikke undgå at være monster irriteret. Det hele er jo hendes skyld. Hvis ikke hun havde sagt ja, til Simon Cowell, så var jeg ikke endt her, i denne situation, og jeg kunne side stille derhjemme med en kop te, og mit yndlings blad, uden nogen yderligere forstyrrelser. 

"Hvad fanden tror du lige du har gang i?!", hvæste hun meget lavt, så de andre ikke skulle høre det, imens hun stadig holdt fast i mit ærme, og borede sine vrede øjne ind i mine. Jeg sank stille en klump, inden jeg så endnu mere irriteret på hende. "Det hele er din skyld!", vrissede jeg, inden jeg rev mig løs, og styrtede ud af lufthavnen. 

Mit hår havde revet sig løs af min rodede knold, og fløj rundt i den kolde forårs vind, imens jeg kæmpede min vej igennem parkeringspladsen, og ned til vejen, hvor jeg fik fanget en taxa, der lige var ved at køre. Chaufføren trykkede straks bremsen i bund, og jeg rev bildøren op, for at nærmest springe ind på sædet - da jeg var begyndt at kunne ane Juliette komme vraltende helt op for enden af parkeringspladsen. Hun så vred ud, meget vred. "Jeg skal bede om adressen, miss?", spurgte Chaufføren pænt, og jeg fik hurtigt slynget den ud, imens jeg kæmpede lidt med at få vejret. I form, er vidste noget jeg endnu ikke er blevet.

Chaufføren begyndte straks at køre, lige som Juliette kom løbende mod taxaen. Han var lidt usikker på om han skulle stoppe og vente på hende, men da jeg skreg af ham at han skulle fortsætte så hurtigt han kunne - adlød han straks, og trykkede speederen i bund. Jeg lænte mig rolig tilbage i det lyse læder sæde, imens jeg åndede tungt ind og ud.

Det eneste der fyldte min krop lige nu, var lettelse. Lettelse fra at være sluppet væk fra Juliette, Zayn, de andre drenge, og Simon. Ja, bare lettelse fra at være sluppet væk fra det hele. 

 

"Ej! Kunne han slet ikke genkende dig?!", udbrød Megan overrasket, med munden fuld af flødeskum fra den kakao, tjeneren lige havde placeret foran hende. Jeg nikkede, og slog blikket ned i bordet. Det er stadig ikke helt gået op for mig endnu, at han ikke kunne genkende mig. Det hele virker en smule uvirkeligt for mig, lige nu, og jeg kan slet ikke overkomme det. Èn af grundene til, at jeg straks tog kontakt til Megan. 

"Fuck en nar, man", vrissede hun vredt, og tog endnu en tår af sin varme kakao. Jeg havde også en kop stående for mig, men lysten var langsomt forsvundet, nu hvor vi sad og talte om Zayn. "Juliette, slår mig ihjel", sukkede jeg med et håbløst ansigtsudtryk, og kørte anspændt en hånd igennem mit lange hår. Megan rystede blidt på hovedet, så hendes karamelfarvede slangekrøller, fløj blidt omkring hendes hjerteformede ansigt.

"Nej søde, du skal bare forklare hende det, så går det nok", svarede hun beroligende og lagde sin hånd oven på min. Hun sendte mig et sødt smil, som jeg svagt besvarede. "Okay .. måske har du ret", sukkede jeg, og hun kørte blidt sin tommeltot rundt i cirkler, på min håndryg. "Selvfølgelig har jeg det", svarede hun med et grin, og klemte min hånd let, inden hun slap den, og trak sin hånd til sig, for at placere den tilbage på den varme kop. 

Jeg fniste stille, og tog så endelig en tår af min kakao, der ikke var nær så varm, som da jeg fik den. Megans mobil lyste pludselig op, som den lå der midt på det lille cafebord, og jeg nåede lige at læse Lucas' navn, inden Megan hurtigt holdt den op foran sig, imens hendes grønne øjne gled hen over skærmen. Hun rynkede kort brynene, og rejste sig så pludselig fra stolen, med sin taske i hånden.

Jeg så forvirret på hende. "Hey, hvad sker der?", spurgte jeg, hun så på mig og trak på skulderen. "Øh, aner det ikke .. Lucas skriver jeg skal mødes med ham i parken om et kvarter, og det er vigtigt". Jeg sukker hårdt, og ruller let med øjnene. Hun så usikkert på mig. "Er det okay at jeg tager afsted?", spurgte hun, med et spørgende blik. Jeg nikkede hurtigt, med et prøvende smil. "Selvfølgelig, tag du bare afsted. Vi ses vel snart igen", svarede jeg, og rejste mig op for at give hende et kort kram, inden hun styrtede ud af cafeen. 

Med et svagt suk, satte jeg mig atter ned på den bløde cafestol. Faktisk, vil jeg hellere have haft hun blev ved mig, og diskuterede flere ting omkring Zayn. Som hvordan jeg skulle opfører mig overfor ham. Skulle jeg lade vær med at sige noget om vores fortid, eller skulle jeg sige noget? Det hele var ret forvirrende ... 

Jeg rystede let på hovedet af mig selv, og rejste mig fra stolen, hvorefter jeg tog min jakke og håndtaske. Jeg fandt min pung frem, og lagde et par sedler på bordet, inden jeg skyndte mig hen til døren, og udenfor på den travle gågade. Min lejelighed, ligger kun få minutter herfra, så der var inden grund til at tage nogen offentligt transport. Jeg begyndte straks at gå i et hastigt tempo, imens jeg fandt mine store solbriller frem fra min taske. Hurtigt tog jeg dem på, imens jeg limede mit blik fast til mine sko. På den måde, kunne jeg undgå de fleste fans. Ikke fordi jeg vil undgå mine fans, som sådan, men idag er bare ikke lige dagen jeg har lyst til et mini Meet & Greet, med forskellige fans der pludselig dukker op midt i det hele. 

Lettet, åndede jeg ud, da mit lejelighedkompleks endelig kom til syne. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver bare altid så lettet, når jeg når helt hjem, uden en eneste skræmme. Endnu en underlige vane, fra min barndom. Dem har jeg mange af. Blandt andet, så kigger jeg mig også altid over skulderen,  når jeg går rundt om et hjørne, fordi jeg føler nogen følger efter mig, selvom der ingen mennesker er i nærheden.

Jeg lagde alt vægt i hænderne, da jeg skubbede den tunge dør op, og hurtigt fik trådt ind i opgangen. Uden flere overvejelser over at gulvet måske kunne være glat, sprang jeg hen til trapperen. Uheldigvis, gled jeg og landede lige på røven, på det sten hårde gulv. "Av, for helvede", mumlede jeg surt, og tog mig til lænden, imens jeg atter fik rejst mig op. Jeg børstede noget skidt væk fra mine bukser, og fortsatte ellers op af trapperen, dog i et roligere tempo. 

Da jeg langt om længe nåede frem til min hoveddør, var jeg ikke et sekund om at låse op, og brase ind. Jeg smed alt fra mig, og småløb ind i stuen, hvor jeg smed mig i sofaen, og straks gav mig til at tudebrøle. Som om alt det jeg havde gået og holdt inde hele dagen - endelig kom ud.

Jeg hulkede højlydt, imens jeg sad med armene om mig selv, og hovedet gemt nede i mine knæ. Min makeup begyndte langsomt at klistre sig til mit ansigt, men jeg var ligeglad. Nu skulle alle mine frustrationer bare grædes ud!

 

-------------------------------------------------------------------

 

Hey Pepz.

Så langt om længe, fik jeg lavet kapitlet færdigt - yay :)

Det endte med at tage lidt længere tid, end forventet da jeg har haft besøg af min fantastiske bff (bedre kendt som @Josephine C.), og vi har haft sleepover, osv. Det har været rigtig hyggeligt, og vi fik da også skrevet lidt sammen, men jeg har først fået kapitlet færdig her til aften/nat.

Tusinde tak for alle de 33 personer, der allerede har sat historien på favorit. Det betyder rigtig meget for mig, da det på en måde viser at min historie ligesom er 'god nok'. 

Selvom det måske er lidt dumt, så betyder andre folks mening altså meget for mig. 

Så når i feks. trykker på LIKE-knappen, eller læser en af mine historier, eller trykker på favorit - så betyder det langt mere, end hvad i måske går og tror. 

Love you xx

HUSK og LIKE!

Kys & Kram Isabella aka. Just_Me♥ 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...