One shots - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
En række one-shots med One Direction som hovedpersoner. - Jeg laver gerne personlige, hvis jeg kan lide ideen, så bare skriv i kommentaren.

9Likes
8Kommentarer
385Visninger
AA

2. Niall - Happy home

Med et suk kiggede du over på fjernsynet igen. Endnu en dødssyg serie, som på den ene side var kedelig, men på den anden side også uhyggelig. Problemet var bare at du ikke kunne huske hvor du havde lagt fjernbetjeningen, og derfor kunne du heller ikke slukke for det.

Du var ikke helt klar over hvilken serie det var, men noget sagde dig at det var barnaby. Med andre ord, var det den eneste serie du kendte som var; kedelig, gammel og uhyggelig. Du ville helt sikkert ikke komme til at sove i nat.

Da det hele blev lidt for uhyggeligt skyndte du dig over til fjernsynet og rive stikket ud. Dit hjerte bankede hårdt mod dit bryst, da serien havde skræmt dig en del. Mest af alt fordi du var alene hjemme, og at det var mørkt udenfor. Eller det var nu din kæreste, Niall’s lejlighed, men du brugte efterhånden mere tid dér end du gjorde i din egen lejlighed, og så vidste du også at Niall ønskede at du skulle flytte ind. Han havde endda spurgt dig. Du blev dog nødt til at takke nej, da du følte det ville gå for hurtigt. I havde trods alt kun været sammen i 8 måneder.

Selvom tiden var kort, føltes Niall fuldt ud som din ‘meant to be’, og dine følelser for ham kunne nærmest ikke blive stærkere. Han tændte en glød i dig, som ingen anden havde formået at tænde. Og du vidste at din kærlighed var gengældt. For hver eneste aften ringede han og fortalte dig at han elskede dig. Hvis ikke han kunne nå det om aftenen gjorde han det om eftermiddagen, men det var nu ikke pointen. Pointen var at han ikke ville kunne sove hvis ikke han havde fortalt dig det, i løbet af dagen.

Derfor havde det også såret ham, da du fortalte ham at du ikke kunne bo med ham. Du havde på en eller anden mærkelig måde, også såret dig selv. For i virkeligheden var alt du ville at være sammen med Niall. Ikke bare sammen med ham, men sammen med ham hele tiden.

Dit hjerte sagde ja, men din hjerne sagde nej.

Det havde altid været problemet med dig. Uanset om du fulgte din hjerne eller dit hjerte blev du såret. Før i tiden havde du været opsat på at følge dit hjerte og det havde kun resulteret i at du blev såret flere gange. Det var også derfor du nu altid brugte din hjerne. Og det var noget der irriterede Niall grænseløst. Han prøvede ikke engang at lægge skjul på det. Det havde været årsagen til flere skænderier. Det sårede ham dybt at du var bange for at han ville såre dig. Og du forstod ham godt. For hvem ville ærlig talt have det godt med at deres kæreste tvivlede på dem? Ikke dig. Og inderst inde vidste du jo også godt, at Niall aldrig kunne finde på at såre dig. Det var netop det der gjorde det hele så forfærdeligt. Du løj for dig selv, og på den måde sårede du Niall og det i sig selv var forfærdeligt. Du var forfærdelig. På det punkt.

Du rystede alle tankerne om dit forhold ud af hovedet. I sidste ende ville du bare blive ked af det, og det var der ingen grund til når Niall snart ville være her. Og efter en dyb indånding gik du ud i køkkenet, for at gå i gang med maden. Niall elskede når du lavede mad til ham, fordi det var du god til. Du gik på kokkeskole, og det udnyttede Niall i den grad - på en god måde. I have nemlig aftalt at du måtte øve dig i hos ham, ved at lave mad til ham. Du kunne ikke så godt øve derhjemme, da maden ikke ligefrem var en billig udgift med din økonomi.

Efter at være gået i gang med at skære tomaterne. Kunne du høre hoveddøren gå op, og derefter en rumsteren ude i gangen. Den samme rumsteren som du så tit hørte. Det kunne ikke være andre end Niall.

Din mistanke blev bekræftet da et par arme lagde sig om din mave og krammede dig bagfra. En velkendt parfume spredte sig i dine næsebor, da han lagde sit hoved i hullet mellem din skulder og dit hoved. Smilet på dine læber var ikke til at fjerne. Det her var hvordan  du ville have det hver dag. Hvis du dog bare var et bedre menneske, og turde fortælle det til Niall.

Hvis du dog bare turde at følge dit hjerte.

“Hvad laver du?” Mumlede han med et smil på læben, uden på noget tidspunkt at løsne sit greb om dig. En latter forlod dine læber. “Niall, hvad ligner det jeg laver?” Du drejede hovedet for at kigge på ham, men han nåede ikke at svare før en stor smerte røg igennem din hånd.

Du rettede hurtigt dit blik mod din hånd som rigtigt nok havde en en lang rød streg igennem håndfladen. Det røde blod strømmede ud af den, og gjorde dig helt svimmel. Du havde altid hadet blod, da det gjorde dig dårlig. Det var som om det hele gik i stå, og alt gik i slowmotion. Du nåede ikke engang at lægge mærke til Niall, som slap sit greb om dig. Det var først da en hånd forsigtigt klappede dig på kinden at du kom til dig selv.

Niall var selvfølgelig gerningsmanden, og han stod og kiggede bekymret på dig. “Er du okay?” Han lagde en hånd på din kind, og stirrede ind i dine øjne. Du nikkede stille. “Ja.. det var bare lidt-” “For meget?” Afsluttede han for dig, og du smilede svagt og nikkede. Han gengældte opmuntrende dit smil, og skævede ned til din hånd. Du gjorde det samme, og opdagede at han havde forbundet det med et viskestykke. Hvor længe havde du lige været væk?

“Kom her..” Han tog fat om dine hofter og løftede dig op og sidde på køkkenbordet. Du studerede ham grundigt, da han gik over til et køkkenskab og tog en rød kasse ned fra øverste hylde. Det gik op for dig, hvad det var, da du fik øje på det lille hvide plus, som var klistret fast på siden af kassen.

Han fandt et kæmpe plaster frem og tog derefter også en rulle forbinding med over til dig. Og din hånd blev rigtig fin efter at han havde forbundet den. Han var meget omhyggelig med at jeg skulle sig hvis det gjorde ondt, og om jeg klarede mig. Og det gjorde jeg. Jeg klarede mig ikke, på grund af at jeg ikke havde ramt nogle knogler med kniven, eller fordi at jeg ikke blødte mere, men fordi at Niall var her. Så længe Niall var her, skulle alt nok gå.

 

Aftenen havde forløbet fantastisk. Niall havde fundet fjernbetjeningen, så i kunne se film, og i havde set Grease, fordi du elskede den film, og det samme gjorde Niall. I havde også fået snakket en del, og til sidst var i endt op med at ligge og putte i hans seng. Selvom aftenen havde været perfekt, var der alligevel tanker der nagede i dig.

Niall var blevet såret da du afviste ham, med hensyn til at bo sammen, og du fortrød virkelig at du havde takket nej. Alt du havde lyst til var at være sammen med ham, men det var som om din hjerne fortalte dig at det ikke ville gå. Og det var jo egentlig også logisk, at man skulle have været sammen længere før man tog skridtet videre, og som altid, tænkte hjerner logisk.

Og for første gang i mange år tog du dig sammen. Niall fortjente det her. Han fortjente at være lykkelig. Du fortjente at være lykkelig. I fortjente at være lykkelige - sammen.

“Niall?”

Han sad fordybet i sin telefon, og du kunne skimte at han var på twitter. “Ja?” Han rettede sit blik over på dig, og sendte dig et varmt smil. Du vidste slet ikke hvor du skulle starte. “Må jeg spørge dig om noget?” Okay, man kunne jo altid trække den ud, i stedet for at komme til sagen. Han lagde telefonen fra sig, og rettede sig op, så han sad i sengen. Han kunne åbenbart føle på dig, at du havde noget vigtigt at sige.

Du tog en dyb indånding og begyndte. “Kan du huske dengang du spurgte om jeg ville flytte sammen med dig?” Han kiggede ned og nikkede. “Hvorfor?” Han rettede straks sit blik op mod dig igen, og så en anelse forvirret ud. “Hvorfor jeg spurgte?” Du kunne tydeligt se at det var et skud i tågen, for ham. Du nikkede stille og kiggede ham forsigtigt i øjnene. Det var et ømt emne for både ham og dig, og derfor føltes det som om at du blev tusind gange lettere, da hans blik var varmt, og ikke på nogen måde hårdt.

Et smil plantede sig på hans læber, mens han tog fat i din hånd og flettede jeres fingre sammen.

“Fordi at, med dig, er jeg lykkelig. Det ved jeg. Også selvom vi kun har været sammen i ni måneder.”

Du kunne intet gøre for at stoppe smilet der poppede frem på dine læber. Du kiggede forlegent ned, og følte dig pludselig så forfærdelig. Han gjorde dig lykkelig, og du elskede ham, men hvorfor ikke stole på ham? Hvad var der galt med dig, siden du ikke kunne stole på nogen mere? Tårerne samlede sig i dine øjenkroge, og du turde ikke kigge på Niall. Du følte dig så forfærdelig. Han fortjente bedre. Han fortjente en der stolede på ham.

“D/N?”

I det du kiggede op på ham, gled den første tårer ned af din kind. Hans blik ændrede sig hurtigt til et bekymret et, og det fik dig til at kigge ned igen. “Hvorfor græder d-” “Hvad er der galt med mig?” Afbrød du ham, med en rystende stemme. Han smilede varmt til dig. “Der er intet galt med dig.” Endnu en tåre gled ned af din kind. “Men hvorfor tør jeg så ikke stole på nogen?” Din stemme var helt grådkvalt, og tårerne strømmede nu ukontrolleret ned af dine kinder, som du godt kunne gætte dig til, var røde.

Stemningen havde på få minutter taget en drejning, og var gået fra romantisk til trist.

“Fordi du har et knust hjerte.”

Du kiggede overrasket op på ham. Da i for en måned siden havde haft denne samtale, havde du såret ham, men nu virkede han bare… forstående. Det var som om han havde fattet hvad det hele drejede sig om da du havde afvist ham.

“D/N.. Stol på mig.” Han tog dit hoved i hans hænder, og tørrede med hans tommelfingre dine tårer væk. Du nikkede. Du stolede på ham. Han kunne aldrig såre dig. Aldrig.

Og sammen ville i få et lykkeligt hjem.

Happy Home - Hedegaard

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...