One shots - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
En række one-shots med One Direction som hovedpersoner. - Jeg laver gerne personlige, hvis jeg kan lide ideen, så bare skriv i kommentaren.

9Likes
8Kommentarer
384Visninger
AA

1. Harry - As long as you love me

Du slæbte dig selv op af de sidste par trapper. Klokken var to om natten, og Harry havde prøvet at ringe den sidste time, men du orkede bare ikke at tage den. Og desuden, var du kun fem minutter væk fra hans lejlighedsbygning, så hvorfor ikke bare komme over og sige hej, i stedet for at nøjes med et telefonopkald?

Du havde været ude og feste hele natten, efter du havde været oppe og skændes med din kæreste, Harry, og derfor drak du dine sorger væk. Dumt. Du vidste det godt, og alkoholen afholdt dig sandelig ikke fra at indrømme det overfor dig selv. Det var jo også det magiske ved alkohol. Når først man var fuld, kunne man hverken lyve overfor sig selv, eller andre.

Dog har den også bivirkninger. Bivirkninger som fx at du knap nok kunne stå på dine egne ben, og at alting slørede for dig. Men nu stod du her. Foran Harry’s dør, klar til at modtage hans undskyldning. For det var vel derfor han havde ringet. Du kunne ikke rigtig komme i tanke om andre grunde, og derfor gik du ud fra at det var den rigtige.

Efter at have banket tre sløve bank på døren, ventede du på at han ville åbne. Hans undskyldning havde bare at være god. Han havde været rigtig led overfor dig tidligere, og hvis han ville tilgives af dig, skulle der en rigtig undskyldning til.

Skridt kunne høres bag døren, og få sekunder efter, blev den åbnet i en lidt hård bevægelse. Du hoppede forskrækket et skridt tilbage, hvilket resulterede i at du måtte holde armene ud for at få balancen.

“D/N?”

Du fokuserede igen på Harry, da han sagde dit navn, men ikke på en blid måde som han plejede. Mere på en hård og frustreret måde, som fik irritationen frem i dig. “Hvor fanden har du været?!” Han sendte dig et hårdt blik, men inde bag lå bekymringen, og det lagde du selvfølgelig mærke til. Du havde altid kunne se lige igennem ham, og i denne sammenhæng var det en fordel. Rettere sagt, var det altid en fordel. For dig.

Da du ikke svarede men bare kiggede afventende på ham, tog han hårdt fat i dit håndled og trak dig ind i lejligheden og lukkede døren. Noget sagde dig, at han ikke brød sig om at skændes med dig så naboerne kunne høre det. Du stod op af væggen og kiggede stadig med samme afventende blik på ham. Du ventede din undskyldning.

“Er du fuld?” Spurgte han, denne gang mere roligt, men stadig enormt irriteret. “Nej.” Svarede du koldt. Han rystede på hovedet så hans krøller fløj rundt til siderne. “Det kan jeg jo se du er, så lad vær med at lyve.” Han kiggede koldt på dig, hvilket inderst inde sårede dig, men i stedet for at vise det, gengældte du hans kolde blik. “Har du tænkt dig at give mig en undskyldning, eller hvad?” Spurgte du irriteret, og krydsede armene. Han skulle ikke gøre dig sur. Ikke når du var fuld.

“For hvad?”

“For at være så led tidligere,” Du kiggede på ham som om han var dum, hvilket fik vreden til at titte frem i hans øjne. “Hvis der er nogen der skal sige undskyld, så er det dig.” han stemme var hård som sten, og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på dig. Okay så, han havde altså ikke tænkt sig at sige undskyld. What a surprise.

Or not.

Hvis han ikke ville sige undskyld, hvorfor skulle du så blive? Du ville jo alligevel ikke få hvad du ville have, det gjorde Harry ligesom klart for dig, med hans hårde tone. Derfor marcherede du så godt som du nu kunne i fuld tilstand, ud af døren, og direkte hen mod elevatoren. Du kunne høre Harry sukke højlydt bag dig, men du kunne egentlig ikke være mere ligeglad. Han havde såret dig dybt, ved at være så kold. Han havde aldrig været så kold før. Han vidste oven i købet, at du hadede når folk var kolde overfor dig. Han vidste det fik dig til at føle dig utilpas, fordi du havde betroet dig til ham, med en af dine hemmeligheder. En hemmelighed, han nu brugte imod dig.

Og hvad var han for en kæreste, hvis han gjorde det?

Med et klik på knappen, som viste en pil der pegede ned ad, ventede du utålmodigt på at den kom. Harry havde endnu ikke lukket døren, og du kunne føle hans blik i nakken på dig. Men du måtte være stærk. Han skulle ikke knække dig. Han skulle sige undskyld. Han skulle undskylde for at bruge en af dine hemmeligheder imod dig, og for at være led tidligere. Hvis ikke, ville der ikke være noget ‘jer’ længere.

Så ville det være slut.

Elevatordørene gik op og du nåede lige at sende ham et sørgmodigt blik, inden du steg ind i den iskolde elevator. Du lænede dig udmattet op af væggen, og lod den første tåre falde ned af din kind. Alt vreden havde på få sekunder forvandlet sig til sorg. Sorg over at Harry ikke kæmpede for dig. At han ikke kæmpede for jer.

Dørene var i gang med at lukke i, og lige da der var få cm tilbage, satte en fod sig imellem og forhindrede dørene i at lukke. Du genkendte straks skoen.

Harry.

Dørene åbnede hurtigt og Harry fløj med lynets hast, over til dig og kiggede med samme blik på dig som du sidst havde gjort på ham. Et yderst sørgmodigt blik. Han var ked af det, det kunne en hver se. Men hvorfor?

“Undskyld, undskyld, undskyld..” Hviskede han og lagde sine arme om dig. Og der kom den. Undskyldningen du havde ventet på. At stå i hans arme gjorde dig yderst sårbar, og fik din kolde facade til at falde, og dine tårer til at strømme ned af kinderne på dig. “Jeg hader at skændes med dig..” Hulkede du stille, og hurtigt tyssede han på dig, og fortalte dig at det var okay.

Og han havde ret.

Det var okay. Alt var okay, så længe du kunne stå i hans arme.

Så længe han elskede dig.


As long as you love me - Justin Bieber

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...