Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2141Visninger
AA

1. Prolog

Mørket havde sænket sig, men han var ligeglad. Det eneste han tænkte på lige nu, var at få hende til at forstå. Men det var jo ikke ligefrem det letteste at gøre. 

"Roxanna..-" "Nej." Afbrød hun ham før at han nåede at sige mere. Han sukkede lavt hvorefter han rystede lidt på hovedet. "Roxanna du er altså nød til at høre på mig!" Udbrød han, hvorefter han lod hånden kører igennem det grønne hår.. 

Det var håbløst.. Han anede ikke hvad han skulle gøre eller sige i denne situation. 

Lige foran ham sad hun. På en kæmpe sten, og stirrede direkte ud i luften. Men solbrillerne over hendes øjne, gjorde at man ikke kunne se direkte hvor hun kiggede hen. 

Hendes brune let bølgede hår, hang løst ned af hendes ryg, som hun bare sad der i det svage lys, fra en lygtepæl. "Hør her Michael.." Startede hun, før hun rejste sig fra stenen. Hun tog fat i hendes hunds fører snor, hvorefter den hurtigt reagerede, på at skulle hjælpe hende med at finde vej. Hun havde hovedet vendt mod ham. "Jeg havde ikke troet at støde ind i dig, ville gå hele den her vej.. Ting sker for en grund, og nu er det vidst på tide, at vi går hver til sit.." Sagde hun og gik langsomt et skridt mere frem, hvorefter hun tog fat i den normale hundesnor. 

Han gik selv et par skridt mod hende, så hun ikke behøvede at prøve at komme frem til ham. Han kiggede på hende, hvorefter han blidt tog ved hendes, solbriller og tog dem af hende. Han kiggede på hendes øjne, som hun ellers altid prøvede på at skjule. Hun stod stille uden at sige et eneste ord. 

De vidste begge, at dette nok ville blive deres sidste tid sammen, i lang tid. Han strøg langsomt noget af hendes hår væk fra hendes ansigt. "Bare lov mig at det ikke er sidste gang jeg ser dig.." Bad han langsomt. Hun stod stadig væk bare. Hun viste ikke meget i hendes ansigt men man kunne stadig se, at hun tænkte. 

"Du har givet mig meget at huske.." Sagde hun så. "Men din stemme bliver den jeg mindst, har lyst til at glemme." Sagde hun inden at hendes mundvige i et kort øjeblik havde vendt sig en lille bitte smule op af. 

Han kunne heller ikke selv lade vær med at smile kort, selvom hun ikke ville se det. "Jeg kommer til at savne dig Michael.. Men det er bedst sådan her." Sagde hun, hvorefter hun rakte hendes hånd frem. Han lagde hendes solbriller i hendes hånd, lukkede blidt hendes fingre omkring dem, hvorefter han lænede sig mod hendes hånd og placerede et blidt kys, på hendes hånd. "Jeg vil aldrig glemme dig Roxanna.." Sagde han derefter. Hun tog langsomt hendes solbriller over øjnene, hvorefter hun tog fat i fører snoren igen. 

Uden et ord, vendte hun sig om, og lod hunden fører hendes væk. 

Hans blik lå på hende i lang tid, indtil det var umuligt at se hende i mørket. Et suk forlod hans læber, hvorefter han kiggede op i den stjernefyldte himmel. "She wasn't the one who was blind. It was me..."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...