Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2143Visninger
AA

9. 8.

Dagene gik, og gik, og jeg så rigtigt meget til Roxanna. 

Der var dog kommet flere billeder, og dermed også flere rygter desværre. Men sådan var det nu alligevel. Jeg informerede Roxanna om det, hver gang der kom et nyt rygte, og hun sukkede bare, eller lod som ingenting. 

Hun lod som om at det ikke gik hende på, men jeg var i tvivl om, om det gik hende på, eller om det ikke gjorde. 

Så jeg kunne egentligt godt tænke mig at vide, hvad hun synes om det. Om hun bare blev irriteret, eller om hun var sådan lidt halv ligeglad. 

Jeg håbede mest på at hun var sådan lidt halv ligeglad, men det tvivlede jeg alligevel på at hun var. Det virkede usædvanligt hvis, hun ikke blev irriteret over det. 

Men hun var jo Roxanna, en meget speciel pige, så på samme tid, ville det heller ikke helt, undre mig, hvis det ikke gik hende på. Men jeg anede det ikke. Jeg havde ingen idé om, hvordan hun havde det med det, fordi hun ikke fortalte mig noget af det. 

Hvilket egentligt irriterede mig lidt.. 

Vi var ude og gå en tur lige nu. Hvor vi selvfølgelig skulle blive forstyrret. 3 piger kom hen til os. Og da en af dem, stod og snakkede med mig, lagde jeg slet ikke mærke til, hvad de to andre havde gang i. De var gået direkte til Roxanna, og man kunne sagtens se på hende, at hun virkelig ikke brød sig om det. Derfor gik jeg hurtigt hen til hende, og lagde armen rundt om hende. "Hey." Sagde jeg til pigerne, der stod foran. "Lad hende være." Sagde jeg, og trak hende med mig. 

"Tak..." Mumlede hun da vi var kommet lidt længere væk. Jeg sendte hende bare et lille smil. "Du behøver ikke at takke." Sagde jeg så. Jeg slap hende derefter, og vi gik bare videre i stilhed. 

Da vi efter at have gået i noget tid, endte hjemme ved hende igen, gik vi ind i bygningen, og op mod hendes lejlighed. 

Siden pigerne havde været der, havde vi bare gået i stilhed. "Jeg er altså ked af, at du bliver udsat for det." Sukkede jeg så. Hun vendte ansigtet mod mig, og sendte mig et smil. "Du skal ikke undskylde... Det er ikke din skyld." Sagde hun så, og sendte mig et lille smil, som jeg blidt gengældte. 

Vi satte os i sofaen, og hun lod Charlie, gå løs rundt i stuen. Når hun var hjemme, brugte hun ikke Charlie, til at gå med. Der havde hun en blinde stav, hun brugte. 

Jeg kiggede lidt på hende. Jeg tog langsomt ved hendes solbriller og trak dem af hende. Hun grinede bare en lille smule over mig. "Hvad nu?" Spurgte hun derefter med et smil. Jeg smilede til hende. "Jeg ville bare se dine øjne igen." Hun grinede lavt. 

Jeg lagde solbrillerne på bordet, og lod igen mit blik ligge sig på hende. 

Hun var så smuk, det var helt vildt. Og de klare grønne øjne.. Hun var smuk på alle punkter. "Hvor meget kan du huske, omkring hvordan tingene så ud, fra før du blev blind?" Hun smilede langsomt lidt større. "Rigtigt meget.. Men der er tilgengæld, også rigtigt meget, som jeg ikke aner hvordan ser ud. Hvis der kommer noget nyt.. Eller jeg møder nye mennesker.. Så beskriver de hvordan det ser ud, og så må jeg bare forestille mig det." Jeg nikkede langsomt. 

"Hvad skete der, dengang du blev det?" Spurgte jeg så. "Der skete så meget. Jeg kom på en blinde skole, skulle til at lære så meget, og skulle pludselig vænne mig til, at når jeg vågnede om morgnen, så ville jeg ikke kunne se, mit værelse, jeg ville ikke kunne se mine forældre, når jeg kom ned til dem, og de sagde godmorgen." Jeg kiggede lidt på hende. 

"Du snakker aldrig om dine forældre.. Ser du dem nogengange?" Hun rystede langsomt på hovedet. "Da jeg blev blind, gad de næsten ikke kendes ved mig mere. Jeg kunne slet ikke leve op til, deres drøm om den perfekte datter. En perfekt pige kan se. Så jeg er ikke perfekt." Sagde hun, med et træk på skulderene. Jeg smilede lidt. 

"Du er perfekt i mine øjne." Sagde jeg, og sendte hende et smil. Hun smilede selv, rimeligt stort over det. Hun lod hendes hånd, række frem mod mig, og jeg tog den i min. "Tak Michael." Sagde hun så. 

Jeg fattede det næsten ikke. Det lød til at hun havde haft det meget hårdt, dengang. Men hun var kommet igennem det. Og jeg forstod sagtens at hun var flyttet, fra dem så snart hun kunne. 

Det var jeg sikker på at jeg selv havde gjort, hvis det havde været mig. 

Igen.. Hun var jo bare en helt normal pige.. Men alligevel.. Virkede hun speciel? Jeg havde ikke kendt hende særligt længe, da jeg var bange for at miste hende. Vi klikkede bare så godt sammen så hurtigt. 

Ja, det var et meget akavet møde, første gang, ja jeg dummede mig virkelig, ved at lyve for hende, og lade vær med at fortælle hende, hvem jeg var. Men se hvad de førte ud i? Så var det vel, det hele værd? 

Jeg bed mig lidt i min underlæbe, hvorefter jeg blidt lagde min hånd på hendes kind. Jeg smilede en smule, og lænede mig frem mod hende, og lod blidt vores læber mødes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...