Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2143Visninger
AA

8. 7.

Flere dage var gået, og jeg havde intet hørt fra Roxanna. Jeg begyndte at miste håbet for, at hun ville have noget med mig at gøre. 

Jeg dummede mig virkelig, ved ikke at fortælle hende det, før nu.. Jeg ville bare ønske at jeg havde  hørt et eller andet fra hende. Så jeg vidste om hun var vred, eller om hun var blevet okay igen. 

Jeg havde mange gange, overvejet at ringe eller skrive til hende, men jeg lod altid vær. Hun sagde at jeg ikke skulle kontakte hende, eller noget, før hun kontaktede mig. Men hvor lang tid, kunne der ikke lige stadig gå, før hun valgte at kontakte mig? 

Lige pludselig, begyndte min telefon at ringe, og jeg trak den hurtigt frem. Jeg så Roxannas navn stå der, og besvarede hurtigt opkaldet. "Roxanna?" Spurgte jeg, med et lille smil. Der var vel stadig håb.. Var det ikke? 

"Hej Michael.." Hørte jeg hendes stemme hilse. "Kan du komme forbi?" Spurgte hun, kort efter. Jeg smilede lidt større. Det måtte vel betyde noget godt, ikke? "Ja, jeg er på vej." Sagde jeg med et smil. 

*** 

Så sad jeg i hendes stue igen. Det var kun gået, næsten en uge, siden jeg sidst så hende, men det havde allerede føltes som, flere måneder. 

Roxanna sad ved min side, og hendes ansigt var vendt frem af. "Jeg har tænkt rigtigt meget, Michael.." Sagde hun så. "Hvad er du kommet frem til?" 

Hun sukkede lavt, og vendte ansigtet mod mig. Jeg kiggede studerene på hende, mens jeg ventede på, at hun ville åbne munden, og sige noget. 

Jeg var bange.. Jeg var så bange for, at det her ville være sidste gang, jeg så hende. Jeg ville vildt gerne, være mere sammen med hende, men det her.. Kunne godt være farvel. Alt efter hvad hun havde besluttet sig for. 

"Du skulle virkelig, have sagt det fra starten." Sukkede hun. Okay, det var det.. Hun er færdig med mig.. "Men.." Men? Hvad? 

"Lige siden, jeg mødte dig første gang, har du virket... Speciel." Sagde hun så. 

Det var som taget direkte ud af mit hoved det der.. Det var det jeg altid havde tænkt, om hende. "Så, jeg vælger at se bort fra, at du undlod at fortælle mig, en meget vigtig detalje, om hvem du var." Sagde hun så, rimeligt alvorligt, og hun lød næsten helt vred. 

Men så smilede hun, og jeg vidste at der ikke var noget som helst galt. Hvilket var perfekt. 

"Tusind tak Roxanna." 

"Men.. Der kommer ikke flere af dem som hende pigen... Vel?" Jeg sukkede lavt. "Beklager Roxanna.. Men det tror jeg, at der vil komme." Sagde jeg, og sukkede. 

Hun nikkede langsomt, og sendte mig et smil. "Bare det ikke bliver værre, end det var der." Sagde hun så. Jeg smilede bare lidt. 

Igen kom jeg til at tænke på solbrillerne, over hendes øjne, og det fact, at jeg aldrig havde set hendes øjne. 

Hvordan så de ud? Var der en grund til at hun skjulte dem bag solbriller, eller var det bare, fordi at hun var blind? 

Jeg var så nysgerrig. "Roxanna?" "Ja?" Jeg bed mig lidt i min underlæbe. "Må jeg ikke godt lige prøve noget?" Spurgte jeg så. Hun nikkede langsomt. "Jo da." Sagde hun så. 

Jeg tog langsomt, ved hendes solbriller, og tog dem af hende. Et par klare grønne øjne, stirrede frem. Jeg begyndte langsomt at smile en smule. "Det er synd, at skjule dine øjne, bag solbrillerne." Sagde jeg så. Et smil formede sig på hendes læber. 

Hendes øjne, havde retning mod mig.. Men det lignede mere at hun kiggede på noget, lige ved siden af mig. "Nogen folk, synes det er skræmmende.. At jeg aldrig kigger direkte på folk, men næsten altid forbi dem." Sagde hun så. "Så er det bare lettere at gemme dem, bag solbrillerne." Sagde hun så. 

Jeg smilede lidt. "Det er bare en skam.. Dine øjne er smukke." Hun smilede lidt større. "Mange tak Michael. Jeg ville gerne sige i lige måde, men jeg kan kun forestille mig, hvordan du ser ud." Sagde hun. 

Jeg gav hende solbrillerne igen, og hun tog dem så, op for øjnene igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...