Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2139Visninger
AA

7. 6.

"Du lyder helt nervøs Michael.. Hvad sker der?" Spurgte Roxanna med et smil, som hun sad der ved siden af mig, i sofaen. 

Jeg var taget over til hende, så jeg kunne få fortalt hende, det hele. Og så håbede jeg bare på en mild reaktion. 

"Jeg har noget jeg skal fortælle dig.. Og jeg ved ikke hvordan du vil tage det." Startede jeg ud. Hendes ansigt var vendt mod mig, og jeg små studerede det lidt. Og der kom det langsomt til mig.. Jeg havde aldrig set hendes øjne. Hun havde altid hendes solbriller på, så jeg havde aldrig set dem. 

Men ja, det var ikke lige nu, at jeg burde sidde og spekulere på, hvordan min blinde venindes, øjne så ud. 

Fokuser Michael.. 

"Og du vil fortælle mig at?.." Jeg kiggede lidt på hende, hvorefter jeg lavt sukkede. "Hende pigen.. bad dig om at lade mig  være..." "Ja?" Hun lød undrende. "Jeg... Jeg ved hvorfor hun sagde, alt det til dig." Hun vendte ansigtet væk fra mig, og jeg er sikker på, at hun var forvirret. "Hvorfor løj du for mig?" Spurgte hun så, og vendte ansigtet mod mig. 

Jeg sukkede lavt, og bed mig i min underlæbe. "Jeg... Jeg var bange..." "Bange?" Jeg sukkede lavt igen, og lukkede kort mine øjne. "Ja.. Jeg var bange for at du.. Ikke ville have noget med mig at gøre, hvis jeg fortalte dig det." "Men var det nødvendigt at lyve for mig?" Jeg kiggede væk fra hende. "Hvad skulle jeg ellers have gjort?" Hun sukkede lavt, og trak så på skulderene. 

"Du kunne have fortalt mig sandheden. Eller bare noget af sandheden. Du kunne have fortalt, et eller andet, uden at det var en løgn." Sukkede hun opgivende. Jeg kiggede lidt på hende. "Ja, jeg ved det.. Undskyld.." 

Vi sad lidt i stilhed, indtil at hun valgte at bryde den. "Men, hvorfor sagde hun det så til mig?" Spurgte hun. Jeg kiggede lidt på hende. 

"Hør, før jeg fortæller dig det, er jeg nød til at være sikker på, at du vil høre, alt jeg har at sige, og at du ikke bare... Slukker kontakten til mig." Sagde jeg så. Hun nikkede langsomt. Et smil formede sig på hendes læber. "Du løj for mig.. Men jeg er villig, til at høre din undskyldning, og hvorfor, det var nødvendigt for dig," sagde hun derefter. Jeg nikkede langsomt. 

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det men... Der er en lille vigtig detalje, om mig som jeg ikke har nævnt for dig." Hun rykkede lidt på sig. "Hvilken detalje?" Spurgte hun så. 

Jeg tog en dyb indånding for at få, mod til at sige det højt. "Jeg er i et band... Og vi er begyndt at blive store, så der er billeder af os, på nettet.. Og rygter om at vi dater." Sagde jeg, i små hak, og da jeg var færdig, sad jeg og ventede på en reaktion. 

Som aldrig kom. 

Jeg sad, og kiggede på hende, ventede på at hun sagde noget, gjorde noget... Et eller andet! 

Men der skete intet. Hun sad bare. 

"Roxanna.." Sagde jeg forsigtigt og lagde en hånd på hendes skulder, "Sig noget.." Mumlede jeg. Men der skete stadig ikke noget. 

Der gik et par minutter - som føltes som flere timer, og så vendte hun langsomt ansigtet mod mig igen. "Hvorfor... Hvorfor sagde du ikke bare det da vi mødtes?" Sukkede hun. Jeg kiggede lidt på hende. 

"Fordi.. Jeg var bange for at du ikke ville have noget med mig at gøre, eller endnu værre.. Bruge mig." Sukkede jeg. 

Det var så sandt. Jeg var bange, som aldrig før. Jeg havde endelig mødt en pige, som ikke kendte, noget til hvem jeg var... Men ville hun have noget med mig at gøre nu? 

"Hvis bare du havde sagt det, da vi mødtes.." Sukkede hun. "Men at du først siger det nu.. Hvad holder du så mere hemmeligt for mig? Er du i virkeligheden, en eller anden form for eventyrs varmpyr? Åh nej, helt klart ikke, du er faktisk slet ikke den du siger du er, du er i alt hemmelighed, et eller andet form for mærkeligt væsen, som ligner en menneske." Sagde hun, i en rimelig hård tone. 

Hun var vred.. Det var hun virkelig. "Roxanna,-" "- Nej! Du skulle have fortalt mig det." Afbrød hun mig. "Jeg ved det.. Men jeg.." "Du turde ikke.. Men ved du hvad Michael? Det var dumt af dig, at vente med at sige noget." Sagde hun så. 

Hun rejste sig langsomt op, men hun lod Charlie blive hvor han var, og hun tog ikke den blinde stav, hun brugte når hun gik rundt hjemme. Hun rejste sig klart op, for at få en højere status, og få mig til at se ud som den lille. 

Hun kunne ikke se mig.. Hun kunne ikke ane, om jeg sad ned eller stod op.. Men det var helt sikkert, at det var derfor hun rejste sig op. 

"Jeg synes du skal gå nu." Sagde hun så. Jeg kiggede hurtigt op på hende. "Roxanna, nej.. Det var jo derfor jeg ikke ville fortælle det.. Du må ikke.. Du må ikke slutte kontakten mellem os." Bad jeg, og rejste mig op. "Det gør jeg heller ikke.. Men jeg skal bruge tid.. Jeg skal bruge tid, til at tænke alt det her igennem. Så gå nu. Og lad vær med at kontakt mig. Når jeg ved, noget... Så kontakter jeg dig." Sagde hun så. 

Jeg kiggede lidt på hende. "Undskyld.." Mumlede jeg, og lænede mig frem mod hende, for at placere, et lille kys på hendes kind. "Jeg skulle virkelig have sagt det noget før." 

Hun nikkede bestemt. "Ja det skulle du." Sagde hun så. Jeg blev bare stående, med blikket mod hende. 

"Michael.. Gå." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...