Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2123Visninger
AA

6. 5.

"Michael jeg vil altså gerne have nogle svar!" Sukkede jeg så. "Hvorfor vidste den pige, at vi havde set hinanden? Og hvorfor var hun ikke ligeglad?" Spurgte jeg så. Intet svar kom fra ham, og derefter sukkede jeg irriteret. 

"Michael!" "Jeg ved det ikke okay?" Sagde han derefter. Jeg sukkede og rystede så på hovedet. "Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig sandheden?" Sukkede jeg irriteret. 

Hvorfor var det nødvendigt for ham at lyve for mig? Hvorfor kunne han ikke bare fortælle hvem hun var? Jeg nægtede at tro på, at han intet vidste. Det kunne simpelthen ikke være sandt. Det kunne det ikke. Han var nød til at vide et eller andet, for det giver ingen mening, at en helt komplet fremmede, som ikke aner hvem han er, kommer over til mig og siger at jeg ikke, må se ham? 

Hvorfor skulle hun overhovedet blande sig i det? 

"Det gør jeg også." Jeg sukkede lavt og rystede på hovedet. "Nej du gør ikke." Sukkede jeg og rystede igen på hovedet. Jeg tog fat i fører snoren på Charlie, og vendte mig rundt og gik. Ligeglad med hvor uhøfligt det egentligt var, jeg var bare vred på ham lige nu. 

Michael's synsvinkel. 

Jeg følte mig så irriteret på mig selv, da Roxanna gik fra mig. Jeg var så i tvivl med mig selv om, om jeg skulle fortælle hende, hvorfor pigen vidste hvem hun var. Men jeg havde ingen idé om, om det var dumt? 

Ville hun blive sur? Men så igen.. Ville hun ikke blive mere sur, hvis hun først fik det af vide senere? 

Årh.. Det var bare så rart, at hun kunne lide mig for mig, og ikke for berømmelse, eller One Direction...

Ville det ændre sig, hvis jeg fortalte hende det? Ville hun ændre sig hvis jeg fortalte det? 

Jeg turde ærligtalt ikke sige noget, rent og skær af skræk for hendes reaktion. Hvem siger at hun ville reagere godt? Men på den anden side... Hvem siger at hun ville reagere skidt? 

Jeg vidste det virkelig ikke. 

Men.. Hvis jeg ikke fortalte hende det.. Og det blev ved... Hvad ville hun så gøre? Ville hun droppe kontakten til mig? Hvis jeg fortalte hende det, og det blev ved, ville hun så droppe kontakten til mig? 

Jeg følte mig virkelig dårligt tilpas, uanset hvad jeg gjorde, ville der være stor chance for, at hun enten blev vred på mig, eller at hun ikke ville snakke med mig. Og jeg ville ikke have at noget af det skete. 

Måske burde jeg bare fortælle hende det? Hvis jeg fortalte hende det, så kunne hun jo vælge hvad hun ville.. Selvom det ville være forfærdeligt hvis hun valgte mig fra så.. Var det vel det bedste jeg kunne gøre? 

Hun fortjente det i hvert fald.. Hun fortjente at vide, hvem jeg var, og hvorfor der var en pige der sagde det til hende.. Bare jeg havde fortalt hende det, før hun var blevet sur, og var gået... Men jeg kunne stadig nå det. Jeg skulle bare tage over til hende, så hun ikke kunne gå fra mig. Så kunne jeg fortælle det til hende, og det var vidst også smartere, hvis hun fik det af vide, når vi ikke var i offentligheden. Så alt efter hvordan hun ville reagere, så ville der ikke være nogle med kameraer, som kunne ligge alt muligt på nettet. 

Men var det virkelig det jeg ville? Hun fortjente helt klart at vide det men.. Var det allerede for sent at sige det til hende? 

Jeg kunne umuligt vide, hvordan hun ville reagere, før jeg havde sagt det til hende, og at hun reagere.. 

Jeg måtte vidst hellere bare få det overstået. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...