Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2128Visninger
AA

4. 3.

Michaels synsvinkel

Ned af gaden gik jeg for at komme ned til springvandet, som var der jeg skulle mødes med Roxanna. Vi havde i dag vores andet møde, date, aftale, et eller andet. 

Jeg glædede mig bare til at se hende igen. Jeg ville gerne snakke med hende, sådan ordenligt. Lære hende at kende. Hun virkede interessant, hun virkede speciel. Jeg kunne ikke beskrive det.. Hun virkede som en sød pige, hun virkede virkelig, som noget for mig. Så jeg.. Jeg ville så gerne, prøve at finde ud af hvem hun var.

Nogle meter frem, stod hun. Med ryggen til, hvor hendes brune bølgede hår, hang ned af. Charlie, snusede rundt, omkring hende, hvilket fik mig til at smile svagt, af en eller anden grund. 

Jo tættere på jeg kom, blev jeg pludselig opdaget af Charlie. Roxanna vendte sig mod mig, og smilede i min retning. Jeg smilede selv en smule, selvom hun ikke kunne se det.. "Hey." Hilste jeg, da jeg kom hen til hende. "Hej." Hilste hun, og tog fat i føresnoren. "Jeg regner med at vi tager over i parken.. Hvis det er okay med dig?" Hun nikkede langsomt. "Det er helt fint." Sagde hun med et smil. Jeg begyndte at gå, det samme gjorde Charlie, og derfor fulgte Roxanna, jo også med. 

Vi gik lidt i stilhed, til vi nåede parken. Jeg gik, hen og fandt en bænk, hvorefter jeg vendte blikket mod hende. "Godt, der er en bænk her, vi kan sidde på." Sagde jeg, og tog blidt, ved hende, og førte hende, langsomt ned og sidde på bænken. Hun sendte mig et smil. Jeg satte mig ved siden af hende, på bænken og lod blikket hvile på hende. 

"Så Roxanna.. Nu vil jeg gerne vide, hvad end der er at vide om dig." Sagde jeg så. Hun vendte hovedet mod mig. 

Hun sad lidt i stilhed, hvorefter hun langsomt nikkede. "Jeg ved ikke hvad der er at fortælle.. Det eneste der gør, at jeg ikke skiller mig ud fra enhver anden, er at jeg ikke kan se dig." Jeg nikkede langsomt. 

"Men du er speciel." Sagde jeg så. Hvilket ikke gav nogen reaktion fra hende. "Altså.. Du er alligevel ikke som alle andre." Sagde jeg så, hvilket langsomt fik hende til at nikke. "Så lær mig at kende. Den eneste måde, du kan gøre det, er at tilbringe tid med mig." Sagde hun så. Jeg smilede en smule og nikkede så. 

***

"Så det er her du bor.." Konstaterede jeg, og kiggede op på bygningen foran mig. "Hvis Charlie, har ført os det rigtige sted hen, så ja." Sagde hun, og et grin forlod hendes læber. Jeg smilede til hende. "Jeg tænkte på-" "-Vil du.." Sagde vi i munden på hinanden, og et grin forlod mine læber, og derefter hendes læber. 

Det havde været en hyggelig dag. Vi havde brugt alt tiden i parken, hvor vi bare havde siddet og snakket. Igen lod jeg vær, med at nævne noget om musikken for hende, også selvom jeg opdagede nogen, med et kamera vendt mod os. 

Jeg ville bare bede til, at hun ikke opdagede noget. Hun skulle ikke opdage det, ved at høre om det, hun skulle opdage det, ved at jeg fortalte det til hende. 

"Men.. Vil du med ind?" Spurgte hun så, og gik hen til døren. "Gerne." Sagde jeg med et smil. Hun trak en lille nøgle frem, og lod hånden køre henover døren. Hun lod hånden, ligge mod låsen, som hun kort følte på, hvorefter hun fik stukket nøglen rigtigt ind. 

Hun låste døren op, og gik ind. En smule imponeret fulgte jeg efter hende. 

Men hallo.. Hun kunne låse døren op? Og endda så let? 

Det er godt klaret, men hun bliver vel bare ved med at imponere mig, med alle de ting hun kan.. Hun er ikke så hjælpeløs, bare fordi hun er blind. Måske undervuderer jeg hende? 

 

***

Ja hej, jeg opdatere langsomt, eftersom jeg arbejder på 3 movellas lige nu, og jeg skolen starter snart igen, og så får jeg ikke så meget tid til at skrive, så derfor knokler jeg løs, på at få skrevet så mange kapitler jeg kan, her i dag og imorgen. 

Derfor, vil jeg fremover, prøve at publicere ét kapitel, om ugen. Så har tid til at få skrevet nogle nye, og jeg skal ikke gå og bekymre mig om, hvor lang tid der sidst er gået, fra at i fik et kapitel. 

Håber at i kunne lide det her kapitel. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...