Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2140Visninger
AA

3. 2.

*Læs beskeden i bunden!*

Roxanna's synsvinkel

Efter at have gået lidt i stilhed, havde Michael fundet en café som vi så gik ind på. Vi sad og ved et bord, kort efter at vi havde bestilt, og bare sad. 

Michael var den første til at sige noget. "Så.. Fortæl mig lidt om dig selv Roxanna." Startede han ud. Jeg bed mig lidt i min underlæbe, mens jeg bare sad, og overvejede nettop, hvad jeg skulle sige. "Altså.." Startede jeg så ud. "Der er ikke så meget at fortælle.." Sagde jeg så og træk lidt på skulderene. 

Der var lidt stille, hvorefter jeg så hørte hans stemme igen. "Du siger du bor alene." Jeg nikkede langsomt. "Jep." "Hvorfor? Jeg mener, du ser ud til at være ret ung, ville det ikke være lettere hvis du boede hjemme, når du er blind?" Spurgte han derefter. Jeg nikkede langsomt, hvorefter et suk forlod mine læber. 

"Det var bare lettere hvis jeg flyttede." Sagde jeg så, som den korte forklaring. Vi havde jo kun lige mødt hinanden. Og at skulle til at fortælle ham den lange historie, om hvorfor jeg boede alene, var ikke lige noget jeg følte for endnu. 

Mine forældre har altid forlangt mere af mig, end jeg kunne præstere. Jeg skulle være det perfekte barn. En rolle jeg ikke kunne leve op til. Og da jeg mistede synet, blev det hele jo egentligt, kun værre, og svære at skulle leve op til, det de synes jeg skulle være. Jeg var bare forkert. Mit forhold til dem havde aldrig været godt. De kritiserede mig hele tiden. Fortalte mig at 'Jeg burde være mere som Stephanie' som var mine 'ih og åh så fantastiske søster'. Sagen var bare den at jeg ikke var Stephanie. Jeg var ikke som Stephanie. Men det kunne de bare ikke forstå. Jeg ville bare væk fra dem og det kunne kun gå for langsomt. 

Så, da jeg endelig fyldte 18, skyndte jeg mig at flytte.

"Hvor længe har du været blind?" Spurgte han derefter. Jeg bed mig lidt i min underlæbe. "Siden jeg var 15." Sagde jeg så. 

"Men Michael, jeg kunne egentligt godt tænke mig at vide mere om dig, hvem du er." Sagde jeg så, og sendte ham et lille smil. "Jeg ved ikke der er ikke så meget at sige om mig." Jeg trak lidt på skulderene derefter. 

"Så lad mig vide noget basis viden.. Hvordan ser du ud?" Spurgte jeg derefter. Jeg hørte kort efter en lille latter fra ham.  

Ja, jeg kunne godt mærke på ham, at han synes det virkede mærkeligt, at sidde og beskrive, hvordan man selv så ud, men det var jo det, at jeg kun kunne forestille mig, hvordan han så ud, hvis jeg fik en beskrivelse. 

Dog blev jeg ret overrasket, da han nævnte at han havde grønt hår, og var lige ved at tro at han jokede med mig. Men nej, nej han var så seriøs, som han overhovedet kunne være. 

Minutterne gik, og pludselig var der gået en time. "Nå.. Men klokken er pludselig blevet mange, så jeg tror jeg må se at komme videre." Sagde han og grinede lavt. Jeg nikkede langsomt til det. "Ja.. Det var hyggeligt at møde dig Michael." Sagde jeg og smilede. Jeg tog fat i føre snoren på Charlie og rejste mig derefter op. "I lige måde." Sagde han kort efter. "Kunne du måske have lyst til at ses igen?" Spurgte han derefter. 

Jeg tænkte ikke længe over det, før jeg lod et smil brede sig på mine læber, og jeg blidt nikkede. "Det vil jeg meget gerne." Sagde jeg stadig med et smil. "Super, hvis jeg får dit nummer, så kan jeg ringe til dig eller noget." Sagde han, og jeg nikkede derefter. 

Jeg sagde mit nummer, og regnede med at han skrev det ned. "Super så ses vi." Sagde han. "Vi ses." Sagde jeg med et smil. Et chok fik jeg da jeg kort efter, mærkede hans arme om mig. Men jeg tog dog langsomt armene rundt om ham også. 

Michael's synsvinkel

En time, cirka havde vi siddet på caféen og snakket. Det var rigtigt hyggeligt, og Roxanna virkede virkelig som, en virkelig sød pige. 

Da først alt det akavede forsvandt var det virkelig hyggeligt. Og at hun gerne vil ses igen, var bare fedt! 

Det var på en måde som om at det var nemmere at snakke med hende, når hun ikke kunne se mig. At hun ikke kunne se at jeg var Michael Clifford fra 5 Seconds Of Summer, men at jeg bare var Michael, som var gået ind i hende, ved et uheld. 

For det havde ikke været første gang, at en pige ville tæt på mig, på grund af berømmelse, eller for at komme tæt på One Direction drengene. Det var bare rart at Roxanna, ikke var sådan en. At det ikke var derfor hun gerne ville se mig igen. At det rent faktisk var fordi at, hun gad at snakke med mig igen. 

Jeg lod med vilje vær med at nævne, musikken for hende. Jeg vil gerne vente med det. Jeg kender hende ikke særligt godt endnu, og hvad nu hvis hun var en af dem, som ikke ville være i nærheden af folk hvis de var berømte? Jeg vidste det ikke. For jeg kendte slet ikke til hende. Jeg vidste bare at hun ed Roxanna, hun var 18, blind og at hun virkede super sød. Nettop derfor ville jeg gerne se hende igen. 

Det ville være rart, at kunne lære hende at kende sådan.. Rigtigt. Så hvorfor ikke? Derfor er jeg bare glad for at hun var med på den, og lod mig få hendes nummer. 

Dog vidste jeg ikke om det var et skridt for langt at kramme hende? Det var ikke svært at mærke at hun virkelig ikke havde forventet det. Men på den anden side, hun havde været mere forberedt hvis hun kunne se. Men der kunne man igen se det fra den lyse side.. Hun skubbede mig ikke væk. Hun gengældte krammet. 

Hun var kun lige gået ud af caféen da jeg også smuttede, for at komme videre. Jeg vidste kun en ting, omkring det her. Hvis jeg fik startet mig et venskab til Roxanna, kunne det kun blive alt andet, end som et hvert andet venskab. 

***

Jeg underskylder, for først at opdatere nu, og jeg undskylder på forhånd for først at komme til at opdatere om noget tid igen.

Min computer har haft virus, og i processen om at, få den virus fjernet, skulle jeg genstarte min computer, igen og igen, så jeg har overhovedet ikke kunne bruge den, ergo jeg har kun det her kapitel og 2 linjer, at næste kapitel. Det er jeg super ked af, men i er nød ti at vente lidt, med næste desværre.

Mest fordi, at næste uge, bliver min sidste uge inden skolen starter igen, og jeg har lige et par ting, der skal klares, før jeg er klar til at skulle i skole til klokken 15, hver dag.

Så jeg håber på at kunne få skrevet kapitlet hurtigst muligt, og tak for de 13 favoritlister, sætter stor pris på det! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...