Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2126Visninger
AA

13. 12.

Der var gået nogen dage siden at jeg fandt ud af, hvad der egentligt var galt med Roxanna, og hvad var der sket? Hun ignorerede mig igen! Hvad skete der? Hvorfor? Hvorfor var hun nød til det, selv nu når jeg vidste hvad der gik hende på? 

Jeg havde været hjemme hos hende, men der var hun ikke, og hun plejede jo at gå en tur, så jeg var nu ude og lede efter hende. 

Hvilket var som at lede efter en nål i en høstak, for at sige det ligeud. For hvor i al verden skulle jeg dog lede? Hvorfor kunne hun ikke bare poppe frem foran mig, så jeg ikke skulle lede sådan efter hende!? 

Jeg lod mit blik køre rundt, mens jeg gik videre. Hver gang jeg så en hund, kiggede jeg hurtigt på personen, men desværre var personen aldrig en, blind pige med brunt bølget hår, der hedder Roxanna, med flotte grønne øjne, som hun desværre altid holdt skjult bag solbrillerne. 

Jeg sukkede opgivende, og overvejede et kort øjeblik, bare at gå hjem, og så prøve at ringe til hende igen, men lige før, jeg nåede at beslutte mig, så jeg hende lidt længere fremme. På en stor sten sad hun, hvor Charlie gik rundt omkring, og opførte sig som en hver anden hund.

Jeg gik hurtigt hen til hende. "Roxanna!" Sagde jeg, da jeg var lidt væk fra hende. Hun drejede hurtigt hendes hoved. "Michael? Er det dig?" Spurgte hun, og lod hovedet dreje rundt et par gange. "Ja det er mig." "Åh.. Hej." Hilste hun, og sendte mig et smil. 

Jeg rystede langsomt på hovedet. "Bare lad vær.. Jeg er ikke kommet for at sludre, jeg vil bare have svar." Sukkede jeg. "Hvilke svar?" 

Tjo, hvorfor dog du ignorer mig, som om det ville hjælpe at flygte fra sine problemer? 

"Hvorfor svarer du hverken på mine opkald eller beskeder, igen?" Spurgte jeg med et suk. Hun sad bare lidt uden at sige et ord. Jeg kiggede kort rundt, og så tilbage på hende. "Roxanna." Sagde jeg igen. "Jeg ved det ikke okay?" Sukkede hun. 

"Bed dine sindsyge fans, om at lade mig være, så skal jeg nok svare dig." "Du kan ikke bare flygte fra dine problemer." Hun rystede langsomt på hovedet. "Hvad vil du så have at jeg skal gøre? Hvis jeg er sammen med dig, bliver jeg truet på livet, og hvis jeg ikke er, så lader de mig være." Sukkede hun. Jeg rystede langsomt på hovedet. "Du kan ikke bare... Du må ikke cutte mig af Roxanna." 

Hun lod ansigtet vende væk fra mig. "Som jeg ser det har jeg ikke noget andet valg." "Jo du har! Du må ikke lade dem, splitte os ad!" Prøvede jeg håbløst. "Der er ikke noget os." Sagde hun så. Den gjorde så ondt, at høre.. Men.. I sidste ende, havde hun vel egentligt ret. 

Jeg kiggede kort rundt, det var begyndt at blive sent. 

Mørket havde sænket sig, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg tænkte på lige nu, var at få hende til at forstå. Men det var jo ikke ligefrem det letteste at gøre. 

"Roxanna..-" "Nej." Afbrød hun mig før at jeg nåede at sige mere. Jeg sukkede lavt hvorefter jeg rystede lidt på hovedet. "Roxanna du er altså nød til at høre på mig!" Udbrød jeg, hvorefter jeg lod hånden kører igennem det grønne hår.. 

Det var håbløst.. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre eller sige i denne situation. 

Lige foran mig sad hun. På en kæmpe sten, og stirrede direkte ud i luften. Men solbrillerne over hendes øjne, gjorde at man ikke kunne se direkte hvor hun kiggede hen. 

Hendes brune let bølgede hår, hang løst ned af hendes ryg, som hun bare sad der i det svage lys, fra en lygtepæl. "Hør her Michael.." Startede hun, før hun rejste sig fra stenen. Hun tog fat i hendes hunds fører snor, hvorefter den hurtigt reagerede, på at skulle hjælpe hende med at finde vej. Hun havde hovedet vendt mod mig. "Jeg havde ikke troet at støde ind i dig, ville gå hele den her vej.. Ting sker for en grund, og nu er det vidst på tide, at vi går hver til sit.." Sagde hun og gik langsomt et skridt mere frem, hvorefter hun tog fat i den normale hundesnor. 

Jeg gik selv et par skridt mod hende, så hun ikke behøvede at prøve at komme frem til mig. Jeg kiggede på hende, hvorefter jeg blidt tog ved hendes, solbriller og tog dem af hende. Jeg kiggede på hendes øjne, som hun ellers altid prøvede på at skjule. Hun stod stille uden at sige et eneste ord. 

Vi vidste begge, at dette nok ville blive vores sidste tid sammen, i lang tid. Jeg strøg langsomt noget af hendes hår væk fra hendes ansigt. "Bare lov mig at det ikke er sidste gang jeg ser dig.." Bad jeg langsomt. Hun stod stadig væk bare. Hun viste ikke meget i hendes ansigt men jeg kunne stadig se, at hun tænkte. 

"Du har givet mig meget at huske.." Sagde hun så. "Men din stemme bliver den jeg mindst, har lyst til at glemme." Sagde hun inden at hendes mundvige i et kort øjeblik havde vendt sig en lille bitte smule op af. 

Jeg kunne heller ikke selv lade vær med at smile kort, selvom hun ikke ville se det. "Jeg kommer til at savne dig Michael.. Men det er bedst sådan her." Sagde hun, hvorefter hun rakte hendes hånd frem. Jeg lagde hendes solbriller i hendes hånd, lukkede blidt hendes fingre omkring dem, hvorefter jeg lænede sig mod hendes hånd og placerede et blidt kys, på hendes hånd. "Jeg vil aldrig glemme dig Roxanna.." Sagde jeg derefter. Hun tog langsomt hendes solbriller over øjnene, hvorefter hun tog fat i fører snoren igen. 

Uden et ord, vendte hun sig om, og lod hunden fører hendes væk. 

Mit blik lå på hende i lang tid, indtil det var umuligt at se hende i mørket. Et suk forlod mit læber, hvorefter jeg kiggede op i den stjernefyldte himmel. "She wasn't the one who was blind. It was me..."

***

For at være helt ærlig er jeg pist skuffet over denne Movella.. /:

Så håber i kunne lide den. Det var det afsted kapitel, og som det ser ud nu kommer der altså ikke en 2'er. (:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...