Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2123Visninger
AA

12. 11.

Jeg fattede egentligt ikke helt hvad der var sket, og hvorfor hun ikke hun ikke ville fortælle mig, hvad der skete. Det plejede hun da at gøre, så hvorfor ikke nu? 

Der var noget der gik hende på, jeg vidste det. Men jeg vidste ikke hvad. 

Og jeg ville ikke finde ud af det lige foreløbig, medmindre hun valgte at fortælle mig, hvad der skete. 

Var det en form for hævn? Fordi at jeg ikke havde fortalt hende, det med bandet, før efter så lang tid?Altså, nu var hun jo ikke ligefrem for en, som var særligt hævn tørstig. Så det ville nok alligevel undre mig, men.. Jeg var bare forvirret over hende. 

Jeg gik alene en tur i dag, eftersom Roxanna - igen - ignorerede mine opkald, og beskeder. Jeg kunne virkelig ikke lide det. Hvad havde jeg gjort hende, siden at hun ikke gad mig mere? Var det mig, som den var galt med? 

Jeg vendte hovedet, da jeg hørte en hund gø. 3 piger stod henne ved hunden, og det var lige før at jeg troede, at det.... Vent lidt... Roxanna? 

Jeg gik langsomt mod dem. Jeg var et lille stykke væk fra dem, da jeg hørte en af pigerne sige, "Hvorfor går du ikke bare ud og hænger dig selv." Hvilket fik mig til hurtigt at gå derhen. Roxanna åbnede munden, men jeg nåede at afbryde. 

"Lad hende være." Sagde jeg koldt, og de to piger vendte sig hurtigt rundt. "Michael? Er det dig?" Spurgte Roxanna bagved dem. "Ja Roxanna, det er mig." Sagde jeg og smilede svagt. Jeg kiggede ned på pigerne igen, som stod med en smule åben mund og kiggede på mig. "Michael jeg elsker dig." Sagde den ene, og smilede hurtigt stort. Jeg kiggede kort på dem, hvorefter jeg gik direkte forbi dem, og hen til Roxanna. 

"Er det derfor du har ignoreret mig?" Spurgte jeg, og hun nikkede langsomt. Jeg rystede langsomt på hovedet, og vendte mig mod pigerne. "Nu må i simpelthen stoppe. Jeg er glad! Hvorfor kan i ikke acceptere det?" Sagde jeg irriteret, hvorefter jeg vendte mig mod Roxanna, og tog hendes hånd, og gik så min vej med hende. 

"Hvorfor har du slet ikke fortalt mig, at det er det der sker?" Sukkede jeg. Hun trak langsomt på skulderene. "Jeg ved det ærligtalt ikke." Sukkede hun, og kiggede ned. Jeg kiggede lidt på hende, hvorefter jeg vendte blikket frem, igen. "Roxanna, du bliver virkelig nød til at fortælle mig, hvis der sker sådan noget." "Hvorfor? Du kan jo ikke gøre noget ved det alligevel." Sukkede hun. Jeg rystede lidt på hovedet. "Nej, men det ville da alligevel være rart, at vide det, i stedet for at du ignorerede mig." Sagde jeg og vendte blikket mod hende. 

Hun nikkede langsomt.. "Du har ret.. Undskyld." Sukkede hun. Jeg kiggede lidt på hende. "Det er okay." Sagde jeg så, og smilede lidt. Hun smilede selv en smule. "Men.. Er det sådan meget slemt?" Hun nikkede langsomt. "Jeg kan ikke rigtigt gå ud for en dør, uden at der kommer nogen." Sukkede hun. 

Jeg sukkede lavt og rystede på hovedet. "Det er ikke fair.. Bare fordi du ikke kan se dem, gør det, det ikke okay, at de behandler dig sådan." Hun trak langsomt på skulderene. 

Jeg stoppede op, og det samme gjorde hun. Jeg kiggede lidt på hende, hvorefter jeg lænede mig frem mod hende, og kyssede hende blidt. Rimeligt hurtigt efter, gengældte hun blidt kysset. Jeg lukkede langsomt mine øjne, og lagde armene rundt om hende. 

Det var virkelig ikke fair at de behandlede hende sådan. Hun fortjente det ikke, det er der ingen som gør. Det var bare mærkeligt, at folk rent faktisk kunne finde på, at sige sådan noget til hende. Jeg trak mig langsomt fra hende, og smilede en smule. 

Derefter lod jeg tre små ord, som egentligt ikke er så små, forlade mine læber. 

"Jeg elsker dig." 

***

Andet sidste kapitel kom her. (:

Det sidste kapitel vil komme i løbet af næste uge. (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...