Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2125Visninger
AA

11. 10.

Jeg havde brugt det meste af dagen, på at gå lidt rundt. Michael havde sagt at der var kommet noget i vejen, så han ikke havde tid i dag. Så jeg valgte at gå en tur i stedet. 

Hvilket altså ikke ligefrem var den bedste idé, jeg har fået. 

For, jeg mødte overraskende mange fans, hvor ikke én af dem, havde noget pænt at sige. Så jeg skyndte mig hjem, og hvis nogen stoppede mig, ignorerede jeg dem, og gik videre. 

Jeg forstod det bare ikke.. Hvorfor synes de at det var okay, at tale sådan til mig? Jeg forstod det ikke. Var det fordi at jeg ikke kunne se dem, eller hvad? 

Jeg blev så vred over det. Og jeg ville virkelig ikke lade det gå udover Michael, men det kom jeg til.. For jeg har ignoreret alle opkald, jeg fik fra ham. Hvilket var mange... Han var sikkert bekymret.. Men jeg gad bare ikke snakke med nogen lige nu. 

Michael's synsvinkel 

Jeg havde aldrig i mit liv været så bekymret før. Roxanna, svarede ikke på nogen af mine opkald, eller mine beskeder. Var der sket hende noget? Var hun okay? Havde nogen generet hende? Hvad.var.der.sket? 

Jeg indså hurtigt, at den eneste mulighed, ville være at tage over til hende. Så det havde jeg altså valgt at gøre. Og her stod jeg så. Foran hendes dør, og havde lige banket på. 

Jeg stod så lidt og ventede. Hvad hvis hun overhovedet ikke var hjemme? Urgh, hvad hvis der var sket hende noget? Så ville jeg jo ikke kunne vide det, og jeg ville ikke kunne komme og hjælpe, hende? 

Derfor var hun nød til at være hjemme, og hun var nød til at være okay. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvis hun var kommet til skade, og jeg ikke ville kunne finde ud af det. 

Men lettet var jeg, da hun åbnede døren. "Roxanna." Sagde jeg glad, og smilede stort. Der var ikke sket hende noget, heldigvis. "Michael?" Spurgte hun forvirret. "Hey, hvad sker der? Du har slet ikke svaret mig i dag." Sagde jeg og sendte hende et smil. "Du bør gå  igen Michael." Sagde hun bare. 

Vent hvad? "Hvorfor?" Spurgte jeg forvirret. "Gå nu bare... Jeg ringer til dig imorgen." Og med de ord, lukkede hun døren, og jeg kunne stå helt forvirret, og glo på den hvide dør foran mig. 

Hvad i al verden gik det der lige ud på? Hvorfor gad hun pludselig, slet ikke at snakke med mig. 

Jeg bankede endnu engang på døren, og denne gang, gik der ikke særligt lang tid før hun åbnede. "Roxanna, hvad sker der?" Sukkede jeg. Hun stod bare lidt, og rystede så på hovedet. "Jeg ringer til dig imorgen Michael, gå nu hjem." Sukkede hun. 

Jeg rystede langsomt på hovedet. "Nej.. Hvorfor, vil du ikke snakke med mig? Du har ignoreret mine opkald, mine beskeder, og nu vil du have at jeg går? Hvad har jeg gjort?" Sukkede jeg halv irriteret. 

Hun sukkede lavt og rystede på hovedet. "Du har ikke gjort noget Michael." Sagde hun så. "Bare gå, okay?" Sukkede hun. Jeg rystede langsomt på hovedet. "Nej." Sagde jeg så. Hun sukkede irriteret. "Michael.." Jeg rystede på hovedet, og lænede mig frem mod hende, og pressede mine læber mod hendes. Først gjorde hun ingenting, men så begyndte hun langsomt at gengælde. Jeg trak mig langsomt fra hende, og smilede lidt. 

"Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der sker?" Hun rystede langsomt på hovedet. "Det er ligemeget." Sagde hun derefter. "Må jeg i det mindste være sammen med dig, lige nu? Eller skal jeg stadig gå?" Hun sukkede lavt, og begyndte langsomt at gå ind i lejligheden igen. "Bare kom med ind.." 

Jeg smilede tilfreds, og trådte ind i lejligheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...