Love Makes You Blind (Michael Clifford)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2014
  • Opdateret: 5 nov. 2014
  • Status: Igang
Mange ville sige at synet var deres vigtigste sans. Men hvad ville de gøre hvis de mistede den? Roxanna Forrest på 18 kom ud for en ulykke som 15 årig, og mistede synet. Da hun en dag går en tur, støder hun tilfældigt på ingen andre end Michael Clifford, som hurtigt finder hende interessant. Men at blive forelsket i en blind pige, når man er berømt, er ikke ligefrem det letteste. En masse drama, kommer hurtigt op, komplicerede følelser, bliver mellem dem. Og hvad med fansne? De bryder sig ikke rigtigt om Roxanna, og det er lettere at stoppe hende på gaden, og være led, når hun ikke kan se alligevel. En ting er i hvert fald sikker, kærlighed bliver ikke lettere ved at en af dem er blinde.

36Likes
15Kommentarer
2132Visninger
AA

2. 1. "Well, hello."

Roxanna's synsvinkel.

I dag var det en god dag. Solen skinnede, og det var varmt, uden at være for varmt. Så at gå en tur virkede som det mest oplagte valg. Så ud af huset, med Charlie, hvor han så går vores typiske gå tur. 

Lad mig præsentere mig selv. Mit navn er Roxanna. For ikke mange måneder siden, fyldte jeg 18. Jeg har brunt mellem langt, bølget hår, og har altid fået af vide at jeg har et smukt smil. Jeg er blind, og har været det siden jeg var 15. Derfor går jeg ingen steder uden Charlie, som er min trofaste førerhund, som jeg fik, kort efter ulykken. 

Det var snart præcis 3 år siden, ulykken skete. Det har været hårdt, at pludselig ikke kunne se, når man har kunnet det i 15 år, men jeg var efterhånden blevet van til det. Jeg blev van til at prøve at styrke de andre sanser. Jeg hadede at hvis jeg mødte mennesker, kunne jeg ikke se dem. Jeg hadede at hvis jeg fandt noget, eller noget i den stil kunne jeg ikke se det. Jeg hadede det, men jeg blev nød til at leve med det. Og det gjorde jeg. 

Jeg havde siden jeg var lille altid fået af vide, at man skulle se alting fra den lyse side. Og hvad er den lyse side ved at man var blevet blind? Altså, jeg fik f.eks. Charlie som var en fantastisk hund. Han var drømme hunden. Han gjorde et godt job, men han havde også tid til bare at kæle, hvis det var det man havde lyst til. 

Men i dag virkede som en god dag, allerede fra starten. Vi var midt i sommerferien, så jeg behøvede ikke at tænke på lektier, og skole, jeg kunne bare lige nyde det hele. Jeg havde dog ikke så mange timer, da jeg blev flyttet fra almindelig skole, til en privat lærer, hjemme i min stue. Men det var godt nok. Jeg slap for at skulle hører på alle menneskene omkring mig, og skulle passe på, at jeg ikke gik ind i andre folk, fordi de ingen respekt havde for andre. 

Alt i alt det var bare det letteste hvis jeg fik en privat lærer. 

Hvorfor lige i dag virkede så speciel, havde jeg ingen idé om, jeg var bare glad lige fra jeg stod op, til nu. Og at vejret var skønt, og perfekt til en gå tur, gjorde jo kun det hele bedre. Selvom jeg for at være helt ærlig ikke anede hvor jeg var henne, men jeg stolede på Charlie, og jeg vidste, at jeg nok skulle komme levende igennem turen. 

Desuden kunne jeg hører, summen af menneskesnak omkring mig, hvilket gjorde at jeg vidste at der var mennesker her. Ikke mange, men her var mennesker.

Charlie stoppede lige pludselig, og derfor gjorde jeg det samme. Jeg stod dog bare i lidt tid, og begyndte at undre mig. Hvorfor stoppede han? Jeg blev dog bare stående, uden at gøre noget. Hvis Charlie gjorde noget, var det altid for en grund. Selvfølgelig var det det. Han vidste hvad hans job var, og han vidste, at han ikke bare kunne stoppe, hvis han ikke lige orkede mere. Så der må have været en grund til at han stoppede. 

Charlie vendte pludselig om, og begyndte at gå igen, hvor jeg så bare fulgte med. Mærkeligt.. 

Meget kort efter mærkede jeg et skub i min skulder, ikke som i at nogen skubbede mig til mig, men det var sådan et, hvor det var en der gik ind i mig. Charlie stoppede med det samme da jeg røg lidt til siden. Forvirret var jeg da jeg bare stod der, og ikke anede om personen var gået videre, eller stadig stod der.

Få sekunder efter hørte jeg dog en stemme. "Ej det må du altså undskylde." Sagde personen. Personen lød til at være lidt væk fra mig, men uden at være langt væk. Det lød til at være en dreng. "Det.. Er okay.." Sagde jeg derefter, og vendte hovedet i den retning, som jeg synes lyden kom fra. 

"Jeg troede at jeg var længere væk fra dig det må du altså virkelig undskylde!" Undskyldte han, og et grin forlod mine læber. "Det er helt okay." Sagde jeg så igen, og smilede i den retning, som jeg regnede med at han stod. 

"Jeg hedder Michael." Hørte jeg så hans stemme sige. Og da det lagde op til at kunne blive en samtale, slap jeg fører snoren på Charlie, og tog fat i den normale hundesnor. På den måde vidst Charlie, at han frit kunne gå og opføre sig som en normal hun, indtil jeg fik brug for ham igen. 

"Jeg hedder Roxanna." Sagde jeg derefter. Jeg stod derefter bare lidt og anede ikke hvad jeg skulle sige.  

Michael's Synsvinkel

At gå ind i en pige, når der er så meget plads, at jeg sagtens kunne have gået 2-3 skridt væk fra hende, var nærmest helt mærkeligt.. Men ja ja, i det mindste var hun ikke en af dem som flippede fuldstændig ud over det. 

Men nej nej selvfølgelig skulle jeg gå ind i hende. Flot klaret Michael.. Flot klaret. Men hun tog det nu meget godt, grinede bare lidt af mig. 

Selvom det mest normale ville være at gå, var jeg som frosset til jorden, hvor jeg stod foran den brun hårede pige, med hendes hund. 

Eftersom hun heller ikke virkede til at skulle til at gå videre, valgte jeg at præsentere mig selv. "Jeg hedder Michael." Sagde jeg og rakte hånden frem mod hende. Men hun gjorde ikke det samme.. Hun stod bare lidt, hvorefter hun selv åbnede munden. "Jeg hedder Roxanna." Sagde hun blidt. Jeg lod min hånd falde igen, og lod mit blik, kort studere hende, og derefter falde på hendes hun, som nysgerrig gik rundt. 

Og først der opdagede jeg hvilken form for snor den havde på. Pigen her, som lige havde præsenteret sig som Roxanna, måtte altså være blind. Nok derfor hun ikke gav mig hånden da jeg prøvede. 

Akavet egentligt.. 

Efter det stod vi begge to bare lidt. Og stilheden begyndte at blive mere eller mindre akavet. "Sååå.." Startede jeg ud, efter endnu et lille stykke tid. "Roxanna siger du.." Sagde jeg derefter, og hun nikkede langsomt. "Bor du heromkring?" Spurgte jeg så. Godt spørgsmål, regnede jeg med. 

Den er god til at knække isen, for så har man lidt noget at snakke om. Hun nikkede derefter. "Jeg bor ikke langt herfra." Sagde hun så. "Bor du alene?" Spurgte jeg derefter, og tænkte egentligt ikke rigtigt over, hvor klamt det lød. 

Hvor mærkeligt er det ikke lige at en eller anden stranger spørg, hvor man bor, og om man bor alene? "Ehm.." Sagde hun så. "Ja det gør jeg." Svarede hun derefter. Overraskede mig alligevel lidt at hun rent faktisk svarede. "Kan du godt det?" Røg det ud af mig. 

Og jeg kunne virkelig slå mig selv i hovedet for den. Hun stod bare lidt igen, og det var umuligt at se, om hun undrede sig over det, eller om hun blev fornærmet over det. "Hvad mener du?" Spurgte hun derefter. "Det er bare... Du.. Du er jo..-" "Blind?" Afbrød hun mig. Jeg kiggede bare lidt på hende, hvorefter jeg nikkede en smule. 

Og da der ikke skete mere, gik det op for mig, at hun ikke kunne se at jeg nikkede. 

Jamen flot, det går da bare super godt det her!.. "Ja.." Sagde jeg derefter. Jeg havde vel forventet lidt at hun blev sur eller noget men hun grinede bare af mig. Grinede en sød klokkeklar latter. Jeg kløede mig lidt akavet i nakken. 

"Bare fordi man ikke kan se, bliver man jo ikke helt hjælpeløs." Sagde hun, og grinede kort efter igen. "Det er jo rigtigt nok.." Mumlede jeg så og kiggede ned på hendes hund. "Så din hund er trænet op til at kunne hjælpe dig med alt?" Spurgte jeg derefter, og langsomt nikkede hun. "Alt. Han er den eneste grund til at jeg tør, gå ud for min dør." Sagde hun derefter. Jeg nikkede langsomt. Denne gang, dog fuldt bevidst om at hun ikke kunne se det. 

Jeg stod lidt og kiggede på hende. Grim var ikke noget man kunne kalde hende. Som hun stod der i sol lyset, var hun ganske enkelt, virkelig smuk. 

"Hør Roxanna.. Hvis du altså ikke har noget du sådan skal lige nu.. Hvad siger du så til at vi måske finder en café eller sådan noget, og sætter os ind på? Jeg kunne godt tænke mig at lære dig at kende." Sagde jeg derefter. Hvor ville det være endnu mere akavet hvis hun afslog det der.. 

Men heldigvis nikkede hun bare. "Det vil jeg gerne." Sagde hun og sendte mig et smil, som jeg kort gengældte. 

Jeg lagde mærke til at hun slap hundesnoren og tog fat i den anden, snor hvorefter hun straks reagerede. "Så lad os se hvad vi kan finde." Sagde jeg og sendte hende et smil. Hun nikkede kort efter. 

Jeg begyndte langsomt at gå, hvorefter hendes hund, fulgte med, og fik hende til at gå efter. Det skulle nok blive interessant det her.. 

***

Ja, her kommer der lige en lille besked. Jeg har arbejdet meget på denne historie, da jeg forklarede idéen for en veninde, og hun overbeviste mig om at lave historien. 

Har gået rigtigt meget med tankerne om, om der overhovedet var nogen som ville læse den, og det kan jeg da se, der er 6 der vil. 

Har ikke rigtigt mere at sige, håber i kunne lide kapitlet. (: 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...