At miste

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2014
  • Opdateret: 18 jul. 2014
  • Status: Igang

0Likes
1Kommentarer
74Visninger

1. Nyt kapitel

Der er travlt på cafeen. Vejret er skønt så der er mange mennesker. Jeg har arbejdet siden klokken otte i morges, så jeg får lov til at holde en lille pause. Jeg tager mig en caffe latte, hvilket jeg altid gør, og sætter mig ved et af de frie borde. Jeg lader mine ben hvile på kanten af stolen overfor og bladrer op på side et i min avis. En dame sætter sig på den stol, så jeg trækker benene til mig igen og begynder at drikke af min kaffe. Jeg kigger over på bordet ved siden af. Der sidder en mor med sin lille datter og hygger sig.

Jeg savner mit barn, sagde damen på stolen. Jeg har mistet mit barn, sagde hun igen.

Tanken om at miste giver mig gåsehud, og da jeg kigger på hendes arme, ligger jeg mærke til de små knopper. Gåsehuden. Jeg spørger, om hun fryser. Hun svarer, at det gør hun egentlig ikke, men at det da er lidt køligt. Jeg siger, at det jo også er ved at være aften.

Jeg kigger på mit ur, men siger ikke noget. Jeg spørger, hvad der er sket med hendes datter. Hendes blik bliver tomt, hun kigger mod mig, men ikke på mig. Hun kigger forbi mig, hun kigger igennem mig. Hun siger, at hun savner hendes datter. Jeg nikker bare. Hendes lange lyse hår, og de skinnende blå øjne. Hendes elegante gang, allerede fra spæd, fortsætter damen. Gad vide om hun stadig har små fregner på hendes skæve næse, og om hendes latter er lige så betagende, så smuk som når en blomst springer ud et tidelig forår. Jeg smiler, mens jeg rører ved min næse. Hun bemærker ingenting. Jeg får et sus i maven, som fortsætter ud i hele kroppen. Suset efterlader en mærkelig fornemmelse, som jeg ikke helt kan sætte ord på.

Det får mig til at tænke tilbage på min barndom. Jeg husker det knapt, jeg var ikke mere end tre år gammel. Min far, mor og jeg boede i et skodhus tæt på havnen. Egentlig var det et sommerhus, men det var meget småt og ødelagt, og ikke en krone værd. Fredag eftermiddag sad jeg og kiggede ud af vinduet i børnehaven. Min mor skulle hente mig klokken tre. Klokken blev fire, klokken blev fem, og til sidst indså pædagogerne, at min mor ikke ville komme. Jeg så hende aldrig igen.

Jeg fortæller hende, at jeg er sikker på at hendes datter har det godt. Jeg siger, at jeg selv havde prøvet det. Hun blev fornærmet. Du kender hende ikke, du ved ikke hvordan hun er, nærmest vrænger hun af mig. Ingen kan måle sig med min datter.

Det undrer mig ikke, at hun ikke reagerer på, hvad jeg fortalte hende. At jeg faktisk selv havde prøvet det. Hun lever i sin egen verden. Jeg lader som om, at jeg læser en artikel, men mine tanker er et helt andet sted.

Ud af øjenkrogen får jeg øje på en pige. Hun har sine sædvanlige lyserøde sandaler på, og en sløjfe i hendes lange blonde hår. Jeg kender hende godt. Damen kigger også på hende. Hun betragter hende nøje, hver lille bevægelse bliver noteret i hendes hoved.

Min pause var allerede slut. Jeg gik op til kassen og tog mit forklæde på. Jeg tog over for hende som stod ved kassen. Damen jeg har snakket med, kommer op og betaler for sin kaffe kort efter. Da hun havde betalt smilte hun til mig og gik ud af døren.

Det var der det hele gik op for mig. Ved hendes smil!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...