~Forgetting Amnesia~

Jenna står uden forældre, og skal pludselig flytte over til sin tante i Australien. Hun er ramt af en ukendt sygdom, som var skyld i hendes forældres død. Uheldigvis nok møder hun en høj blond fyr, der vender alt om for Jenna, og får hende til at glemme alt om sygdommen, og om hvad hun har lovet sig selv. -han træk mig ivrigt i armen. "Jen, du må ikke gå" -jeg fokuseret nu istedet på ham. "Jeg beder dig. Bliv" tilføjet han, med en lavere stemme, og blanke øjne. Jeg sank en klump, og trak mig selv ud af grebet. Jeg undgik at sige noget, da min stemme sikkert ville knække, og mine øjne var allerede fulde at tåre. Jeg havde i forvejen slettet mit nummer fra hans mobil, mens han var i bad. Jeg gav nu bare et blegt smil fra mig, da min hånd rørte hans kind. (-Jeg beklager stavefejl)

29Likes
7Kommentarer
1624Visninger

2. 2.

Jeg fortsatte over lyskrydset, mens jeg gnaskede mit æble færdigt, og smed det ud i den nærmeste skraldespand. "musikshoppen" stod der på et stort skilt over mig. Her var jeg en del før i tiden, men havde på det sidste ikke rigtigt haft lyst til at gå udendørs,  jeg var måske gået glip af en hel masse.

Det havde jeg helt sikkert, for bag kassen var ikke den sædvanlige bøvet dreng, som jeg plejet at snakke så godt med. Der var også rykket rundt, for overe i hjørnet var der en guitar jeg rigtigt gerne ville have, men aldrig har haft råd til, og desuden ville jeg heller ikke komme til at bruge den, det var kun fordi den var så flot jeg ville have den

"kan jeg hjælpe med noget" spurgte drengen oplysende, som jeg hurtigt genkendte fra da han var pizzabud. "hvor er Isaac?" spurgte jeg drengen, der nu stod på den samme side af disken som jeg gjorde.

 

"Isaac?" gentog han. "han arbejder her ikke længere, desværre" fortsatte han, med et stort hvidt smil. "nååh.. Men hvorfor ikke det?" spurgte jeg, bare for at have noget at sige.

 

"der var vist ikke nok kunder" fortalte drenge. Skuffelsen røg helt ned til gulvet. "tak" svaret jeg, og gik hen for at kikke på musik.

 

"hvis du har brug for hjælp, er jeg her ude bag ved" fortalte drenge, med et glimt i øjet. Med det samme han var gået, blev der plantet et smil på mine læber.

Han så nu ikke helt værst ud. Hvis nu jeg ikke havde haft den latterlige sygdom, kunne jeg have det så meget sjovere.

 

Jeg havde ikke langt mærke til at jeg havde været der inde i så lang tid, og havde kun fundet et par albums, fra mine yndlings punk grupper. Jeg gav et suk fra mig.

 

"er det et svært valg?", spurgte drengen der nu stod bag mig, og åndede mig i nakken.

Jeg vendte mig om til ham. "det kan man godt sige" svaret jeg tungt.

 

"du hedder Olga, ik'?" spurgte drengen og gav mig hånden. Jeg smågrinte. "nej, du tænker på min tante. Jeg hedder Jenna" fortalte jeg, og tog imod hans håndtryk. "og du?" tilføjet jeg.

 

"jeg hedder Lucas, men du kan bare kalde mig Luke. Ingen andre kalder mig Lucas mere"

Vi stod begge og betragtede hinanden et øjeblik.   

 

"det var jo dig der altid gav mig så mange drikkepenge, hver gang jeg afleveret en pizza." fortalte han med et stort smil.

"ja, eller det var min tante der forslog det. Hun tror nemlig man kan købe venner, det bare ikke lige sådan det forgår."             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...