Just call me Yours | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Med sit verdenskendte efternavn, bliver Juliette Tomlinson tit udspurgt om sin bror. Juliette kan ikke lade vær med at le af dette. Hun kender ikke mere til bandets hemmeligheder, end en omtumlet fan. Derfor viser hun ikke yderligere interesse for bandet, lige indtil hendes bror præsenterer hende for Harry Styles, verdens mest nuttede charmetrold. Mange piger falder for denne charme, og Juliette er ingen undtagelse. Men hvad gør man, når den man er vild med, behandler en som en søster?

30Likes
22Kommentarer
841Visninger
AA

5. Chapter 4

 

Chapter 4

____________________

 

     Dagen derpå. Eller for mig, bare en helt almindelig dag, fordi jeg ikke var blevet fuld aftnen før. Tværtimod ville jeg kunne vædde en million pund på at alle andre lå hjemme i deres senge med enorme tømmermænd. Det ville være et væddemål, som jeg ville blive rig på.

   Jeg følte mig i et ret så godt humør. Festen havde virkelig hjulpet på mit hensunkne humør – selvom jeg næsten tilbragte hele aftnen med Harry. Men der var jo også noget i det – det hjalp ligesom lidt at have tilbragt lidt tid sammen med fyren man er faldet for. Så virkede det ligesom knap så underligt.

   Selvom regnen havde valgt at være konstant tilstedeværende lige fra morgenstunden, var mit humør i top. Jeg tog mig selv i at danse rundt i lejligheden til skrattende musik fra den gamle radio i køkkenet flere gange, og jeg fik nogle yderst underlige blikke fra Albatros, som vidst ikke var så glad for at blive vækket.

   Jeg trængte sådan til frisk luft. Selvom jeg havde åbnet hvert eneste vindue i lejligheden, og at den kølige luft faktisk gjorde det ret så koldt i lejligheden, trængte jeg til at komme ud. Ud i åbne vidder. Så derfor smed jeg mine joggingbukser, trak i et par stramme jeans og en grå T-shirt. Jeg kørte fingrene gennem de bløde lokker en gang og gik ud for at tage overtøj på. Regnen gav mig en grund til at tage min elskede, gule regnfrakke på. Den var så lang, at den gik helt ned til knæene og den var virkelig en af mine kæreste eje. Jeg trak den på og valgte at lade den stå åben – det gav et pænt, casual look. Mine fødder stak jeg hurtigt ned i mine sorte Chuck Taylors samtidig med at mine fingre fik fat i mobilen på kommoden lige ved siden af døren. Jeg fandt mine nøgler og låste døren efter mig.

    Luften der strømmede mig i møde nede på gaden, gavnede ganske dejligt i lungerne. Jeg tog en dyb indånding og sukkede dybt i en udånding. Regnen piskede ikke længere, som den havde gjort tidligere på formiddagen. Nu var det blot en stille regn, som nærmest føltes som kærtegn mod min hud. Gud, hvor var jeg dog i godt humør!

    Af ren og skær vane, satte jeg kursen mod Hyde Park. Det var der jeg altid gik hen på gåture – enten med Albatros eller ej. Det var forfriskende tur, knap så lang og også et godt sted at lege med Albatros, når han nu engang var med. Narh, tænkte jeg for mig selv med et skævt smil plantet på læberne. Han er sikkert glad for at ligge hjemme og snorke lige nu.

   Denne tirsdag morgen emmede af kølig luft, energi og regn. Der var knap så mange folk på gaden – og til mit store held – og knap så mange duer, på grund af regnvejret. Mit humør steg endnu en tand, ved tanken om ikke at skulle støde ind i min nemesis.

   Efteråret havde for alvor gjort sit indtog. Træerne i parken stod i fuldt efterårsflor – i spraglede, rødlige og brunlige kjoler lyste trækronerne op. Parken var næsten tom – bortset fra et par kærestepar som også gik tur og en håndfuld gartner som var i færd med at rive blade sammen under træerne.  En herreløs hund strejfede omkring og gav et par gjæf fra sig i ny og næ.

   Ved en lille kiosk stoppede jeg op og købte varm chokolade. Varmen fra den skoldhede drik gik lige igennem papbægeret og varmede ligeledes mine fingre. Den fyldige, syndige smag af chokolade bredte sig i munden på mig, og lige i det øjeblik, syntes intet at kunne være bedre. Men straks skulle der komme et skår i glæden. Det kunne man vel have sagt sig selv. Intet godt, kommer uden noget ondt. Og hjertet sank i livet på mig, da jeg fik øje på en genkendelige fyr, godt to hundrede meter væk. De mørkebrune krøller var godt gemt under en lodden, grå hue, men det var bestemt ikke svært at genkende Harry. Og det værste var… at ved siden af ham gik den kønneste, mørkhårede pige. Bedre kendt som Kendall Jenner.

 

    ***

 

   Det burde jeg have regnet med, tænkte jeg bistert og valgte hurtigt at gå ind mellem et par træer. Min bitterhed var alene rettet mod mig selv. Selvom jeg kunne mærke jalousien ulme i mit indre, kunne jeg ikke bebrejde andre end mig selv. Jeg havde godt hørt rygter om at Harry og Kendall var blevet set sammen før og at der måske var en påbegyndende romance, men siden jeg dengang ikke interesserede mig for bandet eller medlemmerne, havde det ikke rigtig rørt mig på det tidspunkt. Og jeg vidste at hun boede i USA samme med resten af sin familie, hvilket jeg ligesom havde taget højde for, at siden der ikke havde været historier om hende og Harry i et stykke tid, at hun måske var taget tilbage og at de var gledet fra hinanden. Men nu… så det ikke sådan ud.

    Jeg lænede mig op af en fugtig træstamme og betragtede dem i mens jeg tog små slurke af den varme chokolade. De gik hverken med armene om hinanden, eller hænderne smedet sammen. De gjorde det i hvert fald ikke tydeligt at de var sammen. Måske var de endnu ikke trådt over kærestetærsklen? Forhåbentlig…

    Ulempen ved min elskede, gule regnfrakke, var at den var så pokkers nem at gå øje på. Hvilket var grunden til, at Harry pludselig lod til at få øje på mig. I hvert fald så han direkte i min retning, kneb øjnene sammen for så at lyse op i et stort smil. Jeg stivnede, mærkede min krop gå i total baglås. Nej, nej, tænkte jeg da han tog et lille skridt i min retning. Kom ikke herover, kom ikke herover..!

    Dybt i min bevidsthed var der noget som tog kontrollen. Jeg lod som om jeg ikke havde set ham og vendte mig om. Rap på fødderne skyndte jeg mig gennem parken, med blikket solidt fæstnet ved jorden, for at jeg - ret ubelejligt – ikke skulle falde over mine egne fødder.

    Regnen tog til, men stemmen som kaldte mit navn udeblev ikke af den grund.”Juliette!”

Jeg kneb øjnene sammen. Gå videre, hviskede en stemme i mit indre. I fuldstændig forvirring over om jeg burde lytte til stemmen, råbte Harry bag mig igen.”Juliette Tomlinson!”

   Jeg vidste ikke hvorfor – eller, det var jo nok efternavnet som gav udslaget – men pludselig kom et par piger gående hastigt hen i mod mig. Den ene, en blond pige med bøjle, gik med en gigantisk, lilla paraply som dækkede dem begge.

    ”Du er Juliette Tomlinson, er du ikke?” spurgte den anden pige – en køn, rødhåret en af slagsen.”Din bror er Louis Tomlinson?”

Jeg smilede og holdt min hånd op foran øjnene, så regnen ikke skulle rende i dem.”Jo, det er jeg.”

   ”Kom her ind under,” sagde den blonde og gestikulerede med sin frie hånd.”Der er plads nok.”

Kort kastede jeg et blik over skulderen, men da jeg ikke kunne få øje på Harry nogen steder, trådte jeg taknemmeligt ind under paraplyen. Jeg pustede tungt ud, ganske glad for at komme i tørvejr. Mit hår var gennemblødt samt skinnebenene på jeansene.

   ”Wow, tænk at du virkelig er… dig!” udbrød den rødhårede med et kæmpe smil.

Jeg gned mig akavet på halsen og gengældte forsigtigt smilet. Jeg var ikke så vant til at fans og mennesker genkendte mig på gaden – det hændte nogle gange; engang havde et hold paparazzier også fået fat i mig, men jeg havde ikke haft noget interessant at sige.

    ”Du er virkelig gode veninder med Eleanor Calder, ikke sandt?” spurgte den blonde og løsnede en smule op i sit tørklæde.

    Jeg nikkede.”Jo, det er jeg.”

Den rødhårede kiggede på sin veninde, inden hun igen vendte sig mod mig.”Vi har tit set billeder af dig og hende i bladene. Og også Perrie Edwards!”

Jeg smilede genert og kunne ikke lade vær med at rødme over deres ord. Endnu et tegn på at jeg virkelig ikke var særlig meget inde i kendislivet – alt dette føltes komplet nyt og anderledes for mig. Man skulle ellers tro jeg snart havde vænnet mig til det, men…

   ”Nå, jeg må også videre,” sagde jeg og smilede blidt til dem begge.”Tak for tørvejr.”

   ”Der er altid plads!” lo den rødhårede forsikrende. De vinkede begge venskabeligt da jeg forlod paraplyens tørre cirkel og skyndte mig hen mod fortovet.

 

   ***

 

   Nogen gange kunne jeg forbande den hund langt ud i universet! Jeg stirrede fortrøstningsfuldt ned på Albatros, som havde valgt at splatte sig selv ud lige foran badeværelset.

   ”Helt ærligt,” sukkede jeg og åbnede døren, for så at træde over ham på bedste manér – hvilket, når det kommer til mig, er yderst uelegant og klodset. Albatros blev liggende og sov som om intet nogensinde kunne komme ham på tværs og jeg lukkede døren i et med et lille smil. Den hund kunne være tosset som ind i Helvede og så doven så man troede det var løgn, men kunne også være yderst nuttet og sød.

   Et varmt bad, var lige hvad jeg havde brug for. Kulden var lige så stille sneget ind på mig på vej hjem og udsigten til et langt, dejlig varmt bad var meget tiltrækkende. Derfor var det også med et roligt smil, at jeg smed tøjet og trådte ind i brusekabinen. Det varme vand strømmede ned over mig som varm regn og blødgjorde alle muskler og led. Velbehaget steg op i mig, og i ganske få sekunder, glemte jeg alt om dagens hændelser. Men kun i de få sekunder…

    Flere timer senere, hen af ved klokken ni om aftnen, havde udmattelsen overtaget min krop. Som soldater havde den altoverskyggende udmattelse erobret min krop – aka fjendens fort, i denne forstand – og nærmest gjort den så mørbanket, som havde jeg trænet i fitnesscenter i flere timer.

    Forundret over denne udmattelse, havde jeg efter aftensmad smidt mig på sofaen, med en skål popcorn og et maraton af Friends i fjerneren. Terapi der siger spar to!

    Men nu, da et virkelig underligt program startede, valgte jeg at slukke fjernsynet, sætte den tomme skål ud i vasken i køkkenet og ellers luske i seng. Det var med stor kraftanstrengelse at jeg kæmpede mig ud på badeværelset og børstede tænder. Da jeg slæbte mig ind på værelset, havde Albatros allerede lagt sig i sengen og så afventende på mig. Jeg sukkede, trak i nattøjet og hoppede under dynen. Den buttede hund krøb tættere på, så jeg lagde armen om ham og kløede ham roligt bag ørene.

   ”Godnat,” mumlede jeg – mest til mig selv – og faldt langsomt ind i en drømmeverden, hvor alt lyste i gule nuancer.

 

   ***

 

   En underlig, hul lyd nærmest træk mig ud af min drøm. Jeg løftede ret utilfreds hovedet fra puden. Albatros var smuttet – og eftersom at dynen var kold, havde han nok ikke ligget der i lang tid – men det kunne umuligt være ham der lavede de lyde. Det lød mere som bank på et materiale af træ.

    ”Gud,” mumlede jeg og kravlede ud af sengen.

Med hånden begravet i håret for at klø huden af min hovedbund og min mund beskæftiget i et stort gab, åbnede jeg hoveddøren med en lettere forvirret mine. Hvem kom dog på det her tidspunkt? Klokken var nok omkring syv!

    På den anden side af døren, blev jeg mødt af to lattermilde smil. Jeg stivnede straks ved synet af dem – eller rettere, den ene af dem – men forstod pludselig tidspunktet. Jeg skulede til Louis med et yderst utilfreds udtryk.”Du ved godt, at det ikke er smart at afbryde min søvn.”

    ”Ja, det ved jeg, Juliette,” sagde Louis med et smil. Han trådte hen i mod mig, plantede et kys på min pande og inviterede sig selv ind i lejligheden ved at træde over tærsklen. Jeg trådte betuttet et skridt tilbage og lod mit blik flakke til hans kompagnon. Harry smilede skævt og løftede bydende øjenbrynet. Pludselig blev jeg pinagtigt bevidst om at jeg kun stod i nattøj – ternede natbukser, som hang slasket om mine ben, og en sort tanktop. Og mit hår lignede velsagtens en høstak!

    Jeg bed mig i læben og trådte til siden.”Kom ind.”

Han smilede taknemmeligt og trådte ind. Jeg kunne ikke lade vær med at se beundrende på ham. På hans hoved prydede i dag en bredskygget, sort hat, som i mange henseende ville forekomme mig højest mærkværdig og ret underlig, men på Harry, så det rigtigt ud. Den passede i sær godt til de stramme, sorte jeans, læderskoene og den midnatsblå skjorte, som stod halvt åben. Mine kinder blussede ved synet af hans blottede hud, og jeg kunne kun prise mig lykkelig for at han havde ryggen til mig.

    Pludselig vendte han sig mod mig, endnu en gang med et hævet øjenbryn.

Jeg rynkede panden ved synet af hans udtryk.

    ”Hvorfor løb du væk fra mig i går?” spurgte han pludselig, med en yderst dræven, britisk accent. Uvilkårligt skar jeg en grimasse, men skyndte mig at se overrasket ud.”Gud, var det dig? Dig, der kaldte? Ej, det må du undskylde, jeg troede det var en paparazzi.”

    I mine tanker kunne jeg ikke undertrykke den voksende samvittighedsnag som kom over at lyve for ham, men hvis han fandt ud af at jeg løb fra ham fordi han var sammen med Kendall, ville jeg dø af skam.

    Harry kneb øjnene lidt sammen, men smilede så.”Nej, det var bare mig.”

Jeg trak vejret tungt og smilede afværgende.”Jamen, så ved jeg det til næste gang.”

Ordene fløj ud munden på mig, uden først at blive redigeret og censureret af mine tanker. Jeg fik lyst til at smække hænderne for munden for at forhindre flere ugennemtænkte sætninger at passere den, men det ville helt klart give et forkert indtryk. I stedet smilede jeg bare et sødt, uskyldigt smil og trak på skulderne. Harry slog en lille latter op.

    ”Hvorfor har du så mange bananer? Har du ikke andet?!”

Vi så begge op ved lyden af Louis’ stemme ude fra køkkenet og vi brød begge hurtigt ud i latter. Jeg satte kursen mod køkkenet, men så mig kort over skulderen for at tjekke om Harry fulgte efter. Og det gjorde han. Med summende mavefornemmelser gik jeg videre ud i køkkenet, hvor Louis var i færd med at gennemrode mit køleskab, med næsten hele overkroppen begravet derinde.

    ”Du – eller I – er vel næppe kommet her blot for at tømme mit køleskab,” bemærkede jeg og lænede mig afslappet op af køkkenbordet. Louis trak sig ud af køleskabet og så på mig med et underforstået smil.

    ”Nej, søs – det var ikke derfor vi kom. Det var en del af grunden,” sagde han og begyndte at hive ting ud af køleskabet.

    ”Jeg er stadig ikke med,” sagde jeg og hoppede op og sidde på køkkenbordet.

    Han smilede.”Bare rolig, det finder du ud af.”

 

   

 

 

Ikke så meget her fra min side - et lidt kort kapitel til jer! ;)

 Skal nok snart få skrevet noget mere - skal bare lige vride min hjerne for ideer :D

 

V. H. Milla G

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...