Just call me Yours | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Med sit verdenskendte efternavn, bliver Juliette Tomlinson tit udspurgt om sin bror. Juliette kan ikke lade vær med at le af dette. Hun kender ikke mere til bandets hemmeligheder, end en omtumlet fan. Derfor viser hun ikke yderligere interesse for bandet, lige indtil hendes bror præsenterer hende for Harry Styles, verdens mest nuttede charmetrold. Mange piger falder for denne charme, og Juliette er ingen undtagelse. Men hvad gør man, når den man er vild med, behandler en som en søster?

30Likes
22Kommentarer
840Visninger
AA

4. Chapter 3

 

   Chapter 3

____________________

 

    Hvorfor, tænkte jeg og stak skeen i munden, var det altid at når jeg blev forelsket, faldt jeg så dybt for personen at jeg lige så godt kunne være faldet ned fra London Eye?

    Jeg tryggede mig mukkende længere ned i sofaen og tog et fastere greb om skålen med chokoladeis. Jeg var allerede begyndt på trøstespisning – det kunne kun ende dårligt, det her.

    Da jeg var vågnet om morgnen, havde jeg været hurtig til at springe ud i badet – opsat på at slå Harry ud af mit hoved. Det var nok at han havde hjemsøgt mig aftnen før, men at han også dukkede op i min drøm havde været som et slag i mellemgulvet. Efter badet havde jeg hurtigt smækket en hylesjov komedie på Dvd-maskinen og snuppet mig en skål is – morgenmad der virkelig siger spar to. Albatros havde smækket sig ned i sofaen hen over mine fødder og varmede mine fusser ganske dejligt. Jeg prøvede at grine så højlydt af de platte jokes i filmen som jeg overhovedet kunne, men filmen var en velkendt genganger og jeg havde set den mange gange. Måske ikke det bedste valg til distrahering. Men alligevel valgte jeg at se den til ende – det var jo trods alt en god film.

    Men da den så endte, vred jeg rastløs med hænderne, prøvede ikke at tænke på krøller og grønne øjne. I en fart havde jeg sat skålen fra mig og grebet fat i Albatros’ hoved. Og derfor sad jeg nu og stirrede en kluntet, buttet labrador direkte i øjnene, med ansigtet meget tæt på en fugtigt, klam snude.

   ”Albatros,” sagde jeg lavmælt uden at mine øjne veg fra hans.”Jeg er ikke faldet for Harry Styles. Det kan jeg umuligt; jeg kender ham slet ikke! Det er bare fordi han krammede mig, og det er længe siden jeg har krammet andre drenge end Louis.”

    Det værste ved dette var dog - noget jeg overhovedet ikke havde forventet – at Albatros’ øjne ustrålede et uudtalt svar på min desperate mumlen. De sagde nærmest: Hold nu op. Det er slet ikke derfor. Det er også længe siden du har trykket en drengs hånd og du er da ikke forelsket i de andre drenge? Nej, Juliette. Du er ganske enkelt faldet pladask for Harry Styles i form af kærlighed ved første blik. Du kan ikke flygte fra sandheden, kære.

    Jeg udstødte et suk og smed mig tilbage i sofaen. Sofapuderne tog i mod mit hoved inden det ramte det lidt hårde armlæn. Harry Styles. Din ufatteligt charmerende krøltop, tænkte jeg og smækkede hånden for øjnene. Hvorfor?

 

  *** 

 

   Efterhånden som dagen gik på hæld, indså jeg at distrahering ikke just er en evne jeg besidder. Det er tværtimod en evne jeg har ganske svært ved. Min hjerne bryder sig åbenbart ikke om at skulle tænke på noget bestemt, når der er noget helt andet der i virkeligheden optager mine tanker.

   Klokken var rundet fem om eftermiddagen og af en eller anden grund, fandt jeg mig selv liggende på sofaen; småklynkende og med en pude fastklemt i et tæt, desperat kram. Hvorfor jeg klynkede, anede jeg ikke. Det føltes bare på en eller anden måde godt. Bare at udstøde nogle ynkelige lyde i stedet for at skulle finde på ord. Derfor fandt jeg mig også ganske ynkelig og modløs.

   Hvad er der dog galt med mig, tænkte jeg stilfærdigt for mig selv. Jeg var bare faldet for Harry Styles. Det var jo ikke lige frem at noget nyt at jeg faldt på en dreng – jeg måtte indrømme, at det var hændt mange gange. Men det havde altid været drenge i mine vennekredse eller drenge fra skolen. Nu, var det pludselig en kendis. Helt ud af min liga. Og til og med min brors bedsteven og sambo.

    Jeg udstødte en klagende lyd og krammede puden tættere ind til mig.

    Hvis folk kunne se mig lige nu, ville de ikke på noget tidspunkt undre sig over at jeg i ret så lang tid havde været kærlighedsløs. Årh, hvem prøver jeg dog at narre? Hvorfor ikke være ærlig, og sige at jeg faktisk aldrig havde haft en rigtig kæreste? Men hvis folk så mig lige nu, ville de ikke undre sig. At en pige kunne blive slået så meget ud over at være faldet for en fyr ved blot ét øjekast, var jo egentlig en komplet, plat joke. I hvert fald når det kom til mit håbløse tilfælde.

   En halv time senere tvang jeg mig selv til at rejse mig. Med stive lemmer fik jeg mig hejset op fra de bløde sofahynder. Mine fødder summede svagt; skreg nærmest af blodmangel. Jeg tøffede stille ud i køkkenet i et halvhjertet forsøg på at opspore noget aftensmad. Jeg anede faktisk ikke rigtig hvad jeg havde lyst til. Min skramlen i køkkenet fik lokket Albatros frem fra sit skjul – Gud skulle vide hvor end det var. Han traskede dovent hen til sin madskål, som han puffede til med snuden og så bedende op på mig. Da jeg blot stirrede tomt ned på ham, gav han sig til at spille pingpong med skålen mellem forpoterne. Det er lige godt typisk. Når der er mad i vente, så kan man pludselig godt være aktiv og atletisk. Med et suk, indså jeg at det ikke kunne udsættes. Min egen mad måtte vente, for jeg havde endnu ikke fået købt tørfoder, så jeg skulle åbne endnu en dåse. Åh, tænkte jeg dystert og fandt både dåsen og oplukkeren frem. Hvorfor var Eleanor her dog ikke? Kunne hun ikke bare blive min støttepædagog? Gud skulle vide at jeg virkelig havde brug for en.

    Da oplukkeren ikke gav mere pote end sidste gang jeg havde den i hånden, smed jeg den ud. Den skramlede højlydt i skraldespanden da jeg smed den derned. Hvorfor havde jeg den dog, når jeg ikke kunne bruge den? Det var jo nyttesløst. I stedet fandt jeg en sylespids saks, som helt sikkert var beregnet til noget meget specielt, som jeg aldrig nogensinde havde sat mig ind i. Jeg begyndte at støde snesevis at huller i dåsens blanke låg. Det tog en krig, men til sidst kunne jeg vippe et stykke underligt formet metal op og hælde maden ned i Albatros’ skål.

    Med yderst ømme arme, efter at have dolket dåsen så mange gange, fandt jeg en plasticbakke med en frisk salat, af basilikumblade, tomater, forårsløg og æg. Jeg havde købt den for ikke så mange dage siden, så den var stadig frisk og spiselig. Jeg greb en gaffel i skuffen og prikkede i silofanen så jeg kunne rive det af.

   Med min delikate salat satte jeg mig – ingen overraskelse – i sofaen og tændte fjernsynet. Jeg zappede rundt i en rum tid, indtil jeg fandt Oprah.

   ”Yes!” stønnede jeg og smed fjernbetjeningen fra mig. Endelig kunne jeg få lov at høre på andre problemer end mine egne! Ikke at Harry Styles var noget udpræget ’problem’, det var nu snarer mig og mine åndssvage følelser der var det. 

   Men knap nok var der kommet en tåre på gæstens pudertunge kind, da min mobil pludselig gav sig til at skrappe op som en flok vrede fugle. Jeg stønnede og greb den fra sofabordet – det forekom mig egentlig underligt at jeg havde valgt den ringetone. Den lod jo præcis som en fuglekrig!

   ”Det’ Juliette,” sagde jeg og prøvede på bedst mulige måde, at lyde imødekommende og knap så gnaven som jeg egentlig følte mig.

   ”Det er godt, miss Tomlinson,” jappede Perries lattermilde stemme. Jeg lyste nærmest op ved lyden af hendes glade stemme. Et bredt smil lagde sig over hele femøren på mig og hurtigt havde jeg rettet min fulde opmærksomhed mod telefonsamtalen i stedet for fjernsynet.

   ”Hej, Perrie,” sagde jeg og gned mig mellem øjnene. Det kan jo klø de mærkeligste steder, ik?

   ”Hey, smuksak,” lo hun.”Jeg ved udmærket godt at du sidder og ser fjernsyn lige nu, men det kan du lige så godt glemme. Du har fem minutter til at komme over til mig. Eleanor er her også.”

   Jeg rynkede panden og satte min tomme salatbakke på bordet.”Øhm… hvad skal vi?”

   ”Det skal du slet ikke bryde dit lille hoved med,” sagde hun med et fnis.”Bare kom herover – yderligere oplysninger vil komme når de er påkrævet.”

   Jeg sukkede tungt og slog teatralsk ud med armene, selvom hun ikke kunne se det.”Har jeg noget valg?”

   ”Nej,” svarede Perrie og Eleanor i kor ind i mikrofonen. Jeg slog en latter op. Bedsteveninder af deres skala skulle man lede længe efter!

  ”Fint, jeg kommer!” sagde jeg og følte pludselig et lys brænde i mig. Pigeaften! En hel aften, hvor mine tanker med lethed ville blive jaget bort fra den sexede krøltop. Det var simpelthen umuligt at sige nej til det!

   Efter at have ryddet op efter min sølle aftensmad og sørget for at Albatros kunne klare sig til jeg kom hjem engang sent i aften, gik jeg hurtigt ind for at skifte til et par stramme jeans og en ren T-shirt. Jeg krængede cowboyjakken på og låste døren efter mig. I opgangen stødte jeg på gamle mrs. Baker. Den firsårige smilede godhjertet mens hun kæmpede sig videre ned af gangen som en tankvogn i sin kørestol. Jeg kunne ikke lade vær med at se efter hende med et smil. Den gamle dame havde virkelig rørt mit hjerte, da jeg første gang kom i lejlighedskomplekset – frisk og stadig overrasket over Londons storslåethed og på vej til at flytte ind i en lejlighed for at bo alene for første gang. Den gamle dame havde med et smil hjulpet mig – ved at korrigere flyttemændene, fra sin plads i kørestolen i opgangen, og råbe formanende efter dem mens de slæbte ting ind, alt i mens hun havde plantet mig i en stor, øreklaplænestol i hendes lejlighed med et stort fad småkager og et kæmpe glas mælk.

   Da jeg havde svunget mig ned af de sidste trapper – elevatoren og jeg var ikke just bedstevenner – sprang jeg ud på gaden, hvor jeg straks stillede mig ved kantstenen og rakte en arm i vejret. Som med en hemmelig superkraft, standsede der hurtigt en taxa foran mig. Jeg sprang ind på bagsædet og gav chaufføren Perries adresse. Chaufføren, en gammel gnalling med hvidt, smudsigt skæg og stikkende, grå øjne, mumlede stille og brysk med på en ukendt sang, mens jeg blot sad og kiggede ud af vinduet. Mørket var så småt begyndt at sænke sig. Bylivets store lysshow var så småt påbegyndt. Lys af forskellige nuancer kunne se overalt, hvilket gav skyerne på himlen en orangegylden tone, hvor de normalt ville have været røgfarvede.

   Da gnallingen holdt ind til siden ved Perrie Edwards’ lejlighedsbygning, fandt jeg hurtigt et par pund-sedler frem og smed dem om på passagersædet. Glædeligt tilfreds med at kunne gavne med nogle drikkepenge, steg jeg ud og smækkede døren i efter mig. Med en lille latter kunne jeg se til, da gnallingen kørte væk, men alligevel tog sig tid til at vinke muntert ud af soltaget.

   Med gåpåmod påbegyndte jeg opstigningen i lejlighedsbygningen. Perrie boede i en elegant bygning, som var opført i en klassisk stil. Der var lidt antebellumstil over bygningen, lidt ligesom der også var over lejlighedsbygningen jeg boede i.

    Da jeg, med syrende ben, nåede sjette etage og traskede hen af gangen mod lejlighed 6b, blev døren åbnet lige som jeg skulle til at banke på. Perrie hev mig med et hvin indenfor. Jeg blinkede forvirret med øjnene. Hvornår var mine veninder blevet hekse? Kunne de læse tanker, dersom de kunne fornemme når jeg kom? Jeg kiggede mistroisk mellem Eleanor og Perrie, men de lo bare af mig. Ikke noget nyt.

   ”Kom, Juliette,” sagde Eleanor og tog min hånd. Det var lige med nød og næppe, at jeg nåede at sparke mine sko af, inden hun hev mig af sted gennem lejligheden. Stuen lignede… ja, jeg ved ikke engang hvad. Perrie havde en kærkommen, nostalgisk stil blandet med retro. Altså, en meget blandet, mixed-up-stil. Der var mange pangfarver, men også mange klassiske ting med stil over sig. Jeg elskede virkelig hendes stil… den var så… Perrie-agtig. Men lige nu kunne man overhovedet ikke se hendes lilla sofa for bare tøj. Heller ikke hendes bogreol af ibenholt. Eller den udstoppede ræv som stod i vindueskarmen. Eller… den havde i hvert fald fået det helt store party-look på, med solbriller, stråhat og en palliet-croptop.

   ”Hvad i al verden sker der?” spurgte jeg forvirret, da de to piger begyndte at rode igennem Perries – og måske en smule af Eleanors – komplette garderobe, som lige nu befandt sig alle vegne.

   Perrie greb en limegrøn, lårkort kjole med et stort, puffet tyl skørt.”Vi skal såmænd bare til en fest i aften, Juliette. Med drengene.”

   Jeg rynkede panden og lagde armene over kors.”Og… jeg skal hjælpe jer med at finde outfits?”

Eleanor så hurtigt op fra en bunke croptops.”Nej, dumme! Du skal da med!”

Jeg spærrede øjnene op og pegede sigende på mig selv.”Mig? Skal… jeg med? Altså… ud og feste… med jer og… drengene..?”
   ”Vær nu ikke så overrasket, Juliette,” sagde Perrie. Hun havde smidt den limegrønne kjole væk og stod nu og beundrede en lilla skønhed af en cocktailkjole.”Du har jo mødt drengene. Havde du virkelig forventet, at det blot var et lille hyggevisit og at det aldrig skulle gentage sig? Nej, hør nu!”

   ”Du burde tage den der på,” mumlede jeg og pegede på kjolen. Min stemme steg i styrke sammen med mit alvor.”Jeg fik altså ikke noget at vide om en fest! I kan ikke tvinge mig!”

   ”Åh, jo,” sagde Eleanor og rejste sig. Hendes udtryk var udspekuleret.”Drengene kommer her om… cirka to timer. Og hvis du ikke er klar inden da, bliver de meget skuffede. De ville så gerne have dig med.”

   Det gav sig straks til at summe i mit indre, ved tanken om at Harry måske også havde været mere end villig til at få mig med til fest, men jeg slog hurtigt tanken fra mig, netop som en større rædsel skyllede ind over mig. Til fest… med Harry Styles! Ikke på vilkår, det bliver over mit lig!

   ”Kom nu, Juliette,” sukkede Perrie og kiggede en ekstra gang på kjolen, før hun lagde den over armen og gik i gang med at lede efter accessories.”Det bliver en fantastisk fest!”

   Jeg strammede grebet om mig selv.”Jeg vil ikke.”

    ”Du skal!” sagde Eleanor og trådte helt hen til mig. Hun smilede skævt.”Kom nu. Drengene vil virkelig, virkelig, virkelig gerne have dig med! De syntes du er vildt sød, og… altså, Harry spurgte specielt efter dig. Du kan da ikke skuffe ham.”

Lyden af hans navn, fik et dusin flammer til at paralysere min krop i et par sekunder. Sommerfugle begyndte at flakse som komplet vanvittige i min mave. Da jeg ikke gjorde yderligere indvendinger, hvinede både Eleanor og Perrie da de havde indset min opgivelse. 2-0, Eleanor, din tosse!

    Et par minutter efter befandt jeg mig i et sandt inferno. Eller, måske et Helvede, rettere sagt. Jeg måtte ikke engang selv bestemme mit tøj. Pigerne, som allerede havde udvalgt deres outfit, gik straks på jagt efter noget passende til mig. Jeg snurrede bare forvirret rundt, da alle indtrykkene syntes at overvælde mig.

   En halv time senere stod jeg foran spejlet i Perries soveværelse, i ført et sæt tøj, som jeg både rynkede på næsen af, men samtidig var en smule betaget af.  Det var ikke noget prangende, det havde jeg med prompt sørget for. Mit outfit bestod af en sort croptop, med lange, sorte blondeærmer, samt en højtaljet, sort nederdel af almindeligt bomuld. Jeg havde trukket cowboyjakken på uden over, og måtte indrømme, at det ikke var særlig slemt.

   ”Se, hvor er det fantastisk!” hvinede Perrie, som stod iført sin lilla cocktail og var i færd med at sætte håret op for at kunne komme i gang med sin makeup. Eleanor havde i ført sig en knælang, hvid kjole, som nærmest havde hvad man kunne kalde et ’blonde-overtræk’. Uden over havde hun taget en sort læderjakke og skoene, var tårnhøje stiletter. Jeg tog mine sorte gummisko på, fuldkommen ligeglad med Eleanors protester. Godt nok ville jeg føle mig afsindigt lille mellem alle de høje drenge og pigerne, som blev højere af stiletterne, men at iføre mig stiletter, ville blot sende mig på hospitalet inden for et kvarter. Min klodsethed er virkelig ikke til at spøge med og den kender heller ikke ligefrem til tålmodighed.

   ”Nå, makeuppen,” sagde Eleanor gravalvorligt og førte mig ud på badeværelset. Med vilde protester, vandt jeg min sag og tog kun en smule mascara, lidt rouge og læbepomade på. Jeg ville virkelig ikke gøre det helt store ud af min makeup.

   Det endte med at jeg stod og ventede på de andre piger. De tog umådeligt lang tid om deres perfektionistiske makeup og håropsætning, og det endte endda med at jeg blev sendt ud i stuen, da jeg blev ved med at drille Eleanor mens hun prøvede at lægge eyeliner. Så med en påtaget, skumlende mule trissede jeg ind i stuen, som stadig lignede noget der var løgn. I mens jeg stod foran vinduet og kiggede ud over byen, kørte jeg fingrene gennem håret, for at give det et rodet, strandagtigt look.

    De to timer fløj af sted. Netop som Eleanor og Perrie kom ud fra badeværelset – overdådige i udseende – bankede det på døren. Jeg, som indtil videre havde stået lænet op af vindueskarmen med min telefon i hånden, så hurtigt op og mærkede hvordan mine kinder allerede forrådte mig og blussede op som lejrbål.

    Eleanor var hurtigt om at springe hen for at åbne døren – at hun dog kunne være så elegant på stiletter! Havde det været mig, var jeg faldet som en flodhest, der udgav sig som ballerina.

   Døren fløj op og på den anden side af dørtærsklen, stod fem drenge. Alle med et yderst nuttet, men også sexet look. Jeg kunne ikke se så meget fra hvor jeg stod, fordi Eleanor og Perrie stod tæt sammen ved døren, men alligevel kunne jeg skimte Harrys krøller. Det stak i min hud – specielt i mine fingerspidser, som udtalte en stille drøm om at røre de bløde krøller.

   ”Gosh! Hvor ser I godt ud!” udbrød Louis og trådte frem for at kysse Eleanor.  

Zayn trådte frem mod Perrie med et skævt smil og et altsigende glimt i øjet. Da kæresteparrene ligesom fik sagt ’goddag’, var det som om Louis så sig lidt om.”Øhm… hvor er Juliette? Kom hun ikke?”

    Eleanor slog en latter op og trådte til side, så drengene havde frit udsyn til mit lille, knap så smarte, gemmested. Jeg stivnede. Mon det ville være klogest at skynde sig og hoppe ud af vinduet? Det var kun seks etager ned. Jeg ville dø, men her, i lejligheden, vidste jeg at jeg ville dø af skam.

   ”Kom nu herhen, frk. Genert!” gjaldede Eleanor lattermildt og vinkede af mig. Jeg bed mig selv hårdt i læben og lagde armene stramt omkring mig selv da jeg gik hen mod dem. Jeg standsede op lige mellem Eleanor og Perrie, som begge lagde armene omkring mig og smilede selvtilfredse til drengene. Jeg fæstnede blikket ved gulvet, da jeg var pinagtigt bevidst om drengenes blikke.

   ”Wow, hvor ser du altså dejlig ud, Juliette,” sagde Niall pludselig. Jeg så op ved hans nuttede kompliment og sendte ham et lille, sky smil.

   ”Tak, Niall,” sagde jeg ganske stille og kunne mærke genertheden overtage hele min krop. Jeg kunne ikke få mig selv til at lade blikket glide over Harry, men følte alligevel en stor trang til at se hvordan han havde klædt sig her til aften. Jeg modstod fristelsen og beholdt blikket i gulvet.

   ”Nå, lad os komme af sted!” udbrød Louis og greb Eleanor om livet. Zayn fulgte hurtigt trop med Perrie, hvorefter hurtigt Niall og Liam fulgte dem i kølvandet. Jeg havde knap nok bemærket, at jeg stadig stod fastfrosset, da Harry smilende trådte frem og lagde en hånd på min ryg.

   ”Kom, Juliette.”

Jeg så op og mødte hans blik. De tindrende grønne var nærmest gemt bag de brune krøller, som i dagens anledning, havde fået lov til at hænge pjusket omkring hans ansigt og ned i panden. Han ledte mig ud af lejligheden med hånden blidt mod min ryg, men jeg snuppede hurtigt nøglerne fra skænken i entreen. Perrie havde vel i forbifarten glemt alt om at låse lejligheden af. Derfor drejede jeg nøglen i låsen og hørte døren sige at svagt klik. Jeg vendte mig mod Harry, tillod mig selv at sende ham et lille, skævt smil og stoppede nøglerne i lommen. Han smilede mildt og strøg blidt hånden hen over min ryg, inden han førte mig videre ned af gangen. Hans berøring sendte kriblende følelser igennem hele min krop. Jeg tillod mig selv at kaste et sideblik på ham. Det var lige før jeg havde sænket paraderne og simpelthen stoppet op midt på gangen blot for at se måbende på ham. Han var klædt fuldkommen i sort – sorte, stramme jeans, sorte ankelstøvler og en sort skjorte, som stod åben helt ned til midt på torsoen – hvilket afslørede en masse bart bryst og brudstykker af flere af hans tatoveringer. Jeg smækkede hurtigt kæben sammen – alt for hurtigt og med alt for meget lyd, for jeg blev pinagtigt bevidst om at han kiggede undrende på mig. Denne her aften kunne kun komme til at ende i en pinlig situation. Jeg vidste det allerede på forhånd.

   Nede ved vejen holdt en limousine. Jeg spærrede øjnene op ved synet af den overdådige bil. Skulle… skulle jeg virkelig køre i limousine? Det var ikke ligefrem noget jeg havde forestillet mig at jeg nogensinde skulle. Men Harry skubbede mig blidt hen i mod den med et stort smil på læberne. Jeg bukkede mig akavet ned og satte mig ind ved siden af Niall. Harry satte sig hurtigt ind på pladsen ved siden af og døren blev lukket efter ham kort tid efter. Åh, Gud. At jeg også skulle sidde ved siden af ham her… Mine tanker havde nærmest fået et spontant turn-off og jeg følte mig komplet paf. Men alligevel dykkede min hånd sig ned i lommen på min cowboyjakke og fiskede Perries nøgler frem.

   ”Perrie, her,” sagde jeg og kastede dem til hende på tværs af kabinen.”Du glemte at låse døren – jeg gjorde det for dig.”

   Perrie greb nøglerne og lyste op i et stort smil.”Tusind tak, Juliette! Det havde jeg fuldkommet glemt; du er simpelthen en skat!”

    Hun proppede nøglerne ned i sin håndtaske, men blev afbrudt af Zayn, som lagde en finger under hendes hage og drejede hendes ansigt mod sit. Hans øjne havde et sensuelt blik da han åbnede munden og sagde: ”Hvad med mig? Er jeg ikke også en skat?”

   Perrie blinkede med øjnene, tydeligvis en smule overrumplet, men slog bare armene omkring halsen på ham og plantede et kys på hans mund.”Jo, det er du i den grad,” mumlede hun mod hans læber.

   Jeg overværede dette scenarie, og kunne ikke lade vær med at smile af det. Perrie og Zayn så ud til at passe så godt sammen. Godt at de er forlovede, tænkte jeg med et stort smil. Men det lod til at jeg var den eneste som satte pris på deres kærlighedsscene. Alle de andre stønnede højlydt og smækkede hænderne foran øjnene. Louis udstødte endda: ”Åh Gud, turtelduerne har fået pip igen!”

    Jeg så forvirret på dem, men opdagede at Zayn og Perrie bare lo godmodigt af dem og blev ved med at holde kærligt om hinanden.

   Vi kørte gennem byen i et stykke tid. Jeg tillod mig selv at kigge ud af de tonede ruder, men ud af øjenkrogen kunne jeg skimte Harry, lige ved siden af mig… klods op af mig. Åh Gud, tænkte jeg igen stilfærdigt.

   ”Hvor er det overhovedet vi skal til fest?” fik jeg presset ud over mine læber.

Harry beærede mig med et svar.”Til et diskotek. Guns’N’Roses. Har du været der før?”
Jeg rystede på hovedet.”Nej, jeg er ikke ligefrem en der går meget på diskotek.”

Ved tanken om at det var på et diskotek, spirede en lille angst i mig. Diskoteker og værtshuse havde altid for mig tilhørt samme kategori. Og det var begge steder, som jeg ikke var alt for glad for at sætte min fod i.

   Det lod til at Harry bemærkede min lettere, voksende ængstelse, for han smilede blidt og gav min hånd et blødt klem. Hans grønne øjne mødte mine. De udstrålede forståelse og samhørighed.”Jeg skal nok passe på dig hele aftnen.”

   Hans ord gjorde større indtryk på mig, end hans hensigt sikkert havde været. Jeg pustede åndeløst ud og kunne ikke andet end nikke taknemmeligt.  

   Få minutter senere ankom vi til Guns’N’Roses. Stedet var allerede fyldt af festglade mennesker. Men med drengenes ankomst, kom også forbløffelse, vilde hvin og hurtig fremgang til indgangen. Folk trådte væk for at lade os komme forbi, selvom en hel masse rakte ud for at røre drengene. Jeg krympede mig ubehageligt ved de mange menneskers berøringer og nærhed, men følte straks en betryggende følelse, da Harry lod en arm glide rundt om mig for at få os hurtigere fremad.

   Da vi kom indenfor, var der knap så mange mennesker som man skulle tro. De mange folk udenfor, havde sikkert være ’ubudne gæster’.

   ”Wuhuu!” hørte jeg pludselig Perrie hvine da hun hev Zayn med ud på dansegulvet. Jeg lo ved synet af dem. Zayn så ikke yderst tilfreds ud med situationen, men han føjede Perrie og dansede det bedste han havde lært.

   ”Kom,” hviskede Harry pludselig og førte os videre gennem mylderet. Vi fulgte efter Louis og Eleanor, som satte kursen mod baren. Niall og Liam var også pludselig forsvundet af syne. Jeg snurrede nærmest hovedet rundt som en ugle for at få øje på dem, men der var for mange mennesker til at man kunne skelne mellem dem alle.

   Da vi kom op til baren, bestilte Louis drinks til os alle fire. Derefter fandt vi os et lille, rundt bord samt fire barstole. Vi satte os ved bordet. Jeg kiggede mistænksomt på min drink, men siden det var Louis der havde bestilt, kunne jeg ikke mistro ham for noget. Derfor nippede jeg forsigtigt til den for at smage. Men jeg blev glædeligt overrasket over at det smagte så godt.

 

  ***

 

   Festen var den bedste jeg havde været til længe – nu var det godt nok også noget tid siden jeg havde været til nogen som helst fest over hovedet. Jeg holdt mig til den ene drink, som Louis i starten havde bestilt. Jeg sparede på den, for selv om det var en god fest, agtede jeg ikke at blive fuld. Det lå ikke til mig at skeje mig fuldkommen ud i alkohol og lykkeruser. Det klarede jeg mig fint uden. Men Louis og Eleanor var derimod ved at have noget af en fjer på – strudsefjer, hvis I spurgte mig. Harry havde nok drukket lige så meget som dem, men han lod til at have en ganske høj tærskel. Der skulle tydeligvis meget til før han gik under bordet. Louis derimod, var godt på vej til at glide af sin barstol.

   ”Hey, du!” lo Harry lattermildt og skubbede Louis længere op på stolen. Louis rullede med øjnene og tog endnu en slurk af sin drink – hvad antal genstande han var oppe på, måtte kun Gud vide.

   Eleanor sad og dansede på sin barstol. Eller… hun dansede med sine arme. Snoede dem op i luften og vuggede hovedet i takt med musikken.

    ”Eleanor!” kaldte jeg over den høje musik. Hun hørte mig ikke i første omgang, men jeg da gjaldede hendes navn igen, vendte hun søvndrukkent blikket mod mig. Jeg smilede stort.”Skal du ikke ud og danse?”

    ”Jo!” sukkede hun og daskede til Louis’ arm.”Men han var ikke villet endnu!”

Louis snurrede rundt mod hende, med en pludselig energi som ikke havde gjort sig gældende før.”Hvad siger du?! Nu skal jeg..!”

   Hurtigt var han nede af stolen, han løftede Eleanor op i sine arme; hun hvinede højlydt da han bar hende over mod dansegulvet. Jeg lo glædeligt af dem – de var sådan et godt par; selv når de var fulde.

    Jeg vendte mig mod Harry. Hans øjne funklede endnu mere i diskolysets skær. Netop som han åbnede munden for at sige noget, blev et par arme pludselig snoet rundt om mig bagfra. Jeg udstødte en overrasket lyd og prøvede at drejede mig rundt for at få øje på vedkommende bag mig. Men da barstolen havde den enhed at kunne dreje rundt, hjalp det ikke ligefrem.

   ”Juliette!”

Jeg rynkede panden. Det lød som Niall. Eller i hvert fald en fuld Niall; hvilket lød nogenlunde som en kat der blev trukket i halen.

    ”Hej, Niall,” sagde jeg med latter i stemmen. Han snurrede stolen rundt, så jeg fik front mod ham. Hvilket helt automatisk fik ham til at stå mellem mine ben og med armene rundt om mig. Jeg følte en påbegyndende akavet følelse stige op i mig, men Niall smilede bare over hele hovedet, hvilket på et sekund blæste et hvert strejf af akavet stemning væk.

    ”Juliette… du… du skal… danse med mig!” snøvlede Niall og pegede på sig selv med tommelfingeren i en stolt gestus.

    Jeg bed mig i læben for ikke at bryde ud i grin.”Øhmm… det er jeg ked af, Niall. Jeg må skuffe dig. Jeg kan på ingen måder danse.”

    Han påtog et skuffet udtryk, med hængende underlæbe og han satte virkelig prikken over i’et, da han lod den bævre en smule. Jeg skævede til Harry, som nikkede smilende og som også så ud til at holde en latter tilbage.

    ”Fint!” sukkede jeg.”Men det bliver på dit eget ansvar!”

Harry lo – hvilket fik mig til at spekulere over, om Louis mon nogensinde havde fortalt ham om min… kluntethed. Han latter fortalte helt tydeligt, at svaret på det spørgsmål var: ja, også i den grad!

    Niall udstødte et sejrsbrøl og hev mig ned fra stolen. Jeg fulgte grinende med ham ud på dansegulvet. Vi begyndte at danse som et par tosser – hvilket vi også er. Jeg måtte indrømme det. At Eleanor havde introduceret mig for drengene, var ikke så skidt igen. Måske burde jeg takke hende. Jeg lod mit blik glide over til stedet hvor Harry sad. Han lo højt af Niall og mig. Jeg mærkede mine kinder blussede og følte trang til at gemme mit ansigt i hænderne. Men at jeg skulle udvikle disse følelser for Harry, ville nok komme meget bag på hende når jeg fortalte det til både hende og Perrie. Hvornår vidste jeg ikke, men snart blev jeg nød til at fortælle nogen det. Jeg var nød til at høre, om det mon ville være muligt for at mig at overleve, efter at være faldet så dybt og hårdt.

 

 

 

   Halløj, cottoncandies!

Et dejligt, langt kapitel til jer - og et overraskelsesmoment i form af en fest! Yeehaaa!

Ej, alle jer som har valgt at følge denne tossede historie, I er simpelthen fantastiske!

 

V. H. Milla G.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...