Just call me Yours | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Med sit verdenskendte efternavn, bliver Juliette Tomlinson tit udspurgt om sin bror. Juliette kan ikke lade vær med at le af dette. Hun kender ikke mere til bandets hemmeligheder, end en omtumlet fan. Derfor viser hun ikke yderligere interesse for bandet, lige indtil hendes bror præsenterer hende for Harry Styles, verdens mest nuttede charmetrold. Mange piger falder for denne charme, og Juliette er ingen undtagelse. Men hvad gør man, når den man er vild med, behandler en som en søster?

30Likes
22Kommentarer
839Visninger
AA

3. Chapter 2

   

 

Chapter 2

______________________

 

    ”Hvad skal du da i dag, som er vigtigere?”
Jeg bed tænderne sammen og brugte alle mine kræfter. Men lige godt hjalp det – dåsen kurrede hen over køkkenbordet som var det et stykke glat sæbe jeg havde brugt mod den.

    ”Jeg skal give Albatros mad,” svarede jeg og kiggede modløst på dåseåbneren i min hånd. Åh altså. Gud udstyrede mig med både hjerne og krop – men han glemte altså at sende manualen med.

    Eleanors stemme lød skrattende fra telefonen som lå i sikkerhed ovenpå en Tupperware bøtte ved siden af mig.”Helt ærligt, Juliette. Det tager jo ikke hele dagen.”

    Jeg fnøs højlydt.”Så har du aldrig set mig med en dåseåbner. Jeg overvejer stærkt at gå over til at give ham tørfoder. Det er så meget nemmere.”

   En latter så klar som vindlokker lød fra højtaleren.”Ih altså, Juliette. Jeg burde sende dig til motorikkursus.”

    ”Det er prøvet før,” svarede jeg en anelse bittert da jeg greb fat i dåsen med hundemad igen.”Det hjalp ikke. Jeg er bare et håbløst tilfælde.”

    ”Jeg tror jeg skal kalde dig Klunte!” lo hun.

Jeg lukkede kort øjnene ved lyden af det velkendte øgenavn.”Åh, lad hellere vær, El! Louis kaldte mig det da vi var børn. Og det tog ved, så mine forældre til tider kunne finde på at kalde mig det!”

    Eleanor lo igen, men strammede sig an til et mere alvorligt, men stadig lattermildt, tonefald.”Kom nu, Juliette. Du er nød til at møde dem. De er alle tiders! Du vil takke mig en dag for at jeg præsenterede dig for dem!”

    ”Meget muligt,” mumlede jeg ud gennem sammenbidte tænder mens jeg prøvede at bruge dåseoplukkeren.”Men Albatros skal altså have mad – lige meget om det tager hele dagen!”

    ”Har du overvejet at få dig en hjælpende hånd?”

Jeg pustede tungt ud og strøg en vildfaren hårlok væk fra øjnene.”En hjælpende hånd?”

    ”Ja, du ved, en pædagog der følger dig overalt og hjælper med det du har svært ved.”

Jeg gjorde en grimasse.”Meget morsomt, El.”

    Hun lo igen.

Med en kraftanstrengelse fæstnede jeg oplukkeren på kanten af dåsen igen og drejede så hårdt jeg overhovedet kunne. Man skulle ikke være et geni for at gætte resultatet. Dåsen fløj tilbage, ud over bordkanten og var nær landet på Albatros’ snude. Han farede med et lavmælt hyl tilbage ved synet af den flyvende dåse. Med et suk samlede jeg den op, mumlede en undskyldning til hunden og satte dåsen på bordet igen.

    ”Jeg kan høre at det ikke går så godt,” bemærkede Eleanor med et medfølende smil i stemmen. Jeg skar endnu en grimasse og gjorde endnu et forsøg på at anbringe oplukkeren rigtigt.”Men seriøst, du tager med i studiet i dag!”

    Jeg pustede den samme lok væk fra ansigtet. Kom nu, armmuskler! Vis at I faktisk er der!

   ”Juliette…”

Hendes tålmodighed blev sat på prøve da jeg ikke svarede hende med det samme. Jeg slap oplukkeren med et støn og lænede mig op af køkkenbordet med hænderne støttende på kanten.”Jeg tager med, hvis du kommer herhen og åbner den her dåse!”

    ”Top,” svarede Eleanor. Inden jeg nåede at tage fat i telefonen, havde hun lagt på.

 

***

 

     Da jeg små ti minutter senere åbnede døren for miss Eleanor Calder, besværede hun sig hverken med at sætte sin håndtaske fra sig eller tage sit overtøj af. Hun fortsatte bare videre ind i lejligheden, igennem stuen og ud i køkkenet. Jeg skyndte mig at følge med hende, opsat på at se hvor længe det ville tage hende at få dåsen op.

    Eleanor greb dåseoplukkeren på bordet, hvor jeg havde efterladt den, og satte den på dåsen. Da hun tog fat om håndtaget og pressede til den i et kort, hårdt stød, lød der en metallisk, hul lyd efterfulgt af et højt ’pfff!’

    Med et smil vendte hun sig om mod mig. Hun rakte mig dåsen; låget var forsvundet og den knap så lækre lugt af hundemad steg op i luften. Jeg skar ansigt og tog i mod den. Albatros kom hurtigt på benene da jeg hældte maden ned i hans hundeskål. Han gav sig straks til at guffe maden i sig, som var det hans sidste måltid.

   Jeg vendte mig med et suk mod Eleanor. Hun havde overlegent lagt armene over kors og så afventende på mig.

    ”Så er det af sted,” sagde hun og satte kursen ud af køkkenet. Jeg smed dåsen i vasken, tørrede mine hænder i et viskestykke der hang fra ovnens lange håndtag og fulgte småløbende efter hende.

    ”Jeg er slet ikke klædt på til det,” stønnede jeg og bredte armene ud – jeg kunne lige så godt lade vær med at prøve at smyge mig udenom; det var umuligt når det kom til Eleanors stålfasthed. Man kunne lige så godt give op på forhånd.

    Hun vendte sig rundt og tog mig i øjesyn – lige fra det viltre hår, til den slidte T-shirt og de forvaskede joggingbukser. Jeg havde ligesom forberedt mig på en dejlig, lang søndag i hyggens tegn – med film og popcorn. Ikke et indelukket pladestudie og fem – indrømmet – ret lækre fyre.

   ”Hvad venter du så på?” spurgte Eleanor og lyste op i et blidt smil.”Kom i gang.”

Jeg sendte hende et skulende blik, inden jeg traskede ind på mit værelse med slaskende arme og bøjet hoved. Opgivelse. 1-0 til Eleanor.

   Et par minutter senere kom jeg mukkende ud af værelset: ”Helt ærligt, hvorfor er du så opsat på at jeg skal møde dem? Jeg er bare Louis’ søster. Ikke noget specielt.”

   Eleanor havde smækket sig ned i sofaen. Hun løftede hovedet fra et modeblad på sofabordet og granskede mit tøj. Jeg havde valgt et par simple, sorte jeans og en mørkeblå halterneck top med min slidte cowboyjakke på uden over. Håret havde jeg redt igennem og ladet hænge løst ned over skulderne. Jeg sendte hende et træt blik og slog halvhjertet ud med armene.

   ”Du ser godt ud,” proklamerede Eleanor og rejste sig med sin håndtaske i favnen.”Men… hvad med noget mascara?”

    Jeg fjernede ikke blikket fra hende.”Vil du have mig med eller ej?”

Hun slog en mild latter op og greb min arm. Hun hev mig mod hoveddøren og det var i en fart at jeg fik låst den på vej ud. Eleanor havde ret så meget fart på, så jeg fulgte blot snublende med, dog i en fart der ikke var helt tilsvarende hendes.

   ”El, altså!” gispede jeg da jeg nåede ud af bygningen.”Vent dog lidt!”

Hun var allerede henne ved bilen, som holdt ved kantstenen.”Kom nu, Juliette. Drengene er allerede i gang med at indspille.”

   En chauffør sad allerede i bilen og ventede. Han nikkede til Eleanor og startede bilen. Jeg smuttede hastigt ind på bagsædet ved siden af hende og smækkede døren i netop som den kørte. Med stive fingre spændte jeg sikkerhedsselen og lænede mig tungt tilbage i det bløde lædersæde. Fantastisk. Jeg var på vej til at møde One Direction. Det var egentlig ikke fordi det betød det store. Jeg interesserede mig jo ikke just for bandet, så at møde dem ville nok ikke være så stor en tragedie. Jeg ville møde dem, glæde Eleanor og tage hjem. Og forhåbentlig begynder at øve mit værktøjskundskab – for det ligger helt klart i den lidt rustne ende.

   ”Tro mig,” sagde Eleanor indtrængende og viftede teatralsk med hænderne foran sig.”Du kommer til at takke mig for det her. De er fantastiske!”

   Jeg så på hende med et lille smil.”Hvis du siger det.”

Hun daskede mig kærligt over armen. Resten af køreturen til studiet foregik i stilhed. Chaufføren var ikke just snaksaglig, så den eneste konversation der var, var den meget sparsomme mellem Eleanor og mig. Hun var så spændt på at introducere bandet for mig, til at hun kunne finde på andre emner at snakke om. Derfor fandt jeg stilheden en smule befriende. Stilhed før storm. Jo, tak da.

    Da chaufføren stoppede bilen ved kantstenen foran en høj bygning med en million glasvinduer, sprang Eleanor ud og greb min hånd for at hive mig med sig. Jeg fulgte godvilligt med og antog et mildt smil på læberne. Eleanor slæbte mig så hurtigt af sted gennem bygningen, at jeg snublede af sted, ude af stand til at betragte mine nye omgivelser.

   ”Eleanor, altså,” stønnede jeg da vi begyndte at gå op af et væld af trappetrin, som skinnede nypoleret. Men Eleanor lo bare og trak mig videre.

   Chaufføren var ingen steder at se, selvom jeg ganske vidst havde set ham gå ind i bygningen. Ligeglad med mine snublende fødder, drejede jeg hovedet fra side til side for at betragte den gang vi befandt os i. Der hang platinplader over alt på de røgfarvede vægge. Forgyldte skilte hang under dem, men vi havde så hastig en fremgang, at jeg ikke kunne nå at læse hvad der stod på dem. Det var egentlig ret spændende at besøge et pladestudie. Det var som at tage et snus af kendislivet.

   ”Det er lige herinde,” sagde Eleanor blidt og skubbede til en postkasserød dør. Den gled ubesværet op, trods det tykke, lige så postkasserøde gulvtæppe. Rummet vi kom ind i, var et klassisk lydstudie. Bag et langt bord med knapper i alle former og størrelse, sad producerne og forskellige teknikere og lydmænd. Bag det store vindue foran det lange, udstyrede bord var den lydtætte boks – hvor fem fyre lige nu var i færd med at indspille. Jeg smilede ved synet af Louis. Han fik øje på os og vinkede ivrigt. Jeg vinkede tilbage, samtidig med at Eleanor blidt trak mig længere ind i rummet. En halvskillevæg delte rummet i to; selve lydstudiet og så en opholdsstue af en art, med røde lædersofaer, et lavt, sort kaffebord fyldt med vandflasker og sodavand, et minikøleskab, et fjernsyn og nogle sækkepuder stablet i et hjørne. Et stort smil bredte sig på mine læber, da jeg fik øje på Perrie. Hun sad i en af sofaerne med sin mobil i hånden – sikkert i færd med at tjekke Twitter. Hende og Eleanor gjorde næsten ikke andet!

   Perrie løftede hovedet og udstødte et lille hvin, før hun sprang på benene og kom os i møde.

   ”Juliette, du kom!” udbrød hun glad og omfavnede os begge i et gruppekram.

Jeg bed mig i læben, men kunne ikke tilbageholde et store smil.”Eleanor overtalte mig.”

   Som svar til dette, rullede Eleanor med øjnene og fnøs. Vi satte os alle tre grinende ned i en sofa. Perrie tog en slurk af sin sodavand og Eleanor spurgte hvad jeg kunne have.

   ”Øh,” mumlede jeg.”Jeg behøver ikke noget. Ellers tak.”

Hun nikkede og rejste sig for at hente noget til sig selv i minikøleskabet. Jeg lagde benene over kors og flettede mine hænder sammen i skødet. En spag nervøsitet var begyndt at røre på sig i mit indre. Jeg studsede en smule over dette. Hvorfor i al verden blev jeg nervøs over dette? Det er jo bare One Direction – bandet min bror er med i. Men det var One Direction, verdens hotteste boyband. Og alt omkring mig forekom så nyt og anderledes, hvilket også udgjorde en enorm faktor af min stigende nervøsitet.

    Med jeg fik ikke mere tid til at spekulerer over dette, for i samme øjeblik dukkede fem fyre op i den lille opholdsstue. De lo indbyrdes af noget – sikkert også noget indbyrdes – men stoppede op da de fik øje på os. På mig, rettere sagt, for synet af de to piger ved siden af mig var næppe en overraskelse. Jeg mærkede fem nysgerrige blikke på mig, men netop som mine hænder begyndte at blive fugtige af sved, trådte Louis frem og hev mig op af sofaen. Eleanor fulgte med ved min anden side og jeg fornemmede svagt Perrie bag mig. De fire drenge foran mig betragtede mig med oprigtig nysgerrighed. Fyren med det brune hår og de venlige øjne – Liam Payne. Den blonde med det brede smil – Niall Horan. Fyren med det sorte hår og skægstubbe – Zayn Malik. Og til sidst, den høje fyr med de mørkebrune krøller – Harry Styles. Men det var nu hverken hans højde eller hans krøller som fangede mit blik. Det var de tindrende, grønne øjne. Jeg kunne ikke få mig selv til at se væk.

   ”Drenge, det her er min søster, Juliette Tomlinson,” præsenterede Louis med en mild og særpræget stemme – var han stolt?

   ”Dejligt at møde dig, Juliette,” sagde Liam som den første og rakte sin hånd frem mod mig. Jeg rev mit blik væk fra Harry, studsede over mig selv og tryggede blidt Liams hånd. Hans varme greb gjorde mig tryg og gav mig nyt mod til at vende mig mod både Zayn og Niall for at trygge deres hænder. Da jeg vendte mig mod Harry, blev jeg ganske forbavset over hvor tæt han pludselig stod ved mig. Hans smaragdgrønne blik fangede mit, inden han til min store overraskelse trak mig ind i et tæt kram. Jeg lod forvirret mine arme glide rundt om hans talje for at gengælde det pludselig kram.

   Da han trak sig væk, så han smilende ned på mig.”Undskyld. Men Louis har fortalt så meget om dig, at jeg allerede føler at jeg kender dig.”

   Jeg nikkede blot tamt og følte en underlig, sugende fornemmelse i maven da han trak sig et par skridt tilbage for at gribe en vandflaske. Jeg kunne først rive mit blik fra ham, da Louis lagde sin hånd på min arm.

   ”Hvad synes du så?”
Jeg vendte mig mod ham og så ham gestikulere ud i rummet. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at slynge alle de forvirrede følelser ud af mit hoved. Men de hvirvlede omkring som tummelumske sommerfugle.  

    ”Det er… ret fantastisk,” sagde jeg en anelse åndeløst. Louis smilede stort, men han anede ikke at grunden til mit åndeløse tonefald, ikke havde noget med pladestudiet eller lydstudiet at gøre. Grunden, var Harry Styles.

 

***

 

   På ny lod jeg blikket glide op i loftet, men det var ikke de hvidmalede brædder jeg så. Harry Styles’ krøllede hoved dansede for mine nethinder, hans tindrende grønne øjne bar præg af smil og latter, et charmerende smil med smilehuller prydede hans mund og alt i alt udstrålede han lutter charme og lattermildhed. Jeg lukkede øjnene i, men heller ikke bag øjenlågene kunne jeg blive fri for dette billede. Med et støn satte jeg mig op og stirrede lige ud i luften. Den kølige luft i det mørke værelse slog blidt i mod mit ansigt. Hvorfor dansede dette billede og disse tumlende følelser rundt i mig? Hvad var der sket siden jeg pludselig mærkede mine hjerteslag stige i fart? Selvom jeg næppe ville indse det, var svaret ganske tydeligt. Kærlighed ved første blik, tænkte jeg stille og foldede mine hænder i skødet. Inderst inde havde jeg vel altid haft en hemmelig idé om at kærlighed ved første blik faktisk fandtes. Det var en umådelig romantisk ting, og derfor også en ophøjet ting at tro på. Men jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg skulle falde i med denne frase. Kærlighed ved første blik. Det var med garanti, at Harry Styles havde tændt et bål i mig, som kun kærlighed ved første blik kan gøre.

   Jeg stønnede og kastede mig ned i sengen igen; jeg pressede hovedpuden mod mit ansigt.”Åh, crap…”

 

 

 

 

Så er vi så sandelig i gang; Juliette har vidst allerede indset at hun er faldet pladask for umådeligt charmerende Harry Styles! Men... hvem ville ikke det? :D

Jeg håber ikke at tingene går for stærkt - vil bare så gerne i gang med det sjove! <3

Skriv endelig jeres mening om historien indtil videre, hvis I har nogle anmærkninger eller desligne ;)

 

V. H. Milla G.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...