Just call me Yours | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Med sit verdenskendte efternavn, bliver Juliette Tomlinson tit udspurgt om sin bror. Juliette kan ikke lade vær med at le af dette. Hun kender ikke mere til bandets hemmeligheder, end en omtumlet fan. Derfor viser hun ikke yderligere interesse for bandet, lige indtil hendes bror præsenterer hende for Harry Styles, verdens mest nuttede charmetrold. Mange piger falder for denne charme, og Juliette er ingen undtagelse. Men hvad gør man, når den man er vild med, behandler en som en søster?

30Likes
22Kommentarer
845Visninger
AA

2. Chapter 1

   

Chapter 1

___________________________________

   

    En mærkelig summen vækkede mig fra den tunge døs, som jeg havde flydt rundt i hele morgnen. Jeg mindes svagt at være vågnet klokken syv, hvilket ifølge mig selv, var alt for tidligt. I sær på en lørdag. Men da jeg prøvede at falde i søvn igen, blev det kun til en halvhjertet døs – et mellemstadie mellem at være vågen og sove tungt. Og nu lød den underlige summen, som jeg ikke kunne lade vær med at studse over. Hvor i alverden kom den fra? Mit hoved var stadig groggy og omtåget, så min retningssans var ikke på toppen. Jeg løftede hovedet en smule fra hovedpuden og kastede et skævt blik over mod de høje vinduer til højre for sengen. Var der kommet en bi ind? Vent… det er jo efterår, tænkte jeg langsomt. Der er ingen bier om efteråret. Men hvad i alverden kunne det så være?

   Netop som jeg var på vej til at tage mig sammen og komme ud af sengen for at undersøge sagen nærmere, trådte mor pludselig ind af døren.

   ”Juliette, har du tænkt dig at tage den eller ej?” spurgte hun med et skævt smil i det kønne ansigt.

Jeg rynkede forvirret panden.”A hva’?”
   ”Dine mobil ringer,” sagde hun og pegede på natbordet. Ahhh, tænkte jeg og man kunne nærmest se pæren tænde over mit hoved. Jeg slyngede mig på tværs af den brede dobbeltseng og greb fat i mobilen.

   ”Det’ Juliette,” sagde jeg, samtidig med at mor slog en blid latter an og gik videre med vasketøjskurven støttet mod hoften.  Jeg rystede på hovedet af hende med et lille smil på læben.

   ”Hey, det er Eleanor,” sagde en blød stemme i den anden ende.”Det var du længe om.”

    ”Undskyld, El” mumlede jeg og satte mig til rette op af sengegærdet. Jeg stoppede kluntet et par puder bag min ryg, men jeg pressede telefonen fast mellem øre og skulder. Jeg gned træt mit ansigt og lod hånden falde ned på dynen med en dump lyd.”Jeg var ret langt væk.”

    ”Sov du stadig?” spurgte Eleanor og slog en latter op – meget lig min mors, faktisk.”Juliette, altså. Klokken er elleve. Har du helt glemt vores aftale i dag?”

   Jeg blev straks en lille smule mere vågen. Jeg satte mig ret op med opspilede øjne.”Nej da. Jeg gør mig klar… øhm, hvad var det nu lige vi skulle?”
    Eleanor lo igen.”Du bliver dement før tid, Juliette! Søde ven, vi skal ud og shoppe. Det lovede du mig i sidste uge, husker du nok?”

    Jeg knep det ene øje næsten helt sammen mens jeg ransagede min hjerne for information og mulige hints. Da jeg endelig fik fat i det lange strå, slog jeg mig kådt for panden.”Åh ja! Drengene skulle til en kongres, ikke?”

   ”Jo, for at signere cd’er,” uddybede hun med en lattermild stemme. Jeg kunne på en underlig måde altid underholde folk med min manglende hukommelseseffektivitet. Prøv lige at sige det ord hurtigt.

    Jeg nikkede bare og sprang ud af sengen… og var lige ved at falde over en udsplattet, brun labrador. Jeg rystede svagt på hovedet og lænede mig ned mod hunden.”Albatros, hvad laver du her? Hvorfor er det altid mit værelse du sover i, når du har sådan en fin hundekurv?”
    ”Juliette! Hold op med at krydsforhøre hunden og kom i gang!” lod Eleanors grinende stemme fra telefonen, som jeg havde rakt en smule ud fra mit øre.

   Jeg lo og trådte hen over den dovne hund.”Ja, ja. Jeg er i gang. Vi mødes om tyve minutter på Oxford.”

   ”Top,” sagde hun inden jeg sendte et luftkys gennem mikrofonen og lagde på. Hurtigt fik jeg krænget et sæt tøj på, bestående af stramme, sorte jeans og min yndlings lysegule sweater. Jeg flettede en fletning og trak den tværs over hovedet. Jeg fandt en hårklemme i den rodede fletkurv på natbordet og fæstnede fletningens ende under en lok hår. Jeg betragtede ganske flygtigt mit ansigt; ignorerede fuldstændig den lille kurv med makeup på en af hylderne i natbordet. Jeg rettede kort på det bølgende, brune hår, prøvede fejlagtigt at glatte nogle af de krøllende fimrehår ved tindingerne og forlod værelset med min brune læderpung i et fast greb.

   I køkkenet fandt jeg en banan, som jeg hastigt skrallede og gav mig til at spise. Det var først da jeg stod i stuen – midt i min lejlighed – at jeg standsede op og måtte ligne et stort spørgsmålstegn i ansigtet. Mor… hvad i alverden lavede mor her? Det gik først op for mig, at mor slet ikke burde være her. Hun burde jo være hjemme i Doncaster med resten af familien. Hvad i alverden..?

    ”Mor?” kaldte jeg og gik ned af gangen, forbi mit værelse og badeværelset. En skramlen blev min ledetråd og jeg fandt hende kort efter i mit lille vaskerum ved siden af badeværelset. Hun var netop i færd med at tømme vaskemaskinen for at fylde det over i tørretumbleren. Jeg blev stående i døren og rynkede panden. Jeg måtte se umådeligt dum ud, med det forvirrede udtryk og en halvspist banan i hånden.

   ”Mor, hvad laver du her?” spurgte jeg forvirret.  

Hun vendte sig om med et stort smil. Hun strøg en vildfaren, chokoladebrun lok om bag øret.”Jeg kom bare lige på morgenvisit. Du sov og jeg ville ikke vække dig. Og så fik jeg øje på den store vasketøjsstak, og tænkte at jeg lige så godt kunne ordne det.”

    Jeg lænede mig op af dørkarmen og tog endnu en bid af bananen.”Du kunne bare have vækket mig. Jeg sov ikke så rigtigt. Nærmere en døs.”

   Hun viftede med hænderne og smækkede lågen i til tørretumbleren.”Du trænger til din søvn. Du er trods alt stadig teenager med dine atten år.”

   Jeg rullede med øjnene. Jeg skulle aldrig have givet hende den ekstranøgle, tænkte jeg stille for mig selv, men kunne nu ikke lade vær med at smile af min godtbefindende, altid-klar-til-at-hjælpe mor. Hun var den perfekte støtte i et teenagedatter-liv.

    ”Nu tror jeg også at du kan klare resten selv,” sagde hun og kom mig i møde. Hun kyssede mig på panden og jeg trådte til side for at lade hende komme ud af vaskerummet. Hun vimsede videre ned af gangen. Jeg lukkede hurtigt døren og fulgte efter hende.

    ”Jeg må hellere smutte; det ser også ud til at du er på vej ud,” sagde hun og greb fat i hanken på sin taske, som lå på køkkenbordet.

   ”Ja, vi ses,” sagde jeg.”Hils alle derhjemme.”

    ”Jeg skal nok hilse alle dine søskende fra dig,” sagde hun og gav mig et kram. Halvsøskende, rettede jeg stilfærdigt i mine tanker, selvom det var så lille en detalje, at det forekom fuldstændig ubetydeligt.

    Da mor smuttede ud af hoveddøren i entreen, vinkede jeg mildt efter hende og stoppede først da døren smækkede i. I al hast fik jeg spist min banan færdig og føjede mig ud af lejligheden, hvor jeg låste døren inden jeg begav mig mod metroen.

 

   ***

 

    ”Den her er da fed!” udbrød Eleanor pludselig. Jeg drejede om på hælen for at smutte tilbage til hende, selvom jeg nu havde udset mig et stativ som jeg ville rode igennem. Eleanor holdt en pæn, limegrøn top  i halterneck-stil op. Jeg nikkede anerkendende og prøvede med mit altseende blik – host, host – at forestille mig hende med toppen på. Fem stjerner lyste op for mit indre blik.

    ”Den burde du købe, El,” sagde jeg og prikkede til den med pegefingeren.”Den vil give bonus – jeg tror i sær min bror vil elske den.”

Eleanors kinder antog en svag, lyserød rødme.”Tror du virkelig?”
    Jeg smilede.”Jeg kender min bror. Han vil ikke kunne holde fingrene fra dig.”

Rødmen tog for alvor til i hendes kønne ansigt. Hun lagde toppen over armen, til resten af det tøj hun havde tænkt sig at købe. Jeg vendte mig smilende mod stativet jeg tidligere havde udset mig og gik målrettet over mod det. Jeg hørte svagt at Eleanor fulgte efter. Jeg greb fat i en tilfældig bøjle og hev den til mig. Sweateren var langt fra grim, men orange var bare ikke min farve. Jeg hængte den – en smule slukøret – tilbage på stangen og lod blikket glide over det resterende tøj. Jeg havde endnu ikke fundet noget jeg kunne hænge over armen, hvorimod Eleanor snart havde en hel bunke at slæbe rundt på. Jeg sukkede svagt og hev en brun kashmirsweater ned fra stangen.

   ”Har du egentlig mødt drengene, Juliette?” spurgte Eleanor nysgerrigt og pillede ved en lyserød tanktop.

    Jeg så op og mødte hendes blik – ja, okay, der er vel nogen der skal være små og her er jeg så en del af klubben.”Nej. Jeg kender ikke til andet end det Louis fortæller. Og det, vil jeg så også sige, er på et minimum. Han har jo ikke så meget tid. Hvis det ikke er drengene, så er det dig.”

    Jeg prikkede hende drillende i siden. Hun smilede mildt.”Generer det dig ikke, at du, som er søster til et af medlemmerne, end ikke har mødt resten af bandet?”

    Jeg trak på skulderne.”Ikke rigtig. Jo, de er da cool, men…”

Det var en smule svært at forklare, at jeg ikke følte den helt samme nysgerrige entusiasme for bandet som Eleanor, eller vores fælles veninde Perrie Edwards, Zayns pige. Jeg følte bare at det nok mere var deres og Louis’ ting, at fokusere og interesse sig for bandet. De var jo trods alt mere inde i kendislivet end jeg var. Selvom mit efternavn nærmest var blevet et trademark efter Louis blev berømt, var jeg stadig ganske almindelig og civil. Ikke nogen dikkedarer der.

    ”Jeg synes nu at du skal møde dem,” konkluderede Eleanor og greb en lyseblå kjole med stropper der skulle bindes over skuldrene. Hun kiggede et øjeblik på den, før hun lagde den over armen.

   ”Nå, så det synes du?” sagde jeg med et hævet øjenbryn.”Jeg kender allerede en femtedel af gruppen!”

   ”Ja, men du mangler de resterende fire,” sagde hun selvsikkert og gik videre. Jeg sukkede, kunne ikke undertrykke et smil og fulgte efter hende gennem butikken.

   Et par timer senere valsede vi ned gennem Oxford Street, med armene tyngede af poser fra alskens butikker. Eleanor slog en højlydt latter op, da jeg nær var snublet over en tomhjernet due, hvilket fik rettet en hel del mere opmærksomhed mod os end der i forvejen var. Jeg havde en pinagtig fornemmelse af at vi blev forfulgt af paparazzier – eller rettere sagt, fulgte de nok mere efter Eleanor. Desuden vimsede fans rundt om os, nogle kom og spurgte om et billede, som Eleanor med glæde gav dem. Hvilket for det meste gjorde mig til fotograf – et erhverv jeg meget snart ville kunne udføre til perfektion, når man tænkte på hvor meget tid jeg tilbragte med både Eleanor, Perrie og Louis, til tider.

    ”Dumme due,” mumlede jeg og så mig over skulderen for at få øje på min nye nemesis.

    ”Du burde da snart have vænnet dig til dem,” sagde Eleanor. Som altid lød hendes blide stemme som en mild sang når hun snakkede. En evne jeg misundte til det yderste.

    ”De er alle vegne,” stønnede jeg og skulede mod en flok henne ved et nært springvand.”Kunne man ikke lovliggøre aflivning af faretruende duer?”

   Eleanor lo igen.”Jeg ved, at du kun spøger, Juliette. Du kan ikke engang slå en flue ihjel.”

Jeg lagde armene over kors.”Måske. Men jeg vil nu sige, at duerne er lige så irriterende som fluerne! Om end ikke mere!”

Eleanor fandt mig åbenbart yderst morsom i dag, for hun begyndte atter at grine, som var jeg verdens bedste stand-up komiker. Jeg slog opgivende ud med armene og lo med hende. Det var faktisk ganske sjovt. Man kunne ikke andet end le af min platte humor og fuldkomne kluntethed.

    Eleanor læssede alle sine poser over på en arm, for at kunne lade sin nu frie arm ind under min.”Kom, jeg lovede Louis at vi ville mødes med ham på Starbucks.”

    Jeg smilede og så straks frem til at skulle mødes med min bror. Det var faktisk et lille stykke tid siden vi havde set hinanden. Han havde haft meget travlt med bandet; indspilninger, møder om kommende album og verdensturné. Alt i et pløre, hvilket gjorde ham så travlt beskæftiget at han end ikke havde tid til sin kære søster. Alt det tog jeg dog med meget let sind; hans karriere var på sit højeste og klart det vigtigste.

    Eleanor havde sat kursen; jeg fulgte blot villigt med. Vi satte begge farten en smule op, da et skinnede, grønt Starbucks skilt kom til syne længere nede af gaden. Under den noget hurtigere fremgang, holdt jeg blikket mod jorden. Jeg ville ikke udsættes for fare igen af en dum due. Og på den måde min nemesis havde stirret, kunne den meget vel finde på at komme tilbage… jeg måtte seriøst snart få en hoppy. Pessimisme var ikke en dyd – langt fra. Den ville jeg helst holde så langt fra livet som overhovedet muligt – ligeså med duen.

    Da vi trådte ind på kaffebaren, fik vi hurtigt øje på Louis. Han sad ved et bord i hjørnet af caféen, allerede med en kop dampende kaffe foran sig. Han var ikke flankeret af en bodyguard i dag. Det havde måske ikke syntes nødvendigt. Ikke alle fans var sindssyge. De fleste var faktisk venlige når det kom til stykket.

    Hurtigt fik vi os møvet gennem caféens tætstående borde og stole.

   ”Hej!” sagde Eleanor med et stort smil til Louis og sank ned på stolen ved siden af ham. Hun lod sine poser glide af armene og ned på gulvet, samtidig med at hun placerede et kys på Louis’ mund. I mens fik jeg – kærlighedsløse, kluntede pige – bakset mig selv ind på stolen, som meget belejligt stod inderst – bemærk venligst den dybe sarkasme. Det var bestemt ikke nemt – især ikke for mig – at komme ind på pladsen. Selvom jeg slet ikke havde nær så mange poser som Eleanor, havde jeg problemer nok med dem jeg havde. Med en irriteret lyd fik jeg mig med besvær ned på stolen og smed poserne ned på gulvet ved siden af. Og netop som min rumpe ramte stolens bløde sæde, indså jeg at jeg havde glemt at give Louis et kram. Da jeg rettede blikket frem, sad Louis og Eleanor og smilede over hele hovedet. Jeg rynkede panden. Hvor længe havde de iagttaget mig? Åh, jeg havde håbet de havde kysset lidt mere og havde ignoreret mit uelegante forsøg på at sætte mig ned. Selv en så banal handling kunne gøres til en helt krig for mig. Typisk.

    Jeg rakte en hånd over bordet mod Louis. Han greb den i et kærligt greb.

    ”Du får et kram bagefter,” sagde jeg og trak undskyldende på skulderne.”Jeg tror det er bedst, hvis jeg bliver siddende nu.”

    Louis lo og gav min hånd et blidt klem.”Godt at se dig, søs. Smuk og kluntet som altid, ser jeg?”
Jeg smilede af ham. Alt blande en kompliment med en let fornærmelse, var hans speciale, og jeg måtte indrømme at elske det. Jeg kunne godt lide at blive kaldt kluntet – selvom jeg nogle gange sagde det til mig selv i en hård, irettesættende tone. ’Kluntet’ var bare noget jeg altid havde været. Det var dét, som gjorde mig til mig. Derfor var det også en form for kompliment.

   Eleanor lo mildt og rejste sig igen.”I så fald, vil jeg hente kaffe til os begge.”

   Jeg smilede.”Du kender tromlen.”

Hun nikkede og så tænkende ud i luften.”Sort. Ingen mælk. Sukker.”

Jeg nikkede og fulgte hende kort med øjnene mens hun gik op til disken, inden jeg vendte blikket mod Louis. Han holdt stadig min hånd på tværs af bordet. Det var en bror-og-søster ting vi havde haft lige siden vi begge var børn. At holde hinandens hånd havde altid haft en beroligende effekt på os begge. Det var blevet en udbredt hilsen og kommunikation hos os. Jeg gav hans hånd et tryk og følte mig glad og tilfreds ved endelig at se min kære bror igen.

    ”Så hvordan går det?” spurgte jeg interesseret.”Hvordan kører livet?”

Han smilede og tog en tår af sin kaffe.”Rigtig godt; drengene og jeg har så meget at se til, men vi hygger os samtidig. Det er nok hvad der gør os så tætte. Vi kan arbejde sammen, men stadig holde venskabet i tryg havn.”

   Jeg nikkede og udviste en høflig interesse. Jeg nåede at spørge en smule mere ind til ham inden Eleanor vendte tilbage med vores kaffe. Han boede jo sammen med Harry Styles, den krøllede fyr fra bandet og han fortalte en underholdende anekdote om hvordan Harry på et tidspunkt havde lavet mikrobølgepopcorn og var kommet til at brænde den sammen. Jeg havde slået en frydefuld latter op. Jeg kunne lige se drengen for mig. Med en rygende mikroovn og et chokeret udtryk. Men jeg skulle nødig snakke. Jeg havde skam også haft mit uheldige møde med mikroovnen… men det er en helt anden historie.

    Eleanor vendte tilbage med vores kaffe. Hun satte koppen foran mig. Jeg trak min hånd fri af Louis’, så jeg kunne smage. Som sædvanlig smagte det himmelsk og den ene slurk tog den anden. Samtalen fandt en støt rytme – vi snakkede om løst og fast, hvad der nu lige ellers faldt os ind. Eleanor fortalte om en shoppetur hun havde haft med Perrie forleden dag og hun fik også plads til at fortælle Louis om mit sammenstød med min nemesis, duen uden hjerne. Jeg himlede bare med øjnene og fokuserede på min kaffe og på ikke at spilde ned af mig selv. Min kluntethed har simpelthen bare ingen grænser!

    Da vi en lille time senere begav os ud på gaden – efter en god latter over mit forsøg på at komme op af stolen igen – satte vi kursen mod en nærliggende parkeringsplads hvor Louis havde parkeret bilen. Vi nåede derhen på ingen tid – selvom mine ben værkede, beklagede jeg mig ikke – og Louis satte straks kursen direkte mod et monstrum af en Range Rover.

   ”Jeg lånte Harrys bil,” forklarede han og låste den op. Jeg nikkede for mig selv, bearbejdede informationen og smuttede ind på bagsædet, da Eleanor svingede sig ind på passagersædet foran. Bilen lugtede godt – faktisk ekstrem godt. Af en god, blød cologne og af… læder. Stammende fra de bløde, sorte lædersæder.

   Louis satte sig ind bag rattet efter at have fået alle Eleanors pose ind i bagagerummet. Jeg havde taget mine med ind på bagsædet. Jeg rettede en smule på min sweater – tjekkede alt i mens efter mulige kaffepletter – da der gik et ryk igennem bilen da Louis startede motoren. Den brølede som en arrig løve og hurtig fik Louis manøvreret den yndefuld ud fra båsen. Endnu en ting jeg kunne føje til min do-not-do liste: Tag ikke kørerkort før du er tyve.

 

   ***

 

   ”Hej, Albatros!” hvinede jeg da jeg fik låst døren op til lejligheden. Den brune labrador gav et gjæf fra sig og løb mig i møde. Den buttede hund var lige så kluntet som mig – derfor var vi et perfekt match. Hans kluntethed gjorde kontrasten til hans navn endnu stærkere. Albatrossen, som var en stor, ædel fugl; en rigtig stormfugl med et gigantisk, strømlinet vingefang. Det var ikke ligefrem de ord der klassificerede hunden foran mig. Men det var charmen ved det hele. En gumpetung hund ved navn Albatros. Den anerkendte platte humor, mine damer og herrer!

    Jeg smed mine poser i stuen. Mine ben gav efter under mig og jeg faldt ned i sofaen. De bløde, lysegule hynder gav efter mig. Hvis det ikke har gjort sig tydeligt, elsker jeg virkelig farven gul. I sær lysegul. Hvilket gjorde bananen til min yndlingsfrugt. Også fordi den smagte herrergodt.  Meget i min lejlighed havde gule nuancer. Væggene var lysegule i stuen, badeværelset og soveværelset. Køkkenet og entreen havde en solgul farve. Møblerne var hovedsageligt nøddebrune eller flødefarvede rundt i hele lejligheden og ellers var alle detaljerne og det dertilhørende i forskellige gullige nuancer.

    Albatros kom luntende og lagde sit hoved i mit skød. Jeg vendte blikket mod ham og smilede.

    ”Du vil ud og gå, ikke sandt?” spurgte jeg. Hans bedende, brune øjne talte ganske tydeligt deres sprog. Jeg rejste mig med et suk og gik ud i entreen med hunden farende efter mig med logrende hale.

    ”Alt for dig,” mumlede jeg mens jeg gav ham sele på. Hunden er menneskets bedsteven… og bedstevenner holder man af og passer på, tænkte jeg med et smil. 

 

 

 

Heeej, 

så kom der et dejligt langt kapitel til at skyde denne movella igang <3 Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I mener om Juliette indtil videre? En lidt småtosset personlighed har jeg tildelt hende; hvad synes I om det?

Jeg håber I vil følge med i Just call me Yours, fordi der er en hel masse i vente! <3

 

V. H. Milla G.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...