Emagon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2014
  • Opdateret: 17 jul. 2014
  • Status: Igang
Mara, en pige på 15 betemmer sig for at løbe hjemmefra med sin bedste ven Alex, efter en uge bliver Alex fanget af politiet, og Mara beslutter sig for at løbe. I en måned bor hun på gaden, men den aften hun fylder seksten bliver hun kidnappet. Da hun vågner er hun i et ukendt land i en ukendt verden, Emagon.

2Likes
6Kommentarer
131Visninger

1. Kapitel 1

Man kunne høre bassen brumme, den rå stemme og el guitaren der blev pint. Jeg havde bare lyst til at gå, men jeg havde lovet ham at vente indtil koncerten var færdig. Jeg kendte godt det bandt der spillede, det hed Deluhi. Jeg kendte ikke sangen, men var det nødvendigt. Jeg ville ikke gå indenfor, det var alligevel ikke min smag. Sangen skiftede, det var Departure de spillede nu, - jeg kendte godt sangen, men det var kun ham der elskede dem.
Jeg havde siddet på den samme bænk, som han forlod mig på, i lidt over en time nu. Det var begyndt at blive kedeligt. Jeg rejste mig op for at gå, jeg var blevet inviteret til fest ved en af mine venner. Jeg gik, men jeg fik dårlig samvittighed kort efter. Mit humør lettede igen da jeg kom til at tænke at det var fredag aften, han var ikke den eneste der skulle have det sjovt. Jeg ankom til min fordør kort efter, jeg kunne se at mine forældre var hjemme, der var lys i stuen. Jeg ville ikke snakke med dem, de hadede mig alligevel, så det ville ikke gøre en forskel hvis jeg bare var væk. Jeg besluttede mig for ikke at bruge fordøren. Jeg gik bag huset, så på den flotte blomstrende klatrerose der hang på væggen. Jeg ville snart befinde mig på mit værelse, klatrerosen var det eneste der var i vejen. Ikke fordi jeg ikke kunne klatre, jeg havde klatret op og ned af den mange gange, så jeg var sikker på at den også kunne holde min vægt i dag. Jeg tog fat i grenene og kæmpede mig opad, det kunne ikke undgås at jeg fik en torn i her og der. Men efter de mange gange jeg havde kæmpet mig op eller ned, var jeg ved at være vant til smerten af at få torne i både hænder og fødder.
Min familie er ikke rig eller noget, mine forældre har en gennemsnitlig løn, vi har et gennemsnitligt hus, jeg har et gennemsnitligt værelse - altså i størrelsen.
Jeg havde kæmpet mig op på mit værelse, mine hænder blødte. Det var ikke fordi det gjorde særligt ondt, men bare synet af at mine hænder blødte, gjorde at jeg fik tårer i øjnene. Jeg skyndte mig ud på badeværelset. Mine forældre havde ikke fundet ud af at jeg var kommet hjem. Heldigvis. De har ikke vidst hvor jeg har været hele aftenen, de vil bare blive irriterende hvis de fandt ud af at jeg var kommet hjem, plus der var næsten hundrede procent chance for at jeg ville få stuearrest. Jeg vaskede blodet af mine hænder, der var et par rifter her og der men ikke noget nogen ville lægge mærke til. Jeg gik tilbage til mit værelse. Jeg så på mit vækkeur, det viste 19:25. Hvis at jeg gik nu ville jeg stadig kunne nå at vise mig til festen, før alle var væk i enten alkohol eller stoffer. Jeg gik hen til mit spejl, jeg skulle i vært i fald skifte til noget ordentligt tøj. Jeg havde en gammel grøn jakke på, indenunder havde jeg en violet T-shirt, nogle blå cowboybukser og et par grønne sneakers på. Jeg smed hurtigt tøjet, og gik hen til mit klædeskab. Der fandt jeg en stramtsiddende rød kjole, og et par sorte pumps. Jeg tog mit elastik ud, og lod de fyldige krøller falde mig om skulderne. Jeg fandt et par sølv øreringe og en stor halskæde. Jeg stillede mig igen foran spejlet, jeg så brand godt ud. Jeg greb min mascara og mine pumps. Jeg kunne umuligt kravle ned af en plante med stiletter på. Jeg tog igen mine sneakers på og begav mig på nedad. Da jeg nåede jorden skiftede jeg igen til mine pumps, og smed mine sneakers ind i en busk tæt ved mit vindue.

Jeg ankom til festen, døren var åben og der stod folk overalt, nogle snavede andre brækkede sig. Jeg gik ind, man kunne næsten ikke komme ind i huset. Der var folk overalt, man blev nødt til at mase sig frem. Endelig kom jeg til køkkenet hvor alt alkoholen var, jeg greb en Mokai, og bevægede mig masende tilbage til stuen der var blevet lavet til diskotek. Den høje musik her, havde en helt anden effekt på mig end den musik der var ved koncerten jeg havde forladt tidligere. Jeg kunne ikke holde op med tænke på hvordan 'han' ville reagere når han fandt ud af at jeg var væk. Mine tanker blev afbrudt af en velkendt stemme.
"Mara," sagde den velkendte stemme "Jeg troede ikke du ikke kom!"
Jeg vendte mig om. "Alex," råbte jeg "hvor er det langt tid siden!" Hvorefter jeg uforklarligt hurtigt sprang om halsen på den flotte fyr. "Slap af Mara," råbte han, man kunne næsten ikke høre ham begrund af den høje musik. "Det er kun to uger siden vi sidst sås." Jeg kyssede ham sødt på kinden. "Hey, hvad nu hvis der er en der ser det. Jeg vil helst ikke i problemer med din kæreste." råbte han. Jeg tog ham i hånden og vi gik op på første sal, og satte os ind på Alex' værelse, der var musikken ikke så høj. "Ved de det ikke endnu?" Spurgte jeg ham."Jeg tror mine forældre er ved at have en fornemmelse." Sagde han og trak på skulderne. Jeg så på ham og gav ham så et kram. "De skal da vide hvem du er, og hvilket køn du er til. Men det kan jo også vente, du er jo kun lige sprunget ud." Sagde jeg med en alvorlig stemme. Musikken nedenunder skiftede til en rolig sang, så vi behøvede ikke at snakke så højt mere. "By the way, hvor er dine forældre? Jeg ved godt at du ikke har fået lov til at holde fest" sagde jeg med en alvorlig og lidt hård tone. Jeg kunne se på ham at han var ved at flække af grin. "Hvad?" spurgte jeg surt. "Du skal ikke snakke om det med ikke at få lov..." sagde han med en falsk alvorlighed i stemmen og brast så i grin.
Det bankede på døren, Alex gik hen og åbnede. Der stod en ukendt dreng udenfor. "Kom ind," sagde Alex og lod drengen komme ind. "Alex er det.." Jeg nåede ikke at slutte min sætning før at Alex sagde "Mara, det her er," han rømmede sig "Mark, min kæreste" det sidste sagde han stille og blev helt rød i hovedet. Jeg rejste mig op, og hen til Mark. "Hej Mark," Sagde jeg "jeg hedder Mara Karlsen" Mark så på mig med nervøse øjne. "Rolig jeg her ikke noget imod jer, tværtimod," sagde jeg "jeg er glad for at Alex har fundet en han godt kan lide" sagde jeg og smilte. Mark så på mig og smilte, hans smil var virkeligt sødt. "Alex, jeg forstår godt hvorfor du kan lide ham." sagde jeg. Alex og Mark så begge på mig som om jeg var sindssyg "Han er mega cute når han smiler" Sagde jeg nok for højt, for både Alex og Mark blev helt røde i hovedet. "Nå, jeg smutter ned nu" sagde jeg og blinkede til Mark. Jeg gik ud og lukkede døren, jeg kunne lige nå at høre Mark sige "Wow, hun er hot!" før jeg bevægede mig nedenunder igen. Jeg rendte stadig rundt med min Mokai i hånden, jeg havde ikke drukket af den overhovedet. Jeg havde heller ikke lyst, men jeg gjorde det alligevel. Jeg tog en stor slurk og rendte ud på dansegulvet. Musikken dunkede i trommehinden, og folk dansede med hver deres stil. Nogle med en af det modsatte køn, andre alene. Der kom en dreng hen til mig, og begyndte at danse med mig. Vi dansede i langt tid, til flere sange. Jeg kendte ham ikke, men jeg kendte heller ikke så mange til den her fest. Efter at have danset til så mange sange var jeg ved at være godt træt i benene, og det kunne drengen overfor mig godt se, så han tog mig i hånden og vi gik udenfor. Jeg lagde mærke til at der var flere udenfor nu end da jeg ankom. Der var flere overe i busken der så ud til at kaste sine indvolde op. Og det var ikke fordi at der var mindre folk der stod og snavede. Den ukendte dreng trak mig helt ind til sig. Han kiggede mig i øjnene, og så på mine læber. Jeg vidste godt hvad han ville. Jeg trak mig ikke væk. Han så mig øjnene igen, han bevægede sig tættere på. Jeg var som hypnotiseret af hans øjne, de var honning farvet. Virkelig smukke. Vores læber mødtes. Det var ikke et vildt kys. Han trak sig tilbage lidt efter, og sagde "Hej Mara, jeg hedder Jakob." Jeg så forskrækket på ham "hvordan kender du mit navn?" spurgte jeg ham. Han så bare kærligt på mig "jeg ved alt om dig." Sagde han til min store overraskelse. Jeg skubbede ham væk "er du en stalker af en slags" spurgte jeg seriøst. "Hvis det er det du vil kalde det, så ja" svarede han lidt nervøst. "Fedt! Jeg har min personlige stalker" sagde jeg. Han så forskrækket på mig, "seriøst?" sagde han med et løftet øjenbryn og kiggede mistroisk på mig. "Ja" svarede jeg, og trak mig ind til ham igen. Han så sødt på mig, "jeg syntes du er virkelig sød" sagde han."Tak" Sagde jeg og rødmede. "Kom," sagde han idet han tog min hånd. Jeg fulgte efter ham. Han førte mig bag huset, og bag et træ. Jeg blev presset op af træet, han så mig øjnene, og kyssede mig igen. Ikke så let denne gang. Jeg kunne mærke hans tungespids inde i min mund. Jeg legede lidt med den, og stak så også min tunge ind i hans mund. Jeg kunne se det at han var blevet overasket, men det stoppede ikke vores kys. "Mara? Er det dig" kunne jeg høre en stemme spørge, det var 'ham'. "Fuck!" nærmest råbte jeg overrasket. Og skubbede Jakob væk. Jakob så overrasket over på 'ham', og så på mig. Jeg kiggede hen på 'ham'. Han var iført en sort sweatshirt hvor der stod 'Deluhi' med store fede hvide bogstaver, et par sorte bukser og nogle hvide sneakers. "Mara," sagde han med en vred men stadig sået stemme "hvem er det?". Jeg så overrasket på ham, jeg havde regnet med at han ville springe i fjæset af Jakob med det samme, men det havde han jo ikke gjort. Han så bare såret ud. "Jakob," sagde jeg "det her er Kim..." Jeg skammede mig, jeg kunne ikke få flere ord ud af min mund. De sad fast. "Jeg er Maras Kæreste" sagde han. Jakob så bare overrasket fra ham til mig. Jeg havde fået tårer i øjnene. "Mara, er det sandt" spurgte Jakob. Jeg begyndte at græde, det var virkelig pinligt, men jeg skammede mig samtidigt. Jeg nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...