Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

140Likes
581Kommentarer
185679Visninger
AA

12. Through The Dark

"When my world is falling apart,

when there's no light to break up the dark

that's when I, I look at you"

Miley Cyrus - When I look at you

 

Jeg ville ønske, at jeg den næste morgen vågnede op til, at alt var tilbage ved det gamle... Men det var måske også, at sætte det hele lidt for højt?

"Nina?" Spurgte jeg forsigtigt, da jeg vågnede op fra en ringe søvn. Selv om jeg nok burde have sagt mig selv, at jeg ikke burde forvente så meget, så gik et kæmpe skår alligevel igennem mit hjerte, da jeg så Nina, der for endnu en gang havde fundet den skrøbelige fosterstilling i sengen, med dynen trukket helt op over sig. Jeg rullede om på siden og ruskede forsigtigt i hende.

"Vågn op, sovetryne. En ny dag venter." Prøvede jeg muntert til hende. Men som jeg nok burde have forventet, rokkede hun sig ikke et eneste lille hak.

"Jeg forstår." Sagde jeg hurtigt og gik op af sengen, selvom jeg følte mig rimelig træt og sikkert havde brug for et par timer mere, men jeg tænkte jeg hellere ville fortsætte endnu en ensom dag og prøve at få lidt ud af den, end at blive ved med at prøve at forsøge, at få Nina tilbage.

Det gjorde ondt. Det slog skår i hjertet på mig, at jeg kunne se, at nærmest uanset hvad jeg gjorde, så var det som om, intet virkede. Det drev mig fra forstanden! Hvad mere kunne jeg gøre for ikke at miste hende? Jeg vidste det ikke mere.

Jeg gik hen mod køkkenet og kiggede lidt i skabe, skuffer og køleskab, for at se om vi havde noget spændende, at spise. Jeg havde næsten lige været nede og handle, så der var faktisk fyldt. Jeg tog lidt æg frem og begyndte at kokkerere, indtil jeg havde en smule af alting. Jeg satte mig hen til bordet, hvor jeg havde dækket op til mig selv og spiste for mig selv. Ligesom jeg snart havde vænnet mig til.

Da jeg var færdig med at spise og havde taget det hele over og puttet i vaskemaskinen, hev jeg alligevel en skål og et glas frem, som jeg fyldte med havregryn og mælk i skålen, og fyldte glasset med appelsinjuice.

Selv om jeg nok burde indse, at det ikke var til nogen nytte det jeg gjorde, tog jeg skålen og glasset og gik med det gennem stuen, til jeg nåede soveværelset.

"Jeg har lavet morgenmad til dig." Sagde jeg og skubbede døren op med min fod, ind til det mørkbelagte soveværelse, hvor Nina lå krummet sammen i sengen. Jeg satte morgenmaden forsigtigt ned på bordet i hendes side og selv om jeg nok bare burde gå videre, blev jeg stående.

"Du vil ikke have, at jeg trækker gardinerne lidt fra? Jeg tror godt, her kunne trænge til at komme lidt lys ind." Sagde jeg og kiggede rundt i det mørke rum. Jeg fik dog ikke noget svar tilbage.

"Der står et glas juice og en skål havregryn, men jeg kan godt lave noget æg eller te til dig, hvis du heller vil have det?" Foreslog jeg, for at se om jeg kunne starte en form for samtale med hende. Dog fik jeg bare et enkelt svar, i form af en bevægelse, idet hun vendte sig om på siden, så hendes ryg var mod mig. Jeg forstod hendes hentydning.

Jeg sukkede og gik over mod døren.

"Jeg tager ned og træner. Skulle det ske, du beslutter dig for, jeg er værd at vågne op for, så er jeg på telefonen." Sagde jeg måske en smule for hårdt. Men der var efterhånden ikke andet jeg kunne gøre.

 

"Wow, Makker, du går til den i dag, hva?" Pointerede Mark, som jeg havde aftalt at træne med, da han var min personlige træner. Jeg lagde forsigtigt vægtstangen op på holderen og satte mig prustende op.

"Jeg er fuld af energi." Jokede jeg og grinede hurtigt, så han også selv grinede af mig.

"Er der meget glæde på hjemmefronten?" Spurgte han og rakte et håndklæde til mig, samt min vandflaske. Jeg smilede bare.

"Ja ja, det hele er super. Alt er super." Sagde jeg og tog en stor tår vand. Han kiggede overvejende på mig, inden han tog en dyb indånding, og så skiftede blikket til et mere sørgmodigt et.

"Harry fortalte mig om Nina." Jeg stivnede med det samme og kiggede op på ham. Han sukkede, inden han satte sig ned på træningsmaskinen ved siden af den jeg sad på, så han kunne snakke med mig. Jeg kiggede ned på mine sko.

"Hør, Nialler. Jeg er virkelig ked af det, der skete for jer... Det er den værste situation et hvert ungt par kunne blive udsat for." Jeg kiggede op på ham og så han kiggede tænkende på mig.

"Det skete." Svarede jeg bare, så han sukkede igen.

"Ja, men det gør det ikke mindre forfærdeligt." Sagde han omsorgsfuldt. Jeg tørrede mit ansigt med håndklædet og kiggede ellers ned på mine sko igen.

"Men jeg ved, i nok skal klare den." Sagde Mark dog, så jeg fokuserede på ham igen.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg.

"I skal nok klare det, Niall. Jeg ved hvor meget du holder af den pige, og ud fra de gange man har fået lov til at møde prinsessen, så er det også tydeligt, at hun holder meget af dig.."

"Og hvor vil du hen med det?" Spurgte jeg og kiggede på ham. Han smilede lidt, inden han klappede mig på skulderen.

"Jeg vil der hen, hvor jeg siger, at fordi det er så tydeligt, at i elsker hinanden, så skal det nok gå. Ja, det er tragisk, men jeg ved, i kan klare det... I kan klare jer hen til lyset igen. Mørket er ikke så dybt, som i tror. Der er altid lys for enden." Sagde han, så jeg mærkede hvordan en lille gnist af håb, blusse op i mig. Måske havde Mark ret? Måske var det et mørke vi skulle passere? Måske kunne vi klare det hele, hvis vi bare kunne komme igennem mørket? Jeg kiggede på ham, og sendte ham et taknemmeligt smil.

"Tak Mark." Sagde jeg. Han blinkede bare, inden han rejste sig og gik over til en af maskinerne, for at træne videre. Dog var min hjerne et helt andet sted, så jeg rejste mig hurtigt fra træningsmaskinen og gik direkte ud mod omklædningsrummet, for at komme hjem.

 

Jeg smed hurtigt min sportstaske på gulvet, da jeg kom indenfor i lejligheden der hjemme, og gik direkte hen mod soveværelset.

"Nina?" Spurgte jeg, da jeg gik ind i værelset og så, at hun stadig lå i sengen. Jeg sukkede lidt, inden jeg lænede mig op ad dørkarmen og lagde mine arme over kors.

"Du gør virkelig det der mod mig, kan jeg se?" Sagde jeg og kiggede alvorligt på hende. Hun krummede sig bare mere sammen, hvilket fik mig til at trække vejret dybt ind, inden at jeg gik over og hev gardinerne fra, så det udefrakommende sollys endelig nåede ind i rummet efter næsten en halv uge. Nina trak dynen helt op over hovedet, så det vante mørke omslugte hende igen, men jeg havde nået min grænse.

"Nej, du får ikke lov til at gøre det der mere." Sagde jeg og gik over og rev dynen af hende og smed den ned på gulvet. Hun kiggede chokeret på mig.

"Niall, hvad laver d.." Men mere nåede hun ikke at sige, før jeg greb fat om livet på hende, og hev hende op fra sengen.

"NIALL!" Skreg hun og begyndte med det samme at sprælle med arme og ben, da jeg bar hende ud i stuen.

"Niall, please!" Bad hun, men jeg måtte ærligt indrømme, at min grænse var nået. Jeg fortsatte med hendes sprællende krop, indtil at jeg nåede køkkenet, hvor jeg satte hende ned.

"Hvad har du gang i, Niall?" Spurgte hun vredt. Jeg svarede ikke, men vendte mig i stedet væk fra hende og tog hendes morgenmad og rakte til hende.

"Spis." Sagde jeg, så hun kiggede mig forbløffet i øjnene. Dog rystede hun på hovedet.

"Spis!" Sagde jeg hårdt og rakte skålen mod hende, så hun straks tog den og jeg så kiggede insisterende på hende. Jeg kunne se, at jeg skræmte hende, men mit indre var ved at sprænge. Hun kiggede kort på mig, inden at hun sammen med skålen og glasset, gik over til spisebordet, hvor hun satte sig ned, og så begyndte at spise. Allerede det, fik mit hjerte til at banke lidt roligere.

Jeg betragtede hendes bevægelser, mens hun stille og roligt spiste hele skålen med havregryn, så uroen inden i mig, forsvandt mere og mere. Dog var der stadig en buldrende fornemmelse inden i mig, som blev ved at brage op, hver gang mine øjne fandt hendes røde. Det gjorde ondt, at se dem sådan. Det var ikke hendes øjne. Langt fra. De øjne tilhørte en knust person. De hørte ikke hjemme hos hende.

"Jeg elsker dig." Sagde jeg lige ud. Hun kiggede forsigtigt op fra den nu tomme skål, så de røde øjne mødte mine.

"Hvad.." Spurgte hun forsigtigt.

"Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke?" Spurgte jeg med armene over kors, mens jeg kiggede alvorligt på hende. Hun kiggede mig i øjnene i et kort sekund, inden hun kiggede ned i sit skød, så jeg hurtigt sukkede tungt, inden jeg gik hen og hev hendes stol ud, så jeg kunne sætte mig på hug foran hende.

"Jeg elsker dig, Nina Andrews." Sagde jeg, så hun kiggede ned på mig.

"Jeg har elsket dig lige siden dag et, ved du det?" Spurgte jeg. Hun sagde ingenting, men kiggede ned i sit skød igen.

"At du er blevet sådan en stor del af mit liv, betyder alt for mig. Men hvis du skal være ked af det, betyder det ikke noget. Ingenting er det værd, hvis du ikke er glad, Nina." Sagde jeg og tog fat under hendes hage, så hun kiggede på mig og jeg så sørgede for, at hun holdt sit hoved der.

"Nogle gange ville jeg ønske, du kunne se ind i mit hoved, så du kan se, hvordan du knuser mig, ved at gøre det her mod mig..."

"Niall, please...."

"Du betyder alt for mig, Nina. Jeg elsker dig mere end nogen anden person i hele verden... Nærmest hele universet.." Startede jeg, så tårerne begyndte at titte frem i hendes øjenkroge.

"Niall, jeg beder dig.." Prøvede hun, men jeg fortsatte bare:

"Derfor kan jeg ikke miste dig, Nina. Hvis jeg mister dig, mister jeg min bedste ven, mit smil, mit grin. Mit et og alt." Et enkelt grådkvalt hulk slap ud fra hendes læber, så det knuste mit hjerte mere, end hun gjorde i forvejen.

"Jeg elsker også dig, Niall." Sagde hun grådet.

"Og derfor må du ikke give op! Du må ikke give op... ikke nu! Slet ikke nu... For fanden, hvis du giver op, så giver jeg også op." Sagde jeg, så hun rettede sine øjne mod mine.

"Er du dum? Niall, jeg ville aldrig give op... jeg er bare..."

"Bare hvad?" Spurgte jeg, så hun frøs. Og selv om hun ikke svarede inden et par sekunder, var det allerede for lang tid for mig.

"Præcis, Nina! Selv om der måske ikke engang er nogen definition af, hvad du er i gang med, så skal det stoppes nu. Jeg elsker dig for meget, til bare at lade dig syne hen." Et par tårer trillede ned af hendes kinder igen, mens et forsigtigt hulk slap ud fra hendes læber, inden hun sorgfuldt sagde: '

"Vi mistede barnet..." Et skår blev slået i mit hjerte, så jeg et øjeblik måtte tage en dyb indånding, inden jeg kiggede hende i øjnene igen.

"Og derfor vil du have, at jeg skal miste dig også?" Spurgte jeg. Hun hulkede igen, så jeg tog fat om hendes kinder.

"Jeg er her, Nina. Jeg er lige her og jeg vil altid være lige her. Jeg vil altid være her til at holde din hånd og til at følge dig gennem mørket. Jeg vil ikke give op, Nina. Jeg vil aldrig give op på dig... Jeg vil aldrig give op på os, okay?" Spurgte jeg, så hun kiggede mig i øjnene.

"Men... Vi mistede..."

"Det ved jeg... Og det knuser mig at vide, det skete... Men derfor nægter jeg, at det skal knuse dig. Jeg elsker dig for meget, okay?" Hun kiggede mig grådfuldt i øjnene, men nikkede forsigtigt.

"Okay."

"Jeg er her, Nina. Jeg vil altid være lige her. Jeg går ingen steder. Jeg vil altid være lige her hos dig. Jeg giver ikke op på dig… Jeg giver ikke op på os." Lovede jeg og mærkede mit hjerte banke af nervøsitet for, om jeg kunne få Nina tilbage. Hun kiggede ned på sin hånd, hvor vi begge fik øje på det lille armbånd.

"Vi kan klare det gennem mørket... ikke?" Spurgte hun og kiggede på mig. De små skår begyndte ganske langsomt, men håbefuldt at samle sig på plads igen i mit hjerte.

"Vi vil altid klare den gennem mørket." Erklærede jeg til hende, så hun snøftede en enkelt gang, inden at hun rejste sig fra stolen. Jeg kiggede ventende på hende, men nåede ikke at kigge på hende længe, inden hun i en hurtigt bevægelse, slog armene om halsen på mig.

"Jeg elsker dig, Niall!" Sagde hun højt og klart, så jeg sukkede dybt og lagde mine arme knugende om hende.

"Vi skal nok klare den, baby." Sagde jeg, så hun løsnede sit greb om mig, for at kigge på mig.

"Men hvad nu hvis jeg ikke kan... Niall, hvad hvis det var vores eneste chance..." Jeg sukkede hurtigt. Det knuste mig at vide, det her havde knust Nina som det havde. Det var derfor, jeg satte foden i gulvet nu, inden jeg ville ende med at miste dem begge.

"Intet er nogensinde sikkert, man er nødt til at tage nogle chancer og prøve sig frem. Vi... Vi prøver bare igen. Vi prøver igen og så ser vi ad." Foreslog jeg. Hun sukkede dybt, inden hun kiggede mig i øjnene, så mine blå mødte hendes hasselbrune, som altid havde fået mit hjerte til at sprænge slag over.

"Jeg elsker dig, Niall James Horan." Sagde hun og sendte mig endelig et ægte Nina smil, i en forfærdelig evighed.

"Jeg elsker dig mere." Nåede jeg at sige, inden hendes læber mødte mine og jeg mærkede elektriciteten sprudle frem i mig. Hun rettede sig op i benene og jeg tog chancen til, at lægge mine arme om hendes ben, så hun lagde dem om livet på mig og jeg så rejste mig op med hende.

"Jeg har savnet dig." Sagde hun mod mine læber, mens at mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, mens det blev helet igen.

"Jeg har savnet dig mere." Sagde jeg og bevægede os ind mod soveværelset. Nina og jeg havde godt nok altid nogle mørke tider, men jeg nægtede at give op. Vi kunne klare os gennem mørket. Det vidste jeg vi kunne.

_____________________________________________________________________________________________

When the night is coming down, they will find their way through the dark!!

Ninall er tilbage!

Har i savnet dem, og er i glade for, at Niall satte hånden i bordet og sagde fra over for Nina, inden at han måske også mistede hende?

Jeg håber at i kan lide kapitlet!

Hvad håber i på der kommer til at ske nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...