Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177799Visninger
AA

12. Through The Dark

"When my world is falling apart,

when there's no light to break up the dark

that's when I, I look at you"

Miley Cyrus - When I look at you

 

Jeg ville ønske, at jeg den næste morgen vågnede op til, at alt var tilbage ved det gamle... Men det var måske også, at sætte det hele lidt for langt?

"Nina?" Spurgte jeg forsigtigt, da jeg var vågnet ordentligt op, fra en ellers ringe søvn, og selv om jeg nok burde have sagt mig selv, at jeg ikke burde have forventet så meget, så gik et kæmpe skår alligevel igennem mit hjerte, da jeg så, at Nina for endnu en gang, havde fundet den skrøbelige fosterstilling i sengen, med dynen trukket helt op over sig. Jeg rullede forsigtigt om på siden og ruskede lidt forsigtigt i hende.

"Vågn op, sovetryne. En ny dag venter os." Prøvede jeg at sige muntert til hende, men som jeg nok burde have ventet i stedet for min snart unåelige forhåbninger, så rokkede hun sig ikke et eneste lille hak, men forblev helt stille.

"Okay... Jeg forstår!" Sagde jeg hurtigt irriteret, og gik bare ud af sengen, selvom jeg følte mig rimelig træt og sikkert havde brug for et par timer mere, men jeg tænkte at jeg hellere ville fortsætte endnu en ensom dag, og prøve at få lidt ud af den, end at blive ved med at prøve at forsøge, at få Nina tilbage.

Det gjorde ondt! Det slog nærmest skår i hjertet på mig, at jeg kunne se, at nærmest uanset hvad jeg gjorde, så virkede det som om, at der var intet, der virkede. Det drev mig bogstaveligt talt fra forstanden! Hvad mere kunne jeg snart gøre for at sikre mig, at jeg ikke endte med også at miste hende? For jeg vidste det virkelig ikke mere.

Jeg gik hen mod køkkenet og kiggede lidt i skabe, skuffer og køleskab, for at se om vi havde noget spændende, som jeg ville spise. Jeg havde næsten lige været nede og handle, så der var faktisk fyldt. Jeg tog lidt æg og noget forskelligt frem og begyndte ellers at kokkerere, indtil jeg havde en smule af alting. Jeg satte mig hen til bordet, hvor jeg havde dækket op til mig selv, og spiste for mig selv. Ligesom jeg så snart havde vænnet mig til.

Dog så da jeg selv var færdig med at spise, og havde taget det hele over og puttet i vaskemaskinen, hev jeg alligevel en skål og et glas frem, som jeg hurtigt fyldte med lidt havregryn og mælk i skålen, og så fyldte glasset med appelsinjuice.

Selv om jeg nok burde indse, at det ikke var til nogen verdens nytte det jeg gjorde, så tog jeg alligevel skålen og glasset og gik hen med det gennem stuen og gangen, til jeg nåede soveværelset.

"Jeg har lavet morgenmad til dig." Sagde jeg, da jeg skubbede døren op med min fod, ind til det mørkbelagte soveværelse, hvor Nina lå helt krummet sammen i sengen. Jeg gik hen og satte det forsigtigt ned på bordet i hendes side, og selv om jeg nok bare burde gå videre efter det, så blev jeg stående.

"Du vil ikke have, at jeg trækker gardinerne lidt fra? Jeg tror godt, at her kunne trænge til at komme lidt lys ind." Sagde jeg og kiggede rundt i det mørke rum. Jeg fik ikke noget svar tilbage.

"Der står et glas juice og en skål havregryn, men jeg kan også godt lave noget æg, eller te til dig, hvis du heller vil have det?" Foreslog jeg, for at se om jeg kunne starte bare en smule form for samtale med hende. Dog fik jeg bare et enkelt svar, i form af en bevægelse, af at hun vendte sig om på siden, så hendes ryg var mod mig. Jeg forstod godt hendes hentydning.

Jeg sukkede tungt og gik så over mod døren.

"Jeg tager ned og træner. Skulle det ske, at du beslutter dig for, at jeg er værd at vågne op for, så er jeg på telefonen." Sagde jeg måske en smule for hårdt. Men der var efterhånden ikke andet jeg kunne gøre.

 

"Wow, Makker... Du går virkelig til den i dag, hva?" Spurgte Mark, som jeg havde aftalt at træne med, da han ligesom var min personlige træner. Jeg lagde forsigtigt vægtstangen op på den holder, og satte mig så prustende op.

"Jeg er bare fuld af energi." Jokede jeg og grinede hurtigt, så han også selv grinede lidt af mig.

"Er der meget glæde på hjemmefronten?" Spurgte han, og rakte mig et håndklæde til mig, samt min vandflaske. Jeg smilede bare.

"Ja ja, det hele er super. Alt er super." Sagde jeg og tog en stor tår vand. Han kiggede lidt overvejende på mig, inden han tog en dyb indånding, og så kiggede på mig med et lidt sørgmodigt blik i øjnene.

"Harry fortalte mig om Nina." Jeg stivnede med det samme, og kiggede så op på ham. Han sukkede lidt, inden han satte sig ned på træningsmaskinen af den jeg sad på, så han kunne snakke med mig. Jeg kiggede bare hurtigt ned på mine sko.

"Hør, Nialler... Jeg er virkelig ked af det, der skete for jer... Det er nærmest den værste situation et hvert ungt par kunne blive udsat for." Jeg kiggede hurtigt op på ham, og så at han kiggede tænkende på mig.

"Det skete." Svarede jeg hurtigt, så han sukkede lidt igen.

"Ja, men det gør det ikke mindre forfærdeligt." Sagde han omsorgsfuldt. Jeg tørrede hurtigt mit ansigt med håndklædet og kiggede ellers bare ned på mine sko igen.

"Men jeg ved, at i nok skal klare den." Sagde Mark dog hurtigt, så jeg fokuserede på ham igen.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg undrende. Han smilede skævt til mig.

"I skal nok klare det, Niall... Jeg ved hvor meget du holder af den pige, og ud fra de enkelte gange man har fået lov til at møde prinsessen, så er det også ret tydeligt, at hun holder rigtig meget af dig.."

"Og hvor vil du så hen med det?" Spurgte jeg og kiggede på ham. Han smilede lidt igen, inden han klappede mig forsikrende på skulderen.

"Jeg vil der hen, hvor jeg siger, at fordi det er så tydeligt, at i elsker hinanden, så skal det nok gå, Niall. Ja, det er tragisk, men jeg ved, at i kan klare det... I kan sagtens klare jer hen til lyset igen. Mørket er ikke så dybt som i tror. Der er altid et lys for enden." Sagde han, så jeg hurtigt mærkede hvordan en lille gnist af håb, blussede op i mig.

Måske havde Mark ret? Måske var det bare et mørke vi lige skulle passere? Måske kunne vi klare det hele, hvis bare vi lige kunne komme igennem mørket?

Jeg kiggede hurtigt på ham, og sendte ham så et taknemmeligt smil.

"Tak Mark." Sagde jeg. Han blinkede bare hurtigt, inden han rejste sig og så gik over til en af maskinerne, for at træne videre. Dog var min hjerne et helt andet sted, så jeg rejste mig bare hurtigt fra træningsmaskinen og gik direkte ud mod omklædningsrummet, for at komme hjem så hurtigt som muligt.

 

Jeg smed hurtigt min sportstaske på gulvet, da jeg kom indenfor i entreen i lejligheden der hjemme, og gik så direkte hen mod soveværelset.

"Nina?" Spurgte jeg, da jeg gik ind i værelset og desværre så, at hun stadig lå i sengen. Jeg sukkede lidt, inden jeg lænede mig op ad dørkarmen og lagde mine arme over kors.

"Du gør virkelig det der mod mig, kan jeg se?" Sagde jeg og kiggede alvorligt på hende. Hun krummede sig bare lidt sammen, hvilket fik mig til at trække vejret dybt ind, inden at jeg fast besluttet gik over og hev gardinerne fra, så det udenfrakommende sollys endelig nåede ind i rummet efter næsten en halv uge. Jeg vendte mig hurtigt om mod Nina og så, hvordan hun havde trukket dynen helt op over hovedet, så det vante mørke omslugte hende igen, men jeg havde nået min grænse.

"Nej, du får ikke lov til at gøre det der mere!" Sagde jeg og gik straks over og rev dynen af hende og smed den ned på gulvet. Hun kiggede chokeret op på mig.

"Niall, hvad laver d.." Men mere nåede hun ikke at sige, før jeg straks greb fat om livet på hende, og så hev hende op fra sengen.

"NIALL!" Skreg hun straks, og begyndte så med det samme at sprælle med arme og ben, da jeg bar hende ud af soveværelset og ud i stuen.

"Niall, please!" Bad hun, men jeg måtte ærligt indrømme, at min grænse var nået. Jeg fortsatte med hendes stædige sprællende krop, indtil at jeg nåede køkkenet, hvor jeg satte hende ned. Hun kiggede vredt på mig.

"Hvad har du gang i, Niall?" Spurgte hun vredt. Jeg svarede ikke, men vendte mig bare væk fra hende og tilbage mod soveværelset, hvor jeg tog skålen og glasset med tilbage og så straks rakte ud til hende.

"Spis." Sagde jeg, så hun hurtigt kiggede mig forbløffet i øjnene. Dog endte hun med, at ryste på hovedet.

"Spis!" Sagde jeg hårdt og rakte skålen mod hende, så hun straks tog den, og jeg så lagde mine arme over kors og kiggede insisterende på hende. Jeg kunne se, at jeg skræmte hende, men mit indre var ved at sprænge. Hun kiggede kort på mig, inden at hun sammen med skålen og glasset, gik over til spisebordet, hvor hun satte sig ned, og så begyndte at spise. Allerede det, fik mit hjerte til at banke lidt roligere.

Jeg betragtede hendes bevægelser, mens hun stille og roligt spiste hele skålen med havregryn, så uroen inden i mig, forsvandt mindre og mindre. Dog var der stadig den buldrende fornemmelse inden i mig, som blev ved med at brage op, hver gang mine øjne fandt hendes røde og sorgfulde øjne. Det gjorde ondt, at se dem sådan... Det var ikke hendes øjne. Langt fra! De øjne tilhørte en knust person. De hørte ikke hjemme hos Nina.

"Jeg elsker dig." Sagde jeg lige ud. Hun kiggede forsigtigt op fra den nu tomme skål, så de røde øjne mødte mine.

"Hvad.." Spurgte hun forsigtigt.

"Jeg elsker dig, det ved du godt... ikke?" Spurgte jeg med armene over kors, mens jeg kiggede alvorligt på hende. Hun kiggede mig i øjnene i et kort sekund, inden at hun forsigtigt kiggede ned i sit skød, så jeg hurtigt sukkede tungt, inden jeg gik hen og hev hendes stol ud, så jeg kunne sætte mig på hug foran hende.

"Jeg elsker dig, Nina Andrews." Sagde jeg, så hun kiggede rystet ned på mig.

"Jeg har elsket dig lige siden dag et, ved du det?" Spurgte jeg. Hun sagde ingenting, men kiggede bare forsigtigt ned i sit skød igen.

"At du er blevet sådan en stor del af mit liv, betyder alt for mig... Men hvis du skal være ked af det, betyder det ikke noget... Ingenting er noget som helst værd, hvis du ikke er glad, Nina!" Sagde jeg og tog fat under hendes hage, og hev hendes ansigt op, så hun kiggede på mig, og jeg så sørgede for, at hun holdt sit hoved placeret der.

"Nogle gange ville jeg ønske, at du kunne se ind i mit hoved, så du på den måde kan se, hvordan du knuser mig, ved at gøre det her mod mig..."

"Niall, please...."

"Du betyder alt for mig, Nina, og jeg elsker dig mere end nogen anden person i hele verden... Nærmest hele universet.." Startede jeg, så tårerne med det samme begyndte at titte frem i hendes øjenkroge.

"Niall, jeg beder dig.." Prøvede hun, men jeg hørte ikke efter, og fortsatte bare i stedet:

"Derfor kan jeg ikke miste dig, Nina. Hvis jeg mister dig, så mister jeg min bedste ven, mit smil, mit grin... Mit et og alt." Et enkelt grådkvalt hulk slap ud fra hendes læber, så det knuste mit hjerte en smule mere, end hun gjorde i forvejen.

"Jeg elsker også dig, Niall." Sagde hun grådet. Jeg smilede hurtigt.

"Og derfor må du ikke give op, Nina! Du må ikke give op... ikke nu! Slet ikke nu... For fanden, hvis du giver op, så giver jeg også op!" Sagde jeg, så hun med det samme rettede sine øjne mod mine.

"Er du dum? Niall, jeg ville aldrig give op... jeg er bare..."

"Bare hvad?" Spurgte jeg hurtigt, så hun straks frøs, og selv om hun ikke svarede inden et par sekunder, så var det allerede for lang tid, for mig.

"Præcis, Nina! Og selv om der måske ikke engang er nogen definition af, hvad du er i gang med, så skal det stoppes nu. Jeg elsker dig for meget, til bare at lade dig syne hen i sorg." Et par tårer trillede ned af hendes kinder igen, mens et forsigtigt hulk slap ud fra hendes læber, inden hun sorgfuldt sagde: '

"Vi mistede vores barn..." Jeg mærkede forsigtigt hvordan et skår blev slået i mit hjerte, så jeg lige et øjeblik måtte tage en dyb indånding, inden jeg kiggede hende i øjnene igen.

"Og derfor vil du have, at jeg skal miste dig også?" Spurgte jeg. Hun hulkede forsigtigt igen, så jeg tog fat om hendes ene hånd og hendes kind.

"Jeg er her, Nina... Jeg er lige her, og jeg vil altid være lige her. Jeg vil altid være her til at holde din hånd, og til at holde dig tæt gennem mørket... Jeg vil ikke give op, Nina. Jeg vil aldrig give op på dig... Jeg vil aldrig give op på os, okay?" Spurgte jeg, så hun kiggede mig i øjnene.

"Men... Vi mistede..."

"Det ved jeg, Nina... Og det knuser mig at vide, at det skete... Men derfor nægter jeg, at det skal knuse dig. Jeg elsker dig for meget, okay?" Hun kiggede mig grådfuldt i øjnene, men nikkede så forsigtigt.

"Okay."

"Jeg er her, Nina... Jeg vil altid være lige her... Jeg går ingen steder. Jeg vil altid være lige her hos dig. Jeg giver ikke op på dig... Jeg giver ikke op på os." Lovede jeg, og kunne mærke hvordan mit hjerte bankede af nervøsitet for, om jeg kunne få Nina tilbage. Hun kiggede forsigtigt ned på sin hånd, hvor vi begge så fik øje på det lille armbånd.

"Vi kan klare det gennem mørket... ikke?" Spurgte hun og kiggede på mig igen. Jeg kunne mærke hvordan de små skår ganske langsomt og håbefuldt begyndte at samle sig på plads igen i mit hjerte, så jeg nikkede.

"Vi vil altid klare den gennem mørket... Jeg giver ikke op." Erklærede jeg til hende, så hun snøftede en enkelt gang, inden at hun forsigtigt rejste sig fra stolen. Jeg kiggede op på hende, men nåede ikke at kigge på hende længe, inden hun i en hurtigt bevægelse, satte sig ned på knæ mellem mine ben, og slog armene om halsen på mig.

"Jeg elsker dig, Niall!" Sagde hun højt og klart, så jeg sukkede dybt og så lagde mine arme knugende om hende.

"Vi skal nok klarer den, baby." Sagde jeg, så hun forsigtigt løsnede sit greb om mig, for at trække sig selv tilbage, for at kigge på mig.

"Men hvad nu hvis jeg ikke kan... Niall, hvad hvis han var vores eneste chance..." Jeg sukkede hurtigt. Det knuste mig så meget, at vide, at det her havde knust Nina så meget som det havde. Det var derfor, at jeg satte foden i gulvet nu, inden at jeg ville ende med at miste dem begge.

"Hør... Intet er nogensinde sikkert, man er nødt til at tage nogle chancer og prøve sig frem. Vi... Vi prøver bare igen. Jeg elsker dig, Nina... Og vi skal nok klare det her. Vi prøver igen, og så ser vi ad." Prøvede jeg. Hun sukkede dybt, inden hun kiggede mig lige ind i øjnene, så mine blå mødte hendes hasselbrune, som altid havde fået mit hjerte til at sprænge et slag over.

"Jeg elsker dig, Niall James Horan." Sagde hun, og sendte mig endelig et reelt og ægte Nina smil, i det der virkede som en forfærdelig og uendelig evighed.

"Jeg elsker dig mere." Nåede jeg lige at sige, inden at hendes læber mødte mine, og jeg straks mærkede elektriciteten sprudle frem i mig. Hun rettede sig op i benene, og jeg tog hurtigt chancen til, at lægge mine arme om hendes ben, så hun lagde dem om livet på mig, og jeg så rejste mig op, med hende.

"Jeg har savnet dig." Sagde hun mod mine læber, mens at mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, mens at det blev helet igen.

"Jeg har savnet dig mere." Sagde jeg, og bevægede mine ben ind mod soveværelset.

Nina og jeg havde godt nok altid nogle mørke tider, men jeg nægtede at give op. Vi kunne klare os gennem mørket. Det vidste jeg vi kunne!

_____________________________________________________________________________________________

When the night is coming down, they will find their way through the dark!!

Ninall er tilbage!

Har i savnet dem, og er i glade for, at Niall satte hånden i bordet og sagde fra over for Nina, inden at han måske også mistede hende?

Jeg håber at i kan lide kapitlet!

Hvad håber i på der kommer til at ske nu?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...