Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177813Visninger
AA

19. The truth

"Who's gonna be the first to say goodbye?"

One Direction - Spaces

 

"Mor, mor, mor!" Råbte en lille stemme bag mig, så mit hjerte sprang et slag over.

"Mor, se!" Blev der råbt igen, men så underligt nok, blev der hurtigt revet i min nederdel, så jeg hurtigt kiggede bag ud. Dog var der ingen, ikke indtil, at jeg kiggede ned, og jeg fik øjenkontakt med en lille lyshåret dreng, med de klareste blå øjne, som kiggede forskrækket op på mig.

"Oh... Hej, lille ven." Sagde jeg. Han kiggede hurtigt rundt, inden at en ung, mørkhåret kvinde hurtigt løb over til mig.

"For pokker, Chris! Du skal da også bare løbe sådan omkring altid, hva?" Spurgte hun, og hev den lille tumling op i sine arme, inden han straks fortalte hende stolt om sit lille modelfly.

"Undskyld, han er så fuld af energi, at han tit bliver væk fra mig." Sagde hun ydmygt til mig, med et smil. Jeg smilede hurtigt forsigtigt tilbage.

"Det er okay... Han gjorde mig slet ikke noget." Sagde jeg og smilede hurtigt til drengen, så han hurtigt gemte sig genert ind til sin mor.

"Ja, selv om han er en møgunge en gang i mellem, og ikke forstår at hans mor hader når han løber væk fra hende, så kan man jo alligevel ikke undvære ham." Sagde hun, så det straks føltes som om, at en tung sten faldt hårdt ned på mit hjerte.

"Din første?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun smilede lidt og nikkede så forsigtigt.

"Den bedste beslutning i hele mit liv." Jeg smilede hurtigt, inden hun sagde ønskede mig held og lykke, så mit smil straks falmede, da hun vendte sig om og gik over mod venteværelset. Jeg kiggede hurtigt til siden på væggen, hvor det store skilt med ordene "Børneklinik" stod malet med sort. Jeg tog endnu en dyb indånding, inden jeg fortsatte hen mod den gang, hvor jeg skulle være med sedlen med ventenummeret på, i min hånd.

Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, at det virkede underligt, at man var nødsaget til at tage et ventenummer, på en klinik hvor det handlede om det mest kostbare i hele denne verden. Ja, det virkede nærmest lidt absurd.

Jeg satte mig dog hurtigt ned på en af de mange ventestole, der var placeret i det lille venteværelse, og besluttede mig for at kigge lidt rundt i omgivelserne.

Der sad en ung pige lidt overfor mig. Meget ung endda. Hvis jeg tænkte rigtigt, så havde jeg skudt hende Til kun at være en 17-18 stykker. Og så var hendes mave endda allerede kuglerund?

Jeg besluttede mig for at kigge ned, og så bare beholde mit blik rettet ned mod mit skød. Jeg vidste, at hvis jeg holdt mit blik oppe på den unge gravide pige, så ville jeg begyndte at eftertænke det hele endnu en gang. Og det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke fortryde. Det kunne jeg bare ikke!

Desværre satte jeg mit håb lidt for hurtigt op, da jeg indså, at ventetiden var det værste, der kunne ske for mig. Jeg havde været i tvivl om, om hvor længe jeg skulle komme før aftalen, og til sidst var jeg bare kørt så tidligt som muligt. Det havde været en dum ide, kunne jeg straks mærke.

For jo længere tid jeg ventede, jo sværere blev det for mig, at holde trit med mine tanker. Men jeg kunne ikke overtænke eller eftertænke det hele nu. Jeg havde besluttet mig, og der var intet, der kunne overtale mig. Absolut intet.

Så jeg fokuserede i stedet på mine omgivelsers lyde. Tikkene fra det ur, der hang på den modstående væg, gav mig en lille fornemmelse om, hvor lang tid der gik. Lige indtil, at en dør gik op, og en mandlig stemme kaldte på et pigenavn, og den unge pige overfor mig, rejste sig og forlod venteværelset sammen med lægen, og jeg så var mutters alene igen.

Jeg vidste godt, at jeg måske skulle have taget i mod min mor og Sadies tilbud om, at tage med mig. Men jeg var bare bange for, at de i sidste ende, ville ende op med at overtale mig, og lige det havde jeg bare ikke brug for nu. Så hellere være alene. Der måtte ikke være noget som helst, eller nogen, som ville ende med at overtale mig. Det kunne jeg simpelthen ikke bære.

Tiden gik langsomt af sted. Jeg holdt bare mit blik rettet ned mod mit skød, mens jeg bare sad med et helt tomt hoved, og ventede på, at mit navn skulle blive kaldt.

Lige indtil, at en ny lyd, brød den rolige stilhed, da døren ind til venteværelset gik op, og skridt så kunne høres komme gående her over. Jeg sagde ingenting, da personen nåede over til mig, og så satte sig ned på stolen ved siden af min.

Jeg genkendte straks den velkendte og hjemlige duft, mens at jeg genkendte lyden af stemmens tone, da personen tog en dyb indånding, og så rettede lidt på sig.

"Hej." Sagde han, så jeg straks mærkede, hvordan jeg spændte i hele kroppen, da mine overvejelser om personens identitet, blev bekræftet af stemmens blide klang.

"Hej." Sagde jeg lavt tilbage, og kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede en smule hurtigere, da jeg langsomt kiggede op, og så personen. Han vendte langsomt sit hoved i min retning, så vi fik øjenkontakt.

Niall.

"Jeg har savnet dig." Sagde han, så jeg hurtigt kiggede ned i mit skød igen, og klemte mine øjne frustreret sammen.

"Jeg tænkte, at siden du ikke har taget nogle af mine opkald, så besluttede jeg mig for at tage hjem, og opsøge dig personligt, for at se om du vag okay." Jeg trak hurtigt vejret tungt ind. Havde han forladt drengene på Touren?

"Jeg må indrømme, at det er noget af et underligt syn at møde, da jeg kom hjem til lejligheden, og du så ikke var der. Ja, jeg blev faktisk nærmest bange, da jeg fandt ud af at flere skuffer var trukket ud inde i soveværelset, og at din kuffert manglede, og det eneste du havde efterladt tilbage var en sølle lille seddel med ordet undskyld på.."

"Niall, jeg er virkelig ked af det.." Sagde jeg straks, så han hurtigt kiggede tilbage på mig, med sorgfulde øjne.

"Hvordan kunne du gøre det, Nina? Hvordan kunne du gøre det mod mig?" Spurgte han knust, så jeg selve kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at banke smertefuldt i brystet på mig.

"Undskyld, men jeg var nødt til det, okay?" Prøvede jeg, dog fnyste han bare hurtigt, inden han rejste sig fra stolen og så stillede sig foran mig.

"Hvordan kunne du være nødt til det? Nina, jeg har intet hørt fra dig i 2 fucking uger! Hvad fanden tror du ikke gik igennem mit hoved... Jeg har været fucking syg af bekymring!" Udbrød han straks vredt. Jeg tog mig frustreret til hovedet.

"Og det er jeg også selv virkelig ked af... Men hør nu på mig, når jeg siger, at jeg var nødt til det!" Prøvede jeg, så han kiggede overvejende tilbage på mig, men så rystede på hovedet.

"Men hvorfor? Jeg ved intet... for som sæd fucking-vanlig, så fortæller du mig slet intet!" Sagde han vredt, så det var min tur til at rejse mig, og gå over mod ham.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre!" Sagde jeg og kunne mærken hvordan frustrationen og vreden også hobede sig op i mig.

"Prøv at tal med mig? Det ville en hver have gjort..." Startede han.

"Du ved ikke hvilken situation jeg er i!" Vrissede jeg hurtigt.

"Så luk mig dog for helved ind!" Råbte han hurtigt, så jeg mærkede hvordan en klump samlede sig i min hals, og hjertet i mit bryst straks bankede hårdt mod mit bryst.

"Nina, du aner slet ikke, hvad der går gennem mit hoved, når du lukker dig selv inde på den måde? Det er hårdt, Nina... Nej, overhovedet ikke. Det er på ingen måde hårdt... det er direkte sårende!" Sagde han, så jeg hurtigt rettede mit blik flovt ned mod gulvet.

"Nina, jeg ved, at livet ikke altid er nemt sammen med mig, og at jeg flere gange får gjort ting, som jeg et eller andet sted aldrig burde gøre... Som at forlade dig på de her lange tours, og nogle gange aflyse aftaler på grund af bandet og komme sent hjem. Men jeg elsker dig, Nina..." Jeg kiggede hurtigt op, og kunne se, hvor røde hans øjne var.

"Jeg elsker dig, og hvis jeg på nogen måde har gjort dig noget, siden at du har ladet mig lide sådan her i to uger, så er jeg dybt ked af det... Men please, Nina. Vil du ikke nok lukke mig ind?" Jeg mærkede hurtigt, hvordan den første tårer trillede ned af min ene kind.

"Jeg beskytter dig bare, Niall." Fik jeg fremsagt, inden jeg kiggede op på ham, så vores øjne mødtes.

"Hvad..?" Spurgte han hurtigt uforstående. Jeg prøvede at tage mod til mig.

"Derfor har du intet hørt fra mig... Fordi jeg beskytter dig." Sagde jeg lavt, så han kiggede endnu mere uforstående på mig.

"Hvad.. Mod hvad? Hvad beskytter du mig i mod?" Spurgte han en smule nervøst. Jeg sukkede hurtigt tungt.

"Mod... mig." Sagde jeg, så han straks trådte frem mod mig.

"Nina, please tal med mig!" Bad han og tog fat i mine hænder, mens han kiggede bedende ned på mig.

"Niall, jeg.."

"Jeg elsker dig, Nina! Jeg elsker dig allerhøjest af alle i hele den her verden... Så det sårer mig, når jeg kan se, at du såres. Så vil du ikke nok please, bare for en enkelt gangs skyld... Lukke mig ind?" Spurgte han med den mest sårbare og bønfaldende tone jeg længe havde hørt komme fra hans ellers blide og glade stemme.

"Men Niall, jeg..." Prøvede jeg.

"Nina, jeg bønfalder dig!" Sagde han nu helt desperat, mens han tog fat om mine kinder, for at holde mit hoved oppe. Jeg kunne mærke, hvordan tårerne trillede langsomt ned af mine kinder, mens at Nialls øjne også blev mere og mere røde og våde. Jeg åbnede munden, men det var som om, at ordene sad fast i min hals og bare ikke ville frem. Uanset hvor meget det føltes som om, at jeg faktisk prøvede. Ordene ville bare ikke ud.

Jeg prøvede endnu en gang, men så var det som om, at det hele flød over, og Niall så langsomt lod sine hænder glide ned fra mine kinder, og han så fik mit hjerte til at banke panisk ved at træde væk fra mig.

"Jeg forstår." Sagde han bare hæst, og vendte forsigtigt om på hælen, på vej væk fra mig.

"Jeg er gravid!" Lød ordene endelig ud over mine læber, og så var det som om, at alt gik i stå.

"Hvad sagde du?" Spurgte Niall forsigtigt, mens han langsomt vendte sig tilbage mod mig igen.

"Jeg er gravid." Gentog jeg. Niall kiggede nærmest helt forstenet på mig, mens han trådte tilbage til mig.

"Hvad... Nina, jeg... Jeg... Hvordan..."

"Jeg tog en test... Den var positiv." Sagde jeg lavt, mens han gik tættere over til mig. Vi kiggede hinanden i øjnene i et kort stille øjeblik, inden at han rystede på hovedet og så kiggede rundt.

"Men... Hvorfor er du så her... Skal du have en scanning... Hvor længe har du egentlig været... gravid?" Hans ord virkede nærmest chokerede, men så alligevel også så utroligt velovervejede og forsigtige. Jeg sank hurtigt en klump.

"Jeg ville have fortalt dig det, inden du tog af sted, men så..." Jeg så hurtigt, hvordan han hurtigt regnede den ud.

"Nej... Nej, baby, det var slet ikke det jeg mente... Jeg ville aldrig have sagt det, hvis jeg vidste at..." Startede han straks nervøst, men jeg rystede bare hurtigt på hovedet.

"Det er okay, Niall... Det er alligevel lige meget." Sagde jeg hurtigt til sidst, så han kiggede på mig igen, og så straks rynkede på sine øjenbryn.

"Lige meget... Nina, hvad taler du om..." Sagde han uforstående. Jeg trak hurtigt vejret ind.

"Niall, det er lige meget, fordi det virkelig er... Lige meget. Jeg... Jeg vil jo alligevel ende med at ødelægge det." Sagde jeg reelt. Han kiggede endnu mere forvirret på mig.

"Dig?" Spurgte han. Jeg sukkede frustreret.

"Ja, mig! Niall, jeg ender med at ødelægge det hele... Det ved du jeg gør!" Han rystede forvirret på hovedet.

"Men hvordan... Nina, jeg forstår ingenting. Hvordan vil du ødelægge noget som helst, ved at være gravid?" Spurgte han og kiggede en smule nervøst på mig.

"Det ved du godt." Svarede jeg bare, og prøvede at søge efter svar i hans øjne. Men han var helt uklar.

"Nej, Nina... Det er lige det jeg ikke gør... Jeg fatter virkelig intet. Hvorfor fortalte du mig det ikke bare? Hvorfor har du ikke svaret mig? Hvorfor var du væk, da jeg kom hjem? Og hvorfor er vi her?!" Spurgte han nu med en frustreret og opgivende tone.

"Så forstå det her: Jeg vil aldrig nogensinde kunne give dig et hvad du virkelig ønsker!" Sagde jeg endelig, så han straks kiggede mig direkte i øjnene.

"Hvad..."

"Indse det, Niall. Det ville alligevel aldrig kunne lykkes." Sagde jeg knust. Niall kiggede straks nervøst på mig.

"Nina, hold op med at sig sådan noget, du ved godt at.."

"Jeg er ked af det, Niall. Men vi begge to ved godt, at hvis det først er gået galt en gang, så vil det ikke lykkes denne gang..." Indrømmede jeg, så han kiggede mig i øjnene, og jeg kunne se, hvordan han endelig forstod.

"Det kan du da ikke vide..."

"Det er ligegyldigt... Jeg vil alligevel ende med at miste det uanset hvad." Han kiggede hurtigt på mig, og så var det som om, at en skygge lagde sig ind over hans ansigt.

"Vent... Du står vel ikke og siger... at du er her for at få en... abort? Gør du vel?" Et par tårer trillede straks ned af mine kinder, så jeg kunne se, hvordan han straks hev vejret tungt ind. Jeg trådte hurtigt et skridt frem mod ham, men desværre, trådte han straks et bag ud.

"Niall, please!" Var det nu mig, der bad. Han sagde ingenting, eller gjorde ingenting, men stod bare som forstenet og kiggede ligefrem for sig.

"Der er intet jeg kan gøre, for at få dig til at skifte mening?" Spurgte han.

"Du ville jo ikke have barnet, Niall... Du sagde det selv... Jeg gør det her for dig." Hakkede jeg en smule panikkende. Han skulle til at åbne munden, men vi blev hurtigt afbrudt.

"Nina Andrews?" Blev der kaldt over fra døren, så jeg kiggede nervøst tilbage på lægen, der kiggede smilende over på Niall og jeg. Det var min tur.

"Giv mig lige et minut." Bad jeg hurtigt, og kiggede så tilbage på Niall, som bare kiggede ned i jorden, mens han rystede på hovedet.

"Niall, jeg..."

"Gør hvad du vil. Det er ligegyldigt." Jeg sukkede frustreret og gik et skridt frem mod ham, men han trådte bare endnu et tilbage.

"Jeg er derhjemme, når du er færdig. Jeg tænkte på at lave en god middag med vin og stearinlys, eller bare en flyder på sofaen med en chinabox, ligesom da vi flyttede ind i lejligheden og elskede hinanden mere end noget andet... Men det har du måske også opgivet?" Sagde han og sendte mig et knust blik. Jeg kunne mærke hvordan tårerne tog til.

"Niall... Please.. Det var aldrig min mening, at såre dig sådan her.."

"Men det gør du." Sagde han, og kiggede op på mig en sidste gang, inden han vendte om på hælen og så efterlod mig alene tilbage på klinikken som jeg startede. Jeg gemte hurtigt grædende mit ansigt i mine hænder.

Jeg kunne snart ikke klare mere.

"Undskyld, Nina, jeg ville nødig forstyrre... Men vi har et program at overholde. Vil du have en ny tid?" Spurgte lægen forsigtigt bag mig, efter at være kommet ud til mig igen. Jeg kiggede hurtigt tilbage på ham, og så frem mod døren, hvor Niall lige var gået ud af.

Endnu en gang stod jeg ved en betydningsfuld skillevej, og jeg kunne mærke, hvordan mit hoved sagde at jeg skulle gøre det rigtige, mens at mit hjerte skreg efter mit hoved, at jeg skulle løbe så hurtigt jeg kunne.

Desværre vidste jeg, at den eneste rigtige løsning for mig, var den fornuftige.

"Undskyld. Jeg kommer." Sagde jeg til lægen, og fulgte så med ham.

_____________________________________________________________________________________________

Tror i nogensinde, at Nina lærer at tænke med hjertet i stedet for sin sunde fornuft?

Der var et par stykker af jer, der den gang jeg spurgte om ideer til en 3'er af SL, at i godt snart kunne tænke jer, at se Nina i dårligt lys, og se hende tage dårlige beslutninger i stedet for at det altid har været Niall.

Synes i det går?

Eller er nogle af de ting Niall har gjort stadig det værste der er sket?
Og hvad er egentlig det værste, der er blevet gjort mod dem begge i hele seriens gang indtil videre? (Svar gerne på dette, da det er nødvendigt for overraskelser) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...