Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

138Likes
585Kommentarer
183801Visninger
AA

19. The truth

"Who's gonna be the first to say goodbye?"

One Direction - Spaces

 

"Mor, mor, mor!" Råbte en lille stemme bag mig, så mit hjerte sprang et slag over.

"Mor, se!" Blev der råbt igen, men underligt nok, blev der revet i min nederdel, så jeg hurtigt kiggede bag ud. Dog var der ingen, ikke indtil, at jeg kiggede ned og jeg fik øjenkontakt med en lille lyshåret dreng, med de klareste blå øjne, som kiggede forskrækket op på mig.

"Oh... Hej, lille ven." Sagde jeg. Drengen kiggede rundt, inden en ung, mørkhåret kvinde løb over til os.

"For pokker, Chris! Du skal da bare løbe sådan omkring altid, hva?" Spurgte hun og trak den lille tumling op i sine arme, inden han straks fortalte hende stolt om sit lille modelfly.

"Undskyld, han er så fuld af energi, at han tit bliver væk fra mig." Sagde hun ydmygt til mig. Jeg smilede bare hurtigt forsigtigt tilbage.

"Det er okay... Han gjorde mig slet ikke noget." Sagde jeg og smilede forsigtigt til drengen, så han gemte sig genert ind til sin mor.

"Ja, selv om han er en møgunge en gang i mellem, der ikke forstår, at hans mor hader når han løber væk fra hende, så kan man jo alligevel ikke undvære ham." Sagde hun, så det straks føltes som om, en tung sten faldt hårdt ned på mit hjerte.

"Din første?" Spurgte jeg. Hun smilede lidt og nikkede så.

"Den bedste beslutning i hele mit liv." Jeg smilede hurtigt, inden hun ønskede mig held og lykke, så mit smil straks falmede, da hun vendte sig og gik over mod venteværelset. Jeg kiggede hurtigt til siden på væggen, hvor det store skilt med ordene "Børneklinik" stod malet med sort. Jeg tog endnu en dyb indånding, inden jeg fortsatte hen mod den gang, hvor jeg skulle være.

Jeg satte mig ned på en af de mange ventestole, der var placeret i det lille venteværelse og kiggede rundt om mig. Der sad en ung pige overfor mig. Meget ung endda. Hvis jeg skød rigtigt, så havde jeg skudt hende til kun at være en 17-18 stykker. Og så var hendes mave endda allerede kuglerund?

Jeg besluttede mig for at kigge ned og bare beholde mit blik rettet ned mod mit skød. Jeg vidste, at hvis jeg holdt mit blik oppe på den unge gravide pige, så ville jeg begynde at eftertænke det hele endnu en gang. Og det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke fortryde. Det kunne jeg ikke!

Desværre satte jeg mit håb lidt for hurtigt op, da jeg indså, at ventetiden var det værste, der kunne ske for mig. Jeg havde været i tvivl om, om hvor længe jeg skulle komme før aftalen, og til sidst var jeg bare kørt så tidligt som muligt. Det havde været en dum ide, kunne jeg straks mærke.

For jo længere tid jeg ventede, jo sværere blev det for mig, at holde trit med mine tanker. Men jeg kunne ikke overtænke eller eftertænke det hele nu. Jeg havde besluttet mig, og der var intet, der kunne overtale mig. Absolut intet.

Så jeg fokuserede i stedet på mine omgivelsers lyde. Tikkene fra det ur, der hang på den modstående væg, gav mig en lille fornemmelse om, hvor lang tid der gik. Lige indtil, at en dør gik op, og en mandlig stemme kaldte på et pigenavn, og den unge pige overfor mig, rejste sig og forlod venteværelset sammen med lægen, og jeg så var mutters alene igen.

Jeg vidste godt, at jeg måske skulle have taget i mod min mor og Sadies tilbud om, at tage med mig. Men jeg var bare bange for, at de i sidste ende, ville ende op med at overtale mig, og lige det havde jeg bare ikke brug for nu. Så hellere være alene. Der måtte ikke være noget som helst, eller nogen, som ville ende med at overtale mig. Det kunne jeg simpelthen ikke bære.

Tiden gik langsomt af sted. Jeg holdt bare mit blik rettet ned mod mit skød, mens jeg bare sad med et helt tomt hoved, og ventede på, at mit navn skulle blive kaldt.

Lige indtil, at en ny lyd, brød den rolige stilhed, da døren ind til venteværelset gik op, og skridt så kunne høres komme gående her over. Jeg sagde ingenting, da personen nåede over til mig, og så satte sig ned på stolen ved siden af min.

Jeg genkendte straks den velkendte og hjemlige duft, mens at jeg genkendte stemmen, da personen tog en dyb indånding.

"Hej." Sagde han, så jeg straks spændte i hele kroppen, da personens identitet, blev bekræftet.

"Hej." Sagde jeg lavt tilbage, mens mit hjerte bankede hurtigere, da jeg langsomt kiggede op og så personen. Han vendte sit hoved i min retning, så vi fik øjenkontakt.

Niall.

"Jeg har savnet dig." Sagde han, så jeg straks kiggede ned i mit skød igen og mærkede panikken.

"Jeg tænkte, at siden du ikke har taget nogle af mine opkald, så besluttede jeg mig for at tage hjem og opsøge dig personligt, for at se om du var okay." Jeg trak hurtigt vejret ind. Havde han forladt Touren?

"Jeg må indrømme, det er noget af et underligt syn at møde, da jeg kom hjem til lejligheden og du ikke var der. Ja, jeg blev faktisk nærmest bange, da jeg fandt ud af at flere skuffer var trukket ud inde i soveværelset, og at din kuffert manglede, og det eneste du havde efterladt tilbage var en sølle lille seddel med ordet undskyld på.."

"Niall, jeg er virkelig ked af det.." Sagde jeg straks, så han hurtigt kiggede på mig.

"Hvordan kunne du gøre det, Nina? Hvordan kunne du gøre det mod mig?" Spurgte han knust, så mit hjerte begyndte at banke smertefuldt i brystet på mig.

"Undskyld, men jeg var nødt til det, okay?" Prøvede jeg, dog fnyste han bare, inden han rejste sig fra stolen og stillede sig foran mig.

"Hvordan kunne du være nødt til det? Nina, jeg har intet hørt fra dig i 2 fucking uger! Hvad fanden tror du ikke gik igennem mit hoved? Jeg har været fucking syg af bekymring!" Udbrød han vredt. Jeg tog mig til hovedet.

"Og det er jeg også virkelig ked af... Men hør nu på mig, når jeg siger, at jeg var nødt til det!" Prøvede jeg, så han kiggede overvejende på mig, men rystede på hovedet.

"Men hvorfor? Jeg ved intet... for som sæd fucking-vanlig, så fortæller du mig slet intet!" Sagde han vredt, så det var min tur til at rejse mig og gå over mod ham.

"Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre!" Sagde jeg og kunne mærken hvordan frustrationen og vreden også hobede sig op i mig.

"Prøv at tal med mig? Det ville en hver have gjort..." Startede han.

"Du ved ikke hvilken situation jeg er i!" Vrissede jeg hurtigt.

"Så luk mig dog for helved ind!" Råbte han hurtigt, så jeg mærkede hvordan en klump samlede sig i min hals, og hjertet i mit bryst straks bankede hårdt mod mit bryst.

"Nina, du aner slet ikke, hvad der går gennem mit hoved, når du lukker dig selv inde på den måde? Det er hårdt, Nina... Nej, overhovedet ikke. Det er på ingen måde hårdt... det er direkte sårende!" Sagde han, så jeg hurtigt rettede mit blik ned mod gulvet.

"Nina, jeg ved, livet ikke altid er nemt med mig, og at jeg flere gange får gjort ting, som jeg aldrig burde gøre... Som at forlade dig på de her lange tours og aflyse aftaler på grund af bandet og komme sent hjem. Men jeg elsker dig, Nina..." Jeg kiggede hurtigt op og kunne se, hvor røde hans øjne allerede var.

"Jeg elsker dig og hvis jeg på nogen måde har gjort dig noget, siden du har ladet mig lide sådan her i to uger, så er jeg dybt ked af det... Men please, Nina. Vil du ikke nok lukke mig ind?" Jeg mærkede den første tårer trille ned af min ene kind.

"Jeg beskytter dig bare, Niall." Fik jeg fremsagt, så vores øjne mødtes.

"Hvad..?" Spurgte han hurtigt uforstående. Jeg prøvede at tage mod til mig.

"Derfor har du intet hørt fra mig... Fordi jeg beskytter dig." Sagde jeg, så han kiggede endnu mere uforstående på mig.

"Mod hvad? Hvad beskytter du mig i mod?" Spurgte han nervøst. Jeg sukkede hurtigt.

"Mod... mig." Sagde jeg, så han straks trådte frem mod mig.

"Nina, please tal med mig!" Bad han og tog fat i mine hænder, mens han kiggede bedende på mig.

"Niall, jeg.."

"Jeg elsker dig, Nina! Jeg elsker dig allerhøjest af alle i hele den her verden... Så det sårer mig, når jeg kan se, du såres. Så vil du ikke nok please, bare for en enkelt gangs skyld... Lukke mig ind?" Spurgte han på den mest sårbare og bønfaldende måde jeg længe havde hørt komme fra hans ellers blide og glade stemme.

"Niall, jeg..."

"Nina, jeg bønfalder dig!" Sagde han helt desperat, mens han tog fat om mine kinder, for at holde mit hoved oppe. Tårerne trillede langsomt ned af mine kinder, mens Nialls øjne også blev mere og mere røde og våde. Jeg åbnede munden, men det var som om, ordene sad fast i min hals og ikke ville frem. Uanset hvor meget jeg prøvede. Ordene ville ikke ud.

Jeg prøvede endnu en gang, men så var det som om, at det hele flød over og Niall langsomt lod sine hænder glide ned fra mine kinder og han så fik mit hjerte til at banke panisk ved at træde væk fra mig.

"Jeg forstår." Sagde han bare hæst og vendte sig forsigtigt om på hælen, væk fra mig.

"Jeg er gravid!" Lød ordene endelig ud over mine læber, så alt gik i stå.

"Hvad sagde du?" Spurgte han, mens han vendte sig tilbage mod mig igen.

"Jeg er gravid." Gentog jeg. Niall kiggede forstenet på mig, mens han trådte tilbage til mig.

"Hvad... Nina, jeg... Jeg... Hvordan..."

"Jeg tog en test..." Sagde jeg lavt, mens han gik tættere på mig. Vi kiggede hinanden i øjnene et kort øjeblik, inden han rystede på hovedet.

"Men... Hvorfor er du her... Skal du have en scanning... Hvor længe har du egentlig været... gravid?" Hans ord virkede nærmest chokerede, men alligevel også så utroligt velovervejede og forsigtige. Jeg sank en klump.

"Jeg ville have fortalt dig det, inden du tog af sted, men så..." Jeg så hurtigt, hvordan han regnede den ud.

"Nej... Nej, baby, det var slet ikke det jeg mente. Jeg ville aldrig have sagt det, hvis jeg vidste, at..." Startede han straks nervøst, men jeg rystede på hovedet.

"Det er okay, Niall. Det er alligevel lige meget." Sagde jeg, så han kiggede på mig igen og straks rynkede på sine øjenbryn.

"Lige meget? Nina, hvad taler du om..." Sagde han uforstående. Jeg trak hurtigt vejret ind.

"Niall, det er lige meget, fordi det er... Lige meget. Jeg... Jeg vil alligevel ende med at ødelægge det." Sagde jeg reelt. Han kiggede bare endnu mere forvirret på mig.

"Dig?" Spurgte han. Jeg sukkede frustreret.

"Ja, mig! Niall, jeg ender med at ødelægge det hele... Det ved du jeg gør!"

"Men hvordan? Nina, jeg forstår ingenting. Hvordan vil du ødelægge noget som helst, ved at være gravid?" Spurgte han og kiggede nervøst på mig.

"Det ved du godt." Svarede jeg og prøvede at søge efter svar i hans øjne. Men han var helt uklar.

"Nej, Nina... Det er lige det jeg ikke gør... Jeg fatter intet. Hvorfor fortalte du mig det ikke bare? Hvorfor har du ikke svaret mig? Hvorfor var du væk, da jeg kom hjem? Og hvorfor er vi her?!" Spurgte han nu med en frustreret og opgivende tone.

"Så forstå det her: Jeg vil aldrig nogensinde kunne give dig hvad du virkelig ønsker!" Sagde jeg endeligt.

"Hvad..."

"Indse det, Niall. Det ville aldrig kunne lykkes." Sagde jeg knust. Han kiggede nervøst på mig.

"Nina, hold op med at sig sådan noget, du ved godt, at.."

"Jeg er ked af det, Niall. Men vi begge to ved, at hvis det først er gået galt en gang, så vil det ikke lykkes denne gang..." Indrømmede jeg, så han kiggede mig i øjnene og endelig forstod.

"Det kan du ikke vide..."

"Det er ligegyldigt. Jeg vil alligevel miste det uanset hvad." Han kiggede hurtigt på mig, og så var det som om, at en skygge lagde sig ind over hans ansigt.

"Vent. Du står vel ikke og siger, at du er her for at få en... abort? Gør du vel?" Et par tårer trillede straks ned af mine kinder, mens han hev vejret tungt ind. Jeg trådte et skridt frem mod ham, men desværre, trådte han et bag ud.

"Niall, please!" Var det nu mig, der bad. Han sagde eller gjorde ingenting, men stod bare forstenet og kiggede lige frem for sig.

"Der er intet jeg kan gøre, for at få dig til at skifte mening?" Spurgte han.

"Du ville jo ikke have barnet, Niall... Jeg gør det her for dig." Hakkede jeg panikkende. Han skulle til at åbne munden, men vi blev hurtigt afbrudt.

"Nina Andrews?" Blev der kaldt over fra døren, så jeg kiggede nervøst på lægen, der kiggede smilende over på Niall og mig. Det var min tur.

"Giv mig lige et minut." Bad jeg og kiggede så på Niall, som kiggede ned i jorden, mens han rystede på hovedet.

"Niall, jeg..."

"Gør hvad du vil." Jeg gik et skridt frem mod ham, men han trådte bare endnu et tilbage.

"Jeg er derhjemme, når du er færdig. Jeg tænkte på at lave en god middag med vin og stearinlys, eller bare en flyder på sofaen med en chinabox, ligesom da vi flyttede ind i lejligheden og elskede hinanden mere end noget andet... Men det har du måske også opgivet?" Sagde han og sendte mig et knust blik. Jeg kunne mærke tårerne tog til.

"Niall, det var aldrig min mening, at såre dig sådan her.."

"Men det gør du alligevel." Sagde han og kiggede på mig en sidste gang, inden han vendte om på hælen og efterlod mig alene tilbage på klinikken. Jeg gemte grædende mit ansigt i mine hænder.

Jeg kunne ikke klare mere.

"Undskyld, Nina, jeg ville nødigt forstyrre... Men vi har et program at overholde. Vil du have en ny tid?" Spurgte lægen bag mig, efter at være kommet ud til mig igen. Jeg kiggede hurtigt tilbage på ham og så frem mod døren, hvor Niall lige var gået ud af.

Endnu en gang stod jeg ved en betydningsfuld skillevej og kunne mærke, hvordan mit hoved sagde, jeg skulle gøre det rigtige, mens mit hjerte skreg af mit hoved, at jeg skulle løbe så hurtigt jeg kunne.

Desværre vidste jeg, den eneste rigtige løsning for mig, var den fornuftige.

"Nej, jeg kommer." Sagde jeg til lægen og fulgte med ham.

_____________________________________________________________________________________________

Tror i nogensinde, at Nina lærer at tænke med hjertet i stedet for sin sunde fornuft?

Der var et par stykker af jer, der den gang jeg spurgte om ideer til en 3'er af SL, at i godt snart kunne tænke jer, at se Nina i dårligt lys, og se hende tage dårlige beslutninger i stedet for at det altid har været Niall.

Synes i det går?

Eller er nogle af de ting Niall har gjort stadig det værste der er sket?
Og hvad er egentlig det værste, der er blevet gjort mod dem begge i hele seriens gang indtil videre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...