Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

139Likes
585Kommentarer
184055Visninger
AA

10. Small Bumb

(Jeg advarer mod følelsesladede scener)

"Maybe you were needed up there

and we're still unaware of why."

Ed Sheeran - Small bump

"Mor!"

"Mor, vågn op!" Lød en skinger barnestemme, et sted langt væk, men som for hvert kald blev en smule højere. Lige indtil, jeg mærkede et bump oven på mig og jeg slog øjnene op. Det første mine øjne mødte, var to funklende hasselbrune øjne, som kiggede dybt ind i mine.

"MOAR!" Lød ejermanden af de hasselbrune øjne, som lige siden første gang, det enkle ord havde forladt dets mund, havde fået mig til at smile.

"Mor er ikke vågen... Mor sover." Sagde jeg og lagde mig om på ryggen, men det medførte bare endnu et bumb, da den lille tumling straks hoppede ovenpå mig igen. Jeg hev straks fat om den lille tumling, så dens høje barnelatter kunne høres som violiner i mine ører.

"MOAR!" Skreg tumlingen højt, så jeg åbnede mine øjne, og kiggede frem på den lille brunhårede tumling, som let kunne forveksles med mit hår, mens at han var klædt i blå pyjamas.

"Hej Mor." Sagde han og hoppede straks ind i min favn, hvor jeg foretrak ham, og lagde mine arme trygt om ham.

"Hey, søn." Sagde jeg og strøg den lille dreng over håret, som jeg elskede mere end noget andet.

"Kan resten af The Horans ikke være stille? Vi er nogle, som prøver at sove." Klagede en stemme ved siden af i sengen, så vi begge kiggede på manden, der lå ved siden af mig.

"Hvad siger du? Skal far sove videre?" Spurgte jeg og prikkede den lille tumling blidt på næsen, så han rystede på hovedet og sprang over på den unge mand, så han stønnede opgivende, men kort efter endte ud i en stor kildekamp med vores dreng.

Sådan som alle morgener startede ud. Helt igennem og vidunderligt...

"Perfekt..." Sagde jeg lavt for mig selv. Jeg glippede kort med øjnene, så jeg vågnede op og hurtigt hørte en lav fnisen ved siden af mig.

"Hvad siger du, baby?" Spurgte Niall og kiggede på mig, mens han havde den ene hånd på bilrattet og den anden flettet ind i min. Mine kinder blev varme, så jeg kiggede ned i mit skød. Dagdrømmerierne skulle da også altid komme på de mest underligste tidspunkter.

"Var dine tanker et andet sted... igen?" Spurgte han og grinede lavt af mig, så jeg rystede på hovedet.

"Jeg har mine grunde!" Forsvarede jeg mig selv, men smilede alligevel, da han kiggede på mig og så lagde vores hænder ovenpå min mave, så han kunne nusse mig forsigtigt. Jeg smilede lidt, inden at han sendte mig et blink med øjet.

Dagen var endelig kommet. Den store dag, som mine tanker havde kredset omkring lige siden jeg fik tiden for nogle dage siden. Men dog ikke mindre, siden jeg fortalte Niall om det juleaften, og han så nærmest brugte al tiden efter, på at snakke om hvor meget han glædede sig. Dagen hvor Niall og jeg, endelig ville få bekræftet, at vi ville få et barn sammen var kommet. Sommerfuglene gik bogstaveligt talt amok inden i mig.

Jeg vidste godt, at det var lidt for tidligt allerede at dagdrømme omkring fremtiden og sådan. Men måske var det et tegn på den glæde og spændthed jeg følte inden i mig nærmest konstant. Og man burde jo ikke tro, at jeg allerede kunne have så meget at glæde mig over. Jeg var ikke så langt henne, så der var ikke engang nogle tydelige tegn på, at et lille vidunder voksede inde i maven på mig. Kun at jeg havde fået de underligste ædeflip en gang i mellem, som Niall så fint havde kaldt dem. Jeg syntes dog ikke, at det var så slemt. Smoothies og ostepops var bare lidt bedre end alt andet…

Det var dog heller ikke kun mig selv som gjorde, at jeg var så glad og spændt. Niall var også en kæmpe del af det. Selvom han nok ikke ville indrømme det, så kunne jeg sagtens gennemskue glæden i hans øjne, når der bare blev nævnt det allermindste, som kunne have noget med vores familieforøgelse at gøre. Glæden var så tydelig i den simple lille måde, som hans øjne funklede på, mens et forsigtigt lille smil trak sig i hans mundvige. Bare hans opførsel omkring det, gjorde mig gladere.

Livet var vidunderligt!

 

"Navn?" Spurgte den unge kvinde, der sad bag skænken, da Niall og jeg var nået hen til klinikken, hvor mit livs muligvis bedste øjeblik, snart skulle ske.

"Nina Andrews." Sagde jeg, så hun fortsat spurgte ind til personlige oplysninger og aftaler med lægen. Den unge kvinde takkede mig hurtigt, inden at hun bad mig vente til mit navn blev råbt op. Jeg smilede hurtigt til Niall, som havde sat sig ned i en ventesofa, som jeg satte mig i ved siden af ham, så han lagde sin hånd oven på mit lår.

Jeg kiggede forsigtigt rundt i lokalet, og fokuserede på de forskellige plakater og malerier, som var sat op på væggene. Mange af dem var billeder af højgravide kvinder, enten med gennemsigtige maver, så man kunne se et smilende foster i deres maver. Eller bare billeder af små smilende babyer. Jeg lagde min hånd på min mave og kunne mærke, at selv om jeg var virkelig spændt, så var jeg også nervøs.

"Er du spændt?" Spurgte Niall, mens jeg lagde min hånd oven på hans, der lå på mit lår. Jeg kiggede hurtigt på ham og nikkede forsigtigt med hovedet.

"En smule." Sagde jeg ærligt. Han grinede lidt af mig, inden han lænede sig over og kyssede mig på kinden.

"Jeg elsker dig, Nina." Sagde han, så jeg vendte mit hoved mod hans og sendte ham et taknemmeligt smil.

"Jeg elsker dig mere, Niall." Sagde jeg og modtog så et større smil fra ham. Det dulmede lidt på mine allerede bankende nerver.

"Okay, så er det den næste... Nina Andrews?" Spurgte en lille kvinde med en protokol i hånden, ovre fra den højre dør ind til venteværelset. Jeg kiggede op.

"Her!" Sagde jeg og rakte min hånd i vejret, hvilket Niall hurtigt grinte af, da den lille kvinde sendte mig et smil, før hun sagde:

"Perfekt. Skal den unge mand med dig, eller vil du alene?" Spurgte hun og refererede til Niall, så det var hans tur til at kigge op. Jeg kiggede hurtigt på ham.

"Hvis jeg må få ham med ind, ville det være bedst..." Spurgte jeg forsigtigt. Sygeplejersken smilede glædeligt.

"Intet problem. Følg med mig." Sagde hun og vinkede os over til hende. Niall og jeg rejste os og Niall tog begge vores jakker under armen, inden han tog min hånd og vi gik efter sygeplejersken.

"Hvor gammel er du, love?" Spurgte kvinden venligt, mens vi gik ned af den lange gang.

"21." Svarede jeg venligt, så hun smilede stort.

"Sådan en dejlig alder! Hvis i går ind her, vil Katherine komme ind til jer straks." Sagde hun og stoppede ved en åben dør, ind til et lille rum.

"Mange tak." Takkede Niall og gik ind i rummet med mig. Jeg kiggede på rummets indretning og mærkede hvordan sommerfuglene blafrede inde i maven, da mine øjne kørte hen over den hvide briks, ved siden af scanningsmaskinen, som var koblet til en skærm oppe på væggen.

"Tænk at vi snart får barnet at se! Jeg er seriøst ved at sprænge!" Indrømmede Niall, da vi satte os ned. Jeg satte mig på briksen, mens han satte sig på en af to stole, som var stillet op ovre i hjørnet af rummet. Sommerfuglene blafrede vildt igen, da døren gik op og en ung kvinde, der var lidt ældre end mig, trådte ind i rummet.

 "Hej." Sagde hun med et stort smil på læben. Niall og jeg hilste hurtigt på hende, inden at hun satte sig ned og tog et stykke papir op fra en skuffe.

"Nå, Nina. Første scanning?" Spurgte hun smilende, mens hun skriblede på papiret. Jeg nikkede hurtigt og prøvede at dulme min spændthed. Hun klikkede lidt på computeren foran sig, inden at hun hev en skuffe ud fra bordet computeren stod på og så hev ultralydsscanneren frem. Jeg kiggede om på Niall, som kiggede meget koncentreret på scanneren, inden at lægen sagde:

"Hvis du lægger dig ned og hiver op." Jeg smilede nervøst og lagde mig ned på briksen og hev op i min trøje og ned i mine bukser, så hun kunne scanne min mave ordentligt. Hun kørte hen til briksen på sin stol og satte scanneren mod min mave, så jeg hurtigt tog en dyb indånding. Niall kørte hurtigt sin stol over til briksen, for at tage min hånd i sine og sende mig et forsikrende smil. Sygeplejersken kiggede hurtigt mellem Niall og jeg.

"Første barn?" Spurgte hun smilende. Niall nikkede, så hun smilede endnu mere.

"Det første barn er altid spændende." Sagde hun og smilede stort, da jeg kiggede ned på Niall, som havde et stort smil på læben.

"Skal vi finde det lille vidunder?" Sagde Lægen og klikkede lidt på tastaturet til scanningsmaskinen igen, inden hun kørte lidt rundt med scanneren forsigtigt på min mave.

"Har i snakket om hvad for et køn i ønsker barnet skal være, eller er i bare glade over tanken indtil videre?" Spurgte hun for at starte en samtale. Niall og jeg kiggede hurtigt på hinanden.

"Jeg tror ikke, vi har tænkt sådan stort over det... Vi har nok bare glædet os over tanken." Sagde han. Katherine grinede bare, inden at hun vendte sin opmærksomhed fuldt mod skærmen foran hende, som viste det indre af min mave. Hun kørte forsigtigt scanneren lidt længere ned af min mave og så rynkede hendes øjenbryn sammen.

"Det var 10 uger, ikke?" Spurgte hun, med en undrende tone i stemmen. Jeg nikkede hurtigt.

"10 uger, ja." Sagde jeg, mens at Niall blidt klemte min hånd. Katherine rynkede lidt mere på sine øjenbryn, inden at hun fjernede scanneren og hurtigt åbnede skuffen i bordet igen. Hun fandt en lille tube frem, som hun åbnede og holdt hen over min mave.

"Det kan godt være koldt." Sagde hun hurtigt, da jeg kiggede ned på den blå creme, som hun hurtigt hældte på min mave. Jeg trak vejret ind, da hun satte scanneren mod den kolde creme på min mave igen, og så kiggede op på skærmen, mens hun gentog bevægelserne af scanneren fra før. Dog rynkede hun endnu mere på brynene denne gang, mens jeg kunne mærke, hendes bevægelser med scanneren blev lidt nervøse.

"Er der noget galt?" Spurgte Niall, så jeg hurtigt klemte hans hænder. Katherine smilede til os, men rejste sig så fra stolen.

"Hvis i lige bliver her, så er jeg væk i to sekunder." Sagde hun og lagde udstyret foran sig på bordet, inden at hun forsvandt ud af rummet. Jeg kiggede hurtigt på Niall, så han lagde sin ene hånd på min kind.

"Måske er hun ny." Prøvede han, så jeg sendte ham et taknemmeligt smil. Døren ind til rummet blev igen kort efter og en lidt ældre kvinde kom ind til os.

"Nå, lad os finde den lille guldklump." Sagde hun og trykkede på tastaturet, inden hun tog scanneren hen på min mave og kørte den lidt rundt. Der gik dog ikke længe, inden at hun fik samme rynke i panden som Katherine lige før.

"Er der noget galt?" Spurgte Niall hurtigt. Den ældre sygeplejerske sukkede lidt, inden at hun vendte skærmen mod os, så Niall og jeg straks kiggede spændte op på skærmen for at se vores lille barn. Dog mærkede jeg hurtigt, hvordan Niall slap min hånd lidt, da han kiggede på det tomme billede af min mave.

"Det var 10 uger, du skulle være henne, hvis det passede, ikke?" Spurgte sygeplejersken. Jeg nikkede.

"Er der sket noget de seneste uger? Et fald, fester, stress, smerter?" Spurgte hun, så jeg hurtigt kiggede en smule panikslagent på Niall.

"Hun har haft meget overarbejde på jobbet det sidste stykke tid og sådan... Men jeg synes ikke, at..." Hakkede han lidt, men sygeplejersken sukkede bare, inden at hun satte sig lidt tilbage i stolen og trak noget papir frem og begyndte at tørre min mave af. Jeg kiggede hurtigt mellem hende og Niall, mens mit hjerte bankede panikslagent i brystet på mig.

"Doktor, hvad sker der?" Spurgte Niall hurtigt, så hun vendte sit hoved mod os.

"Det sker tit de første gange, og du er også et par år yngre end det normale gennemsnit. Hvilket også betyder, at du ikke er helt slået ned, som det ellers ville være godt for dig, at være, under graviditeten..."

"Men hvad betyder det?" Spurgte jeg hurtigt. Hun kiggede forsigtigt op på mig, fra sine papirer.

"Jeg er meget ked af, at meddele det her overfor jer... Men Nina, du har abor..." Jeg udslap straks et højt gisp, inden mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst for en sidste gang.

"Kan du måske... tjekke igen? Scanneren er måske i stykker... Det kan godt ske, ik?" Spurgte Niall, mens at han opgivende gned sine hænder over sit ansigt, da jeg slap hans hånd, for at dække mit eget med mine hænder.

"Der er intet at gøre, fosteret burde allerede have vist sig ved første forsøg, men der er ikke no..."

"Please, bare... tjek!" Bad jeg desperat med tårer trillende ned af mine kinder, så hun kiggede sorgfuldt på mig. Men desværre, rystede hun på hovedet.

"Jeg er virkelig ked af det... Men der er ikke noget foster." Niall kiggede straks ned på mig.

"Det er ikke din skyld, Nina... Det skal nok gå, bare rolig... Det skal nok gå!" Lovede han, men det eneste, der fyldte mit hoved, var billedet af den smukke og vidunderlige lille brunhårede, hasselnødsbrunøjede dreng, som nu... Blev revet væk fra mig.
_____________________________________________________________________________________________

UNDSKYLD!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...