Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177791Visninger
AA

10. Small Bumb

(Jeg advarer mod følelsesladede scener)

"Maybe you were needed up there

and we're still unaware of why."

Ed Sheeran - Small bump

 

"Mor!"

"Mor, vågn op!" Lød en høj, skinger barnestemme, et sted langt væk, men som for hvert kald blev en smule højere og tydeligere. Lige indtil, at jeg mærkede et lille bump oven på mig, og jeg så slog øjnene op. Det første mine øjne mødte, var de her to funklende hasselbrune øjne, som kiggede dybt ind i mine.

"MOAR!" Lød ejermanden af de hasselbrune øjnes stemme, som lige siden første gang, det enkle ord havde forladt dets mund, havde fået mig til at smile lige med det samme.

"Mor er ikke vågen... Mor sover." Sagde jeg og lagde mig om på ryggen, men det medførte bare endnu et bumb, da den lille tumling straks hoppede ovenpå mig igen. Jeg grinede hurtigt, inden jeg straks hev fat om den lille tumling, så dens høje barnelatter med det samme kunne høres som violiner i mine ører.

"MOAR!" Skreg tumlingen højt, så jeg åbnede mine øjne, og kiggede frem på den lille brunhårede tumling, som let kunne forveksles med mit, mens at han var klædt i sød blå pyjamas.

"Hej Mor." Sagde han og hoppede straks ind i min favn, hvor jeg foretrak ham, og derfor hurtigt lagde mine arme trygt om ham.

"Hey, søn." Sagde jeg og strøg den lille dreng over håret, som jeg elskede mere end noget andet.

"Kan resten af The Horans ikke være stille? Vi er nogle, som prøver at sove." Klagede en stemme ved siden af den lille brunhårede dreng og jeg, så vi begge kiggede på manden, der lå ved siden af mig i dobbeltsengen.

"Hvad siger du? Skal far sove videre?" Spurgte jeg og prikkede den lille tumling blidt på næsen, så han fniste lidt, men så rystede på hovedet, og så sprang over på den unge mand, så han stønnede opgivende, men så kort efter endte ud i en stor kildekamp med vores dreng.

Sådan som alle morgener startede ud... Helt igennem og vidunderligt...

"Perfekt..." Sagde jeg lavt for mig selv, og glippede så kort med øjnene, så jeg vågnede op og hurtigt hørte en lav fnisen ved siden af mig.

"Hvad siger du, baby?" Spurgte Niall fnisende og kiggede på mig, mens han havde den ene hånd på bilrattet, og den anden flettet ind i min. Jeg kunne hurtigt mærke, hvordan mine kinder blev varme, så jeg kiggede ned i mit skød, så Niall ikke ville se mine rødmende kinder. Mine dagdrømmerier skulle da også altid komme på de mest underligste tidspunkter.

"Var dine tanker et andet sted... igen?" Spurgte han og grinede lavt og kært af mig, så jeg rystede smilende på hovedet.

"Jeg har mine grunde!" Forsvarede jeg mig selv hurtigt, men smilede alligevel, da han kiggede på mig, og så lagde vores hænder ovenpå min mave, så han kunne nusse mig forsigtigt. Jeg smilede lidt, inden at han sendte mig et blink med øjet.

Dagen var endelig kommet. Den store dag, som mine tanker havde kredset omkring ligesiden jeg fik tiden for nogle dage siden. Men dog ikke mindre, siden jeg fortalte Niall om det juleaften, og han så nærmest brugte al tiden efter, på at snakke om hvor meget han glædede sig. Den dag, hvor Niall og jeg, endelig virkelig ville få bekræftet, at vi ville få et barn sammen. Vores eget lille barn.

Sommerfuglene gik bogstaveligt talt amok inden i mig.

Jeg vidste godt, at det nok var lidt for tidligt for mig, allerede at dagdrømme lidt omkring fremtiden og sådan... Men måske var det bare et tegn på den glæde og spændthed jeg følte inden i mig nærmest konstant. Og man burde jo nærmest ikke tro, at jeg allerede kunne have så meget at glæde mig over. Jeg var jo ikke så langt henne, så der var ikke engang rigtigt nogle ordentligt tydelige tegn på, at et lille vidunder voksede inde i maven på mig. Kun at jeg havde fået de underligste ædeflip en gang i mellem, som Niall så fint havde opkaldt dem. Jeg syntes dog ikke, at det var så slemt. Smoothies og ostepops var bare lidt bedre end alt andet!

Men så igen, så var det heller ikke kun mig selv, som gjorde, at jeg bare var så glad og spændt. Niall var også en kæmpe del af det. Selvom han nok ikke selv ville indrømme det, så kunne jeg sagtens gennemskue glæden i hans øjne, når der bare blev nævnt det allermindste, som kunne have noget med vores familieforøgelse at gøre. Glæden var simpelthen så tydelig i den simple lille måde, som hans øjne funklede på, mens at et forsigtigt lille smil trak sig i hans mundvige. Bare hans opførsel omkring det, gjorde mig endnu gladere.

Livet var bare helt vidunderligt!

 

"Navn?" Spurgte den unge kvinde, der sad bag skænken, da Niall og jeg var nået hen til klinikken, hvor mit livs næsten bedste øjeblik, snart skulle ske.

"Nina Andrews." Sagde jeg, mens hun fortsat spurgte lidt ind til personlige oplysninger, aftaler med lægen og sådan, mens at Niall havde fundet to ventepladser til os i venterummet ind til scanningsklinikken. Den unge kvinde takkede mig hurtigt, inden at hun bad mig tage plads, og vente til mit navn blev råbt op. Jeg smilede hurtigt til Niall, som havde sat sig ned i en ventesofa, som jeg satte mig ned i ved siden af ham, så han hurtigt lagde sin hånd oven på mit lår.

Jeg kiggede forsigtigt rundt i lokalet, og fokuserede så hurtigt på de forskellige plakater og malerier, som var sat op på væggene. Mange af dem var billeder af højgravide kvinder, med gennemsigtige maver, så man kunne se et smilende foster i deres maver. Eller bare billeder af små smilende babyer. Jeg lagde hurtigt min hånd på min mave, og kunne mærke, at selv om jeg var virkelig spændt. Så var jeg stadig også ret nervøs.

"Er du spændt?" Spurgte Niall, mens jeg en smule nervøst lagde min hånd oven på hans, der stadig lå på mit lår. Jeg kiggede hurtigt på ham og nikkede forsigtigt med hovedet.

"En smule." Sagde jeg ærligt. Han grinede hurtigt lidt forsigtigt af mig, inden han lænede sig over og kyssede mig blidt på kinden.

"Jeg elsker dig, Nina." Sagde han, så jeg vendte mit hoved mod hans, og så sendte ham et taknemmeligt smil.

"Jeg elsker dig mere, Niall." Sagde jeg, og modtog så et endnu større smil fra ham, så det dulmede lidt på mine allerede bankende nerver.

"Okay... Så er det den næste... Nina... Nina Andrews?" Spurgte en lille kvinde med en protokol i hånden, ovre fra den højre dør ind til venteværelset. Jeg kiggede hurtigt op.

"Oh... Her!" Sagde jeg og rakte min hånd i vejret, hvilket Niall hurtigt grinte lidt af, da den lille kvinde hurtigt sendte mig et smil, før hun sagde:

"Perfekt. Skal den unge mand med dig, eller vil du helst alene?" Spurgte hun og refererede til Niall, så det var hans tur til at kigge op. Jeg kiggede hurtigt mellem ham og hende.

"Hvis jeg må få ham med ind, ville det være bedst... Hvis det er okay?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun smilede bare glædeligt af mig.

"Intet problem. Bare følg med mig." Sagde hun og vinkede os over til hende. Niall og jeg rejste os hurtigt, og Niall tog hurtigt begge vores jakker under armen, inden han tog min hånd og vi gik efter sygeplejersken.

"Hvor gammel er du, love?" Spurgte kvinden venligt, mens vi gik ned af den lange gang.

"21." Svarede jeg venligt, så hun smilede stort.

"Sådan en dejlig alder! Hvis i går ind her, vil Katherine komme ind til jer straks." Sagde hun og stoppede ved en åben dør, ind til det lille værelse.

"Mange tak." Takkede Niall og gik ind i rummet med mig. Jeg fik hurtigt øje på rummets indretning, og kunne hurtigt mærke hvordan sommerfuglene blafrede vildt inde i maven på mig, da mine øjne kørte hen over den hvide briks, ved siden af scanningsmaskinen, som var koblet til en skærm oppe på væggen.

"Tænk at vi snart får barnet at se! Jeg er seriøst ved at sprænge!" Indrømmede Niall, da vi gik ind og satte os ned. Jeg satte mig på briksen, mens han satte sig på en af to stole, som var stillet op ovre i hjørnet af rummet. Jeg nikkede mig enig med ham, inden at sommerfuglene blafrede vildt igen, da døren hurtigt gik op, og en ung kvinde, der nok var lidt ældre end mig, trådte ind i rummet.

"Hej med jer." Sagde hun med et stort smil på læben. Niall og jeg hilste hurtigt på hende, inden at hun satte sig ned og tog et stykke papir op fra en skuffe.

"Nå... Nina. Første scanning?" Spurgte hun smilende, mens hun skriblede lidt på papiret. Jeg nikkede hurtigt, mens at jeg prøvede at dulme min spændthed. Hun klikkede lidt på computeren foran sig, inden at hun hev en skuffe ud fra bordet computeren stod på, og så hev en lille scanner frem. Jeg kiggede hurtigt om på Niall, som kiggede meget koncentreret på scanneren, inden at kvinden hurtigt sagde:

"Hvis du lægger dig ned og hiver op." Jeg smilede lidt nervøst og lagde mig så ned på briksen og hev op i min trøje, og åbnede mine bukser, så hun kunne scanne min mave ordentligt. Jeg smilede lidt nervøst til hende, da hun kørte hen til briksen på sin stol og satte scanneren mod min mave, så jeg hurtigt tog en dyb indånding. Niall trak hurtigt sin stol over til briksen, for at tage min hånd i sine og sende mig et forsikrende smil. Sygeplejersken, Katherine kiggede hurtigt mellem Niall og jeg, inden at hun smilede stort.

"Første barn?" Spurgte hun. Niall nikkede smilende på hovedet, så hun smilede endnu mere.

"Det første barn er altid det mest spændende." Sagde hun og smilede stort, så jeg kiggede smilende ned på Niall, som også havde et stort smil på læben.

"Nå... Skal vi finde det lille vidunder?" Sagde hun og klikkede lidt på tastaturet til scanningsmaskinen igen, inden hun kørte lidt rundt med scanneren forsigtigt på min mave.

"Har i snakket om hvad for et køn i ønsker barnet skal være, eller er i bare glade over tanken indtil videre?" Spurgte hun for at starte en samtale. Niall og jeg kiggede hurtigt på hinanden, inden han sagde.

"Jeg tror ikke, vi har tænkt sådan stort over det... Vi har nok bare glædet os over tanken." Sagde han, mens jeg smilede lidt. Katherine grinede bare, inden at hun vendte sin opmærksomhed fuldt mod skærmen foran hende, som viste det indre af min mave. Hun kørte forsigtigt scanneren lidt længere ned af min mave, inden at hendes øjenbryn rynkede lidt sammen.

"Det var 10 uger, ikke?" Spurgte hun, med en undrende tone i stemmen. Jeg nikkede hurtigt.

"10 uger, ja." Sagde jeg, mens at Niall blidt klemte min hånd mellem sine. Katherine rynkede lidt mere på sine øjenbryn, inden at hun fjernede scanneren og hurtigt åbnede skuffen i bordet igen. Hun fandt en lille tube frem, som hun åbnede og holdt hen over min mave.

"Det kan godt være koldt." Sagde hun hurtigt, da jeg kiggede ned på den blå creme, som hun hurtigt hældte på min mave. Jeg trak hurtigt vejret lidt nervøst ind, da hun satte scanneren mod den kolde creme på min mave igen, og så kiggede op på skærmen, mens hun gentog bevægelserne af scanneren fra før. Dog rynkede hun bare endnu mere på brynene denne gang, mens jeg kunne mærke, at hendes bevægelser med scanneren blev lidt nervøse.

"Er der noget galt?" Spurgte Niall hurtigt, så jeg hurtigt klemte hans hænder. Katherine smilede hurtigt til os, men rejste sig så fra stolen.

"Hvis i lige bliver her, så er jeg lige væk i to sekunder." Sagde hun og lagde udstyret foran sig på bordet, inden at hun forsvandt ud af rummet. Jeg kiggede hurtigt nervøst på Niall, så han lagde sin ene hånd på min kind.

"Hun ser ung ud, Nina... Måske er hun ny." Prøvede han, så jeg sendte ham et taknemmeligt smil. Døren ind til rummet blev hurtigt åbnet igen, og en højere og lidt ældre kvinde kom ind i rummet til os.

"Nå... Lad os finde den lille guldklump." Sagde hun og trykkede lidt på tastaturet, inden hun tog scanneren hen på min mave og kørte den lidt rundt. Der gik dog ikke længe, inden at hun fik samme rynke i panden som Katherine lige før.

"Doktor... Er der noget galt?" Spurgte Niall hurtigt. Den ældre sygeplejerske sukkede lidt, inden at hun vendte skærmen mod os, så Niall og jeg straks kiggede spændte op på skærmen for at se vores lille barn. Dog mærkede jeg hurtigt, hvordan Niall klemte min hånd lidt, da han kiggede på det tomme billede af min mave.

"Det var 10 uger, du skulle være henne, hvis det passer?" Spurgte sygeplejersken. Jeg nikkede, mens jeg hurtigt kiggede nervøst på hende.

"Er der sket noget de seneste uger? Et fald, fester, stress, smerter?" Spurgte hun, så jeg hurtigt kiggede en smule panikslagent på Niall.

"Altså... Hun har været meget på overarbejde med jobbet det sidste stykke tid, og sådan... Men jeg synes ikke, at..." Hakkede han lidt, men sygeplejersken sukkede bare hurtigt, inden at hun satte sig lidt tilbage i stolen og så trak noget papir frem, og begyndte at tørre min mave af. Jeg kiggede hurtigt mellem hende og Niall, mens jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at banke panikslagent i brystet på mig.

"Doktor, hvad sker der?" Spurgte Niall hurtigt, så hun vendte sit hoved mod os.

"Det sker tit de første gange, og du er også et par år yngre end det normale gennemsnit. Hvilket også betyder, at du ikke er helt slået ned, som det ellers ville være godt for dig, at være, under graviditeten..."

"Men hvad betyder det?" Spurgte jeg hurtigt. Hun kiggede forsigtigt op på mig, fra sine papirer.

"Jeg er meget ked af, at meddele det her overfor jer... Men Nina, du har abor..." Jeg udslap straks et højt gisp, inden at jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst for en sidste gang.

"Kan du måske... bare tjekke igen? Scanneren er måske i stykker... Det kan godt ske, ik?" Spurgte Niall, mens at han opgivent gned sine hænder over sit ansigt, da jeg slap hans hånd, for at dække mit.

"Der er intet at gøre, fosteret burde allerede have vist sig ved første forsøg, men der er ikke no..."

"Please, bare... tjek!" Bad jeg desperat, og kiggede på hende, med tårer trillende ned af mine kinder, så hun kiggede sorgfuldt på mig... Men til min endnu større sorg, rystede på hovedet.

"Jeg er virkelig ked af det, min ven... Men der er ikke noget. Der er ikke noget foster." Niall kiggede straks ned på mig.

"Det er ikke din skyld, Nina... Det skal nok gå... Bare rolig... Nina, det skal nok gå!" Lovede han, men jeg havde ikke engang lyst til at kigge på skærmen, eller på ham. Det eneste, der fyldte mit hoved, var billedet af den her smukke og vidunderlige lille brunhårede, hasselnødsbrunøjede dreng, som en dag ville kigge op på mig, og kalde mig et ord, som jeg meget længe, havde haft drømme om at blive kaldt, og som jeg ville elske overalt på hele den vide jord.

Men som nu... Blev revet væk fra mig. For evigt.
_____________________________________________________________________________________________

UNDSKYLD!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...