Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

138Likes
585Kommentarer
183189Visninger
AA

18. Silence

"I rise above, I sink below

every time you come and go

Please don't come and go."

Duncan Shiek - Barely Breathing

 

Niall P.O.V

"Tusind tak! I har været et fantastisk publikum!" Råbte jeg ind i mikrofonen, mens at de tusinde skrig og klapsalver fyldte vores ører. Vi bukkede, inden Louis råbte:

"Vi er One Direction!" Og så gik det for alvor amok, og vi skyndte os ud, mens lyden af klapsalver, skrig og huen tonede ud og portene lukkedes bag os. Endnu en koncert var vel overstået.

"Kæft, det var fedt!" Jublede Liam, så vi alle gjorde os enige og klappede hinanden i hænderne og på skulderne, som ros for en fantastisk indsats.

"Drenge i skal være ude i bilerne om 5!" Informerede Mark os, så vi alle hurtigt hev vores udstyr af og så smuttede om bag i til vores garderober, hvor vi tog vores ting og så luntede ud til bilen, der holdt klar til os. Vi satte os ind og bilen kørte straks af sted. Det var altid hektisk minutterne efter en koncert, men faktisk var det den bedste måde at holde den pumpende gejst nede fra koncerterne. Vores kroppe var altid fyldt med energi efter en koncert, så det var bedst, hvis man holdt sig i gang.

Vi snakkede alle straks om alle de mindeværdige øjeblikke fra aftenens koncert. Liam havde fået øje på et par mærkværdige fanskilte sammen med Harry, som de delte med os andre, mens at Zayn fortalte om et af de gode øjeblikke, hvor han havde kigget ud over publikum og havde set, hvordan alle sang med på en af vores nye sange. Der var altid specielle øjeblikke, til hver enkelt koncert.

Jeg måtte dog indrømme, at jeg havde mine tanker et helt andet sted, da jeg allerede trippede en lille smule for at komme hjem til hotellet. Heldigvis varede turen kun små 10 minutter. Jeg kunne mærke glæden ramme min krop, da døren til bilen blev åbnet og jeg som den første, trådte ud og straks gik indenfor i lobbyen på det 4-stjernede hotel. Jeg gik gennem lobbyen og forsatte over til elevatoren, hvor jeg trykkede på knappen med 6-tallet på, da det var den etage vi var blevet placeret på. Jeg trådte ud og fortsatte ned af gangen, hvor jeg hilste på nogle af dem fra crewet, som altid blev tilbage på hotellerne, fordi de havde opgaver der, inden at jeg nåede hen til mit værelse. Jeg åbnede døren og trådte hurtigt ind og gik over til sengebordet, hvor jeg havde sat min telefon til opladning og tog den op, tastede nummeret ind og satte mig ned, mens jeg ventede på at den ringede hende op.

"Hej, du har ringet til Nina. Jeg er desværre ikke ved telefonen lige nu, men send en sms og jeg kontakter dig så hurtigt jeg kan." Lød hendes stemme hurtigt i den anden ende, så jeg trak vejret lidt tungt ind.

"Hey babe. Jeg tænkte jeg ville ringe og høre om du var hjemme? Jeg ved godt det er sent og sådan, men jeg savner dig lidt. Du har jo ikke taget telefonen de sidste dage, men du nævnte vel noget om sommerhustur med Sadie, så jeg forstår godt... Men du må gerne ringe, hvis du kan. Jeg savner dig." Sagde jeg og sukkede tungt, da jeg tog røret væk fra øret og slukkede for det utagede opkald.

Et var, at de to-tre første dage havde hun ikke taget den, hvilket var okay. Men der var nu efterhånden gået en uge... Så måtte hun vel snart have tid til at tage den?

"Har damen travlt?" Spurgte Louis hurtigt over fra dørindgangen. Jeg trak på skuldrene og rodede ellers lidt igennem nogle af de sociale medier på min telefon.

"Måske arbejder hun sent." Tænkte jeg højt. Louis fnyste lidt.

"Og du er sikker på, at i er okay?" Jeg kiggede hurtigt op på ham.

"Ja ja, da! Ingen problemer." Sagde jeg med et smil.

"Sikker? Jeg synes en uge virker lidt mistænksomt." Tænkte han højt.

"Hun skal nok ringe." Sagde jeg. Louis kiggede nøje på mig, men nikkede så, inden at han gik videre ind i hotelværelset og smed sig ned i sofaen og tændte for fjernsynet. Det var Louis' og min tur til at dele værelse denne gang. Jeg kiggede ned på min telefon, inden jeg en smule tøvende tastede nummeret ind igen og tog telefonen op til øret. Den bibbede en gang og jeg brugte hurtigt ventetiden på at lægge mig tilbage i sengen.

Det andet bib lød... Og så det tredje, og så...

"Hej, du har ringet til Nina. Jeg er desværre ikke ved telefonen lige nu, men send en sms og jeg kontakter dig så hurtigt jeg kan." Jeg smed hurtigt telefonen ved siden af mig, inden jeg rejste mig og gik ud på toilettet, for at tage et bad.

Jeg ringede alligevel også sent. Hun lå garanteret og sov. Hendes arbejde skulle jo blive ret hårdt her efter nytår, så hun var sikkert helt tom for energi, når hun kom hjem. Det var nok det. Jeg ringede for sent. Hvis nu jeg ringede om morgenen, så ville hun sikkert tage den. Ja, det var det!

Håbede jeg i hvert fald.

 

* * *

 

"Hej, du har ringet til Nina. Jeg er desværre ikke ved telefonen lige nu, men send en sms og jeg kontakter dig så hurtigt jeg kan."

"For fuck sake!" Bandede jeg, så Harry sukkede dybt.

"Så hun tager den ikke?" Jeg rystede på hovedet. Jeg troede at hun bare var optaget, men de sidste dage havde jeg ringet lige så snart, at jeg havde mulighed for det og hver evig eneste gang, var mit opkald ikke blevet besvaret.

"Jeg tror, der er noget galt." Indrømmede jeg.

"Skal jeg prøve at ringe til hende fra min telefon af?" Foreslog han. Louis, der sad bag os i sofaen i den bus vi opholdt os i nu, fnyste hurtigt.

"Jeg er ked af at indrømme det, Nialler... Men måske vil hun faktisk ikke snakke med dig?" Sagde han, så Harry og jeg hurtigt kiggede på hinanden.

"Hvorfor skulle hun ikke det? Det er Nina vi snakker om... Hun var jo nærmest grædefærdig af at sende Niall af sted." Sagde Harry hurtigt.

"Men halvanden uge? Tror i, der er sket hende noget?" Spurgte jeg hurtigt nervøst. Det her frustrerede mig. Et var, hun ikke havde taget den i en uge, og at jeg så tænkte, at jeg så ville give hende et par dage. Men nu, hvor der var gået over halvanden uge, kunne jeg mærke hvor mere og mere panisk jeg blev. Hvorfor tog hun den ikke? Eller ringede tilbage?

Der var noget galt. Det vidste jeg der var.

Harry kløede sig opgivende i nakken og prustede tungt ud.

"Jeg ved det ikke, makker... Jeg synes i hvert fald, at du snart er nødt til at høre noget, for det virker altså underligt." Sagde han. Louis gjorde sig straks enig.

"Nialler, Harold har ret. Du bliver nødt til at gøre et eller andet for at komme i kontakt med hende. Det der virker ikke normalt." Sagde han og rejste sig, for at gå over og tage noget vand. Jeg sukkede.

"Tror i, hun måske var ked af det fordi... hun har... forladt mig?" Spurgte jeg og kiggede så på dem begge to. Harry spærrede øjnene op.

"Det ville hun da aldrig gøre! Det er Nina vi taler om, for pokker!" Sagde han alvorligt.

"Jeg ved det ikke, Harry. Hun har virket så tåget de sidste uger... Som om hun har ventet på, jeg tog af sted? Hun virkede også vildt underlig i lufthavnen." Indrømmede jeg og kunne mærke, hvordan det fik mit hjerte til at banke hårdt mod mit bryst. Harry tyggede sig i kinden.

"Fik du egentlig nogensinde spurgt hende?" Jeg kiggede hurtigt på ham.

"Spurgt om hvad?" Harry spærrede øjnene op.

"Du ved... det store spørgsmål." Og så var det som om, at mit hjerte faldt til jorden og alt blev soleklart. Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning blev lidt ukontrolleret, da jeg kiggede op på Harry igen.

"Harry... Tror du, Nina har forladt mig fordi jeg sagde... vores familie ikke er så vigtig lige nu?" Harry spærrede øjnene op igen.

"Du sagde hvad?" Jeg tog mig straks frustreret til hovedet.

"Jeg sagde til hende, det ikke var så vigtigt, at vi prøvede at få et barn lige nu på grund af touren, og at hun ikke er færdig uddannet og..."

"Niall, det kan ikke tænkes, Nina ikke tager telefonen og ignorerer dig, fordi hun..." Han stoppede lidt, idet jeg straks kiggede panisk på ham, da vi begge lagde to og to sammen.

"Åh nej... Åh nej, åh nej... Åh nej!" Udbrød jeg og fumlede så straks med at få min telefon op fra min lomme og febrilskt tastede nummeret ind en sidste gang. Og selv om den gik direkte på telefonsvaren som altid, råbte jeg alligevel ind i telefonen:

"Nina, hør på hvad jeg siger nu, okay? Du må ikke gøre noget, som vi begge to ved, vil ende med at såre os begge i sidste ende. Jeg er snart hjemme og så skal det hele nok gå! Bare... For helvede, Nina! Hvorfor fortæller du mig aldrig noget. Hvorfor skal du altid lukke dig selv inde i en fucking skal, hvor jeg ingen chance har for at komme ind... For helvede, Nina, jeg beder dig... Please tag den!" Jeg kiggede over på Harry og det eneste jeg kunne tyde i hans øjne var sorg.

 

Nina P.O.V

".. For helvede, Nina, jeg beder dig... Please tag den!" Bad hans stemme frustreret. Jeg kiggede bare tomt ned på telefonen, inden jeg snøftede kort og slettede hans besked. Jeg prøvede at stoppe tårerne, der flød ned af mine kinder og fik min vejrtrækning til at lyde panisk og hivende. Jeg kiggede på baggrunden af startskærmen, som var det allerførste billede vi nogensinde havde taget sammen. Det var det billede vi tog på vores allerførste date. Den date, hvor Niall stjal en lille piges kamera og vi var to forelskede unge, der var opfyldte med ideen om at kærlighed var en gave fra paradis.

Men nu her 4 år efter, vidste jeg, at kærlighed aldrig havde været planen for os. Uanset, hvor mange gange og hvor meget vi prøvede, så ville Niall og jeg aldrig ende sammen. Jeg vidste, der evig og altid ville komme komplikationer. Hvilket var derfor, jeg var nødt til, at være ærlig med mig selv. Også selvom Nialls 35 ubesvarede opkald ikke kunne hele noget, også selvom det liv, der voksede inden i mig, aldrig ville nå at få sin første rigtige vejrtrækning, også selvom Niall og jeg, aldrig ville blive den familie jeg ønskede... Og også selvom det knuste mit hjerte på en måde det aldrig var blevet knust før.

"Nina, du er nødt til at tænke det her i gennem. Du kan ikke gøre det her mod ham... I har så meget historie." Prøvede min mor, mens hun sad ved siden af mig og prøvede at tale mig fra min beslutning.

"Hvad forskel gør det, mor? Han vil ikke have en familie med mig? Jeg kommer til at ødelægge alle hans drømme ved at gøre det her..."

"Ja, ved at gøre præcis det du gør lige nu! Nina, du er nødt til at tale med ham. Om det så er ansigt til ansigt. Men bare... tal med ham!" Opfordrede hun. Jeg trak dog tomt på skuldrene.

"Hvad nytte ville det gøre? Jeg har besluttet mig." Sagde jeg, så hun sukkede tungt og så rejste sig m fra min seng og sorgfuldt lod mig være, så jeg kunne foretage det opkald, som ville gøre det hele meget bedre.

"Londons børneklinik?" Spurgte en ung kvinde, så jeg tog en dyb indånding.

"Hej, du snakker med Nina Andrews. Jeg vil gerne bestille en tid så hurtigt som muligt." Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. Nialls stemme blev ved med at lyde i mit hoved: "Hvorfor skal du altid lukke dig selv inde i en fucking skal, hvor jeg ingen chance har for at komme ind?"

"Ja, hvad kan jeg hjælpe dig med, søde Nina?" Spurgte kvinden venligt. "Du må ikke gøre noget, som vi begge to ved, vil ende med at såre os begge i sidste ende."

"Jeg vil gerne bestille en tid til en abort."

______________________________________________________________________________________________

Jeg græd bogstaveligt talt i dette  kapitel, så det var faktisk lidt svært at skrive...

Men undskyld!

I bad om lidt drama, og jeg sørgede for det. Hvad håber i der sker nu?

Tror i, at Niall og Nina vil klare den, eller er det ved at være den endelige ende, for vores otp?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...