Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177723Visninger
AA

18. Silence

"I rise above, I sink below

every time you come and go

Please don't come and go."

Duncan Shiek - Barely Breathing

 

Niall P.O.V

"Tusind tak! I har været et fantastisk publikum!" Råbte jeg hurtigt ind i mikrofonen, mens at de tusinde skrig og klapsalver fyldte vores ører. Vi bukkede et par gange, inden at Louis råbte:

"Vi er One Direction!" Og så gik det for alvor amok, og vi vendte os om og skyndte os ud, mens lyden af klapsalver, skrig og huen tonede ud, mens at portene lukkede bag os. Endnu en koncert vel overstået!

"Kæft, det var fedt!" Jublede Liam, så vi alle hurtigt gjorde os enige og hurtigt klappede hinanden i hænderne og på skulderne, som ros for en fantastisk indsats.

"Drenge i skal være ude i bilerne om 5!" Informerede Mark os hurtigt om, så vi alle hurtigt hev vores udstyr af, og så smuttede om bag i til vores garderober, hvor vi tog de ting vi havde haft med, og så ellers alle fem hurtigt luntede ud til den sorte bil, der holdt klar til os. Vi satte os hurtigt ind, og bilen kørte straks af sted. Det var altid rimelig hektisk de første minutter efter en koncert, men faktisk var det den bedste måde at holde den pumpende gejst nede fra koncerterne. Vores kroppen var altid fyldt med energi bag efter en koncert, så det var faktisk bedst, hvis man holdt sig i gang.

Vi snakkede alle straks om alle de mindeværdige øjeblikke fra aftenens koncert. Liam havde fået øje på et par mærkværdige fanskilte sammen med Harry, som de lige delte med os andre, mens at Zayn fortalte om et af de gode øjeblikke, hvor han havde kigget ud over publikum og havde set, hvordan alle sang med på en af vores nye sange. Der var altid hver sine specielle øjeblikke, til hver enkelt koncert.

Jeg måtte dog indrømme, at jeg havde mine tanker et helt andet sted, da jeg allerede trippede en lille smule for at komme hjem til hotellet. Heldigvis varede turen kun små 10 minutter, og heldigvis så var der ikke, der trak tiden ud, som der ellers plejer, så jeg kunne hurtigt mærke glæden ramme min krop, da døren til bilen blev åbnet, og jeg som den første, trådte ud og straks gik indenfor i lobbyen på det 4-stjernede hotel, som der var blevet fundet til os denne gang. Jeg gik hurtigt gennem lobbyen og forsatte over til elevatoren, hvor jeg trykkede på knappen med 6-tallet på, da det var den etage vi var blevet placeret på denne gang. Jeg trådte hurtigt ud på gangen og fortsatte ned af gangen, hvor jeg hilste på nogle af dem fra crewet, som altid bliver tilbage på hotellerne, fordi de har opgaver der, inden at jeg nåede hen til mit værelse. Jeg åbnede hurtigt døren og trådte ind og gik straks over til sengebordet, hvor jeg havde sat min telefon til opladning, og så tog den op, tastede nummeret ind, og så satte mig ned, mens jeg ventede på at den ringede hende op.

"Hej, du har ringet til Nina. Jeg er desværre ikke ved telefonen lige nu, men send en sms, og jeg kontakter dig så hurtigt jeg kan." Lød hendes stemme hurtigt i den anden ende, så jeg straks trak vejret lidt tungt ind.

"Hey babe. Jeg tænkte jeg lige ville ringe og høre om du var hjemme? Jeg ved godt det er sent og sådan, men jeg tror bare jeg savner dig lidt. Du har jo ikke taget telefonen de sidste dage, men du nævnte vel noget om sommerhustur med Sadie, så jeg forstår godt... Men du må da gerne ringe, hvis du kan. Jeg savner dig." Sagde jeg og sukkede så tungt, da jeg tog røret væk fra øret, og så slukkede for det utagede opkald.

Jeg sukkede tungt. Et var, at de to-tre første dage havde hun ikke taget den, hvilket da var okay. Men der var nu efterhånden gået en uge... Så måtte hun vel snart have tid til at tage den?

"Har damen travlt?" Spurgte Louis hurtigt over fra dørindgangen. Jeg trak lidt på skuldrene og rodede ellers lidt igennem nogle af de sociale medier på min telefon, og sukkede lidt.

"Måske arbejder hun sent." Tænkte jeg højt. Louis fnyste lidt.

"Og du er helt sikker på, at i er helt okay?" Jeg kiggede hurtigt op på ham og bed mig så lidt i kinden.

"Ja ja, da! Ingen problemer." Sagde jeg med et smil.

"Sikker? Jeg synes en uge virker lidt mistænksomt." Tænkte han nu højt. Jeg prustede lidt.

"Hun skal nok ringe... Hun er sammen med Sadie." Sagde jeg. Han kiggede nøje på mig, men nikkede så, inden at han gik videre ind i hotelværelset og smed sig ned i sofaen og tændte for fjernsynet. Det var Louis' og min tur til at dele værelse denne gang. Jeg kiggede hurtigt ned på min telefon og tænkte lidt, inden jeg en smule tøvende tastede nummeret ind igen, og så tog telefonen op til øret.

Den bibbede hurtigt en gang, og jeg brugte hurtigt ventetiden på at lægge mig tilbage i sengen.

Det andet bib lød... Og så det tredje, og så...

"Hej, du har ringet til Nina. Jeg er desværre ikke ved telefonen lige nu, men send en sms, og jeg kontakter dig så hurtigt jeg kan." Jeg sukkede lidt, og smed så hurtigt telefonen ved siden af mig, inden at jeg rejste mig og gik ud på toilettet, for at tage et bad.

Jeg ringede alligevel også for sent. Hun lå garanteret og sov. Hendes arbejde skulle jo blive ret hårdt her efter nytår, så hun var sikkert helt tom for energi, når hun endelig kom hjem. Det var nok det, der var problemet. Jeg ringede for sent. Hvis nu jeg ringede om morgenen, så ville hun sikkert tage den. Ja, det var det! Det kunne kun være det.

Håbede jeg i hvert fald.

 

* * *

 

"Hej, du har ringet til Nina. Jeg er desværre ikke ved telefonen lige nu, men send en sms, og jeg kontakter dig så hurtigt jeg kan."

"For fuck sake altså!" Bandede jeg højt for mig selv, så Harry hurtigt sukkede dybt.

"Så hun tager den altså ikke?" Jeg kiggede hurtigt på ham, og rystede så på hovedet. Jeg troede at hun bare var optaget, men de sidste dage havde jeg ringet lige så snart, at jeg havde mulighed for det, og hver evig eneste gang, var mit opkald ikke blevet besvaret.

"Jeg tror, der er noget galt." Indrømmede jeg blankt, så Harry sukkede lidt.

"Skal jeg prøve at ringe til hende fra min telefon af?" Foreslog han. Louis der sad bag os i sofaen i den bus vi opholdt os i nu, da vi var på vej mod et nyt hotel, fnyste hurtigt.

"Jeg er ked af at indrømme det, Nialler... Men måske vil hun faktisk ikke snakke med dig?" Sagde han, så Harry og jeg hurtigt kiggede på hinanden.

"Hvorfor skulle hun ikke ville det? Det er ligesom Nina vi snakker om... Hun var jo nærmest grædefærdig bare af at sende Niall af sted." Sagde Harry hurtigt. Jeg sukkede lidt.

"Hun virkede ellers ret underlig den dag... Men halvanden uge? Tror i, der er sket hende noget, måske?" Spurgte jeg hurtigt. Det her frustrerede mig så meget. Et var. at hun ikke havde taget den i en uge, og så tænkte jeg, at jeg lige ville give hende et par dage. Men nu, hvor der nærmest snart var gået over halvanden uge, kunne jeg mærke hvor mere og mere panisk jeg blev. Hvorfor tog hun den ikke? Eller ringede tilbage?

Der var noget galt. Det vidste jeg nærmest allerede der var. Jeg kunne mærke, at der var noget galt.

Harry kløede sig opgivende i nakken, og prustede så tungt ud.

"Jeg ved det ikke, makker... Men jeg synes i hvert fald, at i snart er nødt til at høre noget, for det virker altså virkelig underligt." Sagde han. Louis gjorde sig straks enig.

"Ja, Nialler, Harold har ret. Du bliver seriøst nødt til at gøre et eller andet for at komme i kontakt med hende. Det der virker ikke normalt." Sagde han og rejste sig, for at gå over og tage en vand. Jeg sukkede frustreret.

"Tror i at hun måske var ked af det fordi... hun har... forladt mig?" Spurgte jeg nervøst og kiggede så på dem begge to. Harry spærrede hurtigt øjnene op.

"Hvad tænker du på? Det ville hun da aldrig gøre! Det er Nina vi taler om, for pokker!" Sagde han hurtigt alvorligt. Jeg sukkede dog bare.

"Jeg ved det ikke, Harry... Hun har virket så tåget de sidste uger... Det er som om hun har ventet på, at jeg tog af sted? Hun virkede også virkelig underlig i lufthavnen." Indrømmede jeg, og kunne mærke, hvordan det fik mit hjerte til at banke hårdt mod mit bryst. Harry tyggede sig lidt i kinden.

"Fik du egentlig nogensinde spurgt hende?" Jeg kiggede hurtigt på ham.

"Spurgt om hvad?" Spurgte jeg hurtigt forvirret. Harry spærrede øjnene lidt op.

"Du ved... det store spørgsmål." Og så var det som om, at mit hjerte faldt til jorden, og jeg nærmest følte hvordan alt blev soleklart. Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning hurtigt blev lidt ukontrolleret, da jeg kiggede op på Harry igen.

"Harry... Tror du at Nina har forladt mig fordi jeg sagde, at... vores familie ikke var så vigtig lige nu?" Harry spærrede hurtigt øjnene op.

"Du sagde hvad?" Jeg rejste mig straks op og tog mig frustreret til hovedet.

"Jeg sagde til hende, at det ikke var så vigtigt, at vi prøvede at få et barn lige nu på grund af touren, og at hun ikke er færdig uddannet og..."

"Niall, hør lige... Det kan ikke tænkes, at Nina ikke tager telefonen og ignorerer dig, fordi at hun..." Han stoppede lidt, så jeg hurtigt kiggede panisk på ham, og vi begge to lagde to og to sammen.

"Åh nej... Åh nej, åh nej... Åh nej!" Udbrød jeg straks og fumlede så hurtigt med at få min telefon op fra min lomme og febrilskt tastede nummeret ind en sidste gang. Og selv om den gik direkte på telefonsvaren som altid, råbte jeg alligevel ind i telefonen:

"Nina, hør på hvad jeg siger nu, okay? Du må ikke gøre noget, som vi begge to ved, vil ende med at såre os begge i sidste ende. Jeg er snart hjemme, og så skal det hele nok gå! Bare... For helvede, Nina! Hvorfor fortæller du mig aldrig noget. Hvorfor skal du altid lukke dig selv inde i en fucking skal, hvor jeg ingen chance har for at komme ind... For helvede, Nina, jeg beder dig... Please tag den!" Jeg kiggede over på Harry, og det eneste jeg kunne tyde i hans øjne var sorg.

 

Nina P.O.V

".. For helvede, Nina, jeg beder dig.. Please tag den!" Bad hans stemme frustreret fra telefonen. Jeg kiggede bare tomt ned på den, inden at jeg snøftede kort, og så tog telefonen op og slettede hans besked. Jeg prøvede at stoppe tårerne, der flød ned af mine kinder og fik min vejrtrækning til at lyde panisk og hivende. Jeg kiggede hurtigt på baggrunden på startskærmen, som var det allerførste billede vi nogensinde havde taget sammen. Det var det billede vi tog på vores allerførste date. Den date, hvor Niall stjal en lille piges kamera, og vi var to forelskede unge, der var opfyldte med ideen om at kærlighed var en gave fra paradis.

Men nu her 4 år efter, vidste jeg godt, at kærlighed aldrig havde været planen for os. Uanset, hvor mange gange og hvor meget vi prøvede, så ville Niall og jeg aldrig ende sammen. Jeg vidste, at der evig og altid ville komme komplikationer. Hvilket også var derfor, at jeg snart var nødt til, at være ærlig med mig selv. Også selv om Nialls 35 ubesvarede opkald ikke kunne hele noget, også selvom det liv, der voksede inden i mig, aldrig ville nå at få sin første rigtige vejrtrækning, også selv om Niall og jeg, aldrig ville blive den familie jeg ønskede... Og også selv om det knuste mit hjerte på en måde det aldrig var blevet knust før.

"Nina, du er nødt til at tænke det her i gennem. Du kan ikke gøre det her mod ham... I har så meget historie." Prøvede min mor, mens hun sad ved siden af mig og prøvede at tale mig fra min beslutning.

"Hvad forskel gør det, mor? Han vil ikke have en familie med mig? Jeg kommer til at ødelægge alle hans drømme ved at gøre det her..."

"Ja, ved at gøre præcis det du gør lige nu! Nina, du er nødt til at tale med ham... Om det så er ansigt til ansigt. Men bare... tal med ham!" Opfordrede hun. Jeg trak bare tomt på skuldrene.

"Hvad nytte ville det gøre? Jeg har besluttet mig." Sagde jeg, så hun sukkede tungt, og så rejste sig frustreret fra min seng, og sorgfuldt lod mig være, så jeg kunne foretage det opkald, som ville gøre det hele meget bedre.

"Londons børneklinik?" Spurgte en ung kvinde, så jeg tog en dyb indånding.

"Hej, du snakker med Nina Andrews. Jeg vil gerne bestille en tid så hurtigt som muligt." Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. Nialls stemme blev ved med at lyde i mit hoved: "Hvorfor skal du altid lukke dig selv inde i en fucking skal, hvor jeg ingen chance har for at komme ind?"

"Ja, hvad kan jeg hjælpe dig med, søde Nina?" Spurgte kvinden venligt. "Du må ikke gøre noget, som vi begge to ved, vil ende med at såre os begge i sidste ende."

Undskyld, Niall.

"Jeg vil gerne bestille en tid til en abort."

______________________________________________________________________________________________

Jeg græd bogstaveligt talt i dette  kapitel, så det var faktisk lidt svært at skrive...

Men undskyld!

I bad om lidt drama, og jeg sørgede for det. Hvad håber i der sker nu?

Tror i, at Niall og Nina vil klare den, eller er det ved at være den endelige ende, for vores otp?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...