Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende!
3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem.
Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene?
* Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

140Likes
581Kommentarer
187318Visninger
AA

16. Problems

"Cover your eyes

So you don't know the secret

I've been trying to hide"

Ellie Goulding - Anything Could Happen

 

"Hvad så, smukke?" Sagde jeg grinende og slog armene ud til en alt for flov Sadie, der trådte ind af hoveddøren til lejligheden.

"Ti stille!" Bad hun flovt, og gemte sit ansigt i hænderne. Jeg lagde bare armene om hende.

"Er du okay?" Spurgte jeg, så hun kiggede mig i øjnene. Det var første gang efter 2 uger, at Sadie og jeg endelig var sammen igen efter hendes dramatiske fald til festen. Så vi havde meget at snakke om. Rigtig meget.

"Jeg har købt kage." Sagde hun, da vi satte os over i sofaen, hvor jeg havde sat tekopper frem.

”Man har altid brug for kage til tøsesnak.” Sagde jeg, mens vi satte os til rette.

"Så... Festen?" Spurgte jeg lige ud, så Sadie straks kiggede opgivende på mig.

"Den var hyggelig, indtil at jeg slog hovedet og endte med at sidde bukket ind over et toilet resten af aftenen." Sagde hun sukkende. Jeg grinede lidt.

"Så var det godt, at Harry hjalp dig." Sagde jeg.

"Stop!" Bad hun hurtigt. Jeg grinede højt.

"Du kan altså ikke benægte det, Sadie... Han for nærmest hen til dig, som om du var en skønjomfru i nød." Sagde jeg og smilede stort til hende. Hun sukkede hurtigt, inden hun tog sig til hovedet.

"Jeg får aldrig noget med Harry, okay? Han er bare et boyband-crush!"

"Som du har hængt rimelig meget ud sammen med, siden Niall og jeg begyndte at ses." Pointerede jeg.

"Du har da hængt mere ud med ham, end jeg har!" Pointerede hun.

"Ikke alene... Om aftenen, hvor vi sad tæt op af hinanden og så film!" Hun kiggede mig straks nervøst i øjnene.

"Ja, Niall kom hjem med lidt sladder her den anden dag." Indrømmede jeg, så hun straks gemte sit ansigt i sine hænder endnu en gang, og jeg så grinede igen. Hun trak vejret kort ind, inden hun kiggede op på mig, og så kiggede mig oprigtigt i øjnene.

"Kan jeg være ærlig med dig?" Spurgte hun hurtigt. Jeg satte mig lidt mere komfortabelt til rette.

"Altid." Lovede jeg. Hun sukkede hurtigt.

"Harry og jeg hænger ud, ja... Og faktisk er han en virkelig fed person at være sammen med, og vi snakker faktisk også rigtig godt sammen... Og der var vel nok også et tidspunkt, hvor jeg ikke kun kunne lide ham som Harry Styles fra One Direction... men mere på den måde som du måske... kan lide Niall.." Sagde hun og kiggede lidt op på mig. Jeg kiggede straks forbavset på hende.

"Er du lun på Harry Styles?!" Udbrød jeg. Hun sukkede tungt igen, så jeg straks kunne se hvordan tvivlen strømmede ind over hendes ansigt.

"Det troede jeg... Men så mødte jeg... en fyr."

"Har du mødt en?!" Råbte jeg nærmest forbavset, så hun gemte sit ansigt flovt ned i hænderne igen. Selv om det måske kunne være svært at tro, da Sadie altid havde været den person, som jeg gik til, når jeg havde drengeproblemer, så var der alligevel den underlige sandhed om, at Sadie aldrig rigtig selv havde haft en kæreste. Ja, der havde der været et par småflirts gennem årene, men af en eller anden grund, endte hun altid med at være alene igen efter kort tid. Så selv om Sadie egentlig virkede meget selvsikker omkring drenge, så var hun i virkeligheden virkelig genert på det emne. Hvilket kunne forklare hendes generthed nu.

"Nej... Eller jo... Eller nej... Eller måske ikke "mødt" og "mødt", men vi har da snakket lidt sammen, plus jeg fik hans nummer, og så inviterede han mig ud og spise..."

"Har du været på date, uden at sige det?!" Udbrød jeg endnu mere forbavset. Hun sukkede tungt igen.

"Undskyld, du ved, jeg hader, når du ikke selv siger noget... Men... du kender mig!" Argumenterede hun hurtigt.

"Ja ja, men alligevel... Det er din pligt, at sige sådan noget!" Argumenterede jeg selv tilbage. Hun sukkede igen.

"Undskyld... Venindekram?" Spurgte hun med en trist mine og rakte armene ud, men jeg så godt hendes finte.

"Hallo! Ik' snak uden om! Vi er inde på et meget seriøst emne, så tal, kvinde!" Sagde jeg, så hun lavede sin triste mine om til en sur en.

"Jeg ved jo ikke engang, om det vi har er noget?" Prøvede hun, men jeg rystede bare på hovedet.

"En date er noget! Altid tænk sådan på det." Sagde jeg, så hun sukkede endnu mere opgivende.

"Fint, okay, jeg siger det... Hvis du virkelig brænder sådan for det!" Opgav hun, så jeg straks klappede fnisende i mine hænder, som den lille teenagepige gemt inden i mig, men som kun kom frem i nærvær med Sadie.

"Det er James fra dit arbejde." Sagde hun hurtigt, så jeg ikke engang nåede at bearbejde ordene, før jeg tabte kæben.

"James Dean?" Spurgte jeg måbende for at bekræfte, at det var ham. Hun nikkede, så jeg tog hendes hænder i mine.

"Wow, det havde jeg slet ikke troet, men... Tillykke da!" Sagde jeg glædesfuldt på hendes vegne. Hun trak lidt på skuldrene.

"Det er ikke det store, jeg ved ikke engang om vi skal på en anden date, endnu.."

"Endnu." Sagde jeg hurtigt, så hun fniste lidt og nikkede med hovedet og kiggede på mig, før hun brød ud i en glædesfuldt latter, så jeg straks vidste, at hun et eller andet sted, selv var lige så meget oppe at køre over det.

"Hvad med dig og Niall?" Spurgte hun, da vi havde fnist færdigt. Jeg smilede hurtigt.

"Han er i byen med drengene. Noget med et møde eller sådan noget." Sagde jeg, inden hun lænede sin hånd op af hovedet, med albuen på sofaens ryglæn, så hun kiggede lidt mere alvorligt på mig.

"Og hvad med jeres... 'projekt'?" Spurgte hun. Jeg kiggede hurtigt på hende og kunne mærke, hvordan det fik noget inden i mig til at røre på sig.

"Hvad med det?" Spurgte jeg lidt uskyldigt.

"Hvordan går det?"  Spurgte hun. Jeg sukkede lidt og trak ærligt på skuldrene.

"Jeg ved det ikke... Jeg tror jeg vel på en eller anden måde har... givet op." Indrømmede jeg. Sadie kiggede undrende på mig.

"Hvad sker der, smukke?" Spurgte hun omsorgsfuldt. Jeg trak vejret dybt ind.

"Ingenting... Og det er det, der er problemet. Jeg føler, at uanset hvor meget vi prøver... så er der intet, der ændrer sig." Sagde jeg hurtigt. Hun bed sig tænkende i kinden.

"Hvordan ved du det overhovedet? Har du overhovedet taget en test... Det kunne jo være?"

"Sadie... Min menstruation har altid været ret uregelmæssig, så et par uger eller to har aldrig påvirket mig så meget, men nej... Der sker ikke noget." Sagde jeg allerede lidt berørt af det. Hun lagde hurtigt sin hånd på min kind.

"Er du gået over tid?" Jeg trak på skuldrene.

"Vi snakker omkring to uger, men det kan jeg da ikke måle noget ud fra... kan jeg?" Spurgte jeg. Sadie tænkte lidt igen.

"2 uger... Det er aftenen for festen... I tog lidt tideligt hjem, gjorde i ikke?" Spurgte hun hurtigt, med et lille smil på læben. Jeg sukkede hurtigt.

"Det har ingen betydning, Sad..."

"Men hvad hvis det har?" Spurgte hun med en positiv glæde i stemmen. Jeg kiggede hurtigt op på hende.

"Hvad siger du til, at vi to tager et hurtigt smut ind til byen, og ser om det her er værd at give op på?" Spurgte hun med et forsigtigt smil. Jeg kiggede overvejende på hende, og tænkte hurtigt, at Sadie var sådan en slags veninde, som alle piger har brug for.

 

"2 minutter." Læste jeg på vejledningen bag på æsken og lagde den hvide pind på toiletsædet, mens jeg satte mig ned på gulvet og kiggede utålmodigt på den.

Hvad hvis den var negativ?

Hvad hvis den var positiv?

Jeg sukkede tungt og viftede lidt med æsken i mine hænder, da jeg hurtigt hørte hoveddøren åbne sig.

"Jeg er hjemme!" Råbte Nialls velkendte stemme hurtigt, som ellers plejede at sende sommerfugle gennem mig, men nu skabte den allerstørste panik.

"Hej!" Råbte jeg tilbage, og kiggede hurtigt rundt, inden jeg tog pinden og proppede ned i dens æske og straks søgte efter et gemmested.

"Hvordan var daten med Sadie?" Spurgte Niall fra køkkenet. Jeg prøvede at finde et gemmested på toilettet, mens jeg hurtigt råbte tilbage:

"Helt fin.. Hun har det okay igen." Jeg prøvede virkelig at bevare roen.

"Godt at høre." Sagde han, mens jeg kunne høre ham gå frem og tilbage ude i stuen.

"Nina, kan vi lige snakke sammen?" Råbte han hurtigt igen, så jeg hurtigt pakkede æsken bag toilettet, så Niall ikke ville få øje på den, inden jeg gik ud til ham.

"Hvad vil du sige?" Spurgte jeg roligt. Dog kunne jeg straks se nervøsiteten i hans øjne, da han med en smule tunge skridt gik over til mig.

"Du ved... Det møde vi var til... med bandet?"

"Oh ja! Hvordan gik det? Endnu en forlængelse af kontrakten?" Spurgte jeg smilende. Han grinede forsigtigt, men rystede så på hovedet.

"Noget i samme stil... Men noget andet.." Sagde han og kiggede mig så i øjnene, så jeg så hans triste udtryk.

"Niall, hvad er der sket?" Spurgte jeg og kunne straks høre min egen stemmes nervøse toneleje på hans vegne. Han sukkede tungt.

"En tour." Alt stivnede straks inden i mig.

"En tour..?" Gentog jeg lavt.

"Jeg ved godt, at jeg lovede, at jeg ville være mere hjemme efter den 5-årige kontrakt, og at du lige var med på europa-tourneen, og den korte verdens-tourne sidste gang.."

"Hvor lang tid?" Afbrød jeg og kiggede så på ham, så han også kiggede på mig.

"Det er ikke så længe...Og vi får endda pauser, og..."

"Niall, hvor længe?" Spurgte jeg, så jeg hurtigt kunne høre, hvordan han trak vejret dybt ind.

"Vi starter i næste måned, og er væk til November." Indrømmede han, så jeg hurtigt mærkede, hvordan mit hjerte faldt til jorden.

"Så du vil være væk i... Et halvt år?!"

"6 måneder." Sagde vi begge samtidig. Jeg lagde mine arme om mig selv. Niall sukkede.

"Baby, jeg er virkelig ked af det. Men det er en stor chance, for at komme helt ud til de allersidste steder vi ikke har været endnu, og..." Sagde han, mens han gik over og lagde sine arme om mig, så han kunne trække mig ind i sin favn.

"Jeg forstår. Jeg er virkelig glad på jeres vegne og at i får de her store muligheder, men..." Startede jeg. Han trak hurtigt mit hoved op.

"Hey! Jeg er heller ikke vild med at forlade dig, okay? Du ved, hvor hårdt det er..." Prøvede han. Jeg sukkede hurtigt.

"Jeg hader bare, at vi er væk fra hinanden. Jeg troede, at Modest ville være lidt medfølende, efter sidste tour..." Indrømmede jeg. Han sukkede og klemte mig ind i sin favn igen.

"Hver gang jeg er væk fra dig, er som et stik i hjertet, baby." Sagde han, så jeg lagde mine arme om ham.

"Jeg elsker dig, Niall." Sagde jeg, inden han kyssede mig i hovedbunden.

"Jeg elsker dig mere." Jeg rettede mit hoved op fra hans skulder og kyssede hans kind, inden at han gav slip på mig og vi gik ud i køkkenet, da det fra før hurtigt poppede op hos mig igen og fik mig til at stoppe.

"Niall." Sagde min stemme hurtigere, før min hjerne havde tænkt det hele igennem, så han kiggede på mig..

"Jeg kom til at tænke på noget." Sagde jeg hurtigt.

"Sig frem, babe." Sagde han og trak en juicekarton ud af køleskabet, som han straks tog en tår af. Jeg kløede mig lidt nervøst bag øret.

"Vil den her tour så betyde, at vores lille... "projekt" er udskudt?" Jeg kiggede nervøst op på ham og så, hvordan han stoppede alle hans handlinger.

"Er du...?" Spurgte han, så jeg straks kiggede op på ham.

"Der er gået måneder, Niall... Havde det virket, var det nok sket." Sagde jeg hurtigt. Han kiggede på mig og jeg kunne med det samme ane sørgmodigheden ramme hans øjne.

"Så du er ikke..." Spurgte han, men jeg rystede bare på hovedet.

"Måske er det et tegn... Du er alligevel kun 21. Det er ret tideligt." Sagde han hurtigt, så jeg straks mærkede hvordan en klump samlede sig i maven på mig.

"Det har du ikke nævnt som et problem.." Sagde jeg hurtigt. Han sukkede lidt.

"Det er måske bare dårlig timing. Hvad med, at vi finder ud af det igen om et års tid... eller måske to? Så kan det være, at vi begge to er mere slået ned og bedre kan opfostre et barn under bedre forhold til den tid." Sagde han og gik over og kyssede mig på læberne, inden han gik ud i stuen og efterlod mig nærmest helt lammet tilbage.

"Og det er det ikke nu?" Spurgte jeg hurtigt, mens jeg langsomt vendte mig om fulgte efter ham. Han sukkede lidt.

"Jeg skal på tour og du vil være alene med det hele. Plus, du er stadig i gang med praktikpladsen. Ville det ikke ødelægge ret meget?" Spurgte han, mens jeg hurtigt kiggede tilbage på ham.

"Jo... Jo, du har sikkert ret. Det vil nok ødelægge alle vores planer." Bekræftede jeg og gik hurtigt ud på badeværelset. Jeg nåede ikke engang at reagere, før jeg faldt ned på knæ ved siden af toilettet, hvor jeg havde gemt æsken og straks flåede resultatet ud. Og gispede højt.  

"Er du okay, baby?" Råbte Niall inde fra stuen af. Jeg kiggede bare ned på den hvide pind i min hånd, der nu viste de to røde streger, mens at mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst.

"Bare en edderkop!" Råbte jeg hurtigt som det første, mens jeg kunne mærke, hvordan hele min verden faldt sammen.

______________________________________________________________________________________________

Håber ikke i synes det er for kliche' agtigt, og hellere er lige så spændte, som jeg er på de næste kapitler, for det her sætter virkelig det hele i gang!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...