Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

140Likes
585Kommentarer
184162Visninger
AA

28. Perfect

"Oh, darling, place your head on my beating Heart, I'm thinking out loud
 

Maybe we found love right where we are."

Ed Sheeran - Thinking Out Loud

 

Niall P.O.V

Vi blev på hospitalet i en uges tid, fordi lægerne selv sagde, det var vores første barn, og der var derfor en helt mass vi skulle lære ved at være nybagte forældre. Her iblandt rutiner. Lægerne sagde, det var vigtigt, vi allerede fra dag 1 af, fik skabt rutiner, for at skabe den bedste start for vores datter, og det havde allerede gået super godt. Lægerne sagde derfor, de var trygge ved, at sende os hjem i dag.

"Så ønsker vi jer ufatteligt meget held og lykke!" Lykønskede Clarice, som havde været en af de faste læger, der havde set til Nina i ugens løb. På en måde var det spændende at tænke på, at når vi kom hjem, så ville vi have vores datter med. Det var samtidig også skræmmende, fordi vi nu skulle være helt alene med hende og selv klare hende uden opsyn. Det var både spændende og skræmmende.

"Tusind tak, fordi i tog så godt i mod os." Sagde Nina ydmygt, mens hun holdt Nellie trygt ind i sin favn, beklædt i den tygge flyverdragt, som Ninas mor havde købt til hjemrejsen.

"Fornøjelsen er helt på vores side. Vi er glade for at hjælpe." Sagde hun og sendte os et stort smil. Jeg smilede hurtigt tilbage til hende, inden jeg tog Ninas tasker og hang over min skulder og så lagde en hånd betryggende på Ninas ryg, for at støtte hende på vejen ud.

Vi gik over til bilen, som jeg låste op, så vi kunne sætte os ind. Nina satte sig ind på passagersædet, med vores lille pige i armene, som hun holdt sine øjne rettet forelsket ned på. Jeg smilede lykkeligt, da jeg satte mig ind, og så tændte for bilens motor, så Nina hejste sit hoved og kiggede smilende op på mig.

"Er vi klar?" Spurgte jeg. Hun smilede bare endnu større, så det varmede mit nyforelskede hjerte, inden hun rækkede sig lidt over mod mig, og jeg så lænede mig ned mod hende, for at lade hende kysse mig.

"Lad os så komme hjem!" Sagde hun, så jeg trådte på speederen og satte bilen i gang, så vi kunne komme hjem.

 

Vi kiggede begge to på døren ind til vores lejlighed, inden jeg tog nøglerne til døren op af min lomme og kiggede smilende om på Nina, som kiggede storsmilende tilbage på mig med Nellie i sine arme. Jeg låste døren op og endelig efter så længe... var vi hjemme. Alle tre.

"Så lille skat, se hvor vi er." Sagde Nina hviskende til Nellie, så der få sekunder efter kunne høres små knirkende lyde fra hende, som betød hun var vågen. Jeg gik over og tog Nellie i mine arme, så Nina kunne få sit overtøj af, og komme ordentligt ind.

"Se Ellie, det her er dit hjem nu... Her skal vi alle tre bo." Sagde jeg til hende og hævede hende op i mine arme, så jeg kunne kigge ind i hendes dybblå øjne, og hurtigt prikke hende på næsen med min egen, så hun rakte sine små bitte hænder op til mine fingre og greb forsigtigt fat om dem, med den smule motorik hendes lille spæde krop havde udviklet allerede.

"Og ved du hvad, prinsesse? Far, Onkel Harry og Moster Sadie, har allerede lavet en dejlig seng til dig inde hos mor og far, så hvis du skulle blive bange om natten, så er vi lige ved siden af." Fortalte jeg og referrerede til den lille tremmeseng, som Harry, Sadie og jeg havde været ude og købe, for at forberede så mest muligt, til denne dags begivenhed, så Nina og jeg ikke skulle stå med det efterfølgende. Vi havde også købt en masse andet, så der ikke var noget Nellie ville komme til at mangle. Hun sparkede i sine lille lysegule sparkedragt, så jeg ikke kunne lade vær med at grine, og vende mig om og spørge rørt til Nina:

"Er det muligt, mit hjerte kan banke så hurtigt, bare ved tanken om, at hun er vores?" Spurgte jeg, så hun grinede lidt, og gik over til os, så vi stod samlet.

"Helt sikkert." Sagde hun, så jeg grinede. Jeg rakte Nellie over til hende, så hun tog fat under hendes arme og lagde hendes hoved hvilende op ad hendes skulder. Jeg smilede større, end jeg troede var fysisk muligt, inden jeg kyssede Ninas kind.

"Jeg tænkte på at lave noget te?" Spurgte jeg. Hun sukkede lettet og nikkede hurtigt.

"Meget gerne!" Jeg nikkede til hende, inden hun snakkede videre til Nellie, mens jeg gik ud i køkkenet og fandt kopper frem, og elkedel, inden jeg tog mig til at iagtage min nye lille familie. Nina smilede stort, mens hun snakkede til Nellie og viste hende rundt i lejligheden. En lykkelig følelse spredte sig i hele kroppen på mig. Jeg havde aldrig følt mig så lykkelig som nu.

Jeg smilede hurtigt, da Nina og jeg fik øjenkontakt, og hun så vendte Nellie mod mig, og tog hendes hånd for at vinke til mig, så jeg ikke kunne lade vær med at grine af dem. Tankerne begyndte at hvirvle rundt i mit hoved.

Du elsker hende og i har et barn sammen nu. Du er lykkelig sammen med hende. Hvorfor spørger du hende ikke bare? Lød min egen stemme, så mit hjerte bankede hurtigere i brystet på mig, mens tankerne fortsatte. Harry har ret, i har været sammen så længe. I er en familie, hvorfor vente på det rette øjeblik, når øjeblikket er nu?

Jeg blev afbrudt i min tankestrøm, da edkedlen pev, at den var færdig med at koge, så vandet var klart til at blive hældt over tebrevene i kopperne. Jeg hældte lidt mælk i begge kopper, inden jeg bevægede mig ind i stuen og over til sofaen, hvor Nina og Nellie havde sat sig. Nina smilede stort til mig, da jeg satte kopperne og satte mig ned ved siden af hende.

"Hendes øjne er så smukke." Sagde jeg, så Nina grinede lidt.

"Det er dine øjne, Niall." Sagde hun og aede vores datter forsigtigt på kinden. Tankerne fortsatte i hovedet på mig. Hun sidder med jeres datter! Jeres datter, jeres datter sammen. I er en familie nu!

"Ligner hun mig så meget?" Spurgte jeg. Nina nussede Nellies lille hånd og kiggede så lidt i mellem os.

"Det synes jeg, ja." Sagde hun og sendte mig et stort smil. Jeg grinede dog over en lille anderledeshed.

"Hendes hår er mørkt." Påpegede jeg.

"Jeg fortjener også lidt credit efter alt det slid hun puttede mig igennem." Sagde hun og kiggede smilende ned på Nellie, som gabte højt.

"Hun minder mig om den der drage fra "Sådan træner du din drage"." Sagde jeg og pegede på hendes tandløse gummer, så Nina hurtigt grinede højt.

"Kalder du hende for et flyvende tandløst firben?" Spurgte hun og kiggede grinende på mig. Jeg rystede grinende på hovedet.

"Jeg kalder hende en drage!" Sagde jeg, så Nina bare kiggede måbende på mig, inden hun brød ud i høj latter.

"Du er sådan en idiot." Sagde hun grinende. Jeg trak på skuldrene.

"Ja, men jeg er din idiot." Sagde jeg, så Nina stoppede med at grine og i stedet kiggede på mig med et lidt seriøst ansigt. Hun kiggede lidt på mig, inden hun lænede sig over og lagde sin hånd kærtegnende på min kind og kyssede mig i et langt kys.

"Jeg elsker dig, Niall. Helt ind til det inderste af mit bankende hjerte." Sagde hun og kiggede ind i mine øjne med sine hasselbrune. Jeg sendte hende et forsigtigt smil.

"Jeg elsker dig meget mere." Sagde jeg og kunne mærke, hvor ærligt det hele føltes. Alt var godt. Alt var... Perfekt.

"Det hele er så godt nu." Sagde hun, som om hun kunne læse min tanker. Hvilket kun hun af alle mennesker kunne.

"Jeg ved det." Sagde jeg, så hun sendte mig et lige så stort smil tilbage og så kiggede ned på Nellie igen.

”Hun er så perfekt.” Sagde hun, mens hun strøg Nellie over hovedet. Jeg kiggede på den lille pige.

"Hun er meget mere end perfekt." Sagde jeg, mens Nina kiggede ned på det lille barn.

"Hun er vores.. Det er det, der gør hende så perfekt." Sagde hun stille og roligt. Jeg fortsatte bare med at smile.

"Hun er kun perfekt, fordi at..." Jeg stoppede, og tog mig selv i at kigge på Nina, og i et kort øjeblik betragtede jeg hende. Betragtede den unge kvinde, med det lange brune letkrøllede hår, og de smukke hasselbrune øjne, samt de dejlige lyserøde læber, som bare ved en' enkelt let berøring mod mine, kunne få mine knæ til at føles som gele'. Hendes stemme lød som violiner i mine ører og hendes latter som engleklang. Hendes bevægelser kunne få mit hjerte til at springe slag over, hendes berøringer kunne få mig til at miste vejret, hendes øjne kunne gøre mig nyforelsket hver gang jeg kiggede ind i dem og hendes smil kunne fylde min krop fra yderste hårrod til yderste tåspids med sådan en lykke, som jeg aldrig troede mulig. Og så var der også hende, hele hende. Hele hendes person, hele hendes udstråling... Alt det og så meget mere, gjorde jeg var sikker på, jeg aldrig nogensinde havde elsket en person, så meget som hende. Hvilket både var skræmmende og fascinerende, fordi jeg slet ikke vidste, at en person kunne elske en anden person så meget. Men også fordi jeg var fuldt ud sikker på, jeg aldrig ville kunne elske en anden person på samme måde som jeg elskede Nina. Nina var... Ja..

"Du er perfekt." Sagde jeg og holdt mine øjne rettede forelsket mod hende. Hun kiggede mig i øjnene og jeg mærkede, at hun tog vejret fra mig, fik mit hjerte til at springe et slag over, min krop til at føles som gele', og den største form for lykke, jeg nogensinde havde følt i hele mit liv, til at sprede sig i hele kroppen på mig.

Harry havde ret. Jeg behøvede ikke en ekstraordinær grund til at spørge hende. Vi behøvede ikke gøre noget ekstraordinært, eller tage nogle specielle steder hen. Alt var overflødigt, fordi det hele i sidste ende bare handlede om hende og mig. Om os. Jeg behøvede ikke søge efter det perfekte øjeblik mere, for uanset hvor meget jeg end ville søge, så ville intet nogensinde komme til at føles så perfekt som øjeblikket nu. Det var jeg sikker på.

Så selv om det virkede som den tossedeste ide, så vendte jeg mit hoved mod hende og spurgte:

"Nina, vil du gifte dig med mig.”

______________________________________________________________________________________________

Ciffhangers er begyndt at blive en ting jeg er ved at være god til nu!!

Men nå, jeg vil ikke spørge om specifikke ting, men bare lade jer om at kommentere, med mindre i selvfølgelig intet har at påpege?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...