Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177791Visninger
AA

35. Maybe? Never.

"Nobody said it was easy, no one ever said it would be so hard

I'm going back to the start."

Coldplay - The Scientist

 

Niall P.O.V

Min hjerne kørte der ud af, med en alt for høj fart, der gjorde, at det efterhånden begyndte at dunke hårdt i hovedet på mig, som en ynkelig hovedpine. Jeg prøvede at stramme mit greb en smule om rattet i bilen, men smerten fra de åbne sår på mine knoer, som fik mine hænder til at ryste, og gøre bevægelsen en smule umulig for mig. Ligesom det at kigge over på den unge kvinde, på passagersædet ved siden af mit.

Hun sad lige der ved siden af hende, lige som jeg så desperat havde ønsket lige siden hun forlod mig. Men nu... nu, var det svært for mig, at kigge på hende. Det var derfor, at hele turen hjem til vores vandte hjemlige lejlighed, føltes meget længere og pinefuld, nu hvor ingen af os sagde noget til hinanden, og tanken om det der var sket, og det, der muligvis ville ske, blev ved med at pine min hjerne endnu mere, så smerten over hele min krop, spredte sig til enhver lille afkrog.

Vi holdt ind på vores sædvanlige parkeringsplads foran lejlighedskomplekserne, og for en gangs skyld siden de sidste fire dage, så holdt der denne gang kun to sorte biler, som paparazzierne opholdt sig i, og der var heller ingen fans denne gang. Dog gjaldt det alligevel stadig om, at skynde sig ud af bilen og så hurtigst som muligt, løbe over til opgangen, så der måske var held for, at paparazzierne ikke ville få øje på os. Og for det, der desværre føltes som den allerførste gang, i alt for lang tid, så var heldet med os denne gang.

Vi gik langsomt op til den 3. etage, hvor vores hjem lå på. Jeg ville fiske nøglerne op af min lomme, men jeg tabte den, på grund af skælveriet fra mine hænder. Dog da jeg ville bukke mig ned efter dem, kom Nina mig i forkøbet.

"Lad mig." Sagde hun stille, og tog nøglerne, så hun kunne låse døren op, og vi kunne komme ind. Jeg sukkede bare tungt og tændte så i stedet lyset, så gangen og stuen/køkkenet lyste op, og et tungt suk så kom fra Nina af.

"Du har ryttet op.." Konstaterede hun. Jeg nikkede på hovedet. Hun gik forsigtigt over og satte Nellie ned på hendes lille legetæppe, som jeg havde lagt frem, i håb om, at hun i mellem de fire dage de var væk, ville komme tilbage til mig. Nellie var heldigvis faldet til ro, efter alt påstyret og lagde sig helt roligt om på maven, mens at Nina puttede dynen om hende og aede hende forsigtigt. Jeg kiggede lidt forsigtigt på hende, indtil hun vendte sit hoved mod mig, og vores øjne så mødtes. Hendes smukke mørkebrune øjne, som jeg elskede så højt, men som efterhånden knuste mit hjerte mere og mere, for hver gang jeg kiggede ind i dem. Hun kiggede forsigtigt ned, inden at hun tørte de resterende våde tårer væk fra hendes kinder, og så rejste sig og gik ud i køkkenet, og efterlod mig tilbage i stuen. Dog kun for en meget kort stund, inden hun kom tilbage med en våd klud, og så forsigtigt gik over og satte sig ned foran mig, og hurtigt kiggede spørgende ind i mine øjne, og jeg så rakte min hånd frem, så hun kunne lægge den kolde våde klud, mod mine skælvende sårede knoer.

Vi sad bare der i stilhed, mens hun forsigtigt vaskede mine knoer rene, og så til sidst, bevægede kluden op mod mit ansigt, for at presse den kølende mod min lethævede kæbe.

"Hvad skete der med os?" Spurgte hun forsigtigt, så jeg rettede mine øjne ned mod hendes mørkebrune, hjerteknusende igen. Jeg trak på skuldrene.

"Jeg ved det ikke, baby." Sagde jeg, så hun satte sig tilbage, og så lagde kluden ved siden af sig, og så endte med at sætte sig med ryggen op af sofaen, ligesom jeg, ved siden af mig. Bare tilstedeværelsen af hende, kunne gøre mig helt åndeløs til tider stadigvæk.

"Jeg ved det heller ikke, Niall... men nogle gange, så undre det mig bare, hvad vi kunne have gjort anderledes, for at det ikke skulle have endt så galt her..." Sagde hun lavt og snøftede kort bag efter, så jeg rettede lidt på mig selv, og så hev mine knæ op til mig, så jeg kunne flette mine hænder omkring dem.

"Måske helt fra starten af?" Sagde jeg forsigtigt, så det udstødte et tungt suk fra Nina af.

"Måske." Sagde hun bare kort og tomt, så jeg hurtigt vendte mit hoved mod hende.

"Nina, kan jeg spørge dig om noget?" Spurgte jeg forsigtigt, så hun nu vendte sit hoved mod mig, og så kiggede på mig, med et træt og tomt blik. Jeg kunne mærke, at noget i mit hjerte mærkedes forkert, men jeg vidste godt, at det var for tidligt, at diagnosiere hvad det var.

"Hader du mig?" Spurgte jeg, og ønskede for alt i hele verden, at høre hende lyve, men også at høre sandheden. Hun vendte sit hoved igen, så hun kiggede ligeud i luften, mens jeg kunne se, at hun overvejede sine svar. Lejligheden lød stille, og det pinte mig meget... Men kun lige indtil, at Nina kiggede på mig og sagde:

"Ja." Jeg kunne mærke, hvordan en smerte langsomt kunne mærkes sprede sig i mit bryst, hvor mit allerede bristende hjerte, var placeret i en hængende tråd.

"Nogle gange slet ikke. Andre gange på ingen måde... Og så igen altid, og nærmest ved hvert åndedræt jeg tager. " Sagde hun, mens at en enkelt tårer trillede ned af hendes ene kind.

"Undskyld." Sagde jeg kort, men hun rystede bare på hovedet, mens at hun hurtigt trak sin hånd op til sin kind, for at tørrer tårerne væk.

"Nogle gange tænker jeg på, hvad der ville være sket, hvis jeg bare var fyldt med strømmen til den koncert, så jeg aldrig var faret vild.." Fortalte hun, mens at hendes øjne faldt ned på den kæde, med de to hjerter, som stadig sad rundt om håndledet på hende, som et løfte om en kæmpe kærlighed til hende, som en ung fyr lovede han aldrig ville bryde... Mit løfte.

"Hvad tror du, der ville være sket så?" Spurgte jeg og kiggede ventende på hende, mens hun holdt sit blikket rettet tomt ud i luften.

"Jeg ved det ikke, Niall... Nogle gange tænker jeg, at mit liv på ingen måde ville være det samme, og så bliver jeg nærmest helt knust og ulykkelig ved tanken... men så andre gange..."

"Så føles det som det bedste, der nogensinde kunnet være sket?" Afsluttede jeg hendes sætning, så hun vendte sit hoved mod mig, så vores øjne mødtes, og hun så nikkede forsigtigt.

"Ja... Ja, det ville det.." Sagde hun. Jeg mærkede forsigtigt et skår gå i gennem hjertet på mig.

"Tænker du stadig det samme... selv nu?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun vendte langsomt sit hoved mod mig, så hendes øjne mødte mine, og så kun lige holdt dem der kort, inden hun forsigtigt vendte sit hoved væk igen. Jeg kiggede ventende på hende, og endte så med at rykke mig lidt tættere på hende, hvilket fik hende til at tale.

"Jeg føler mig så træt, Niall.." Indrømmede hun. Jeg sukkede tungt og rykkede mig forsigtigt tilbage igen.

"Jeg tror, at vi efterhånden har været i gennem det her alt for mange gange... Det her frem og tilbage hejs... Og jeg tror bare, at jeg snart... ikke kan mere." Hun sagde det sidste lidt lavere, men alligevel så var det som om, at det var noget af det hun sagde, som jeg hørte tydeligst. Jeg kiggede forsigtigt over på hende, og kunne allerede tyde tårerne, der trillede ned af hendes kinder. Jeg ville række min hånd over mod hende, for at tørre dem væk, men hun veg hurtigt væk fra mig og endte med hurtigt at rejse sig op og stille sig med sine arme trøstende omkring sig, foran mig.

"Baby..." Sagde jeg forsigtigt, så hun hurtigt rystede på hovedet.

"Jeg tror, Niall, at lige meget hvad... lige meget, hvor mange gange vi gør det her... lige meget, hvor meget og hvor mange gange vi sårer hinanden, og knuser hinandens hjerter... så vil jeg altid elske dig." Jeg kiggede overrasket op på hende, mens jeg selv også rejste mig op og stillede mig forsigtigt lidt tættere på hende.

"Og måske er det det', der er problemet i det hele.." Sagde hun forsigtigt. Jeg prøvede igen, at række ud efter hende, men hun veg endnu en gang væk fra mit greb.

"Hvordan kan det..." Prøvede jeg, men hun svarede mig hurtigere, end jeg kunne nå at fuldføre det egentlige spørgsmål.

"Fordi, at gennem det hele... gennem alt sorgen, og de knuste hjerteskår, så vil jeg alligevel altid elske dig... og måske er det' derfor, at det altid ender så galt, også selv om vi lover, at det gang på gang, nok skal blive okay... Fordi, at jeg simpelthen elsker dig for meget..." Sagde hun og kiggede op på mig med røde og trætte øjne.

"Jeg elsker også dig, Nina." Sagde jeg forsigtigt, så hun klemte øjnene sammen, så flere tårer trillede ned af hendes kinder, og hun krummede sig lidt mere sammen.

"Baby, please..." Prøvede jeg, og kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig af at se mit livs kærlighed så knust.

"Det ved jeg godt, Niall... Og det er jeg virkelig ked af." Sagde hun. Jeg sukkede tungt.

"Men det skal du ikke være!" Sagde jeg hurtigt, så hun straks kiggede op på mig og så kiggede knust på mig.

"For helvede, Niall!" Bandede hun hurtigt og tog sig til hovedet. Jeg mærkede hurtigt, hvordan irritationen spredte sig i mig.

"Luk mig nu ind, for satan... Bare for en fucking gangs skyld!" Bandede jeg selv, og kunne mærke hvordan den opsamlede frustration sprang frem i mig.

"Hvorfor forstår du ingenting?!" Vrissede hun og kiggede opgivende på mig. Jeg sukkede vredt.

"Hvad er det jeg ikke forstår, Nina? Fortæl mig det, eller vil du også holde det skjult for mig?" Vrissede jeg frustreret tilbage. Hun kiggede træt på mig.

"Hvorfor forstår du ikke, at vi altid overser realiteten, og hellere vil leve på en løgn?"

"Hvad for en løgn er det lige du snakker om?"

"Det her!" Råbte hun og pegede mellem hende og jeg. Jeg rynkede mine bryn forvirret sammen.

"Niall, for helvede... Det kan jo ikke gå det her!" Sagde hun grædende og tog sig igen frustreret til hovedet. Jeg kunne mærke vreden stige op i mig.

"Ved du hvad, Nina? Nu skal jeg fortælle dig en ting! Nogle gange så skulle man fandme tro, at du allerede har givet op på problemer, før de overhovedet er der!" Sagde jeg hurtigt. Hun kiggede forsigtigt op på mig.

"Ja, nogle gange så er det som om, at du allerede har givet op, før kampen overhovedet er startet, og så sker der det, at du, som du altid fucking plejer, lukker dig ind og frustrerer mig helt ud til tæerne!"

"Du ved ikke hvordan det er!" Råbte hun tilbage.

"Hvordan hvad er? Se, det er det du gør, du giver mig altid små hints, som jeg ikke har nogen jordisk chance for at tolke, Nina... Hvorfor kan du aldrig bare sige tingene som de er?!" Vrissede jeg.

"Skal jeg sige dig, hvordan det er?" Vrissede hun vredt tilbage. Jeg krydsede mine arme og kiggede insisterende på hende.

"Ja tak!"

"Fint! Jeg lever i konstant frygt! Er du klar over det!" Råbte hun og kiggede tårevæddet på mig. Jeg spærrede mine øjne uforstående op.

"Jeg lever i en konstant frygt for, at det, der føles som mit livs absolut største kærlighed, en dag vil komme og slutte brat foran mig, og aldrig nogensinde komme tilbage igen... Er du klar over det?" Spurgte hun, så jeg hurtigt mærkede vreden.

"Det lignede det ikke, da James' læber var klistret mod dine tideligere!" Sagde jeg hurtigt, så jeg straks kunne se, hvordan lyn slog frem i hendes øjne.

"Du skal fandme ikke starte noget, du absolut ikke vil ønske at starte, Horan!" Sagde hun hurtigt og hævede sin pegefinger mod mig. Jeg prustede hurtigt.

"Og hvad er det lige jeg ikke ønsker at starte, Nina? Hvad er det lige jeg ikke ønsker at starte?!" Jeg vidste godt, at jeg var provokerende, men jeg kunne mærke, at Nina ikke var den eneste, der havde fået nok nu.

"Måske jeg skal minde dig om den aften i Amerika, hvor jeg fandt dig, i en rimelig hed affære med hende du havde lovet, det hele var slut med!"

"Jeg har fortalt dig hvad der skete, Nina! Jeg troede det var dig!" Prøvede jeg, men hun grinede bare hurtigt opgivende.

"Seriøst, enten var du skide stiv, eller også er du måske lige så dum, som så mange tror... Tænk, at du ikke engang kunne kende forskel på din egen kæreste!" Sagde hun hårdt, så jeg godt hurtigt huskede på, hvor dum jeg havde følt mig efter sceancen med Rebecca på natklubben.

"Nina, jeg er ked af det... Hvor meget mere kan du hade mig?!" Spurgte jeg hurtigt. Hun kiggede hurtigt på mig.

"Jeg hader dig ikke, Niall... det har jeg aldrig gjort.." Sagde hun forsigtigt, men inderst inde, så var jeg ved at sprænge.

"Nej, nej, for det føles slet ikke sådan en gang i mellem!" Sagde jeg hårdt og kunne mærke, at jeg langt om længe, havde brug for at komme ud med nogle af mine frustrationer.

"Okay, så sig det dog!" Vrissede Nina hurtigt.

"Ville en ikke hadende kæreste måske nogensinde lyve om sin graviditet, og endda forlade sin kæreste, for at tage hen for at få det aborteret! Det var vores datter vi snakker om Nina... Vores!" Råbte jeg hurtigt.

"Du sagde selv, at det ikke ville kunne gå alligevel, og jeg ville ikke ende med at såre dig igen som første gang!" Prøvede hun, men jeg rystede bare på hovedet.

"Nina, hvad der skete første gang, var ikke din skyld... Det var ingens skyld... Det er hvad der sker!"

"Men jeg ville ikke udsætte dig for det igen jo!" Sagde hun med tårer trillende ned af sine kinder. Jeg trak vejret dybt ind.

"Nina, du siger du ikke vil såre mig... Og jeg er ked af, at du overhovedet overvejede tanken, bare fordi du tænkte på mig, men det er ikke engang det værste... Det at du holdt det inde i dig selv, er det, der sårer mig mest." Hun kiggede mig forsigtigt op i øjnene.

"Det er ligesom den gang, alle fansene omringede os i Amerika og de var hårde ved dig, og jeg så fandt ud af, at det absolut ikke var første gang... Ligesom med din Instagram-account!" Sagde jeg hurtigt og mindedes hurtigt ved de sårende minder.

"Jeg vil bare beskytte dig..." Sagde hun forsigtigt.

"Hold op med at sig det!" Råbte jeg hurtigt, så hun kiggede chokeret op på mig.

"Nina, du sårer mig endnu mere ved absolut at holde det væk fra mig... Du ved ikke, hvor meget det egentlig knuser mig, når du indrømmer noget du har holdt inde og skjult for mig alt for længe.. Det er som om, jeg slet ikke må kende dig!" Sagde jeg såret. Hun kiggede opgivende på mig.

"Jeg er bare så bange, Niall... For det føles som om, at når jeg åbner for problemerne, så er alt godt i en kort periode... Men så inden jeg ser mig om, så sidder jeg i et fly på vej hjem fra Amerika med et knust hjerte og kærestesorger!" Sagde hun, så jeg hurtigt mærkede mit hjerte springe et slag over.

"Du gjorde det samme mod mig!"

"Dengang i November? Niall, hvad havde du troet?" Sagde hun opgivende.

"At dine følelser for mig stadig var lige så stærke..." Sagde jeg forsigtigt.

"Niall, du sagde, at du ikke elskede mig mere... Det er nok det værste du nogensinde har kunnet sige til mig!" Sagde hun, så jeg hurtigt kiggede ind i hendes øjne og så ærligheden, der dybt var malet i dem.

"Nina, jeg elsker dig... det har jeg altid gjort..."

"Og det er det, der er problemet, Niall!" Sagde hun hurtigt.

"Det er derfor, at selv om du skræmte din egen datter for øjnene af hende, og endda også skræmte og sårede mig. Selv om du sagde at beslutningen om aborten var helt min egen, og så forlod mig efter. Selv om du endnu en gang lovede, at du altid ville passe på mig, efter at have fået mig til at trygle dig om, at tage mig tilbage, efter at du havde knust mit hjerte og sendt mig væk, efter at jeg havde set dig kysse en anden en end mig. Selv om du første gang lovede, at du altid ville passe på mig, og for evigt elske mig, selv efter at have knust mit hjerte endnu en gang, fordi du brød den tillid, jeg ellers havde troet, at jeg ikke kunne give nogen fyr, på så kort tid. Selv om jeg inderst inde, godt ved, at jeg nok skulle have lyttet til min hjerne i stedet for mit hjerte, helt fra starten af... så alligevel trods det... Trods alt det, så elsker jeg dig." Jeg kunne mærke, hvordan jeg fik sværere og sværere ved at trække vejret og mine øjne føltes også mere og mere våde efterhånden.

"Trods alt sorgen og hjerteknuseriet, så elsker jeg dig, og derfor kan jeg ikke blive hos dig nu." Sagde hun, så jeg mærkede hvordan de gamle skår fra alle de forrige gange, hvor Nina og jeg havde stået i den her situation, gik op og knuste mit hjerte helt.

"Jeg kan ikke mere, Niall... Jeg elsker dig, og det vil jeg nok altid gøre... Hvilket også er derfor, at jeg allerhelst vil ønske, at vi aldrig nogensinde havde mødt hinanden, og at jeg aldrig havde fundet det armbånd og havde forelsket mig i dig..." Sagde hun, mens at de sidste tårer trillede ned af hendes kinder.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvad jeg skulle sige til hende... For et eller andet sted, så kunne jeg ikke lade vær med at give hende ret. Ja, Nina var og ville altid være den pige, jeg sikkert for evigt ville elske allermest i hele verden over et hvert menneske... Og det var nok også det, der gjorde, at vi et eller andet sted, måske aldrig havde været den rigtige for hinanden. Det havde skæbnen efterhånden bevist for os alle. Jeg kiggede dog bare kort på hende, inden jeg gik over og lagde armene om hende og indåndede hendes velkendte varme duft, og så kort kyssede hende i håret.

"Jeg er virkelig ked af det, Nina Andrews." Sagde jeg og slap hende, og trådte tilbage og vendte ryggen til hende. Jeg kunne lavt høre, hvordan hendes stemme udstødte knuste hulk, mens at jeg langsomt forlod rummet.

Dog vendte jeg mig kort om mod hende en sidste gang, og sagde:

"Jeg ved godt, at vores historie er en smule kompleks, og temmelig kaotisk til tider... Men alligevel så er det okay, hvis jeg ikke er dit yndlings kapitel i din livshistorie, men jeg vil dog stadig håbe, at du vil smile, bare en lille bitte smule, når du kigger tilbage på de sider, som jeg var en del af." Vi sendte hinanden et sidste blik, inden jeg forlod hende for den sidste gang nogensinde med ordene:

"Jeg elsker dig, Nina. For evigt."

_____________________________________________________________________________________________

Undskyld! XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...