Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

140Likes
585Kommentarer
184063Visninger
AA

35. Maybe? Never.

"Nobody said it was easy, no one ever said it would be so hard

I'm going back to the start."

Coldplay - The Scientist

 

Niall P.O.V

Min hjerne kørte der ud af, med en alt for høj fart, så det begyndte at dunke i hovedet på mig, som en ynkelig hovedpine. Jeg prøvede at stramme mit greb om rattet i bilen, men smerten fra de åbne sår på mine knoer, fik mine hænder til at ryste, og gøre bevægelsen umulig for mig. Ligesom at kigge over på den unge kvinde, på passagersædet ved siden af mit.

Hun sad lige der, ligesom jeg så desperat havde ønsket det siden hun forlod mig. Men nu... nu, var det svært for mig, at kigge på hende. Det var derfor, hele turen hjem til vores vandte hjemlige lejlighed, føltes meget længere og pinefuld, nu hvor ingen af os sagde noget. Tanken om det, der var sket og det, der ville ske, blev ved med at pine min hjerne endnu mere, så smerten spredte sig til enhver afkrog.

Vi holdt ind på vores sædvanlige parkeringsplads foran lejligheden, og for en gangs skyld, holdt der kun to sorte biler, som paparazzierne opholdt sig i, og der var ingen fans. Dog gjaldt det alligevel stadig, at skynde sig ud af bilen og hurtigst som muligt, løbe over til opgangen, så der måske var held for, at paparazzierne ikke ville få øje på os. For det, der desværre føltes som allerførste gang, så var heldet med os.

Vi gik op til den 3. etage, hvor vores hjem lå. Jeg ville fiske nøglerne op af min lomme, men jeg tabte den, på grund af skælveriet fra mine hænder. Men da jeg bukkede mig ned efter dem, kom Nina mig i forkøbet.

"Lad mig." Sagde hun og tog nøglerne, så hun kunne låse op, og vi kunne komme ind. Jeg sukkede tungt og tændte lyset, så gangen lyste op, og et tungt suk kom fra Nina af.

"Du har ryttet op.." Konstaterede hun. Hun gik forsigtigt ind og satte Nellie ned på hendes lille legetæppe, som jeg havde lagt frem, i håb om, hun i mellem de fire dage de var væk, ville komme tilbage. Nellie var heldigvis faldet til ro, efter alt påstyret og lagde sig helt roligt om på maven, mens Nina puttede dynen om hende. Jeg kiggede lidt på hende, indtil hun vendte sit hoved mod mig, og vores øjne mødtes. Hun kiggede ned, inden hun tørte de resterende våde tårer væk fra hendes kinder, og rejste sig, for at gå ud i køkkenet, og efterlade mig tilbage i stuen. Dog kun for en kort stund, inden hun kom tilbage med en våd klud. Hun gik over og satte sig ned foran mig, og kiggede spørgende ind i mine øjne. Jeg rakte min hånd frem, så hun kunne lægge den kolde våde klud, mod mine skælvende knoer.

Vi sad bare der i stilhed, mens hun vaskede mine knoer rene, og til sidst, bevægede kluden op mod mit ansigt, for at presse den kølende klud mod min lethævede kæbe.

"Hvad skete der med os?" Spurgte hun forsigtigt, så jeg rettede mine øjne ned mod hendes mørkebrune.

"Jeg ved det ikke, baby." Sagde jeg, så hun lagde kluden ved siden af sig, og satte sig med ryggen op af sofaen, ligesom jeg. Bare tilstedeværelsen af hende, kunne gøre mig helt åndeløs stadigvæk.

"Jeg ved det heller ikke, Niall... Nogle gange, undrer det mig bare, hvad vi kunne have gjort anderledes, for at det ikke skulle have endt så galt..." Sagde hun og snøftede kort bag, så jeg rettede på mig selv, og hev mine knæ op til mig.

"Måske helt fra starten af?" Sagde jeg forsigtigt.

"Måske." Sagde Nina tomt, så jeg vendte mit hoved mod hende.

"Nina, kan jeg spørge dig om noget?" Spurgte jeg forsigtigt, så hun vendte sit hoved mod mig, og kiggede på mig med et træt og tomt blik. Noget i mit hjerte mærkedes forkert, men jeg vidste godt, det var for tidligt, at diagnosiere hvad det var.

"Hader du mig?" Spurgte jeg, og ønskede for alt i hele verden, at høre hende lyve, men også at høre sandheden. Hun vendte sit hoved igen, så hun kiggede ligeud i luften, mens hun overvejede sine svar. Lejligheden lød stille, og det pinte mig. Men kun indtil, Nina kiggede på mig og sagde:

"Ja." En smerte spredte sig i mit bryst, hvor mit allerede bristende hjerte, var placeret i en hængende tråd.

"Nogle gange slet ikke. Andre gange på ingen måde... Og så igen altid og nærmest ved hvert åndedræt jeg tager. " Sagde hun, mens en tåre trillede ned af hendes kind.

"Undskyld." Sagde jeg kort. Hun rystede på hovedet og trak sin hånd op til sin kind, for at tørre tårerne væk.

"Nogle gange tænker jeg på, hvad der ville være sket, hvis jeg bare var fyldt med strømmen til den koncert, så jeg aldrig var faret vild.." Fortalte hun, mens hendes øjne faldt ned på kæden med de to hjerter, som stadig sad rundt om håndledet på hende, som et løfte om en kæmpe kærlighed til hende, som en ung fyr lovede han aldrig ville bryde... Mit løfte.

"Hvad tror du, der ville være sket?" Spurgte jeg og kiggede på hende.

"Jeg ved det ikke, Niall. Nogle gange tænker jeg, mit liv på ingen måde ville være det samme, og så bliver jeg nærmest helt knust og ulykkelig ved tanken... men andre gange..."

"Så føles det som det bedste, der nogensinde kunnet være sket?" Afsluttede jeg hendes sætning, så hun vendte sit hoved mod mig, så vores øjne mødtes, inden hun nikkede forsigtigt.

"Ja..." Sagde hun. Jeg mærkede et skår gå i gennem hjertet på mig.

"Tænker du det samme... selv nu?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun vendte langsomt sit hoved mod mig, så hendes øjne mødte mine, og hun kun lige holdt dem der kort, inden hun forsigtigt vendte sit hoved væk igen. Jeg kiggede ventende på hende, og endte så med at rykke mig lidt tættere på hende, hvilket fik hende til at tale.

"Jeg føler mig så træt, Niall.." Indrømmede hun.

"Jeg tror, vi efterhånden har været i gennem det her alt for mange gange. Det her frem og tilbage hejs... Jeg tror bare, at jeg... ikke kan mere." Hun sagde det sidste lidt lavere, men alligevel var det som om, det var noget af det hun sagde, jeg hørte tydeligst. Jeg kiggede forsigtigt over på hende, og kunne allerede se tårerne, der trillede ned af hendes kinder. Jeg rakte min hånd over mod hende, for at tørre dem væk, men hun veg hurtigt væk og endte med at rejse sig.

"Baby..." Sagde jeg, så hun rystede på hovedet.

"Jeg tror, at lige meget hvad... lige meget, hvor mange gange vi gør det her... lige meget, hvor meget og hvor mange gange vi sårer hinanden, og knuser hinandens hjerter... så vil jeg altid elske dig." Jeg kiggede overrasket op på hende og rejste mig op og stillede mig tættere på hende.

"Og måske er det det', der er problemet.." Sagde hun forsigtigt. Jeg prøvede, at række ud efter hende, men hun veg endnu en gang væk fra mig.

"Hvordan kan det..." Prøvede jeg, men hun svarede mig hurtigere, end jeg kunne nå at fuldføre det egentlige spørgsmål.

"Fordi, gennem det hele... gennem alt sorgen og de knuste hjerter, så vil jeg alligevel altid elske dig... og måske er det' derfor, det altid ender så galt. Selv når vi lover, at det gang på gang, skal blive okay... Jeg elsker dig bare for meget..." Sagde hun og kiggede op på mig med røde øjne.

"Jeg elsker også dig, Nina." Sagde jeg forsigtigt, så hun klemte øjnene sammen og flere tårer trillede ned af hendes kinder. Hun krummede sig lidt sammen.

"Baby, please..." Prøvede jeg, og kunne mærke, mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig af at se mit livs kærlighed så knust.

"Det ved jeg godt, Niall... Og det er jeg virkelig ked af." Sagde hun.

"Men det skal du ikke være!" Sagde jeg hurtigt, så hun kiggede op på mig og kiggede knust på mig.

"For helvede, Niall!" Bandede hun hurtigt og tog sig til hovedet. Irritationen spredte sig i mig.

"Luk mig nu ind, for satan... Bare for en fucking gangs skyld!" Bandede jeg, mens den opsamlede frustration sprang frem i mig.

"Hvorfor forstår du ingenting?!" Vrissede hun og kiggede opgivende på mig. Jeg sukkede vredt.

"Hvad er det jeg ikke forstår, Nina? Fortæl mig det!" Vrissede jeg frustreret.

"Hvorfor forstår du ikke, vi altid overser realiteten, og hellere vil leve på en løgn?"

"Hvad for en løgn? Hvad snakker du om?"

"Det her!" Råbte hun og pegede mellem hende og jeg.

"Niall, for helvede. Det kan jo ikke gå det her!" Sagde hun grædende og tog sig frustreret til hovedet. Vreden steg i mig.

"Ved du hvad, Nina? Nu skal jeg fortælle dig en ting! Nogle gange skulle man fandme tro, du allerede har givet op på problemer, før de er der!" Sagde jeg hurtigt. Hun kiggede forsigtigt op på mig.

"Ja, nogle gange så har du allerede givet op, før kampen overhovedet er startet, og så sker der det, du, som du altid fucking plejer, lukker dig ind og frustrerer mig helt ud til tæerne!"

"Du ved ikke hvordan det er!" Råbte hun tilbage.

"Hvordan hvad er? Se, det er det, du gør! Du giver mig udsagn, som jeg ingen jordisk chance har for at tolke, Nina... Hvorfor kan du aldrig bare sige tingene som de er?!" Vrissede jeg.

"Skal jeg sige dig, hvordan det er?" Vrissede hun vredt.

"Fint! Jeg lever i konstant frygt! Er du klar over det!" Råbte hun og kiggede tårevæddet på mig. Jeg spærrede mine øjne uforstående op.

"Jeg lever i en konstant frygt for, at det, der føles som mit livs absolut største kærlighed, en dag vil slutte og aldrig komme tilbage igen... Er du klar over det?" Spurgte hun.

"Det lignede det ikke, da James' læber var klistret mod dine!" Sagde jeg hurtigt, så lyn slog frem i hendes øjne.

"Du skal fandme ikke starte noget, du ikke vil ønske at starte, Horan!" Sagde hun hurtigt og hævede sin pegefinger mod mig. Jeg prustede tungt ud.

"Og hvad er det lige jeg ikke ønsker at starte, Nina? Hvad er det lige jeg ikke ønsker at starte?!" Jeg vidste godt, jeg var provokerende, men Nina var ikke var den eneste, der havde fået nok nu.

"Måske jeg skal minde dig om den aften i Amerika, hvor jeg fandt dig, i en rimelig hed affære med hende du havde lovet, det hele var slut med!"

"Jeg har fortalt dig hvad der skete, Nina! Jeg troede det var dig!" Prøvede jeg, så hun grinede opgivende.

"Seriøst, er du virkelig så dum? Tænk, du ikke engang kunne kende forskel på din egen kæreste!" Sagde hun hårdt, så jeg godt hurtigt huskede på, hvor dum jeg havde følt mig efter sceancen med Rebecca på natklubben i Amerika.

"Nina, jeg er ked af det... Hvor meget mere kan du hade mig?!" Spurgte jeg. Hun kiggede hurtigt på mig.

"Jeg hader dig ikke, Niall... det har jeg aldrig gjort.." Sagde hun.

"Nej, nej, for det føles slet ikke sådan en gang i mellem!" Sagde jeg hårdt og kunne mærke, jeg langt om længe, kom ud med nogle af mine frustrationer.

"Okay, så sig det!" Vrissede Nina hurtigt, da hun havde gennemskuet mig.

"Ville en ikke hadende kæreste måske nogensinde lyve om sin graviditet, og endda forlade sin kæreste, for at tage hen for at få det aborteret! Det var vores datter vi snakker om Nina!" Råbte jeg hurtigt.

"Du sagde selv, det ikke ville kunne gå, og jeg ville ikke såre dig igen som første gang!" Prøvede hun, men jeg rystede bare på hovedet.

"Nina, hvad der skete første gang, var ikke din skyld... Det var ingens skyld!"

"Men jeg ville ikke udsætte dig for det igen jo!" Sagde hun. Jeg trak vejret dybt ind.

"Nina, du siger du ikke vil såre mig... Og jeg er ked af, du overhovedet overvejede tanken, fordi du tænkte på mig, men det er ikke engang det værste... Det at du holdt det inde i dig selv, er det, der sårer mig." Hun kiggede mig i øjnene.

"Det er ligesom den gang, alle fansene omringede os i Amerika og de var hårde ved dig, og jeg så fandt ud af, at det absolut ikke var første gang... Ligesom med din Instagram-account!" Sagde jeg og mindedes de sårende minder.

"Jeg vil beskytte dig..." Sagde hun.

"Hold op med at sig det!" Råbte jeg, så hun kiggede chokeret op på mig.

"Nina, du sårer mig endnu mere ved at holde det fra mig... Du ved ikke, hvor meget det knuser mig, når du indrømmer du har holdt noget inde og skjult for mig.. Det er som om, jeg slet ikke må kende dig!" Sagde jeg såret. Hun kiggede opgivende på mig.

"Jeg er bare bange, Niall... For det føles som om, at når jeg åbner for problemerne, så er alt godt i en kort periode... Men inden jeg ser mig om, sidder jeg i et fly på vej hjem fra Amerika med et knust hjerte!" Sagde hun, så jeg mærkede mit hjerte springe et slag over.

"Du gjorde det samme mod mig!"

"Dengang i November? Niall, hvad havde du troet?" Sagde hun opgivende.

"At dine følelser for mig stadig var lige så stærke..." Sagde jeg forsigtigt.

"Niall, du sagde, du ikke elskede mig mere... Det er det værste du nogensinde har sagt til mig!" Sagde hun, så jeg hurtigt kiggede ind i hendes øjne og så ærligheden, der dybt var malet i dem.

"Nina, jeg elsker dig... det har jeg altid gjort..."

"Og det er det er problemet, Niall!" Sagde hun hurtigt.

"Det er derfor, at selv om du skræmte din egen datter for øjnene af hende, og endda også skræmte mig. Selv om du sagde beslutningen om aborten var helt min egen, og så forlod mig efter. Selv om du endnu en gang lovede, du ville passe på mig, efter at have fået mig til at trygle dig om, at tage mig tilbage, efter at have knust mit hjerte og sendt mig væk. Selv om du første gang lovede, du altid ville passe på mig og for evigt elske mig, selv efter at have knust mit hjerte, fordi du brød den tillid, jeg ellers havde troet, jeg ikke kunne give nogen fyr, på så kort tid. Selv om jeg inderst inde, godt ved, jeg nok skulle have lyttet til min hjerne i stedet for mit hjerte, helt fra starten af... så trods det... Trods alt det, så elsker jeg dig." Jeg fik sværere og sværere ved at trække vejret og mine øjne føltes også mere våde.

"Trods alt sorgen og hjerteknuseriet, så elsker jeg dig, og derfor kan jeg ikke blive hos dig." Sagde hun, så jeg de gamle skår fra alle de forrige gange, hvor Nina og jeg havde stået i den her situation, gik op og knuste mit hjerte helt.

"Jeg kan ikke mere, Niall... Jeg elsker dig, og det vil jeg altid... Hvilket også er derfor, jeg ville ønske, vi aldrig nogensinde havde mødt hinanden, og at jeg aldrig havde fundet det armbånd og havde forelsket mig i dig..." Sagde hun hjerteknusende

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller sige til hende. For et eller andet sted, havde hun ret. Nina var og ville altid være den pige, jeg sikkert ville elske allermest i hele verden... Og det var nok også det, der gjorde, vi måske aldrig havde været de rigtige for hinanden. Det havde skæbnen efterhånden bevist. Jeg kiggede kort på hende, inden jeg gik over og lagde armene om hende og indåndede hendes velkendte varme duft, og så kort kyssede hende i håret.

"Jeg er virkelig ked af det, Nina Andrews." Sagde jeg og trådte tilbage og vendte ryggen til hende. Jeg kunne lavt høre, hvordan hendes stemme udstødte knuste hulk, mens at jeg forlod rummet.

"Jeg ved godt, vores historie er en smule kompleks, og temmelig kaotisk... Men det er det okay, hvis jeg ikke er dit yndlings kapitel i din livshistorie, men jeg vil dog stadig håbe, du vil smile, bare en lille smule, når du kigger tilbage på de sider, jeg var en del af." Vi sendte hinanden et sidste blik, inden jeg forlod hende for den sidste gang nogensinde.

_____________________________________________________________________________________________

Undskyld! XX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...