Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

138Likes
585Kommentarer
183177Visninger
AA

17. Goodbye superstar

"And I can’t take the way that you look at me

 Is there any place you and I could be?

 And we could go away

 It all could go away"

Olly Murs - Tomorrow

 

Niall og jeg gik langsomt ved siden af hinanden, mens at lufthavnens bygning tårnede sig over os. Jeg kiggede op på et fly, der lige havde lettet og sukket lidt for mig selv, så Niall kiggede på mig og klemte min hånd. Jeg prøvede at slappe lidt af, men han skulle bare vide.

"Hvem er der inde ud over dig?" Spurgte jeg.

"Kun Harry og Zayn. Louis og Liam tog af sted i går." Sagde han. Jeg trak vejret dybt ind, så Niall kiggede på mig igen.

"Er du okay? Du har været helt mut hele morgenen." Sagde han bekymret. Jeg kiggede hurtigt op på ham.

"Jeg er all right." Sagde jeg smilende og kyssede ham på kinden, så han smilede skævt, og bukkede sig ned og kyssede mine læber ømt.

"Jeg er glad for du tog med, babe." Sagde han. Jeg smilede hurtigt igen og lagde så armene om ham, så han lagde sine om mig og trak mig ind til sig. Dette var ret heldigt for mig, fordi han så ikke kunne se mit ansigt, der hele tiden prøvede at holde mine sande følelser skjult. Selv om dette bare var endnu en af de gange, hvor jeg skulle sende min elskede Niall ud i den store verden, så føltes den her gang alligevel som den absolut værste. Tanken om at Niall skulle forlade mig, gjorde meget mere ondt denne gang end alle de andre gange. Desværre vidste jeg godt hvorfor.

"Nina! Niall!" Lød det bag os, så jeg slap min omfavnelse om Niall og kiggede bag ud og lyste op i et smil.

"Sadie!" Sagde jeg glædeligt, da synet af min blonde bedste veninde, kom gående henne af gangen ved siden af Harry. Hun kiggede på Harry, som nikkede smilende, inden hun løb over mod mig og slog armene om mig. Vi hilste alle på hinanden, inden at jeg diskret hviskede Sadie i øret.

"Tak fordi du gad komme, Sad." Sagde jeg taknemmeligt og slap hende fra krammet. Hun smilede skævt.

"Det manglede da bare, men... Er du helt okay? Du ser rimelig bleg ud." Hviskede hun bekymret tilbage og lagde sin hånd mod min pande. Jeg veg hurtigt væk.

"Går du lige med mig på toilettet?" Spurgte jeg hurtigt og prøvede at kigge normalt, men samtidig også insisterende på hende. Hun kiggede forvirret på mig, men nikkede så og gik med.

Jeg gik i et stille og roligt tempo ved siden af hende, men lige så snart vi var ude fra drengenes synsvinkel og toilettet var lige ret forude, satte jeg i løb. Døren ind til toilettet flåede jeg hurtigt op, for at komme til det nærmeste toilet, som jeg straks bukkede mig ind over, så jeg kunne komme af med det, jeg havde holdt inde hele morgenen.

"Ahh for helvede, Nina!" Sagde Sadie opgivende, efter at have løbet efter mig og straks tog fat i min hestehale, så jeg ikke fik mit hår i munden. Tårerne løb ned af mine kinder og jeg havde svært ved at trække vejret, fordi jeg kastede op. Jeg tørrede mig om munden og trak ud i toilettet, inden jeg slog brættet ned, så jeg kunne sætte mig og gemme mine tårevæddede øjne i mine hænder.

"Du gør det kun værre for dig selv, ved at gøre det her. Det ved du godt, ikke?" Spurgte Sadie, mens hun satte sig på hug foran mig og strøg mig over håret. Jeg snøftede kort, men endte alligevel med at lade tårerne tage overhånd.

"Jeg kan ikke, Sadie... Jeg kan ikke..." Gentog jeg panisk for mig selv, så hun hurtigt tyssede på mig.

"Nina, det hele skal nok gå..."

"Nej!" Afbrød jeg hende.

"Sadie, jeg kan ikke fortælle ham det... Ikke nu... Det er for sent." Sagde jeg tomt.

"Nina, det er aldrig for sent. Du gør kun det her værre ved at vente til allersidste øjeblik. Og selv om jeg er virkelig ked af, at sige det, så er det øjeblik kommet. Du er nødt til at sige det, Nina... Tænk på hvis det var dig selv?" Prøvede hun, mens jeg tørrede mine øjne. Jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning, men det virkede nærmest umuligt.  

"Jeg er jordens værste menneske!" Sagde jeg træt og snøftede. Sadie prustede.

"Der er værre end dig." Sagde hun og lagde sin hånd ømt mod min kind.

"Jeg er lige her, Nina... Det ved du godt, ikke?" Spurgte hun og mindede mig endnu en gang om, at hun altid ville være min bedste veninde. Jeg snøftede lidt og nikkede så. Hun smilede skævt og rejste sig, for at hjælpe mig op og rettede på mit hår og make-up.

"Sådan der... Smuk som altid." Forsikrede hun. Vi gik ud fra toilettet igen og jeg så hurtigt Nialls nervøse blik, da han så mig.

"Seriøst, nu svarer du mig ærligt. Er du helt okay?" Spurgte han og gik hurtigt over til mig. Sadie sendte mig et blik, inden hun gik over til Harry og Zayn, der også var dukket op. Jeg sukkede hurtigt.

"Har jeg gjort noget forkert?" Spurgte Niall lavt, så jeg vidste, at han ønskede, det kun var os, der snakkede. Jeg kiggede ind i hans dybe blå øjne og huskede tilbage på den gang for cirka 3 og et halvt år siden, hvor jeg så ind i dem for allerførste gang, og stadig den dag i dag, fik den følelse som jeg fik allerførste gang jeg kiggede ind i dem.

"Jeg..." Startede jeg hurtigt, så han trådte tættere på mig og kiggede bekymret ind i mine øjne.

Hvad hvis jeg fortalte ham det og han så faktisk blev glad? Hvad hvis alle de bekymringer jeg dannede inden i mit hoved, var ubrugelige, fordi Niall aldrig ville gøre sådan? Hvad hvis jeg fortalte ham det og han ville svinge mig rundt i glæde og blive så ufattelig glad, så jeg vidste, at jeg aldrig skulle have bekymret mig til at starte med?

"Jeg..." Men hvad nu hvis det han sagde den dag om, at det måske var bedst for begge parter, at der slet ikke var noget barn? Hvad nu hvis jeg fortalte ham det og han så ville fortælle mig, at han da var glad på mine vegne... men at han ikke ønskede det? Hvad nu hvis han så tog af sted på tour og det så var det allersidste jeg nogensinde ville se til ham igen? Hvad nu hvis jeg fortalte ham hele sandheden og det så ville ødelægge... det hele?

"Baby?" Spurgte han og kiggede mig ventende i øjnene, så jeg kunne mærke, hvordan den første tåre trillede ned over min øjenkrog.

"Jeg kommer bare sådan til at savne dig." Sagde jeg, så han smilede og så kyssede mig på munden, inden han lagde armene om mig og fik alt inden i mig til at skrige.

"Jeg kommer til at savne dig mere." Jeg grinede lidt og håbede, at Niall tog det som et glædeligt grin, i stedet for et sorgfuldt et, som jeg vidste, det var.

"Nå, turtelduer... Hvis vi for en gangs skyld, skal nå vores fly, så skal vi altså sige farvel." Sagde Harry bag os. Niall kyssede mig igen, inden han slap mig og gik om til drengene og tog sin taske og kuffert. Sadie ønskede hurtigt drengene god tur, inden hun krammede Niall og så gav Harry en ordentlig krammer, inden hun gik over til mig, hvor Niall stadig stod ved mig.

"Jeg er hjemme før du ved det." Sagde han og kyssede mig på læberne. Jeg smilede, selv om jeg kunne mærke, jeg var ved at bryde ud i gråd.

"Det ved jeg." Sagde jeg, så han blinkede til mig, inden han vendte sig om og gik over til drengene ved rulletrappen op til boardingarealet.

"Kom." Sagde Sadie og lagde hånden på mit håndled, så vi kunne tage hjem. Dog kunne jeg ikke lade vær med at kigge tilbage på den unge mand jeg elskede allerhøjest i hele verden, men som jeg nu vidste, jeg ville såre på en af de værst tænkelige måder, og det slog så ufatteligt dybe skår i mit hjerte.

Jeg løsnede min hånd fra Sadies greb, så hun kiggede undrende på mig, da jeg gik tilbage mellem de mange mennesker, der allerede havde samlet sig omkring os og jeg så råbte:

"Niall!" Jeg satte straks i løb

"Niall, vent!" Jeg så, hvordan Niall oppe ved toppen af trappen vendte sig om og fik øje på mig.

"Niall!" Råbte jeg. Han kiggede hurtigt på Harry og Zayn, der tog hans ting, inden han løb ned af trappen og jeg spurtede over til ham.

"Nina?" Sagde han, i det jeg spurtede over og slog armene om halsen på ham og begyndte at græde.

"Jeg elsker dig, Niall." Sagde jeg ind i hans skulder og kunne mærke, hvor svært det var for mig ikke at ryste over hele kroppen. Han klemte armene trygt om mig og kyssede mig på siden af hovedet.

"Jeg er hjemme om nogle uger, baby." Lovede han, men hvis bare han vidste, hvorfor jeg græd.

"Du er bare lige kommet hjem." Sagde jeg, inden han trak sig fra mig og lagde sine hænder på mine kinder.

"Jeg kommer snart hjem til dig igen, okay?" Sagde han. Jeg sukkede og nikkede, så han lagde sin pande mod min, mens han hev mit ansigt op og kyssede mig dybt og følelsesladet. Jeg lagde mine arme om ham, og mærkede hvor mere og mere ondt det gjorde.

"Jeg elsker dig, Nina Andrews." Sagde han og kyssede mig på panden og trak min hånd op, så han kunne kysse hans armbånd på mit håndled.

"Jeg vil altid være her." Lovede han og kyssede mig en allersidste gang, inden han vendte om og endeligt løb op af rulletrappen og forsvandt. Jeg sukkede tungt idet at tårerne tog til, inden et par arme lægge sig om mine skuldre.

"Jeg er lige her, Nina... Bare rolig." Sagde Sadie betryggende i mine ører, mens hun rokkede mig i sin favn.

"Det skal nok gå... Alting skal nok gå." Lovede hun, selvom jeg godt vidste, at hun løj.

Jeg havde ødelagt det hele.

_____________________________________________________________________________________________

Nina overtænker tingene alt for meget, kan vi blive enige om det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...