Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177795Visninger
AA

24. Goodbye again?!

"But we fell so hard, and it felt so right, so don't let it all end here tonight"

Olly Murs - Don't say goodbye

 

Jeg åbnede forsigtigt mine øjne og mærkede straks den kraftfulde banken inde i maven på mig. Jeg stønnede hurtigt over det lille barns kraftfulde kung fu lignende bevægelser inden i mig, og sukkede så tungt ud. Dog hørte jeg hurtigt en stille tyssen, og så en arm, der lagde sig ind over mine skuldre.

"Er hun led ved dig?" Spurgte Niall hviskende. Jeg grinede forsigtigt, men sukkede så tungt igen, da det føltes som om, at hun bankede mig lige i rygsøjlen.

"Shh, min egen, mor kan ikke lide du gør sådan der." Sagde Niall og satte sig op i sengen, og lænede sig frem og kyssede mig på siden af min kuglerunde mave, inden han lagde sig tilbage, og jeg så forsigtigt hørte, hvordan han lavt begyndte at nynne, og jeg så lidt efter lidt, følte hvordan en form for ro lagde sig ind over min mave. Jeg sukkede lettet, og vendte mig så om på siden for at kysse Niall på næsen, så han stoppede sin svage nynnen og sendte mig et forsigtigt smil.

"Godmorgen, baby." Sagde han hviskende.

"Godmorgen, Niall." Sagde jeg tilbage og lagde min hånd op på hans kind, for at kærtegne ham ømt. Han sendte mig et smil og lænede sig så frem for at kysse mig på panden.

"Hvad er klokken?" Spurgte han. Jeg vendte mig om på siden og kiggede på mit vækkeur, og grinede så lidt for mig selv.

"Kvart over 7... og det er lørdag morgen." Niall grinede hurtigt, inden han lænede sig over og kyssede mine læber.

"Skal vi ikke bare få noget ud af dagen med det samme?" Spurgte han, så jeg ikke kunne lade vær med at grine, da han straks smed dynen af sig og sprang op af sengen. Og Niall var ellers aldrig et morgen menneske.

 

"Niall, for helvede!" Grinede jeg højt, da han endnu en gang prøvede at vende en pandekage i luften, men så endte med at kaste den skævt, så den kun lige ramte kanten knapt, og han så var nødt til at balancere rundt, som en eller anden cirkusklovn, for at få den tilbage i panden.

"Undskyld mig, men jeg har en ide om, at den ikke lige er min dag, med hensyn til bagning af pandekager." Sagde han og sendte mig et opgivende smil, så jeg ikke kunne lade vær med at grine lidt igen.

"Men, Niall min egen... Vi sulter!" Sagde jeg og gnubbede forsigtigt min mave, for at bevise min pointe.

"Nina... Baby... I er evigt sultne jo!" Sagde han, og tog nu sin tur til at grine af mig.

"Det har hun vel fra sin far." Sagde jeg, så jeg hurtigt kunne se, hvordan han smilede, men at det kun var kort, inden at hans smil falmede igen.

"Noget galt?" Spurgte jeg, og hoppede hurtigt ned fra borddisken, hvor jeg ellers havde siddet, og gik over til ham. Han løftede hovedet, for at kigge mig i øjnene, mens han forsigtigt lagde sine hænder på min mave.

"Hvordan tror du hun kommer til at være?"  Spurgte han forsigtigt. Jeg sukkede smilende.

"Det ved jeg ikke, har du nogle ønsker?" Spurgte jeg. Han smilede skævt.

"Jeg ved ikke, hvad det er, Nina, men på en måde, så glæder jeg mig som et lille barn juleaften... men så..."

"Men så?" Spurgte jeg hurtigt, og kunne straks mærke nervøsiteten.

"Jeg er virkelig bange, Nina." Sagde han og kiggede nervøst på mig. Jeg kunne dog ikke lade vær med at smile, og så mærke en varme i brystet på mig.

"Det er okay, Niall... Men jeg lover dig, du har intet at være bange for... Du kommer til at være den bedste far i hele verden." Sagde jeg, og kunne selv mærke, hvor rigtigt og ærligt det føltes, at sige det. Han smilede lidt, så jeg kunne se, at der kom en smule selvsikkerhed over ham.

"Tror du virkelig?" Spurgte han. Jeg smilede lidt og stillede mig så på tæer, for at kysse ham på næsetippen.

"Jeg ved." Han smilede bare endnu større, og greb så fat om min talje og hev mig ind til sig, for at kysse min mund. Jeg lagde langsomt mine arme om hans hals, for at gøre kysset lidt mere intimt og længere, så han trak mig helt ind til sig, og dybdegjorde det lidt mere. Og lige i det, at jeg kunne mærke varmen stige i mig, blev vi afbrudt, af Nialls telefon, der ringede og brummede på køkkenbordet ved siden af os. Niall sukkede tungt, og kyssede min mund en enkelt gang, inden han slap mig for at tage den.

"Yeah Buddy, Nialler her." Sagde han, så jeg hurtigt grinte lidt over ham, inden jeg gik over og lavede resten af pandekagerne.

"Oh.. Hej." Sagde han, så jeg kunne høre, at han ikke længere var fjollet og useriøs, men alvorlig og professionel, så jeg straks vidste, hvem det var han snakkede med. Management.

"Ja, ja... Ja, det ved jeg... Ja, jeg snakkede med Styles i går... Ja, han er vist i LA eller sådan noget... Ja, ja, det er jeg sikker på." Lød han professionelt. Jeg prøvede at holde mig uden for, indtil jeg straks hørte Nialls toneleje skifte over til et mere nervøst et.

"Nej...Nej, det vidste jeg ikke... Øhh, det troede jeg ikke var en del af planen." Jeg slukkede for panden, da jeg havde taget den sidste pandekage af og kiggede så nysgerrigt på Niall, som jeg hurtigt kunne se så helt forbløffet ud.

"Men jeg troede vi havde ugen ud.." Jeg kiggede hurtigt på Niall, og kunne se, at han så mere og mere frustreret ud.

"Undskyld, Jeff, men... Nej, jeg forstår det godt, men jeg har nogle familieærinder her de næste par dage, og... Nej, nej... Ja, jeg forstår... Ja, det ved jeg... Okay." Jeg kiggede hurtigt nervøst på ham, og kunne se at han opgivende gnubbede sine tindinger, inden at lagde på og så smed sin telefon vrissende på køkkenbordet og vredt lænede sig op af køkkendisken.

"Niall...?" Spurgte jeg og gik forsigtigt over til ham. Han sukkede tungt.

"Baby, jeg er så ked af det..."

"Niall, hvad sagde han?" Spurgte jeg nervøst. Han kløede sig nervøst i nakken og kiggede nervøst på mig.

"Nina... Der er opstået nogle ændringer... omkring tourneen." Indrømmede han. Jeg sukkede tungt.

"Hvor slemt er det denne gang?" Spurgte jeg og lagde armene forberedt over kors.

"Vi rejser i aften."

"I AFTEN!?" Udbrød jeg straks. Okay, den var slet ikke forventet.

"Jeg ved godt, at vi har en aftale på onsdag hos jordmoderen, og sådan... Men du kender management. Der er ikke noget jeg kan gøre..." Sagde han sørgmodigt. Jeg sukkede tungt.

"Hvornår vil du være hjemme igen?" Spurgte jeg forsigtigt, og prøvede at se om jeg kunne nære en lille smule håb. Dog var svaret slet ikke det jeg i hele mit liv havde ønsket det skulle være.

"November..." Jeg spærrede øjnene op.

"November?!" Gentog jeg straks. Han sukkede tungt.

"Ja... omkring midt november... Jeg ved at det er lang tid, og..."

"Niall, kan du for en' gangs skyld... bare en' sølle fucking gang, ikke bare træde i karakter og sige fra?" Spurgte jeg, og kunne mærke hvor hårdt det tog på mig denne gang, men jeg havde mine grunde.

"Nina, det skal nok gå..."

"Nej, Niall, det skal ikke gå! Er du klar over, hvor meget jeg får brug for dig til november?" Spurgte jeg vredt.

"Det skal nok gå, Nina... Vi skal nok komme igennem det hele..." Prøvede han, men så sprang alt inden i mig.

"Okay... Så du er ligeglad med at du måske ikke kommer til at opleve fødslen af dit første barn?" Og så var det som om at det hele slog ham.

"Det mener du ikke, vel?" Spurgte han hurtigt. Jeg sukkede tungt.

"Måske kan jeg lige så godt bare indse, at jeg kommer til at opfostre vores barn alene." Sagde jeg opgivende, og gik så forbi ham og ud i stuen. Dog hørte jeg hurtigt at han bankede hårdt til skabslågerne, og køkkenskufferne, inden han stormede efter mig.

"Hvad fanden vil du have jeg skal gøre?" Vrissede han efter mig, så jeg hurtigt vendte mig vredt om mod ham.

"Prøv at gå i mod management for en gangs skyld, Niall!" Vrissede jeg selv vredt tilbage.

"Jeg spurgte dig, om du var med på, at jeg underskrev den 5-årige kontrakt igen... Du kunne bare have sagt nej!" Sagde han hårdt. Jeg kunne dog mærke, at min frustration og vrede hurtigt hobede sig op inden i mig, og gjorde, så jeg vidste at den her diskussion ikke vil blive i den milde ende.

"Men havde du stadig ikke gjort det, hvis jeg havde?" Spurgte jeg og kiggede ham oprigtigt i øjnene. Dog skar det hurtigt i hjertet på mig, da han tavs og så kiggede ned i gulvet.

"Præcis! Dit arbejde vil altid komme i første række, ikke?" Sagde jeg og vendte om på hælen, men blev hurtigt revet tilbage af Niall igen.

"Hold op med det der... Du lukker bare lort ud nu, Nina... Du ved godt, at min familie altid kommer i første række!" Sagde han hårdt, så jeg straks mærkede hans rasende toneleje.

"Er du sikker? For hvis du virkelig bekymre dig så meget om din familie, så havde du givet et forsøg!"

"Så det er det, det her handler om? At jeg skal sige nej til management?" Spurgte han.

"Ja, nu du siger det, så ville det ikke skade, hvis du sagde nej, bare i ny og næ." Sagde jeg hårdt tilbage.

"Det kunne jeg godt, men Nina, så sker der bare det, at der nok ikke længere er noget, der hedder Niall Horan fra One Direction... Jeg kunne miste mit job!" Vrissede han hårdt.

"Okay, så hellere miste din familie, end dit job... Wow, Niall, sikke en far du dog bliver!" Sagde jeg og vendte så hurtigt om på hælen og løb ind mod soveværelset, hvor jeg hurtigt smækkede døren i, inden Niall nåede mig.

"Nina, for helvede... det var ikke det jeg mente! Det ved du godt!... Nina, please!" Råbte han, mens han bankede på den låste dør, og jeg sad skælvende op af sengen og bare kiggede på den bankende dør, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg lagde trøstende mine arme tæt om mig selv, mens jeg prøvede at holde mine hulk inde.

"Nina, luk op! Nina, for satan!" Hamrede han, så jeg bare krummede mig selv lidt mere sammen og bare hørte på lyden af hamren og banken på døren, som alligevel efter et stykke tid, svandt ud og helt forsvandt.

 

* * *

 

Jeg ville ønske, at Niall og jeg fik snakket det hele igennem, og at vi kun tale glædeligt om den sidste del af drengenes 5. tour i bilen på vej til lufthavnen. Men det ville foregå i en helt anden verden. Det her var den reelle verden, og jeg havde stadig en smule røde øjne, efter de mange tårer, der havde forladt mine øjenkroge i løbet af de sidste timer, indtil det var tid for Niall at rejse.

Jeg kiggede lidt forsigtigt over på Niall, som bare kiggede stift ud i luften, mens at vinduesviskerne vaskede aftenens regnbue væk fra forruden. Jeg kiggede bare ud af passagervinduet igen, og sukkede så tungt for mig selv, da vi allerede havde nået destinationen. Niall parkerede bilen og stoppede den så. Vi sad begge to lidt i stilhed, inden at han kiggede på mig og sukkede tungt, og så gik ud. Jeg sukkede opgivende, og gik så også selv ud af bilen. Regnen ramte mig med det samme, så jeg måtte tage min desværre hætteløse jakke over hovedet. Niall kom frem fra bagagerummet, hvor han havde taget sine tasker og nu havde dem over skuldrene.

"Skal vi gå?" Spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede og gik så over til ham, og kunne allerede mærke, at regnen havde gennemblødt skuldrene på min jakke, og nu var nået ind til min sweater. Niall kiggede lidt ned på mig, inden han skiftede den ene taske over til den anden skulder, og så hev fat i mig og trak mig ind under hans store Parka-jakke, for at skærme mig så meget han kunne for regnen.

Vi trådte hurtigt ind i den varme lufthavn. Drengene var spredt i forskellige retninger denne gang, så de skulle ikke rejse sammen denne gang, men hver for sig, med hver deres del af crewet. Jeg trådte ud fra Nialls sikre dække, og trak hurtigt hans kuffert ud af hans hånd, så han kiggede taknemmeligt ned på mig. Vi gik over mod check-in og stillede os i kø, så Niall hurtigt trak mig ind i sin favn og kyssede mig i hovedbunden.

"Jeg elsker dig." Sagde han lavt, så jeg hurtigt mærkede en varme sprede sig i mig.

"Jeg elsker dig mere." Sagde jeg og lagde mine arme om hans bryst og knugede mig ind til ham, mens han kyssede mig igen på hovedbunden.

"Undskyld." Sagde han forsigtigt og nussede mig på skuldrene. Jeg sukkede lidt.

"Det er okay, det er mig, der undskylder." Han knugede mig hurtigt ind til sig, så jeg nød hans omfavnelse, inden han slap mig, fordi det var blevet hans tur i køen til check-in. Vi fik chekket ham ind og afleveret hans kufferter, så det næste skridt for ham var at gå ind i selve lufthavnen og vente på, at hans fly skulle boarde. Han kiggede ned på mig, mens jeg kiggede på ham, inden han bukkede sig ned og pressede sine bløde læber mod mine, så sommerfuglene spravlede rundt i hele kroppen på mig.

"Jeg ville ønske du kunne tage med mig... Det ville gøre det hele meget nemmere." Sagde han og kiggede ned på mig. Jeg sukkede lidt.

"Jeg må nok hellere blive hjemme... Jeg har et par småting jeg skal have ordnet." Sagde jeg og sendte ham et smil, så han grinede lidt.

"Pas nu på jer selv, okay?" Spurgte han og aede mig forsigtigt på maven. Jeg smilede forsigtigt til ham og kyssede så hans læber igen.

"Kom hjem til os så hurtigt du kan, okay?" Insisterede jeg. Han smilede skævt.

"Hold på hende til jeg kommer!" Sagde han, så jeg ikke kunne lade vær med at grine lidt.

"Jeg skal gøre mit bedste." Han grinede lidt, inden han kyssede mig en sidste gang og så sendte mig et smil, og så vendte sig om og tog endnu en gang af sted igen, mens han efterlod mig tilbage.

Vejen hjem efter når jeg afleverede Niall var altid så ufatteligt ensom, og det gjorde det nærmest ikke endnu mere deprimerende af, at regnen havde taget til, og nu øsede ned over hele London, så det bare gjorde det hele endnu mere trist og sørgeligt.

Dog var jeg denne gang alligevel ikke helt så alene. Det mindede det lille væsen inde i min mave mig nemlig hurtigt om, da hun omkring 3 kilometer fra centrum begyndte at røre på sig inden i mig, og starte på sine drilske kung-fu bevægelser. Jeg vred hurtigt mit ansigt i frustration, da jeg nåede hjem og op i lejligheden. Det kunne godt være, at det lille barn inden i mig, så ud til at have det fremragende, men det var ikke ensbetydende med, at det også føltes fremragende for mig.

"Okay, Nellie.. Jeg kunne godt tænke mig, at gå ud og tag et glas juice, vil du lade mig gøre det?" Spurgte jeg nærmest bedende til det sparkende vidunder inden i mig. Jeg mærkede en lille afslapning og rejste mig så forsigtigt op efter at have taget mine sko af. (Jeg kunne nemlig ikke længere tage sko af og på stående, for min store livlige mave.) Jeg endte med at smile lettet, da jeg faktisk kunne gå et par skridt, uden at føle et eneste lille spark. Men som altid, satte jeg mine forventninger lidt for højt op, og jeg måtte straks gå hurtigt over til køkkendisken for at finde støtte, fordi hun begyndte at dyrke kung fu igen. Jeg sukkede opgivende, mens jeg kiggede tyssende ned på min mave.

"Du er kun sulten, fordi jeg er sulten, så lad mig nu pleeeease, gå ud og tag noget forpulet mad, din trold!" Sagde jeg bedende til min kuglerunde mave, men det resulterede bare i at jeg fik et par spark, der føltes som om de ramte lige i mine ribben. Jeg prustede opgivende ud.

"Jeg ringer til din far, hvis du bliver ved med det der!" Sagde jeg og kunne mærke, hvor frustrerende det faktisk var, at hun til tider var så ufattelig livlig. Desværre føltes det som om, at bare benævnelsen af min datters far, fik hende til at sparke til mig endnu mere. Jeg sukkede opgivende og rakte så ud efter min mobil i min baglomme og trykkede straks Nialls nummer ind, mens jeg i ventetiden tyssede på min mave igen, for at få Nellie til at falde ned.

"Hey Babe. Jeg boarder snart, men jeg købte lige noget at drikke og spise, for jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan vente 4 timer til mad endnu." Lød det dog trøstende hurtigt. Jeg sukkede lettet over at han tog telefonen.

"Vil du venligst fortælle din søde engledatter, at hendes mor synes hendes kung fu evner, meget gerne må sænkes ned på et minimum, for mor kan ikke mærke sine ribben længere." Jokede jeg, så jeg hurtigt kunne høre at Niall grinede kort efter.

"Er min pige allerede strid ved dig?" Spurgte han, så det var min tur til at fnise lidt, mens jeg aede min mave forsigtigt, og mærkede et spark lige i håndfladen. Og selv om det gjorde rimelig ondt efterhånden, trængte et lille smil alligevel frem i mine mundviger.

"Er der noget jeg kan gøre?" Lød hans blide trøstende stemme i røret. Jeg sukkede lidt, men kiggede så ned på min mave, og tænkte lidt. Det havde virket lidt her til morgen... Måske virkede det også nu?

"Kan du... synge lidt?" Spurgte jeg forsigtigt. Jeg hørte hurtigt Niall blive tavs.

"Synge... her I røret?" Spurgte han. Jeg nikkede på hovedet og tog telefonen væk fra mit øre, for at trykke på højtaleren.

"Bare syng." Sagde jeg lavt, og kunne høre hans dejlige klukken i et kort sekund, inden han hostede lidt og så tænkte sig om, før at hans blide beroligende smukke stemme lød roligt i røret:

"But don't burn out even if you scream and shout. It'll come back to you... back to you.  Oh I would carry you over fire and water for your love and I will hold you closer, hope your heart is strong enough. When the night is coming down on you, we will find a way through the dark.." Hans stemme var så beroligende, og til min største lykke, kunne jeg mærke, at ligeså straks, at han begyndte at synge, så stoppede kung fu-udøvelserne også lige så stille, og en ro lagde sig ind over vores barn i stedet.

"Ahh... Du er fantastisk." Sagde jeg og nød afslapningen i min krop. Niall grinede lavt.

"Jeg troede du hadede mig." Sagde han. Jeg sukkede lidt.

"Det kan jeg ikke... Jeg elsker dig bare ikke lige så meget som jeg ellers plejer." Sagde jeg.

"Jeg ved ikke om jeg skal tage det som et kompliment, eller som et slag i ansigtet." Jokede han, så jeg ikke kunne lade vær med at grine lidt, men så alligevel kiggede trist ned på røret til sidst.

"Jeg vil sådan ønske, at du var her." Indrømmede jeg. Jeg kunne høre, at han sukkede dybt i den anden ende af røret.

"Det ville jeg også." Indrømmede han også. Jeg sukkede lidt igen.

"Vi skal nok finde ud af det... ikke?" Spurgte jeg ham. Han klukkede lidt en enkelt gang, og endte så med at sige.

"Det er os vi snakker om, baby. Vi klarer den altid. Vi er os." Sagde han, så jeg ikke kunne lade vær med at smile lidt, og faktisk føle mig en smule rørt. Men det beskyldte jeg de ekstra hormoner i min krop for.

"Ja... Os. Vi skal nok klare den." Pointerede jeg, så han fnyste lidt.

"Præcis, baby. Husk, at jeg snart er hjemme, og pas godt på vores lille pige for mig." Sagde han og kom med den dejligste lille fnisen til sidst. Jeg smilede lidt og mærkede den førte tårer trille ned af min kind.

"Jeg savner dig allerede."

"Jeg savner også dig. Jeg ringer igen i morgen, okay?" Spurgte han. Jeg tørrede hurtigt mine våde øjne.

"Okay." Og så hørte jeg kort hans søde, dejlige latter, inden der blev lagt på. Han havde ret. Det var os vi talte om. Vi skulle nok klare den, ligesom vi altid gjorde. Det var jo os. Og os var nok noget af det mest værdifulde jeg havde i hele mit liv.

Jeg smilede lidt for mig selv. Ja, Niall og jeg... Der var intet jeg troede mere på end det... Os. Niall og jeg. Mig og Niall. Bare jeg havde ham, og der overhovedet var et os, så var jeg glad. Os var for evigt for mig, det havde jeg altid vidst.

Det fik mig bare til at smile endnu mere. Fordi et for evigt med Niall... Var nærmest alt hvad jeg ønskede, både med de mange op og nedture, men det betød ingenting. Det, der fik mig til at smile endnu mere, var at der nærmest kun var en' mulighed for, at for evigt for os kunne opstå... Og jeg ønskede det mere end noget andet.

_____________________________________________________________________________________________

Jeg vil gerne lige pointerer, at Summer Love 3 nu har 37.000 visninger. Jeg skriger kun lidt...

det samme med 100 likes og 141 favoritter, der skriger jeg også kun lidt...

Men her kom lidt drama til jer! Holder i med Nina eller Niall her?
Er Nina selvvisk og tænker ikke på at Niall kan miste sit job, hvis han siger nej til management?

Eller Er Niall selvvisk, fordi han tør at løbe den store risiko og udsætte sin kommende familie for hans hektiske rockstjerneliv?
Og nu er der ikke længe til den lille Ellie kommer, er i spændte?!?! <33333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...