Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

139Likes
585Kommentarer
184053Visninger
AA

22. First look

"It's time to begin, isn't it?"

Imagine Dragons - It's Time

 

Der er altid et eller andet underligt ved at dukke op på en arbejdsplads, skole, børnehave eller lignende, hvis man ikke har været der længe, på grund af en alvorlige grund end bare forkølelse eller snue. Jeg er sikker på, det står skrevet et eller andet sted, at hvis en kollega eller skolekammerat har været væk i længere tid end bare en uges tid eller to, så skal man stirre på dem med halvåben mund og polypper. Ja, det er underligt at se en tilbagevenden person efter over en måned... Men jeg må indrømme, det desværre ikke er det fedeste at være den tilbagevendende person, i stedet for kollegaen eller skolekammeraten.

Det var derfor, det nærmest var en fryd, da jeg nåede igennem det, der virkede som en meget længere kontorgang end normalt, og hen til mit eget kontor. Dog havde jeg helt glemt, at jeg ikke længere var ene om det, men desværre delte det.

"Hej fremmede." Sagde James og sendte mig et skævt smil, mens han sad og stregede lidt i et udkast, mens hans macbook blæste noget roligt musik ud. Jeg prustede og lagde min jakke og taske over stolelænet, inden jeg kiggede på James, der kiggede på mig. Vi kiggede et kort øjeblik på hinanden, inden vi begge brød ud i latter.

"Var det så slemt?" Spurgte han og rejste sig op for at byde mig ordentligt velkommen tilbage, ved at trække en lille hvid papæske ud fra skuffen under bordet, mens han gav mig et kram. Jeg fik æsken i hånden og åbnede den så, så jeg kunne se den lille kage med et fint lag glasur og ordene: "Velkommen tilbage" skrevet fint på, med kursiv.

"Virkelig?" Spurgte jeg, så James grinte endnu mere.

"Sorry. Jeg kunne ikke lade vær. Det var endda en lille en, fordi jeg tror, Henry har forberedt det helt store velkomstgilde for dig i eftermiddag." Jeg sukkede opgivende.

"Seriøst? Hvem foreslog dog det?" Spurgte jeg ugideligt. Han grinede lidt.

"Mig." Jeg sukkede bare endnu mere.

"Jeg hader dig, James Dean, men dine læseevner er dog nyttige." Sagde jeg og grinede lidt. Han smilede skævt.

"Tak, du er heller ikke så dårlig endda, Andrews." Jeg rystede grinende på hovedet, inden jeg foldede papæsken ud og anrettede kagen til os.

"Hvordan går det ellers?" Spurgte James. Jeg stoppede mine handlinger og kiggede ham i øjnene. Folk vidste nok, hvorfor det var, jeg ikke havde været her. Et var, at jeg den dag Niall var taget af sted på tour første gang, straks havde ringet til Henry og meldt mig syg og ikke havde været her siden, så Henry med garanti havde informeret mine kollegaer om det. Jeg havde vel bare ikke tænkt over hvad jeg skulle sige, når jeg kom tilbage.

"Tjaa... Du ved. Godt. Niall er væk de næste måneder og sådan, så jeg er bare alene der hjemme og har rigelig af tid til at arbejde. Plus det snart er forår, så jeg kan måske plante noget ude på vores altan." Sagde jeg og smilede til ham, men det falmede dog hurtigt, da han ikke smilede tilbage.

"Du ved godt, hvad jeg mener." Sagde han, så en lille knude opstod i brystet på mig. Jeg sukkede lidt.

"Alting er bedre nu. Jeg tror, det er bedre at fokusere på fremtiden og dens gode tider, i stedet for at hænge i de grå dage... Så jeg har det godt." Sagde jeg og følte mig faktisk glad over, hvor ærligt jeg faktisk mente det jeg sagde.

"Hvad med junior?" Spurgte han så med et smil, så jeg straks frøs i hele kroppen.

"Der skulle måske hellere have stået tillykke på den kage?" Spurgte han, så jeg ikke kunne lade vær med at smile lidt, så han selv smilede stort.

"Jeg er virkelig glad på dine... og Nialls vegne, for den sags skyld, Nina. Det er jeg virkelig. Som du selv siger, i fortjener noget godt efter alt det, der skete, så... Tillykke!" Sagde han. Jeg smilede taknemmeligt og rakte min hånd over og lagde taknemmeligt oven på hans.

"Tak, James... Det betyder virkelig meget." Sagde jeg. Han blinkede bare med øjet, så jeg rystede på hovedet af ham. Han koncentrerede sig igen omkring sit udkast, mens han tog en bid af sit stykke kage.

"Men jeg kan måske sige det samme?" Spurgte jeg hurtigt, så han kiggede op med munden helt proppet med kage, så jeg ikke kunne lade vær med at grine. Han tyggede færdigt og tørrede sig om munden, inden han spurgte:

"Hvad mener du?" Jeg smilede lumskt.

"Ja, tillykke mester... Jeg er glad på dine vegne." Sagde jeg grinende. Han rynkede brynene lidt.

"Sadie har allerede fortalt en masse om dig." Sagde jeg, så han hurtigt lyste op i et stort smil og så grinede lidt.

"Ja, hun er sgu noget for sig selv... Hun er virkelig dejlig." Sagde han glædesfuldt, så jeg ikke kunne lade vær med at føle en stor varme i brystet på Sadies vegne.

"Måske er det ligesom jeg sagde, alt er ved at gå ind i nogle bedre tider." Sagde jeg. James nikkede sig enig.

Ja. Tiderne havde ændret sig til det bedre. Det hele skulle nok blive godt nu.

 

* * *

 

Tiden gik på en måde i et. Det næste stykke tid gik faktisk hurtigt. James og jeg arbejdede med udkast og rettelser, samt der var sket det nye, at Henry gerne ville gøre os mere teknologiske, så vi begyndte også at kunne redigere udkast online, hvilket gjorde det hele en smule nemmere og faktisk lettere. Selvfølgelig tog det lidt tid at starte op med det, og der var også mange gange, hvor jeg måtte bede James om hjælp. Han var dog så elskværdig altid at slippe sit arbejde og så gå om til mig, og først gå, når jeg havde forstået det. Og så var der endda det endnu mere gode ved det, at vi var blevet så teknologiske, nemlig at vi kunne gøre det ikke kun når som helst, men også hvor som helst, så længe der bare var Wifi. Dette gjorde, at James og jeg tit rykkede ned til den cafe lige overfor kontoret og det hændte, at tjenerne til sidst kunne vores ordre. Det var en smule pinligt, men James grinede bare højt af det. Det var faktisk også en god måde, at lære hinanden bedre at kende på.

For eksempel lærte James og jeg også mere om hinanden efter jo længere tid, der gik. Nærmest så meget, at jeg på en måde ærgrede mig lidt over, at hans praktikplads på kontoret, faktisk snart nåede sin vejs ende, da han jo kun skulle være her et års tid. Det var trist at tænke på.

Ham og Sadie var også det sødeste par jeg længe havde set. De fungerede virkelig godt sammen i hinandens selskab, og jeg var nærmest 90 procent sikker på, at jeg aldrig nogensinde havde set Sadie med sådan et lykkeligt blik i sine øjne før, som hun havde, når hun var sammen med James. Det varmede virkelig mit lille hjerte, men det fik mig også til at tænke på noget. Niall.

Tre måneder var længe, at han var væk denne gang. Jeg kunne godt mærke den sidste måneds tid, var begyndt at blive en smule hård. Specielt fordi, det ikke længere var hver dag, han kunne ringe eller Skype hjem, men at det faktisk var begyndt at være med dages mellemrum, fordi han var så udkørt, når de endelig kom hjem, efter at have haft et stramt program med interviews, træning og lydprøver. Jeg vidste godt, at der var en gang i mellem, hvor at drengenes skemaer var lidt for proppede, og at de blev kørt hårdt på. De havde selv ytret lidt om det, et par år tideligere, hvor de syntes, det efterhånden var ved at være rimelig slemt. Men igen, så kunne de ikke rigtig tillade sig at klage, for hvis de gjorde, kunne de jo bare gå. De levede det liv, som alle musikere drømmer om at få, så de prøvede at nyde det så meget som muligt. Men derfor var det stadig svært at se Nialls røde øjne, når han ringede hjem og egentlig bare ville sove.

Jeg derimod havde svært ved at sove. Et var, at jeg savnede Niall i den anden side af sengen, og det ikke var så sjovt, at sove alene i en dobbeltseng, men så igen, så var jeg jo ikke helt alene. Det mindede min krop mig i hvert fald om. Jeg måtte indrømme, det var underligt ikke længere at se min tynde mave i spejlet mere, men i stedet se hvordan min mave langsomt, men så alligevel tydeligt, pustede sig op og mindede mig om, at der for alvor, var i gang med at blive skabt liv inden i mig.

Noget var udseendet, noget andet var de følger der desværre kom med det. Eksempelvis min store trang til jordbær og kiwi-smoothies med det største lag flødeskum og chokoladekrymmel på toppen, samt at skabet til snacks, efterhånden var fyldt op med poser af ostepops. Jeg kunne virkelig forbande min graviditet, hvis det endte med, at jeg blev fed. Men selv det, tvivlede jeg på, men det var også kun fordi, at når jeg havde haft mit ædegilde, så endte det som regel også med at ryge op igen. Det plagede mig dog heldigvis ikke så meget mere.

Det eneste der plagede mig nu, var det, der ville ske, når Niall kom hjem. Og den dag, var her endelig. Den dag, var i dag.

"Du er godt nok i underligt godt humør i dag, kanonkugle." Drillede James, da vi for en gangs skyld, var blevet oppe på kontoret (Grundet at jeg måske havde hævede fødder og ikke ville gå ned ad trapperne) Og blev der, i dag.

"Det er fordi, at når jeg henter Niall fra lufthavnen, så skal vi ind til byen til min jordmoder." Sagde jeg spændt. James lyste op.

"Ahh, det er rigtig ja, når man er cirka 3 måneder henne, kan man se om det er en dreng eller pige, ikke?" Spurgte han og gættede rigtigt på, hvorfor vi skulle til lægen. Jeg nikkede.

"Præcis... Jeg er dog 4 måneder henne, men Niall insisterede på, at vi var sammen når vi så ham eller hende, så jeg har bare udsat det... Desværre var i dag den eneste ledige tid, inden at Niall tager af sted igen, så det er desværre hurtigt forbi lufthavnen, og så ellers af sted. Så Niall er nok med sikkerhed virkelig træt." Sagde jeg. James fnyste hurtigt.  

"Tro mig, jeg er sikker på, at Niall er ligeglad med søvn, hvis han ved, hvad der venter ham... Altså, det ville jeg i hvert fald være." Sagde jeg. Jeg smilede hurtigt.

"Aww, hvor er du sød, James." Sagde jeg og kiggede hurtigt på min telefon. Jeg havde en sms fra Niall.

#Vi boarder nu. Er der om cirka halvanden time. Har ikke kunnet sove de sidste to døgn af spændthed. Savner jer XX

Der var noget varmende og nærmest lykkeligt, der bredte sig inden i mig, ved den lille ændring af, at Niall ikke skrev dig, men jer. Det gav mig bare virkelig et håb om, at det hele nok skulle gå, og at når tiden kom til det, så ville jeg opleve mit livs lykkeligste øjeblik. Det vidste jeg bare.

#Vi savner også dig. XX

 

"Ihh, hvor jeg glæder mig!" Sagde jeg højt, da jeg to timer efter for rundt, for at samle alle mine ting.

"Skriv eller ring lige til Sadie, når i har fået svaret!" Nåede James at råbe efter mig, inden jeg halvløb ud af kontoret og modtog et held og lykke eller to på vejen. Mit hjerte bankede spændt i brystet på mig, mens jeg løb ned af opgangen og ud til vejen og hen til parkeringspladserne, hvor jeg havde parkeret min bil.

Turen til lufthavnen var ikke så lang. Måske også fordi jeg en gang i mellem (eller 4) lige kørte et par kilometer mere, end det egentlig var tilladt. Heldigvis, var der ingen fartkontrol. Og som lovet, stod Niall lige ved hovedindgangen. Han krammede hurtigt Liam og Zayn farvel, inden han småløb over til bilen, som jeg parkerede foran indgangen. Han smed sine tasker ind på bagsædet, inden han gik om til passagersædet og satte sig ind.

"Hej!" Sagde jeg og duftede endelig hans velkendte og elskede duft igen. Han lyste op i et kæmpe smil, inden han lænede sig over og lagde armene om mig, så det fortalte mig, hvor meget 3 måneder væk fra hinanden, egentlig fik mig til at savne noget så sølle, som et kram.

"Jeg har savnet dig så forfærdeligt meget!" Sagde jeg og følte endelig en ro, inden i mig. Han kiggede mig i øjnene, inden han endelig lod sin læber ramme mine, så jeg igen kunne føle hans kys.

"Jeg har savnet dig meget mere." Sagde han og kyssede mig igen.

"Men lad os klare det på et andet tidspunkt, for vi har en verdensvigtig aftale, som jeg nægter at misse!" Sagde han, så jeg ikke kunne lade vær med at grine højt, inden jeg startede bilen og vi kørte ud fra lufthavnen og ind mod byen igen.

Der var rimelig mange på klinikken, men ventetiden var heldigvis ikke lang. Eller... Sådan følte jeg det. For det så ud som om at på Nialls tripperi, at det gik alt for langsomt. Jeg klemte kærligt hans hånd, som han holdt trygt, mens han vippede utålmodigt med fødderne.

"Nina Andrews." Blev mit navn endelig råbt op, så både Niall og jeg rejste os og begge gik over og hilste på den kvindelige læge.

"Hvis i følger med mig." Sagde hun. Jeg kiggede hurtigt smilende på Niall, der sendte mig et spændt ansigtsudtryk tilbage, inden jeg tog hans hånd og vi så fulgte med ned af gangen.

Vi blev ført ind i et rum, som havde en briks, og de samme maskiner, som jeg havde set første gang. Dog mærkede jeg hurtigt, at da jeg så maskineriet og materialerne igen, så fik jeg en anden følelse inden i. En lidt mere urolig en.

"Bare sæt dig, Nina." Sagde lægen og hentydede til briksen. Jeg gjorde som hun sagde, og huskede på sidste gangs instrukser. Jeg lagde mig ned og hev ned i mit tøj. Niall kiggede hurtigt ned på min allerede ret kugleformede mave, og jeg kunne høre hvordan han trak vejret dybt ind, så jeg kiggede op på ham og aede ham på kinden. Han satte sig ned på en stol og rykkede hen til briksen og tog min hånd i sin.

”Er i spændte?” Spurgte lægen. Jeg nikkede hurtigt. Jeg var virkelig spændt, men samtidig utroligt bange. H nu hvis det var ligesom sidste gang? Hvad hvis et nyt forsøg bare var endnu en spildt chance? Jeg håbede så inderligt, som jeg kunne. Niall klemte min hånd mellem sine.

”Den første?” Spurgte lægen hurtigt. Jeg mærkede knuden i brystet, men jeg svarede bare ja, så Niall klemte min hånd ømt igen inden han fortsat kiggede spændt på lægen.

”Okay, skal vi så ikke bare komme i gang.” Sagde hun og smilede til mig. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på Niall, der bed sig i læberne. Lægen klikkede lidt på computeren, så jeg tog en dyb indånding, mens jeg nervøst tog fat i enden på min bluse og hev den op, så min mave var helt bar.

”Det her vil nok være lidt koldt.” Sagde hun hurtigt, inden hun smurte den blågrønne creme ud på min mave. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg mærkede Niall kysse min håndryg, for at få mig til at slappe lidt af.

”Er i klar?” Spurgte hun, så jeg mærkede hvordan jeg stivnede lidt i kroppen. Please vær der. Jeg nikkede smilende til hende, da hun satte scanneren mod min mave, og billedet oppe på skærmen lige ud foran os lyste op.

Først så det hele lidt slørret ud, men da hun kørte scanneren hen på midten af min mave, fik jeg med det samme et flashback fra dengang lægen havde gjort det samme, men scanneren intet viste. Jeg mærkede hvordan Niall klemte min hånd i sin, så jeg kiggede op på skærmen.

Sidste gang havde skærmet været tom og vist en tom livmoder, men nu var det anderledes… Nu var der noget.

”Der har vi det.” Sagde lægen muntert, så jeg uden at tænke, udslap et lettet suk og så tog min hånd op til min måbende mund.

”Åh gud…” Sagde Niall lavt, så lægen grinede lidt og førte scanneren lidt over i siden af min mave, så jeg fik øje på et lille hoved, hvor man kunne se en lille næse, mund og to bittesmå hænder, der bevægede sig helt forsigtigt. Det lille bitte barn så så lille ud. Tænk noget så småt… Var inde i mig? Og alligevel kunne jeg ikke lade vær med, at blive nervøs igen, for tænk hvis der var sket noget i den lille bitte tilstand?

”Er alt okay?” Spurgte jeg hurtigt. Lægen smilede.

”Ja, alt er som det skal være. Barnet vokser, det får næring, det ser ud til at trives, og grundet dine oplysninger, om ingen sygedomme og skadelige vaner, så er det perfekt. Det er sundt… Hun har det godt.”

Hun?” Sagde Niall hurtigt, mens at mine egne ører lige bearbejdede hvad lægen lige havde sagt. Hun kiggede hurtigt på os.

”Åh.. Jeg troede, i ville vide det…”

”Det vil vi.” Svarede Niall hurtigt, mens jeg kiggede fra lægen og til skærmen.

”Er det en pige?” Spurgte jeg. Lægen smilede og nikkede.

”En sund og rask, lille pige.” Sagde hun glædeligt, så jeg hurtigt hørte Nialls dybe indånding, så jeg vendte mit hoved mod ham.

”Er det okay?” Spurgte jeg og mærkede nervøsiteten tage over mig. Jeg havde aldrig nogensinde troet, noget så lille, som et barn, kunne gøre mig så nervøs. Men fordi, det var Nialls barn, blev jeg nærmest helt panisk for, det ikke ville være godt nok.

”Meget mere end okay.” Sagde han og kyssede min håndryg igen, mens han kiggede med glimtende øjne op på sonogrammet.

”Men er det okay? Du vil ikke hellere have haft en dreng…” Han kiggede hurtigt på mig og lagde så begge sine hænder på mine kinder.

”Nina.” Sagde han, så jeg stoppede og kiggede på ham. Han havde virket så knust, da vi havde mistet ham, var det fordi han brændende ønskede at få en lille dreng?

”Om det er en dreng eller en pige, gør ingen forskel..” Sagde han med et stort smil.

”Men man har en favorit…” Prøvede jeg, men han rystede på hovedet.

”Så længe hun er vores, så er jeg ligeglad. Jeg ved, hun vil være perfekt, og hun vil være det smukkeste på hele jorden." Sagde han, så jeg mærkede hvordan en varme overtog den nervøse følelse og varmede hele min krop op.

"Jeg elsker dig... så meget!" Sagde jeg og hev ham ned til at kysse mig. Han kiggede storsmilende på mig.

"Nina, vi skal have en pige... Vi skal have et lille barn!" Hvinede han, så jeg ikke kunne lade vær med at fælde en lille tårer og græde lykkeligt over, at to snart blev til tre.

______________________________________________________________________________________________
Syntes lige, at i fortjente et lidt længere kapitel for en gangs skyld! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...