Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

140Likes
585Kommentarer
184667Visninger
AA

33. Escaping

"If you leave, when I go...
 You'll find me, in the shallows"

Daughter - Shallows

 

Jeg slog øjnene op og kiggede mig desorienteret rundt. Det hele kørte rundt og jeg blev hurtigt i tvivl om tid, sted, placering og omverden. Jeg skærmede mine øjne og krummede mig sammen, indtil jeg fik indåndet duften af dynen, der lå hen over mig. Det var ikke den velkendte hjemlige duft, som det duftede af i min og Nialls lejlighed, men noget andet. Noget anderledes... noget fremmed.

Jeg satte mig op og indså, værelset jeg lå i var lige så fremmed. Jeg kiggede forvirret rundt og satte mig med benene ud over sengekanten for at rejse mig fra sengen, og gå ud i stue-køkkenet. Men døren var ikke i den samme side, som i lejligheden og den førte slet ikke ud til stue-køkkenet. I stedet førte den til en lang gang, som førte til en lukket dør. Jeg kom ud til et rum med en sofa og et fladskærmstv, som jeg formodede var stuen. Forskellen var bare, det var en aflukket stue og ikke en, der hang sammen med køkkenet, som der hjemme.

Hvor var jeg henne? Jeg kunne intet huske. Det hele virkede så sløret, mit hoved gjorde ondt og mine øjne sved. Jeg satte mig i sofaen og så, der stod to kopper på glasbordet foran den. En med varm dampende te og halvdrukket dampende kaffe.

Niall drak ikke kaffe.

Hvor var jeg? Hvor var Niall? Hvor var Nellie?

Jeg kiggede mig forvildet rundt, indtil døren ind til stuen gik op og en velkendt stemme lød i rummet sammen med en glad pludren.

"Var det godt, Prinsesse? Ja? Det var dejligt, var det ikke?" Lød spørgsmålene, så en lav babylatter kunne høres bag efter. Jeg kiggede op og fik øje på min glade sprudlende lille datter, som kiggede smilende op på en fyr. Fyren var dog ikke Niall, men en anden.

"James?" Sagde jeg, så han stoppede op og kiggede på mig og stivnede i hele kroppen.

"Godmorgen Nina." Sagde han. Jeg kiggede op på ham og satte mig tilbage, da han satte sig ned ved siden af mig og aede Nellie forsigtigt.

"Er du okay?" Spurgte han og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg trak mine ben op til mig, og krummede mig sammen.

"Det ved jeg ikke." Sagde jeg ærligt.

"Jeg ville lade dig sove, men Nellie vågnede, så jeg gav hende noget mad, og tog hende i bad... Hvis det er okay?" Spurgte han forsigtigt. Jeg kiggede ned på Nellie, som så ud til at være glad nok.

"Jeg tænkte, du havde brug for ro." Sagde han, så jeg kun lige nåede at blinke, inden det hele fløj tilbage til mig. 

Mig, der i mellem alt kaosset havde flygtet fra det mareridt, der udviklede sig. Forgæves havde prøvet at ringe efter Sadie, men hun tog den ikke, så havde jeg prøvet Harry, mens jeg havde fundet et gemmested for paparazzierne og de nærmest 100 skrigende fans. Jeg havde fortvivlet ledt efter et sted at tage hen, da min telefon valgte at svigte mig og dø for batteri, så jeg var overladt til mig selv, og måtte løbe videre, indtil jeg havde indset, James boede inde ved centrum, og jeg så træt og hjerteknust var dukket op sammen med Nellie foran hans dør klokken 02. Sikke et helvede. 

"Tak." Var det eneste jeg sagde, og kunne hurtigt se medlidenheden sprede sig i James' ansigt, inden han lagde sin hånd betryggende over på mit knæ og gav mig et kærligt klem.

"Jeg er bare glad for at hjælpe." Sagde han med en rar ærlighed i stemmen. Jeg sendte ham et forsigtigt smil, inden jeg kiggede ned på de to kopper.

"Jeg lavede te til dig, da jeg tænkte du nok ville vågne." Sagde han, så jeg kiggede endnu mere taknemmeligt på ham, og tog teen i mine hænder og tog en tår. Efter det sad vi bare der, mens jeg snakkede stille til Nellie, som sad på James' skød og kiggede meget fokuseret på ham, hver gang han tog en tår en tår af sin kaffe. Vi fik begge drukket vores kopper, så han tilbød at tage dem ud i køkkenet for mig og jeg sad alene tilbage i stuen igen.

"Jeg ved godt, det lyder lidt uhyggeligt... Men du var drivvåd af regnen i nat, så jeg tog dit tøj og vaskede, og havde ikke lige noget pigenattøj, så jeg tænkte du bare fik den der." Sagde han og pegede på mig, så jeg først nu kiggede ned af mig selv, og indså, jeg havde en stor mørkeblå sweater på. James' sweater.

"Jeg hjalp dig lidt, fordi du var helt udmattet, men jeg lod dig beholde dit undertøj på, så jeg har intet set, hvis det er..." Undskyldte han forlegent, men jeg kom ham i forkøbet, da jeg hurtigt rejste mig fra sofaen og lagde mine arme rundt om hans store brystkasse.

"Tak, James! Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig." Sagde jeg og mærkede, hvordan han lagde sine arme trygt om mig.

"Bare rolig, Nina... Så længe du er hos mig, skal det nok gå. Jeg skal nok passe på dig." Lovede han, så jeg lukkede øjnene i og prøvede at slette gårdagens kaos fra min hukommelse.

 

Det hele virkede så underligt. Bare at sidde der i James' stue, og betragte hvordan tiden gik. Selv om jeg prøvede at tage det hele som om, at det hele var okay nu... så var det jo ikke. Omkring eftermiddagen var min telefon begyndt at brumme og jeg kunne se, det var Niall, der desperat prøvede at komme i kontakt med mig. Jeg havde været i et kæmpe dilemma med mig selv om jeg burde tage den, og få snakket det ud med ham, som de to modne voksne vi skulle forestille at være. Men en anden del af mig var stadig påvirket af og havde brug for mere tid - Meget mere tid!

Da jeg havde været hos James i et døgns tid, overvejede jeg, at ringe til nogen, bare hvem som helst, og fortælle hvor jeg befandt mig, og hvorfor... Men igen, så var mit indre i sådan et kæmpe dilemma, fordi jeg ikke ønskede at indblande nogen, eller noget. Derfor lettede det mig, da James så beskederne og opkaldene på min telefon, og så havde slukket den for mig.

Da jeg havde været hos James i to døgn, var det som om, jeg glemte det hele og flygtede hen til det her lille lykkested, hvor James fik smerten og sorgen inden i mig til at forsvinde, og i stedet erstattede den med varme og glæde. Det var så hyggeligt, at stå op til, han havde lavet morgenmad og leget med Nellie. Han var virkelig god sammen med hende. Han fik hende til at grine og jeg kunne se, hun var glad, når han legede med hende, eller bar hende. Han var endda begyndt at kramme hende og hun virkede slet ikke modstridig.

Når Nellie så blev lagt i seng, blev det bedre. Så satte James film på, og vi hyggede med te, popcorn, tæpper, puder, og jeg kunne ikke lade vær med at føle mig som en ung teenager igen. Sammen med James, var det som om, jeg glemte det hele. Glemte alt det dårlige... Dog indtil nætterne kom.

Jeg brugte mest dagtimerne på at sove, fordi jeg kun sov mellem 3 eller 4 timer om natten, fordi min søvn blev forstyrret af mørke drømme, om en høj skræmmende lyshåret fyr, som jeg troede jeg ville elske for evigt, og aldrig nogensinde ville skade mig. Det havde været pinligt de første nætter, hvor jeg hver gang var vågnet op af, James uroligt havde kigget mig ind i øjnene, og råbt at det hele var okay, så jeg i de få minutter efter, aldrig nogensinde kunne tro, det hele kunne blive godt igen.

Dog skete der en ændring, da jeg den 3. nat, var på vej til at gå i seng, efter en aften med film og nybagt kagemed og James så stoppet mig, for at foreslå, jeg kunne sove et andet sted i nat - hos ham.

Det havde virket underligt. Jeg havde ikke sovet sammen med mange drenge før. Jeg tror faktisk, man nærmest kunne sige, Niall var den eneste dreng, jeg nogensinde havde sovet sammen med. I hvert fald, hvor jeg selv havde været klar over det. Så da jeg lagde mig ned i sengen sammen med James den nat, og mærkede hans arme lægge sig om mig, følte jeg en underlig følelse i mig. En følelse af, det hele nok skulle gå, og jeg skulle blive okay igen... Det hele skulle nok blive okay igen.

Derfor vidste jeg, det her måske havde været den bedste beslutning jeg nogensinde havde taget.

 

Jeg stod og rodede lidt i en gryde med kødsovs, da James og jeg havde aftalt at lave spaghetti bolognese til frokost. Nellie var sat på et tæppe med sin bamse og noget legetøj på gulvet ved siden af , så jeg kunne holde øje med hende, mens James rodede med nogle papirer fra arbejdet. Han sukkede tungt, da han gik ud til Nellie og jeg i køkkenet, og jeg så tog skeen op fra gryden med lidt sovs og holdt op for ham.

"Smag lige." Sagde jeg og sendte ham et smil. Han grinede og lænede sig ned og tog skeen i sin mund. Han sukkede tilfredst.

"Du er virkelig god til at lave kødsovs, Nina. Det er jo nærmest gourmet!" Roste han, så jeg grinede genert.

"Jeg følger bare en opskrift, så det er ikke helt min fortjeneste." Sagde jeg ydmygt, så han rystede på hovedet og hurtigt kiggede på uret på sin venstre arm.

"Jeg bliver nødt til at køre ind til bureauet og aflevere de her papirer. Er det i orden, hvis du hælder noget af det lækkeri over i en skål, så kan jeg bare varme det op, når jeg kommer tilbage?" Spurgte han. Jeg nikkede.

"Det er sikkert stadig varmt, når du kommer tilbage. Men det skal jeg nok." Sagde jeg høfligt, så han sendte mig et stort smil, og hurtigt overvejede et eller andet, inden han trådte frem og kyssede mig på panden.

"Jeg vil savne jer." Sagde han lavt og vinkede til Nellie, inden han gik. Jeg stod forstenet tilbage og vågnede ikke før pastavandet i gryden kogte over, og vandet var ved at ryge ud over det hele. Jeg fik styr på det og slukkede så for ovnen, og tog Nellie op fra gulvet. Jeg satte hende på bordet, så jeg kunne få gryderne over til vasken, uden at falde over hende. Jeg hældte spaghettien og kødsovsen over i en stor gryde og rodede det sammen, inden jeg lænede mig op af køkkendisken og stirrede ned i gryden. Mine tanker kørte forvirret rundt i mit hoved. Jeg prøvede at tage mig sammen og hældte noget af maden over i to skåle, inden jeg tog den ene ind i stuen, og hentede Nellie, så vi kunne sætte os og spise. Hvis jeg pustede godt nok på kødsovsen, så den ikke var så varm, kunne Nellie også få noget, og hun så ud til at kunne lide den lige så meget som James.

Jeg tungt, mens jeg tog en gaffelfuld ind i min egen mund, og så kiggede rundt, inden jeg hurtigt hørte en høj brummende lyd. Jeg satte Nellie på stolen ved siden af mig, inden jeg gik efter lyden af den høje brummen, og endte ved køkkenet. Nogen ringede. Det var et opkald til James' telefon. Afsenderens nummer var ikke kodet ind, dog ville selv jeg, altid genkende det nummer.

Jeg kiggede rundt, for at se om der var en grund til ikke at tage den, det kunne jo være det var vigtigt. Jeg trykkede på den grønne telefon og tog den op til mit øre.

"James' telefon?" Sagde jeg, som det første, der dukkede op hos mig.

"Det er Sadie, hvem taler jeg med?" Spurgte min bedste veninde i den anden ende. Mit hjerte bankede straks i brystet på mig. Jeg stammede kort, for at finde noget at sige, men det var som om, min stemme var taget fra mig.

"Nina?" Spurgte hun hurtigt, så jeg fik mumlet lidt, inden hun udbrød:

"Åh gud, Nina! Vi har ledt efter dig, hvor fanden er du? Niall er helt ude af den, og siger han slet ikke kan få fat på dig og vi har prøvet alle... Niall, kom her! Niall, kom nu!" Jeg tog straks telefonen væk og lagde på. Nej! Jeg var ikke klar til det her. Ikke nu! Slet ikke nu.

Jeg kiggede på telefonen på bordet foran mig, da døren gik op, og nogle raske skridt kunne høres.

"Jeg ved ikke med dig, men du har nok taget din bedste beslutning i hele dit liv!" Vrissede James, da han trådte ind i stuen. Jeg gik hurtigt ud til ham og så han stod med nogle blade og magaziner i hånden.

"I er over det hele... og billederne er ikke gode." Sagde han og smed dem på spisebordet foran mig. Jeg kiggede ikke på bladene, da jeg godt havde en ide om, paparazzierne sikkert havde fået nogle heftige billeder ud af de tusinde de tog den aften i alt kaosset. Jeg prustede frustreret ud og gik hen og lænede mig opgivende op ad væggen.

"Er du okay, smukke?" Spurgte James og gik over til mig. Men jeg rystede bare på hovedet. Det hele blev for meget. Det hele blev alt for meget. Jeg kunne ikke klare det. Jeg ville ikke igennem det hele igen... Jeg kiggede træt op på James og kunne se han fik et alvorligt udtryk i sine mørkebrune øjne, inden han gik hen og lagde armene om mig, da de første tårer trillede ned af mine kinder.

"Så så, det skal nok gå, Nina. Det lover jeg!" Sagde han trøstende, og aede mit hoved, inden han kyssede det forsigtigt.

"Jeg kan ikke mere, James... Jeg kan ikke mere." Græd jeg ind i hans skulder.

"Nina, jeg lover, vi får ordnet det! Det hele skal nok blive okay igen... det tager bare lidt længere tid, end vi havde regnet med." Tyssede han.

"Jeg er så træt, James... Det er som om, hver gang jeg tror, det hele nok skal ordne sig, så kommer der et eller andet, og ødelægger det hele, og jeg kan bare ikke holde til mere!" Sagde jeg. Han slap mig, så han kunne kigge ind i mine øjne.

"Så bliv væk fra det, Nina. Hvis det eneste den verden gør, er at såre dig, så forlad den!"

"Jeg kan ikke, James... jeg har været indblandet for længe... De vil altid have ram på mig." Græd jeg og kunne mærke, det tog overhånd over mig nu.

"Jo, du kan, Nina! Du er ikke bundet til noget, eller nogen. Du kan gøre hvad du vil. Der er ingen, der tvinger dig til noget som helst!" Sagde han og kiggede mig ærligt ind i øjnene, så jeg var tæt på at tro ham.

"Jeg vil bare ikke være alene..." Sagde jeg lavt.

"Du er ikke alene, Nina. Absolut ikke... Du er aldrig alene. Du har Nellie..." Han slap mig, for at kigge mig i øjnene igen.

"Du har mig." Sagde han stille. Jeg kiggede ham forsigtigt ind i hans øjne.

"Hvorfor gør du alt det her, James... Hvorfor er du ikke bare ligeglad?" Spurgte jeg. Han sukkede tungt.

"Fordi jeg ved, du fortjener bedre, Nina..." Han kiggede ned i jorden, inden han kiggede op på mig igen.

"Og kun jeg ved, hvad det er.." Jeg kunne mærke, mit hjerte bankede i brystet på mig.

"Du fortjener ro, Nina. Du fortjener et liv, som kun er dit, og som du ikke skal dele med millioner af andre mennesker. Du fortjener at være glad... Ja, du fortjener, at danse rundt i et køkken en søndag aften til din yndlingssang med kødsovspletter over hele dit tøj, og med smukke børn løbende rundt omkring dig, mens du danser sammen med ham, som vil gøre alt for dig... Ham som ser det smukke i dig og som elsker de søndage, hvor dit hår er uredt og du bare har nattøj, mens du ligger på sofaen og ser film, med en kop te. Du fortjener en mand, som synes du er den rene perfektion, og elsker alle sider af dig, gode som dårlige..." Han stoppede lidt, for at få vejret, og forsigtigt træde et skridt tættere på mig.

"Nina, du fortjener en mand, som nærmest forelskede sig i dig den allerførste dag, han trådte ind på det lille kontor i skulle til at dele... og som på en måde, slet ikke har kunnet få dig ud af hovedet siden den dag. Uanset hvad." Jeg kiggede forsigtigt op på ham, som for at sende ham et uforstående blik omkring hele hans erklæring, mens hele mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig.

"Du fortjener en, som aldrig nogensinde kunne drømme om at såre dig, eller skade dig på nogen som helst måde. En som altid ville passe på dig, og stå trofast ved din side i medgang og modgang. En som altid, gennem alt... vil elske dig, fuldkommen som den du er." Afsluttede han og kiggede mig i øjnene igen.

”James, jeg…” Startede jeg, da han trådte tættere på mig, og lagde sin hånd blidt og ømt på min kind.

"Jeg vil altid passe på dig, Nina. Jeg vil altid beskytte dig, gennem alt... okay?" Spurgte han. Jeg kiggede bare forsigtigt op på ham, og det eneste jeg kunne nå at gøre, var at nikke forsigtigt med hovedet, inden han bukkede sig ned til mig og så lod sine læber ramme mine i et kys.

_____________________________________________________________________________________________

De enkelte kapitler der er tilbage, kan næsten kun tælles på en' sølle hånd! Er i spændte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...