Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177804Visninger
AA

33. Escaping

"If you leave, when I go...
 You'll find me, in the shallows"

Daughter - Shallows

 

Jeg slog forsigtigt øjnene op, og kiggede mig så en smule desorienteret rundt. Det hele kørte rundt for mig, og jeg blev hurtigt i tvivl om tid, sted, placering og omverden, så jeg skærmede hurtigt mine øjne og krummede mig lidt sammen, indtil jeg fik indåndet duften af dynen, der lå hen over mig. Det var ikke den velkendte hjemlige duft, som det altid duftede af i min og Nialls lejlighed, det var noget andet. Noget anderledes... noget fremmed.

Jeg satte mig hurtigt op og kiggede mig omkring, og indså, at værelset jeg lå i, var lige så fremmed. Jeg kiggede forvirret rundt og satte mig så hurtigt med benene ud over sengekanten for at rejse mig fra sengen, og gå ud i stue-køkkenet. Men døren var ikke i den samme side, som i lejligheden, og den førte slet ikke ud til stue-køkkenet, som derhjemme. Men en lang, lang gang, som så førte hen til en lukket dør. Jeg gik med forsigtige skridt der hen, og kom så ud til et lille rum med en sofa og et fladskærmstv, som jeg formodede var en lille stue. Forskellen var bare, at det var en aflukket stue, og ikke en, der hang sammen med køkkenet, som jeg kendte det.

Jeg forstod ingenting. Hvor var jeg henne? Jeg kunne intet huske. Det hele virkede så sløret for mig, og mit hoved gjorde ondt, og mine øjne sved. Jeg gik forsigtigt hen og satte mig ned i sofaen og så, at der stod to kopper på glasbordet foran mig. En med varm dampende te, og en med halvdrukket dampende kaffe.

Niall drak ikke kaffe.

Hvor var jeg? Hvor var Niall? Hvor var Nellie?

Jeg kiggede mig forvildret rundt, indtil at det, der så ud til at være døren ind til stuen gik op, og en lidt mere velkendt glædesfuldt stemme lød i hele rummet, mens at en lille glad pludren kunne høres i mens.

"Var det godt, skrubbe? Ja? Det var dejligt, var det ikke?" Lød spørgsmålene grinende, så en lav babylatter kunne høres bag efter. Jeg kiggede hurtigt op og fik så hurtigt øje på min glade sprudlende lille datter, som kiggede smilende op på en, der dog ikke var Niall, men en anden.

"J... James.." Sagde jeg forsigtigt, så han stoppede op og så kiggede ned på mig, og hurtigt stivnede i hele kroppen.

"Godmorgen Nina." Sagde han. Jeg kiggede forvirret op på ham, og satte mig hurtigt tilbage, da han satte sig langsomt ned ved siden af mig i sofaen, og aede Nellie lidt forsigtigt.

"Er du okay?" Spurgte han og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg trak forsigtigt mine ben op til mig, og krummede mig lidt genert sammen.

"Det ved jeg ikke." Sagde jeg ærligt.

"Jeg ville bare lade dig sove, men Nellie vågnede, så jeg gav hende noget mad, og tog hende i bad... Hvis det er okay?" Spurgte han forsigtigt. Jeg kiggede hurtigt ned på Nellie, som så ud til at være glad og rolig nok.

"Jeg tænkte, at du havde brug for ro, siden alt det i nat." Sagde han, så jeg kun lige nåede at blinke en enkelt gang, inden at det hele fløj tilbage til mig. 

Mig der i mellem alt kaosset havde flygtet fra det mareridt, der udviklede sig foran mig, og forgæves havde prøvet at ringe efter Sadie, men hun tog den ikke, så havde jeg prøvet Harry, mens jeg havde fundet et gemmested for paparazzierne og de nærmest 100 skrigende fans, og havde fortvivlet ledt efter et sted at tage hen, da min telefon så havde valgt at svigte mig, og dø for batteri, så jeg var overladt til mig selv, og så måtte løbe videre, indtil jeg havde indset, at James boede inde ved centrum, og så træt og hjerteknust, var dukket op sammen med Nellie foran hans dør klokken 2 i nat. Sikke et helvede. 

"Tak." Var det eneste jeg sagde, og jeg kunne hurtigt se medlidenheden sprede sig i James' ansigt, inden han lagde sin hånd betryggende over på mit knæ og sendte mig et kærligt klem.

"Jeg er bare glad for at hjælpe." Sagde han med en dejlig ærlighed i stemmen. Jeg sendte ham bare et forsigtigt smil, inden jeg kiggede ned på de to kopper igen.

"Jeg lavede te til dig, da jeg tænkte du nok ville vågne." Sagde han, så jeg kiggede endnu mere taknemmeligt på ham, og hurtigt tog teen over i mine hænder og tog en tår, og nød varmen, der flød ned gennem mig. Efter det sad vi ellers bare i stilhed, mens at jeg en gang i mellem lige snakkede stille til Nellie, som sad helt stille på James' skød og kiggede meget fokuseret på ham, hver gang han selv tog en tår en tår af sin kaffe. Vi fik dog begge til sidst drukket vores kopper, så han hurtigt tilbød at tage dem ud i køkkenet for mig, så jeg sad alene tilbage inde i stuen igen.

"Jeg ved godt, at det nok lyder lidt uhyggeligt... Men du var drivvåd af regnen i nat, så jeg tog dit tøj og vaskede, og havde ikke lige noget pigenattøj, så jeg tænkte at du bare fik den der." Sagde han og pegede på mig, så jeg først nu kiggede ned af mig selv, og indså, at jeg havde en stor mørkeblå sweater på. James' sweater.

"Jeg hjalp dig lidt, fordi du nærmest var helt udmattet da du kom, men jeg lod dig beholde dit undertøj på, så jeg har intet set, hvis det er..." Undskyldte han hurtigt, men jeg kom ham hurtigt i forkøbet, da jeg rejste mig fra sofaen og så gik over og hurtigt lagde mine arme tryghedssøgende rundt om hans store brystkasse.

"Tak, James... Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig." Sagde jeg, og mærkede hurtigt, hvordan han lagde sine arme trygt og varmt om mig.

"Bare rolig, Nina... Så længe du er her hos mig, skal det hele nok gå. Jeg skal nok passe på dig." Lovede han, så jeg bare lukkede øjnene i, og prøvede at slette gårdagens kaos fra min hukommelse.

 

Det hele virkede så underligt. Bare sådan at sidde der i James' stue, og bare betragte hvordan tiden gik. Og selv om jeg prøvede at tage det hele som om, at det hele var okay nu... så var det jo alligevel ikke. Allerede omkring eftermiddagen var min telefon begyndt at brumle og jeg kunne se, at det var Niall, der desperat prøvede at komme i kontakt med mig. Jeg havde været i sådan et kæmpe dilemma med mig selv om, om jeg burde tage den, og få snakket det hele ud med ham, som de to modne voksne vi skulle forestille at være, mens at en anden del af mig, stadig var påvirket af det hele, og havde brug for mere tid - Meget mere tid!

Da jeg havde været hos James i et døgn tid, overvejede jeg, at ringe til nogen, bare hvem som helst, og fortælle hvor jeg befandt mig, og hvorfor... Men så igen, så var mit indre i sådan et kæmpe dilemma, fordi jeg heller ikke ønskede at indblande nogen, eller noget. Derfor lettede det mig faktisk lidt, da James så alle de mange beskeder og opkald på min telefon, og så havde slukket den for mig, så jeg endelig kunne slippe væk.

Da jeg havde været i lejligheden sammen med James i to døgns tid, var det som om, at jeg glemte det hele mere og mere, og nærmest flygtede hen til det her lille lykkested, hvor James fik smerten og sorgen inden i mig til at forsvinde, og i stedet erstattede den med varme og glæde. Det var så hyggeligt, at stå op til, at han havde lavet morgenmad til mig, og havde leget med Nellie. Han var faktisk virkelig god sammen med hende! Han fik hende til at grine, og jeg kunne se, at hun var rigtig glad, når han legede med hende, eller bar hende op i sin favn... Han var endda begyndt at kramme hende en smule, og hun virkede slet ikke modstridig.

Når Nellie så blev lagt i seng, blev det endnu bedre. For så satte James film på, og vi hyggede med te, popcorn, tæpper, puder, og jeg kunne ikke lade vær med at føle mig som en ung teenager igen sammen med ham. Sammen med ham, var det som om, at jeg glemte det hele. Glemte alt det dårlige... Dog lige indtil nætterne ankom.

Jeg brugte for det meste dagtimerne på at sove, fordi jeg maks fik sovet mellem 3 eller 4 timer om natten, fordi min søvn blev forstyrret af mørke drømme, om en høj skræmmende lyshåret ung fyr, som jeg troede jeg ville elske for evigt, og aldrig nogensinde ville skade mig. Det havde været pinligt de første nætter, hvor at jeg hver gang var vågnet op af, at James uroligt havde kigget mig ind i øjnene, og råbt at det hele var okay, så jeg i de få minutter efter, aldrig nogensinde kunne tro, at det hele kunne blive godt igen.

Dog skete der en lille bitte ændring, da jeg den 3. nat, var på vej til at gå i seng, efter en aften med film og nybagt kage sammen  med James, var på vej ind på det lille gæsteværelse, som James havde ryttet til mig, og han så havde stoppet mig, for at sige, at jeg kunne sove et andet sted i nat - hos ham.

Det havde virket underligt. Jeg havde ikke sovet sammen med mange drenge, jeg tror faktisk, at man nærmest kunne sige, at Niall var den eneste dreng, som jeg nogensinde havde sovet sådan rigtigt sammen med. I hvert fald, hvor jeg selv havde været klar over det. Så da jeg lagde mig ned i sengen sammen med James den nat, og var ved at falde i søvn, da jeg så mærkede hans arme lægge sig om mig, så følte jeg en underlig følelse strømme igennem mig. En følelse af, at det hele nok skulle gå, og at jeg nok skulle blive okay igen... Det hele skulle nok blive okay igen.

Derfor vidste jeg, at det her måske havde været den bedste beslutning jeg nogensinde havde taget for mig selv.

 

Jeg stod og rodede lidt rundt i en gryde med noget kødsovs, da James og jeg havde aftalt at lave spaghetti bolognese til frokost i dag. Nellie var sat på et tæppe med sin bamse og noget legetøj på gulvet ved siden af mig, så jeg kunne holde lidt øje med hende, mens at James gik rundt og rodede lidt med nogle papirer fra arbejdet. Han sukkede lidt tungt for sig selv, da han gik ud til Nellie og jeg ude i køkkenet, og jeg så hurtigt tog skeen op fra gryden med lidt sovs på, og holdt op for ham.

"Smag lige." Sagde jeg og sendte ham et venligt smil. Han grinede hurtigt og lænede sig ned og tog skeen i sin mund, for at smage. Han sukkede hurtigt tilfredst kort efter.

"Du er virkelig god til at lave kødsovs, Nina. Det er jo nærmest gourmet mad!" Roste han, så jeg grinede lidt genert.

"Jeg følger bare en opskrift, så det er ikke helt min fortjeneste." Sagde jeg ydmygt, så han rystede lidt på hovedet af mig, og så hurtigt kiggede på uret på sin venstre arm.

"Jeg bliver nødt til at køre ind til bureauet og aflevere de her papirer. Er det i orden, hvis du bare hælder noget af det lækkeri der over i en skål, og så kan jeg bare varme det op igen, når jeg kommer tilbage?" Spurgte han. Jeg smilede bare og nikkede hurtigt med hovedet.

"Det er sikkert stadig varmt, når du kommer tilbage. Men jo, det skal jeg nok." Sagde jeg høfligt, så han sendte mig et stort smil, og hurtigt så ud til at overveje et eller andet, inden han trådte et skridt frem og så hurtigt kyssede mig blidt på panden.

"Jeg vil savne jer." Sagde han lavt, og vinkede så hurtigt til Nellie, inden han gik. Jeg stod lidt forstenet tilbage, og vågnede ikke helt, før at pastavandet i gryden kogte over, og vandet var ved at ryge ud over det hele. Jeg fik hurtigt styr på det, og slukkede så for ovnen, og tog hurtigt Nellie op fra gulvet, for at sætte hende på bordet, så jeg kunne få gryderne over til vasken, uden at falde over den lille tumling. Jeg hældte spaghettien og kødsovsen over i en stor gryde og rodede det lidt sammen, inden jeg lænede mig op af disken og stirrede ned i gryden, mens mine tanker kørte lidt forvirret rundt i mit hoved. Jeg prøvede dog at tage mig lidt sammen, og hældte så noget af maden over i to skåle, inden jeg tog den ene ind i stuen, og så gik ud for at hente Nellie, så vi kunne sætte os og spise. Hvis jeg pustede godt nok på kødsovsen, så den ikke var så varm, så kunne Nellie også få noget, og hun så ud til at kunne lide den lige så meget som James havde gjort.

Jeg sukkede lidt tungt for mig selv, mens jeg selv tog en gaffelfuld ind i min mund, og så bare kiggede lidt rundt, inden at jeg hurtigt hørte en høj brummende lyd. Jeg satte forsigtigt Nellie ned på stolen ved siden af mig, inden jeg gik efter lyden af den høje brummen, og så endte ude ved køkkenet. Der var nogen der ringede. Det var et indgående opkald til James' telefon. Jeg kiggede hurtigt på hvem afsenderen var, men nummeret var ikke kodet ind, dog ville selv jeg, altid genkende det nummer.

Jeg kiggede lidt rundt, for at se om der var nogen grund til ikke at tage den, det kunne jo være at det var vigtigt. Jeg tog den forsigtigt og trykkede så på den grønne telefon og tog den op til mit øre.

"James telefon?" Sagde jeg, som det første, der dukkede op hos mig.

"Ja, det er Sadie, hvem taler jeg med?" Spurgte min bedste veninde hurtigt i den anden ende. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte straks bankede i hjertet på mig. Jeg stammede kort, for at prøve at finde noget at sige, men det var som om, at min stemme var taget fra mig.

"Vent... Nina?" Spurgte hun hurtigt, så jeg fik mumlet lidt, inden hun udbrød:

"Åh gud, Nina... Vi har ledt efter dig, hvor fanden er du? Niall er helt ude af den, og siger at han slet ikke kan få fat på dig, og vi har prøvet alle... Niall... Niall, kom her! Niall, kom nu!" Jeg tog straks telefonen væk, og lagde så på med det samme.

Nej.. Nej! Jeg var ikke klar til det her. Ikke nu! Slet ikke nu.

Jeg kiggede nervøst ned på telefonen på bordet foran mig, da døren gik op, og nogle raske skridt hurtigt kunne høres.

"Jeg ved ikke med dig, men du har nok taget din bedste beslutning i hele dit liv!" Vrissede James irriteret, da han trådte ind i stuen. Jeg gik hurtigt ud til ham og så at han stod med nogle blade og magaziner i hånden.

"I er over det hele... og billederne er ikke gode denne gang." Sagde han og smed dem hurtigt på spisebordet foran ham. Jeg kiggede ikke på bladene, da jeg godt havde en ide om, at paparazzierne sikkert havde fået nogle ret heftige billeder ud af de tusinde de tog den aften i alt kaosset. Jeg prustede frustreret ud og gik hurtigt hen og lænede mig opgivende op af væggen.

"Er du okay, smukke?" Spurgte James hurtigt, og gik langsomt over til mig. Men jeg rystede bare på hovedet med det samme. Det hele blev for meget nu. Det hele blev alt alt for meget. Jeg kunne ikke klare det her. Jeg ville ikke igennem det hele igen... Jeg kunne snart ikke mere. Jeg kiggede træt op på James, og kunne se at han hurtigt fik et alvorligt udtryk i hans mørkebrune øjne, og så hurtigt gik hen og lagde armene om mig, da de første tårer trillede ned af mine kinder.

"Så så... så så, det skal nok gå, Nina. Det lover jeg!" Sagde han trøstende, og aede mit hoved, inden han kyssede det forsigtigt.

"Jeg kan ikke mere, James... Det hele bliver for meget... Jeg kan ikke mere." Græd jeg lavt ind i hans skulder.

"Nina, jeg lover, at vi nok skal få ordnet det hele! Det hele skal nok blive okay igen... Men det tager bare lidt længere tid, end vi lige havde regnet med." Tyssede han.

"Jeg er bare så træt, James... Det er som om, at hver gang jeg tror, at det hele nok skal ordne sig igen, så kommer der altid et eller andet, og skal ødelæge det hele, og jeg kan bare snart ikke holde til mere!" Sagde jeg. Han slap mig lidt, for at læne sig ned, så han kunne kigge ind i mine øjne.

"Så bliv væk fra det, Nina. Hvis det eneste den verden gør, er at såre dig, så forlad den!"

"Jeg kan ikke, James... jeg har været indblandet for længe... De vil altid have ram på mig." Græd jeg og kunne mærke, at det hele bare tog overhånd over mig nu.

"Jo, du kan, Nina! Du er ikke bundet til noget, eller nogen. Du kan gøre hvad du vil. Der er ingen, der tvinger dig til noget som helst!" Sagde han og kiggede mig så ærligt ind i øjnene, at jeg var tæt på at tro ham.

"Jeg vil bare ikke være alene..." Sagde jeg lavt. Han krammede mig igen.

"Du er ikke alene, Nina. Absolut ikke... Du er aldrig alene. Du har Nellie..." Han slap mig igen, for at kigge mig i øjnene igen.

"Du har mig." Sagde han stille. Jeg kiggede ham forsigtigt ind i hans varme brune øjne.

"Hvorfor gør du alt det her, James... Hvorfor er du ikke bare ligeglad?" Spurgte jeg forsigtigt. Han sukkede tungt.

"Fordi jeg ved du fortjener bedre, Nina..." Han kiggede genert ned i jorden, inden han kiggede op på mig igen.

"Og kun jeg ved, hvad det er.." Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig.

"Du fortjener ro, Nina. Du fortjener et liv, som kun er dit, og som du ikke skal dele med millioner af andre mennesker. Du fortjener at være glad... Ja du fortjener, at danse rundt i et køkken en søndag aften til din yndlingssang med kødsovspletter over hele dit tøj, og med smukke børn løbende rundt omkring dig, mens du danser sammen med  ham, som vil gøre alt for dig... Ham som ser det smukke i dig, og som elsker de søndage, hvor dit hår er uredt og du bare har nattøj på hele dagen, mens du ligger på sofaen og ser film, med en kop te. Du fortjener en mand, som synes at du er den rene perfektion, og elsker alle sider af dig, gode som dårlige..." Han stoppede lidt, for at få vejret, og forsigtigt træde et skridt tættere på mig.

"Nina, du fortjener en mand, som nærmest forelskede sig i dig den allerførste dag, han trådte ind på det lille kontor i skulle til at dele... og som på en måde, slet ikke har kunnet få dig ud af hovedet siden den dag. Uanset hvad." Jeg kiggede forsigtigt op på ham, som for at sende ham et uforstående blik omkring hele hans erklæring, mens hele mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig.

"Du fortjener en, som aldrig nogensinde kunne drømme om at såre dig, eller skade dig på nogen som helst måde. En som altid ville passe på dig, og stå trofast ved din side i medgang og modgang. En som altid, gennem alt... vil elske dig, fuldkommen som den du er." Afsluttede han og kiggede mig i øjnene igen.

 

”James, jeg…” Startede jeg, da han trådte tættere på mig, og lagde sin hånd blidt og ømt på min kind.

"Jeg vil altid passe på dig, Nina. Jeg vil altid beskytte dig, gennem alt... okay?" Spurgte han. Jeg kiggede bare forsigtigt op på ham, og det eneste jeg kunne nå at gøre, var at nikke forsigtigt med hovedet, inden han bukkede sig ned til mig og så lod sine læber ramme mine i et kys.

_____________________________________________________________________________________________

De enkelte kapitler der er tilbage, kan næsten kun tælles på en' sølle hånd! Er i spændte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...