Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

138Likes
585Kommentarer
183791Visninger
AA

27. Ellie

"Everybody told me love was blind, then I saw your face and you blew my mind

finally, you and me are the Lucky ones this time"

Lana Del Ray - Lucky Ones

 

Nina P.O.V

Først blev der helt stille. Jeg fik en følelse af, at være varm, og så blive kold... Som om noget blev taget fra mig, og jeg var endda sikker på, jeg panikkede helt, da denne lille ting blev taget fra mig. Dog gik der ikke længe, før denne lille tomhed og kulde blev erstattet af en tung stilhed, som varede i få sekunder, inden en grædende lyd lød og en varm bylt blev lagt i mine arme. En varm bylt, hvis klukkende stemme fik det til at lyde som violin symfonier i mine ører, mens dets varme lagde sig tryghedssøgende ind til mit bryst.

Jeg havde grint, da jeg havde åbnet mine øjne, og så havde ført dem ned mod den lille skabning, der var blevet lagt hos mig. Grint over de små øjne, der kiggede op på mig og gjorde mig mere glad end jeg nogensinde før. Grint over den lille mund, der kom med små lyde, mens de bittesmå hænder fægtede ud efter mig, så jeg bare måtte røre dem. Grint over den store lykke, der fyldte mit hjerte, mens jeg betragtede den lille skabning.

Betragtede hende.

"Tillykke, Nina. Du er blevet mor." Havde lægerne sagt, og så havde jeg følt mig som det aller lykkeligste menneske i hele verden.

Hun var min. Min egen lille en. Min lillebitte pige... Min helt egen datter. Min datter.

Jeg følte mig så lykkelig.

 

* * *

 

Der lød et bank på døren, og jeg trak hurtigt min baby tæt ind til mig, da døren gik op, og alle de velkendte ansigter lyste stort op.

"Hej!" Sagde Sadie lavt, mens hun som den første gik over og kiggede både en smule skræmt, men også dybt fascineret på mig. Jeg sagde hurtigt hej til Harry, Bobby og mine forældre, som trådte ind ad døren. Min mor stod med tårer ned af kinderne, da hun sagde hej og mig et kram.

"Er du okay?" Spurgte Bobby mig.

"Meget mere end det." Sadie smilede, men kiggede så ned på den lille dyne, som jeg havde pakket rundt om mit dyrebareste eje, så jeg smilede stort.

"Hvis i er interesserede, så har jeg en i skal møde." Sagde jeg, så de alle kiggede på mig. Jeg satte mig op, og Sadie gik hurtigt over og hjalp mig, da de sikkert godt kunne se, at jeg var lidt drænet for kræfter. Jeg fik et par puder bag mig, så jeg kunne sidde bedre. Jeg kiggede på Sadie, der satte sig ned i siden af min seng, og bed sig forsigtigt i læberne. Jeg smilede stort til hende, da jeg tog fat i det stykke af dynen, der dækkede skabningen i mine arme, og trak det væk. Sadies øjne faldt hurtigt ned på den lillebitte pige og tog sine hænder følelsesladet op til sin mund. Jeg bar min lille pige lidt højere op, og vendte hende ud mod rummet, så alle sukke, eller snøftede.

"Det her er Nellie." Sagde jeg, så et dybt suk kom fra Harry af. Sadie kiggede smågrinende op på ham. Jeg rakte min hånd ud til Sadie, for at få hende lidt tættere på, så jeg kunne lade hende få min lille pige over i sine arme. Hun smilede over hele hovedet, og smilede så ud til resten af rummet. Jeg kiggede hurtigt på Harry, der kiggede meget fokuseret ned på det lillebitte barn i Sadies arme, hvorefter han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende på min seng.

"Sover hun?" Spurgte han og kiggede over på mig. Jeg nikkede, så min mor gik over for at lykønske mig, og Sadie og Harry så snakkede lavt sammen, mens at Sadie strøg Nellie forsigtigt over hovedet, og spurgte om Harry ville holde hende. Han kiggede hurtigt på mig, for accept, og jeg nikkede straks, så Sadie smilede, og så hjalp min lille pige over i Harrys arme.

Han sukkede med det samme, og det overraskede mig faktisk, da han kun nåede at kigge på hende i et enkelt minuts tid, inden han sagde:

"Hvor er hun smuk, Nina.." Og så røg de første tårer ned af hans kinder, så mine forældre, Bobby, Sadie og jeg ikke kunne lade vær med at grine.

"Er du okay?" Spurgte Sadie ham, mens han vuggede det lille barn i sine arme, og tørrede sine øjne en gang. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, da jeg sagde:

"Men Harry, please lad vær med at syng 'Isn't she lovely', okay? Jeg kan ikke lide den sang." Han kiggede grinende på mig med tårer ned ad kinderne.

"Den gemmer jeg til dåben." Jeg grinede lidt, inden at Bobby spurgte:

"Hvor fik i navnet Nellie fra?"

"Jeg tror vi kom på det, fordi begge vores navne starter med N, så det kunne være sjovt at føre videre..." Han nikkede smilende og gik så over og kiggede ned på hans barnebarn. Jeg smilede lidt over al den lykke og glæde, der var i hele rummet, da jeg kiggede rundt.

"Hvor er Niall?" Harry, der havde givet min lille pige over til min mor, fordi hans tuderi var blevet for meget for ham, kiggede på Bobby, som kiggede på Sadie, som sukkede lidt.

"Han sidder ude på gangen." Sagde hun.

"Er han okay?" Spurgte jeg, mens nervøsiteten steg i mig.

"Bare rolig, Nina... Han er okay. Han er bare lidt genert." Sagde Bobby kærligt. Jeg smilede, men mærkede også, at tanken om Niall, fik en mærkelig følelse frem i mig, som jeg ikke helt kunne sætte ord på. Det føltes... mærkeligt.

"Men Nina, selv om jeg synes, at Nellie er et fuldstændigt dejligt navn, så synes jeg ellers vi havde en aftale..." Sagde Sadie og kiggede på mig. Jeg sukkede fnisende.

”Sadie… Jeg ved godt, jeg lovede dig, at takke dig for min flotte make-over den gang i juni 2013, ved at navngive mit barn efter dig... Jeg siger tak nu… Men mit barn kommer under ingen omstændigheder til at hedde Sadie.” Sagde jeg. Hun fnyste bare, men grinede også.

"Det er okay. Der findes også kun en Sadie, og det er moster Sadie her!" Sagde hun. Harry prustede hurtigt.

"Stop så med det moster-fis! Du er ikke relateret til Nina!" Sagde han opgivende. Jeg kunne ikke lade vær med at grine.

"Du er sgu da også så traditionstro, Styles. Lev uden for normerne lidt, gider du?" Sagde hun, så vi alle grinede. Jeg kiggede rundt, og følte mig mere taknemmelig end noget andet, for at føle så stor en lykke i mit hjerte, som jeg gjorde nu. Dog kunne jeg heller ikke lade vær med at tænke på den unge mand, der havde fået alt det her til at ske, som sad ude på gangen, i stedet for her inde. Jeg sagde ikke noget.

 

De gik alle sammen efter en lille times tid, fordi de syntes jeg skulle have ro. Dog lovede Sadie og min mor, de ville komme igen i morgen, og spurgte også om de skulle købe noget med til mig, også selv om jeg prøvede, at forsikre dem om, jeg nok skulle klare mig. Men så igen, det var Sadie og min mor vi talte om. De kunne nærmest betegnes som nogle af jordens mest bekymrende mennesker, hvilket nok også kunne betegne dem, som nogle af de få mennesker, med ufatteligt store hjerter. Jeg følte mig lykkelig, for at have dem, så tæt på mig. Alt var godt nu... Der var bare en' lille ting, der gik mig på. At Han stadig ikke havde været her.

De sagde alle farvel, og forlod det lille værelse, så der blev helt stille, og den eneste lyd, var det lille åndedræt fra pigen i mine arme. Jeg smilede ned på hende, og lænede mig så ned for at kysse hendes lillebitte hoved, da jeg hørte døren gå op. Jeg holdt mit blik rettet ned mod hende, mens de forsigtige skridt gik ind i rummet. Jeg hørte et tungt suk, så jeg slap blikket fra min lille pige, og så kiggede op.

Han stod ovre i den anden side, og kiggede ned i jorden.

"Hey." Sagde jeg forsigtigt, så han hejste sit hoved og vores øjne mødtes.

"Hey." Sagde han stille. Jeg sendte ham et forsigtigt smil.

"Du nåede det." Sagde jeg. Han nikkede.

"Det lovede jeg." Jeg smilede hurtigt, men mærkede så den underlige følelse. Den mærkelige ubeskrivelige følelse, der fik mig til at føle mig så uendeligt glad... men som alligevel fik mine øjne til at fyldes med tårer.

"Jeg har savnet dig." Sagde jeg og kunne høre, min stemme allerede lød grådet. Han sukkede lidt.

"Jeg har savnet dig mere." Sagde han, så jeg skulle til at sige noget mere, da det ellers stille rum, blev fyldt med bittesmå skingre lyde fra det lillebitte barn i mine arme, så Niall stivnede i kroppen.

"Er du okay?" Spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede bare, men holdt sit hoved rettet ned mod sine fødder. Jeg sukkede og satte mig lidt op.

"Kom her." Sagde jeg og rakte min arm ud mod ham. Han kiggede på mig, men flyttede sig så over mod mig, og gik hen til den stol, der var sat ved siden af min seng. Dog så jeg hurtigt, hvordan han stoppede sin gang, da det lille barn i mine arme, sprællede, så hendes arme og ben kom til syne, for Nialls åsyn.

”Det er Okay.” Sagde jeg, mens Niall satte sig ned på stolen ved siden af min seng. Han var nærmest helt ude af den og kiggede mellem mig og det lille gemte menneske i mine arme.

”Det er okay.” Prøvede jeg, men han kiggede stadig på den lille pige i mine arme. Lige indtil jeg lagde min hånd ovenpå hans, så han fokuserede på mig.

”Hey.” Sagde jeg forsigtigt, så han udslap et lille grin og lavt sagde tilbage:

”Hej.” Jeg grinede hurtigt, inden jeg mærkede et lille spræl fra det lille menneske i mine arme, så jeg kiggede ned på hende og smilede stort over hele mit ansigt. Jeg hørte hurtigt et forsigtigt grin fra Niall, så jeg kiggede på ham og så han også kiggede på det lille menneske i mine arme.

”Hun er så lille..” Sagde han, så jeg fik øje på hans nervøse udtryk. Jeg lagde hurtigt min hånd oven på hans, inden jeg rykkede mig ind i den ene side af sengen.

”Kom her.” Sagde jeg og klappede på den tomme plads ved siden af mig, så han kiggede på mig. Jeg gav ham et forsikrende smil og rykkede mig lidt mere ind. Han satte sig tøvende op ved siden af mig og kiggede på mig med et blik, der så ud til, at han troede, at hvis han rørte mig, så ville jeg gå i stykker. Det føltes underligt at se ham sådan her. Helt tøvende, nervøs og overvejende om hver en bevægelse han gjorde. Jeg så til, mens han satte sig ned ved siden af mig og nærmest satte sig tilbage igen, da et lille spræl kom fra pigen i mine arme, så jeg vendte mig om mod ham.

”Niall, det er okay… Der sker ikke noget.” Sagde jeg og lagde min ene hånd på hans kind. Han kiggede skrækslagent ind i mine øjne. Dog blinkede han et par gange, inden han sukkede tungt og kiggede ned på det lille spædbarn i mine arme.

”Nina, jeg er bange… Hun er så lille og skrøbelig, hvad hvis jeg…”

”Hold hende.” Afbrød jeg ham, så han kiggede mig nervøst i øjnene. Jeg hævede bare min arm, så det lille barn vendte sit hoved op og åbnede munden lidt.

”Det er okay.” Sagde jeg og smilede forsikrende til ham, så han sukkede, inden han satte sig ind til mig, så jeg kunne række det lille spædbarn over til ham. Han skiftede lidt mellem at kigge på mig og den lille pige, mens han modtog hende i sine arme og bagefter trak hende ind i sin favn. Og som det bedste overhovedet, var den første reaktion, at hun åbnede sine øjne og kiggede op på Niall og jeg. Niall lyste med det samme op i et stort smil, mens han hævede sine arme lidt, så hun kom højere op til os.

”Hendes øjne er blå.” Sagde han, mens han førte sin hånd op for at nussee hende forsigtigt på kinden med sin pegefinger.

”Hun har dine øjne.” Sagde jeg.

”Hun er så smuk.” Sagde han og svejede hende lidt frem og tilbage i sine arme. Jeg grinede hurtigt, inden jeg kiggede på ham.

”Hun ligner dig.” Han kiggede på mig.

”Gør hun?” Spurgte han og kiggede ned på hende igen.

”Ja. Hun har dine øjne og din næse..” Sagde jeg og aede hende på næsen, så hun strakte sin arm ud og fik fat i Nialls hånd. Han kiggede forsigtigt på hende, inden han spredte fingrene lidt og hun så med sin lillebitte hånd, snoede fingrene om hans pegefinger, så han kom med et glædefyldt grin.

”Åh gud!” Sagde han og smilede større og større, så jeg ikke kunne lade vær med at mærke de lykkefyldte tårer, hobe sig op i mine øjne.

”Er det muligt, at elske sådan en lille person mere end noget andet?” Spurgte han og kiggede på mig med det lykkeligste blik i sine øjne, så jeg virkelig ikke følte andet end lykke i det øjeblik, med de to mennesker jeg elskede allermest i hele universet.

”Åh gud, hun er så perfekt!” Sagde han, så jeg kiggede ham i øjnene og så hvordan et blankt lag havde lagt sig hen over dem.

”Hun er din.” Sagde jeg og smilede til ham, så et par tårer trillede ned af hans kinder.

”Nej… Hun er vores.” Sagde han og smilede stort til mig med tårer trillende ned af sine kinder. Jeg kunne nærmest ikke føle mig mere lykkelig.

”Hun er vores lille engel.” Sagde jeg smilende.

”Vores lille Nellie.” Sagde han.

”Vores lille Ellie.” Sagde jeg, så han kiggede mig i øjnene og jeg ikke kunne andet end at smile, da han lænede sig ned og kyssede mig.

"Jeg elsker dig." Sagde han. Jeg grinede lykkeligt.

"Jeg elsker dig mere." Sagde jeg og kyssede ham igen. Han grinede med en glædesfuld klang i sin stemme, mens vi sad og betragtede vores lille barn. Vores lille datter.

"Vil du høre en hemmelighed?” Spurgte han efter et stykke tid. Jeg nikkede forsigtigt, mens han strøg hende over hovedet, og smilede stort.

”Jeg har altid ønsket mig en pige.” Sagde han og kiggede på mig, så jeg hurtigt grinede og følte, at hvis vi kunne forblive i den her lillebitte lykke, så ville alt være perfekt.

Dette var perfekt.

______________________________________________________________________________________________

Jeg synes godt, at vi alle nu kan sige, at den lille bitte lykkelige familie nu er skabt.

Velkommen til Lillebitte Nellie!

Hun har været længe ventet <3

Hvad siger i? Er det hele blevet godt, og er det tid til snart at forlade Niall og Nina, eller mangler der lidt nogle småting endnu? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...