Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177805Visninger
AA

27. Ellie

"Everybody told me love was blind, then I saw your face and you blew my mind

finally, you and me are the Lucky ones this time"

Lana Del Ray - Lucky Ones

 

Nina P.O.V

Først blev der helt stille og koldt. Jeg fik en følelse af, at være varm, og så blive kold... Som om noget blev taget fra mig, og jeg indrømmer endda, at jeg var sikker på, at jeg panikkede lidt, da denne lille ting blev taget fra mig. Dog gik der ikke længe, før denne lille tomhed og kulde blev erstattet af en tung stilhed, som varede i få sekunder, før en lille hvinende lyd lød i mine ører, og en varm bylt blev lagt i mine arme. En varm bylt, hvis skingre skrig fik det til at lyde som violin symfonier i mine ører, mens at dets varme lagde sig tryghedssøgende ind til mit bryst.

Jeg havde grint, da jeg havde åbnet mine øjne, og så havde ført mine øjne ned mod den lille varme skabning, der var blevet lagt hos mig. Grint over de små øjne, der kiggede op på mig og gjorde mig mere forelsket end jeg nogensinde havde følt mig. Grint over den lille mund, der kom med små uforståelige lyde, mens de bittesmå hænder fægtede ud efter mig, så jeg bare måtte røre dem. Grint over den store lykke, der fyldte mit lille hjerte, mens jeg kiggede ned og betragtede den lille skabning.

Betragtede hende.

"Tillykke, Nina. Du er blevet mor." Havde lægerne sagt, og så havde jeg følt mig som det aller lykkeligste menneske i hele verden.

Hun var min. Min helt egen lille en. Min helt egen lillebitte pige... Min helt egen datter. Min datter.

Jeg følte mig så lykkelig.

 

* * *

 

Der lød et forsigtigt bank på døren, og jeg trak hurtigt min lille baby tæt ind til mig, da døren gik op, og alle de velkendte ansigter lyste stort op, da de så mig.

"Hej!" Sagde Sadie lavt, mens hun som den første gik over til mig og kiggede både en smule skræmt, men også dybt fascineret på mig. Jeg smilede stort og sagde hurtigt hej til Harry, Bobby og mine forældre, som trådte ind ad døren og alle smilede stort til mig. Min mor stod med tårer ned af kinderne, da hun sagde hej til mig og hurtigt gav mig et forsigtigt kram.

"Er du okay?" Spurgte Bobby hurtigt mig. Jeg smilede bare stort.

"Jeg er meget mere end det." Sadie smilede hurtigt, men kiggede så endnu en gang ned på den lille dyne, som jeg havde pakket rundt om mit lille dyrebare eje, så jeg hurtigt smilede stort til dem alle.

"Hvis i er interesserede, så har jeg en i skal møde." Sagde jeg, så jeg hurtigt kunne se, hvordan de alle kiggede stornikkende på mig. Jeg satte mig op, og Sadie gik hurtigt over og hjalp mig, da de sikkert godt kunne se, at jeg var lidt drænet for kræfter. Jeg fik et par puder bag mig, så jeg kunne sidde bedre op, og jeg så hurtigt kiggede på Sadie, der havde sat sig ned i siden af min seng, og bed sig lidt forsigtigt i læberne. Jeg smilede bare stort til hende, da jeg tog fat i det stykke af dynen, der dækkede den lille skabning i mine arme til, og så trak det væk, så Sadies øjne hurtigt faldt ned på den lillebitte pige. Hun sukkede hurtigt og tog så sine hænder følelsesladet op til sin mund. Jeg bar min lille pige lidt højere op, og vendte hende så ud mod rummet, så jeg hurtigt hørte dem alle sukke, eller snøfte.

"Det her er Nellie." Sagde jeg, så et dybt suk hurtigt kom fra Harry af. Sadie kiggede smågrinende op på ham. Jeg rakte min hånd ud til Sadie, for at få hende lidt tættere på, så jeg kunne lade hende få min lille pige over i sine arme. Hun smilede straks over hele hovedet, og smilede så ud til resten af rummet. Jeg kiggede hurtigt på Harry, der kiggede meget fokuseret ned på det lillebitte barn i Sadies arme, hvorefter han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende på min seng.

"Sover hun?" Spurgte han og kiggede over på mig. Jeg nikkede bare som svar, mens at min mor gik over for at lykønske mig, og Sadie og Harry så snakkede lavt sammen, mens at Sadie strøg det lille barn forsigtigt over hovedet, og så spurgte om Harry ville holde hende. Han kiggede hurtigt på mig, for accept, og jeg nikkede bare straks, så Sadie smilede, og så hjalp min lille pige over i Harrys arme.

Han sukkede dybt med det samme, og det overraskede mig faktisk ret meget, da jeg så at han kun nåede at kigge på hende i et enkelt minuts tid, inden han sagde:

"Hvor er hun smuk, Nina.." Og så røg de første tårer ned af hans kinder, så mine forældre, Bobby, Sadie og jeg ikke kunne lade vær med at grine glædeligt.

"Er du okay?" Spurgte Sadie ham grinende, mens han vukkede det lille barn i sine arme, og tørrede sine øjne en gang i mellem. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt, da jeg hurtigt sagde:

"Men Harry, please lad vær med at syng 'Isn't she lovely', okay? Jeg kan ikke rigtig lide den sang." Han kiggede hurtigt grinende på mig med tårer ned ad kinderne og blinkede så hurtigt til mig.

"Den gemmer jeg til dåben." Jeg grinede lidt, inden at Bobby spurgte:

"Hvor fik i egentlig Nellie fra?" Jeg smilede lidt.

"Jeg tror bare vi kom på det, fordi begge vores navne starter med N, og det måske var lidt pudsigt, så det kunne være sjovt at føre videre..." Han nikkede smilende og gik så over og kiggede ned på hans barnebarn. Jeg smilede lidt over al den lykke og glæde, der var i hele rummet, da jeg hurtigt kiggede på dem alle.

"Hvor er Niall?" Harry, der havde givet min lille pige over til min mor, fordi hans tuderi var blevet for meget for ham, kiggede på Bobby, som kiggede på Sadie, som hurtigt sukkede lidt.

"Han sidder ude på gangen." Sagde hun. Jeg mærkede hurtigt mit hjerte banke hårdt mod mit bryst.

"Er han okay?" Spurgte jeg, og kunne hurtigt mærke nervøsiteten stige i mig. Bobby grinede lidt og nikkede så til mig.

"Bare rolig, Nina... Han er okay... Jeg tror bare han er lidt genert." Jeg smilede hurtigt, og grinede så lidt for mig selv, men mærkede så også, at tanken om Niall, fik en eller anden mærkelig følelse frem i mig, som jeg ikke helt kunne sætte ord på. Det føltes bare... mærkeligt.

"Men Nina, selv om jeg synes, at Nellie er et fuldstændigt dejligt navn, så synes jeg ellers vi havde en aftale..." Sagde Sadie og kiggede grinende over på mig. Jeg sukkede hurtigt fnisende.

”Sadie… Jeg ved godt, at jeg lovede dig, at takke dig for min flotte make-over den gang i juni 2013, ved at navngive mit barn efter dig... Jeg siger tak nu… Men mit barn kommer under ingen omstændigheder til at hedde Sadie.” Sagde jeg. Hun fnyste bare hurtigt, men grinede så også hurtigt igen.

"Det er okay. Der findes også kun en Sadie, og det er moster Sadie her!" Sagde hun. Harry prustede hurtigt.

"Stop så med det moster-fis! Du er ikke relateret til Nina til overhovedet at have den titel!" Sagde han opgivende. Jeg kunne ikke lade vær med at grine.

"Du er sgu da også så traditionstro, Styles. Lev uden for normerne lidt, gider du?" Sagde hun grinende tilbage, så vi alle grinede lidt. Jeg kiggede rundt på dem, og følte mig mere taknemmelig end noget andet, for at føle så stor en lykke i mit hjerte, som jeg gjorde nu. Dog kunne jeg heller ikke lade vær med at tænke på den unge mand, der havde fået alt det her til at ske, som sad ude på gangen, i stedet for her inde. Jeg sagde dog ikke noget.

 

De gik alle sammen efter en lille times tid, fordi de syntes at jeg skulle have ro nu. Dog lovede Sadie og min mor, at de ville komme igen i morgen, og spurgte også flere gange, om de skulle købe noget med til mig, også selv om jeg hver gang prøvede, at forsikre dem om, at jeg nok skulle klare mig. Men så igen, det var Sadie og min mor vi talte om. De kunne nærmest betegnes som nogle af jordens mest bekymrende mennesker, hvilket nok også kunne betegne dem, som nogle af de få mennesker, med ufatteligt store hjerter. Jeg følte mig så lykkelig, for at have dem, så tæt på mig. Alt var godt nu... Der var bare en' lille ting, der gik mig på. At Han stadig ikke havde været her inde.

De sagde alle farvel, og forlod lige så stille det lille værelse, så der igen blev helt stille, og den eneste lyd, var det lille åndedræt fra den lille pige i mine arme. Jeg smilede stort ned på hende, og lænede mig så ned for at kysse hendes bløde lillebitte hoved, da jeg hørte døren gå op igen. Jeg holdt bare mit blik rettet ned mod hende, mens jeg hørte de forsigtige skridt gå ind i rummet, mens at døren forsigtigt blev lukket igen. Jeg hørte et tungt suk, så jeg hurtigt slap blikket fra min lille pige, og så kiggede op på ham.

Han stod ovre i den anden side, og kiggede lidt ned i jorden, mens han stod med armene over kors.

"Hey." Sagde jeg forsigtigt, så han hejste sit hoved, og vores øjne så mødtes.

"Hey." Sagde han lige så stille. Jeg sendte ham et forsigtigt smil, så jeg fik et lille fnis tilbage fra ham.

"Du nåede det." Sagde jeg smilende. Han nikkede.

"Det lovede jeg jo." Jeg smilede hurtigt, men mærkede så den underlige følelse inde i brystet på mig. Den mærkelige ubeskrivelige følelse, der fik mig til at føle mig så uendeligt glad... men som alligevel fik mine øjne til at fyldes med tårer.

"Jeg har savnet dig." Sagde jeg og kunne godt høre, at min stemme allerede lød en smule grådet. Han sukkede lidt.

"Jeg har savnet dig mere." Sagde han forsigtigt, så jeg smilede lidt, og skulle til at sige noget mere, da det ellers stille rum, blev fyldt med bittesmå skingre lyde fra det lillebitte barn i mine arme, så jeg hurtigt så, hvordan Niall hurtigt stivnede lidt i kroppen.

"Er du okay?" Spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede bare hurtigt, men holdt sit hoved rettet ned mod sine fødder. Jeg sukkede lidt, og satte mig så lidt op.

"Kom her hen." Sagde jeg og rakte min arm ud mod ham. Han kiggede lidt forsigtigt på mig, men flyttede sig så forsigtigt over mod mig, og gik hen til den stol, der var sat ved siden af min seng. Dog så jeg hurtigt, hvordan han stoppede sin gang, da det lille barn i mine arme, hurtigt sprællede lidt, så hendes arme og ben kom til syne, for Nialls åsyn.

”Det er Okay.” Sagde jeg, mens at Niall nervøst satte sig ned på stolen ved siden af min seng. Han kløede sig forsigtigt i nakken, mens at han nærmest helt ude af den, kiggede mellem mig og det lille gemte menneske i mine arme.

”Niall… Det er okay.” Prøvede jeg, men han kiggede stadig helt fortumlet på den lille pige i mine arme. Lige indtil jeg lagde min hånd ovenpå hans, der lå på trammerne på sengen, så han fokuserede helt på mig.

”Hey.” Sagde jeg forsigtigt, så han udslap et lille grin og lavt sagde tilbage:

”Hej.” Jeg grinede hurtigt, inden jeg mærkede et lille spræl fra det lille menneske i mine arme, så jeg kiggede ned på hende og smilede stort over hele mit ansigt. Jeg hørte hurtigt et forsigtigt grin fra Niall, så jeg kiggede på ham og så at han også kiggede på det lille menneske i mine arme.

”Hun er så lille..” Sagde han og sukkede hurtigt, så jeg kiggede op og fik øje på hans nervøse udtryk. Jeg lagde hurtigt min hånd oven på hans, inden jeg rykkede mig helt ind i den ene side af sengen.

”Kom her.” Sagde jeg og klappede på den tomme plads ved siden af mig, så han hurtigt kiggede på mig. Jeg gav ham et forsikrende smil, så han rejste sig op og jeg smilende rykkede mig lidt mere ind. Han satte sig lidt tøvende op ved siden af mig og kiggede på mig med et blik, der så ud til, at han troede, at hvis han rørte mig, så ville jeg gå i stykker. Det føltes så underligt at se ham sådan her. Helt tøvende, nervøs og overvejende om hver en bevægelse han gjorde. Jeg så til, mens han satte sig forsigtigt ned ved siden af mig i sengen og nærmest satte sig lidt tilbage, da et enkelt lille spræl kom fra pigen i mine arme, så jeg hurtigt vendte mig lidt om mod ham.

”Hey… Niall, det er okay… Der sker ikke noget.” Sagde jeg og lagde hurtigt min ene hånd op på hans kind. Han kiggede nærmest skrækslagent ind i mine øjne. Dog blinkede han et par gange, inden han forsigtigt sukkede tungt og kiggede ned på det lille spædbarn i mine arme.

”Nina, jeg er så bange… Hun er så lille og skrøbelig, hvad hvis jeg…”

”Hold hende.” Afbrød jeg ham, så han straks kiggede mig nervøst i øjnene. Jeg hævede bare min arm lidt op, så det lille barn vendte sit hoved op og åbnede munden lidt.

”Det er okay.” Sagde jeg og smilede forsikrende til ham, så han sukkede endnu en gang, men derefter smilede forsigtigt tilbage til mig, inden han så derefter satte sig lidt mere ind til mig, så jeg forsigtigt kunne række det lille spædbarn over til ham. Han skiftede lidt mellem at kigge på mig og den lille pige, mens han modtog hende i sine arme og trak hende ind i sin favn, og som det bedste overhovedet, var den første reaktion, at hun åbnede sine øjne og kiggede op på Niall og jeg, så Niall med det samme lyste op i et stort smil, mens han hurtigt hævede sine arme lidt, så hun kom højere op til os.

”Hendes øjne er blå.” Sagde han, mens han forsigtigt førte sin hånd op for at nussee hende forsigtigt på kinden med sin pegefinger. Jeg nikkede.

”Hun har dine øjne.” Sagde jeg, så han grinede lidt.

”Hun er så smuk.” Sagde han og svejede hende lidt frem og tilbage i sine arme. Jeg grinede hurtigt, inden jeg kiggede op på ham.

”Hun ligner dig.” Han kiggede hurtigt på mig.

”Gør hun?” Spurgte han og kiggede overvejende ned på hende igen.

”Ja. Se, hun har dine øjne og din næse..” Sagde jeg og aede hende hurtigt på næsen, så hun strakte sin arm ud og hurtigt fik fat i Nialls hånd. Han kiggede forsigtigt på hende, inden han spredte fingrene lidt og hun så med sin lillebitte hånd, snoede fingrene om hans pegefinger, så han kom med et glædefyldt grin.

”Åh gud!” Sagde han og smilede større og større, så jeg ikke kunne lade vær med at grine og mærke de varme lykkefyldte tårer, hobe sig op i mine øjne.

”Er det muligt, at elske sådan en lille person mere end noget andet?” Spurgte han og kiggede på mig med det lykkeligste blik i sine øjne, så jeg virkelig ikke følte andet end lykke i det dejlige øjeblik, med de to mennesker jeg elskede allermest i hele universet.

”Åh gud, hun er så perfekt!” Sagde han hurtigt en smule slørret, så jeg kiggede ham i øjnene og så hvordan et blankt lag havde lagt sig hen over dem.

”Hun er din.” Sagde jeg og smilede til ham, så han grinede lidt og et par tårer trillede ned af hans kinder.

”Nej… Hun er vores.” Sagde han og smilede stort til mig med tårer trillende ned af sine kinder. Jeg kunne nærmest ikke føle mig mere lykkelig.

”Hun er vores lille engel.” Sagde jeg smilende, med tårer trillende ned af mine egne kinder nu.

”Vores lille baby..” Sagde Niall smilende, mens han forsigtigt nussede hende over hendes røde lille næse. Jeg smilede lidt, inden han løftede sit hoved, for at rykke det tættere på mit, så hans pande hvilede mod min.

”Vores lille Nellie.” Sagde han.

”Vores lille Ellie.” Sagde jeg, så han smilede stort og så kiggede mig i øjnene, så jeg ikke kunne gøre andet end at smile stort, da han lænede sig ned og kyssede mig.

"Jeg elsker dig." Sagde han. Jeg grinede lykkeligt.

"Jeg elsker dig mere." Sagde jeg og kyssede ham igen. Han grinede med en stor glædesfuld klang i sin stemme, mens vi bare sad og betragtede vores lille barn. Vores lille datter.

Mere lykkeligt kunne det ikke blive.


”Vil du høre en hemmelighed?” Spurgte han hurtigt hviskende efter et stykke tid. Jeg nikkede forsigtigt, mens han strøg hende over hovedet, og så smilede stort.

”Jeg har faktisk altid ønsket mig en pige.” Sagde han og kiggede så lykkeligt på mig, så jeg hurtigt grinede lidt, og følte, at hvis vi bare kunne forblive i den her lillebitte lykke fyldt af kærlighed, så ville alt være perfekt.

Dette var perfekt.

______________________________________________________________________________________________

Jeg synes godt, at vi alle nu kan sige, at den lille bitte lykkelige familie nu er skabt.

Velkommen til Lillebitte Nellie!

Hun har været længe ventet <3

Hvad siger i? Er det hele blevet godt, og er det tid til snart at forlade Niall og Nina, eller mangler der lidt nogle småting endnu? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...