Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177822Visninger
AA

36. Confrontations

"We're setting fire to our insides for fun. 

Collecting pictures from a flood that wrecked our home,

It was a flood that wrecked this home.

And you caused it"

Daughter - Youth

 

Nina P.O.V

Alt føltes tomt.

Hele huset var tomt. Ingen lyde. Ingen stemmer. Bare stilheden efter stormen havde ramt.

En endeløs, dræbende og knusende, tom stilhed. Tomt.

Tomt og knust. Ligesom resterne af mig.

Jeg ved ikke hvor lang tid, der var gået. Eller hvor længe, jeg havde befundet mig i den der tomhed, mens at mine øjne bare kiggede op i loftet, mens at min dyne var trukket op til min hage, og jeg prøvede at gemme mig fra omverdenen, som bare ville minde mig om de knusende realiteter.

Der havde været et enkelt tidspunkt, hvor jeg havde mindet mig selv om det lille væsen, der befandt sig i lejligheden sammen med mig. Men da jeg fortvivlet havde ledt efter hende over alt i over en halv time, og til sidst reelt begyndte at blive bange for, at det hele bare havde været en ung teenage drøm, fandt jeg sedlen om, at Harry havde hentet hende, og at hun nu var hos ham. Det havde på en måde trøstet mig, men også knust mit hjerte endnu mere.

Jeg blev ved med at minde mig selv om, at det her var det bedste, der kunne være sket, og at det et eller andet sted, måske aldrig rigtig var skrevet ind i kortene for os, at leve lykkeligt til vores dages ende, og endelig leve resten af vores liv sammen som et lykkeligt elskende par. Men alligevel så mindede jeg mig også selv om, at selv om jeg havde brugt den første dag på at sidde foran hoveddøren, og vente på, at han ville komme tilbage, så vidste jeg også, at det ville han aldrig nogensinde gøre igen.

Det havde han jo lovet mig.

Og åh gud, hvor jeg hadede mig selv, for at have fået ham til det.

Og åh gud, hvor jeg dog hadede ham.

Men åh gud, hvor jeg dog også elskede ham...

 

* * *

 

"Nina?" Lød en rolig stemme ude fra entreen, så jeg forsigtigt slog øjnene op og kiggede fortumlet rundt. Jeg prøvede at lede efter en simpel ting, som kunne give mig et simpelt hint om tidsfornemmelse, men det eneste jeg kom frem til, var vækkeuret på natbordet ved siden af min side af den store dobbeltseng, som informerede mig om, at klokken havde nærmet sig 14:38.

Jeg gned mine øjne forsigtigt og hørte, hvordan en person trådte ind i soveværelset og hurtigt bandede højlydt, inden hun gik over og hev gardinerne fra, så højsommermiddagssolen straks lyste hele rummet op, og blændede mine øjne.

"Jeg tænkte det var på tide, at vågne op?" Sagde personen, så jeg kiggede frem og forsigtigt ventede på, at mine øjne vænnede sig til lyset, så omridset af den unge kvinde ikke var så omtåget længere, men blev tydeligere og tydeligere, så jeg til sidste genkendte hende.

"Sad..?" Spurgte jeg forsigtigt, så hun sendte mig et forsigtigt smil.

"Undskyld, men hvornår har du sidst prøvet et bad?" Spurgte hun og viftede foran sin næse. Jeg satte mig forsigtigt op i sengen og kiggede stadig fortumlet rundt.

"Hvad dag er det?" Spurgte jeg og kiggede desorienteret rundt i værelset. Sadie sukkede tungt.

"Det er tirsdag." Sagde hun og lagde sine arme over kors og kiggede opgivende på mig. Jeg mærkede hurtigt, hvordan forvirringen tog over mig.

"Men hvornår... hvor længe..." Prøvede jeg forvirret, indtil Sadie hurtigt besvarede min forvirring.

"En uge, Nina." Sagde hun og gik forsigtigt over og satte sig ned på sengen ved siden af mig. Jeg kiggede på hende, men kunne mærke, at mine øjne sved, så jeg skærmede dem hurtigt.

"Kom, skat, lad os få orden på det her." Sagde hun og lagde armene om mig.

Sadie tændte for vandet ude på badeværelset, og ved hjælp af hendes hjælp fik vi skyllet, det der føltes som et tungt lag tomhed af mig, og jeg måtte indrømme, at det varme vand, der skyllede mit hår og ned over min krop, føltes virkelig godt. Måske var det også derfor, at hun lod mig stå der ude, indtil der ikke var mere varmt vand tilbage. Jeg fik rakt en T-shirt af Sadie, som jeg hurtigt kunne tage over hovedet, så jeg kunne komme ud til virkeligheden igen.

Jeg så, at Sadie havde sat en bakke med mad frem på sofabordet, mens hun gik rundt og ryttede op og mumlede underlige ting for sig selv. Jeg satte mig forsigtigt ned og tog den første sandwich op fra bakken, og tog en bid, mens jeg mere og mere følte mig som et lille barn, der vidste at noget grusomt var på færde, under Sadies tilstedeværelse.

"Nellie?" Spurgte jeg forsigtigt og kiggede på Sadie, der vaskede køkkendiskene af.

"Hun har det strålende. Du kender jo Harry og børn, plus det at det er Nellie. Han er nærmest helt optaget af hende. Virkelig kært." Sagde hun, mens hun på en eller anden underlig måde, så ud til at undgå at kigge på mig, eller tale direkte til mig.

"Og... N..Niall..?" Jeg vidste ikke, om jeg burde spørge, men noget i mig brændte bare efter at høre om ham. Det var en forbandelse. Sadie sukkede tungt.

"Han har været forbi et par gange, for at se til Nellie og sådan, og snakke med Harry. Men vi har ikke set ham i to dages tid, fordi han skulle ordne et eller andet." Sagde hun og smed hurtigt den våde klud hun havde brugt til at gøre køkkenet rent med, over i vasken og tørte så sine hænder af i sine shorts.

"Har han sagt noget om..."

"Ja, Nina. Ja, det har han." Sagde hun hurtigt, og kiggede mig så endelig i øjnene, så jeg hurtigt kunne mærke, hvordan det vrede blik i hendes øjne, fik mig til at føle mig endnu mindre.

"Nina, du ved jeg elsker dig, og at det vil jeg altid gøre, uanset hvad... Men må jeg have lov, at sige noget til dig?" Spurgte hun forsigtigt. Jeg turde næsten ikke at nikke, men et eller andet sted, var jeg nok nødsaget til det, fordi jeg vidste, at det ville være fejd at mig, at jeg endnu en gang ville flygte fra problemerne. Selv om det altid virkede som den nemmeste løsning.

"Du er min bedste veninde, og nærmest den søster jeg aldrig fik... Men Nina, denne gang, så vil jeg ikke træde til side og holde det inde... Vi er ikke alle stumme tilskuere, at du ved det." Sagde hun, så jeg forsigtigt lagde maden fra mig, for at vise hende min ordentlige opmærksomhed.

"Jeg har altid støttet dig, og jeg har altid hjulpet dig, men Nina... Jeg kan ikke mere... Jeg kan ikke stå ved tilskuerlinjen mere, og bare være hende, som siger ja og gør alt for dig hele tiden, Nina, jeg..." Hun stoppede, da hendes stemme blev en smule grådet, og hun så endte med at sætte sig ned på gulvet, så jeg hurtigt rejste mig og gik over til hende, da hun krummede sig sammen og begyndte at græde.

"Sadie..?" Spurgte jeg hurtigt nervøst og lagde mine arme om hende. Hun trak sig dog hurtigt væk fra mig, så jeg kunne se, hvordan sorgen var spredt i hendes øjne.

"Nina, jeg elsker dig... Men jeg kan simpelthen ikke klare det mere..." Sagde hun, så jeg kiggede endnu mere uforstående på hende.

"Sadie, hvad mener du? Jeg forstår ikke..."

"Det hele, Nina! Det hele bliver for meget nu... I er ikke de eneste, som bliver påvirkede af det hele, skal jeg sige dig.." Sagde hun og kiggede opgivende på mig. Jeg sukkede tungt.

"Sadie, jeg.."

"Nina, jeg er så træt. Jeg prøvede at komme mig over James, men..."

"Åh gud, Sadie, jeg er så ked af det!" Sagde jeg hurtigt, da jeg indså Sadies rimelig store rolle i hele det her rod.

"Niall fortalte mig det hele... Tænk at du ikke engang ringede til mig!"

"Jeg prøvede, Sad, det gjorde jeg! Men jeg kunne slet ikke komme i kontakt med dig, eller Harry for den sags skyld... Jeg anede slet ikke, hvad jeg ellers skulle gøre!" Prøvede jeg, men Sadie rystede bare opgivende på hovedet.

"Hvad med at være blevet hos Niall, i stedet for at flygte fra problemerne!" Jeg kunne sprænge.

"Nu stopper du... Nu stopper i faktisk... Jer alle sammen! Jeg flygter ikke fra noget. Jeg aner ikke engang, hvad det er for nogle problemer i mener jeg altid flygter fra, siden i bliver ved med at nævne det!" Sagde jeg irriteret, så hun bare rystede endnu mere på hovedet af mig.

"Nina, er du klar over, at Niall tog hjem til os, og fortalte os det hele med det mest hjerteknuste blik i hele verden?" Spurgte hun hurtigt.

"Men.."

"Hvis du nu var blevet, så kunne i have snakket om problemerne, ligesom normale normalt gør! Men nej, lad mig hellere tage over og stifte ny familie med min bedste venindes ekskæreste med det samme i stedet, ja, det er nok det jeg burde.."

"Sadie!" Sagde jeg vredt, så hun kiggede lige så vredt tilbage på mig.

"Niall var sønderknust, Nina! Faktisk endnu mere, da han kom tilbage efter at have fundet dig hos James! Er du klar over, hvor ked af det han var?" Vrissede hun frustreret af mig.

"Det var aldrig min mening at såre ham..." Sagde jeg forsigtigt, så hun sukkede tungt.

"Nej, Nina, det ved jeg godt. Det er aldrig jeres mening, at tingene altid skal ende så galt, men nu har det altså nået sin grænse, og en eller anden måtte sætte foden i, før det kørte alt for galt af sporet, og selv om jeg er virkelig i mod at være den sure, så må jeg tage den rolle nu." Sagde hun alvorligt, så jeg blev helt i tvivl om, om jeg nogensinde havde set min veninde så alvorlig og... ja, nærmest voksen.

"Jeg elsker dig, og jeg elsker Niall, jeg elsker Nellie, jeg elsker jeres lille familie. Jeg føler efterhånden, at vi alle et eller andet sted, er en stor familie, som nærmest er blevet tættere og tættere med årene. Og det er lige før jeg elsker jer alle sammen højere, end min egen reelle familie... Og derfor tager det sgu hårdt på os alle, når der slås sprækker i lykken." Sagde hun og kiggede sorgfuldt på mig. Jeg sukkede tungt, og kunne godt mærke, at Niall og jeg ikke var de eneste, der tænkte over de ting, vi forårsagede omkring os.

"Jeg hader dig ikke, Nina. Du er min søster, og man kan ikke hade sin søster, men..." Hun stoppede, og snøftede så kort, inden hun tog sit ærme op for at tørre sin næse og øjne, og så tage en dyb indånding, inden hun kiggede på mig.

"Vi kan ikke mere. Det her er sidste gang i gør det her, Nina, for ellers så... så ender det med, at det ikke kun er mig, der sætter foden i jorden, eller slår hånden i bordet, når en af jer flygter fra problemerne..."

"Jeg flygter ikke fra..."

"Jo du gør så, Nina!" Råbte hun hurtigt, så jeg straks tavs.

"Jeg bliver så frustreret, Nina! Det er som om, at du gør hver en lille bitte ting til en stor ting, og i stedet for noget så simpelt som kommunikation mellem to mennesker, der godt selv og alle andre ved, at de elsker hinanden mere end noget andet på hele den her jordklode, så flygter du bare fra det hele... Det er som om du allerede giver op på forskud?"

"Sadie, jeg ved ikke hvad det er, men jeg kan bare ikke se på ham, når jeg ved hvor meget jeg sårer ham... Jeg elsker ham, men..."

"Men hvad, Nina? Jeg ved ikke, hvad der går af dig, når du smider så stor en kærlighed væk, som om det var ingenting? Han elsker dig jo for satan, og det samme gør du! Så hvorfor alt det her påstyr?" Spurgte hun og lagde sine arme over kors. Jeg sukkede tungt.

"Jeg ved det ikke... Jeg, jeg ved ikke..."

"Jo du gør, Nina! Du vil bare aldrig indrømme over for dig selv, at uanset hvad, uanset hvor meget i nogensinde vil gå igennem, så vil du altid elske ham, og det samme vil ham, så hvorfor flygte..."

"Fordi det skræmmer mig!" Råbte jeg hurtigt, mens jeg mærkede hvordan det hele brændte inden i mig.

"Sadie, det fucking skræmmer mig, at han elsker mig så meget! For bare seks år siden, var jeg en ganske normal teenager, der kun kunne drømme om så stor og stærk en kærlighed fra en fyr, og så lige pludselig fra den ene dag til den anden, så føler jeg mig lige pludselig så dybt forbundet med et andet menneske, som jeg kun havde læst om i de romantiske noveller, eller set i de romantiske tv-serier... Og det skræmte mig! Det skræmte mig, at selv om det virkede som om nogle gange, at uanset alt hvad han gjorde eller sagde, som ville få mig til at afsky eller hade ham, så alligevel helt inderst inden i mig, så elskede jeg ham stadig. Jeg elskede ham uanset hvad, og det skræmmer mig, at jeg selv den dag i dag, et eller andet sted har elsket ham lige siden den allerførste dag... Og det fucking skræmmer mig, Sadie. Det skræmmer mig, at jeg elsker ham så meget, at tanken om at miste ham, sårer mig så meget, at jeg mister ham... Det er så meget jeg elsker ham, og det skræmmer mig!" Sagde jeg og kunne mærke, hvordan det var som om, at en sten løftede sig fra mig, som havde føltes som om den et eller andet sted altid havde været der, og endelig blev fjernet fra mine skulder.

Jeg kiggede forsigtigt på Sadie, som hurtigt fældede et par tårer, inden hun trådte frem mod mig og lagde sine arme om mig og omfavnede mig.

"Du er sådan en spade en gang i mellem, Nina." Sagde hun efterfulgt af et lille grin, så jeg ikke helt forstod, hvorfor hun ikke var sur på mig mere.

"Sadie, jeg troede du hadede mig..." Hun slap mig hurtigt og kiggede så opgivende på mig igen.

"Hører du seriøst aldrig efter, hvad det er jeg siger til dig?" Spurgte hun og sendte mig så et forsigtigt grin.

"Du er min søster. Man kan ikke hade sin søster, kun hvis hun ødelægger din yndlingsweater, og det har du ikke gjort endnu. Så kom så" Sagde hun og rakte sin hånd ud til mig, men det gjorde mig slet ikke mindre forvirret.

"Hvad skal vi?" Spurgte jeg usikkert og kiggede på hende. Hun smilede bare og blinkede så til mig.

_____________________________________________________________________________________________

Så Kom Nina endelig ud med det hele! Noget i har ventet på, (længe måske)?

Jeg synes jeg er rimelig produktiv i denne uge, så jeg håber i er glade! Specielt fordi der kun er 2 kapitler tilbage!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...