Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

138Likes
585Kommentarer
183072Visninger
AA

36. Confrontations

"We're setting fire to our insides for fun. 

Collecting pictures from a flood that wrecked our home,

It was a flood that wrecked this home.

And you caused it"

Daughter - Youth

 

Nina P.O.V

Alt var tomt.

Hele huset var tomt. Ingen lyde. Ingen stemmer. Bare stilheden efter stormen.

En endeløs, dræbende og knusende, tom stilhed.

Tom og knust. Ligesom mig selv.

Jeg ved ikke hvor lang tid, der var gået. Eller hvor længe, jeg havde befundet mig i den her tomhed. Mine øjne kiggede bare op i loftet, mens min dyne var trukket op til min hage, og jeg prøvede at gemme mig fra omverdenen.

Der havde været et tidspunkt, hvor jeg havde mindet mig selv om det lille væsen, der befandt sig i lejligheden sammen med mig. Men da jeg fortvivlet havde ledt efter hende over alt i over en halv time, og til sidst reelt blev bange for, at det hele bare havde været en ung teenage drøm, fandt jeg sedlen om, at Harry havde hentet hende, og at hun nu var hos ham og Sadie. Det havde trøstet mig, men også knust mit hjerte endnu mere.

Jeg prøvede at minde mig selv om, det her var det bedste, der kunne være sket. Et eller andet sted, var det måske aldrig skrevet i kortene for os, at leve lykkeligt til vores dages ende sammen som et par. Alligevel mindede jeg mig også om, at selv om jeg havde brugt den første dag på at sidde foran hoveddøren, og vente på, han ville komme tilbage, så ville han aldrig nogensinde gøre det igen.

Det havde han lovet mig.

Og åh gud, hvor jeg hadede mig selv, for at have fået ham til det.

 

* * *

 

"Nina?" Lød en rolig stemme ude fra entreen, så jeg slog øjnene op. Jeg prøvede at lede efter en simpel ting, som kunne give mig et nogenlunde hint om tidsfornemmelse, men det eneste jeg kom frem til, var vækkeuret på natbordet ved siden af den store dobbeltseng, som informerede mig om, at klokken var 14:38.

Jeg gned mine øjne og hørte en person trådte ind i soveværelset og bandede højlydt, inden hun gik over og hev gardinerne fra, så højsommermiddagssolen straks lyste rummet op, og blændede mig.

"Jeg tænkte det var på tide, at vågne op?" Sagde hun, mens mine øjne vænnede sig til lyset, og omridset af den unge kvinde blev tydeligere og tydeligere, så jeg til sidste genkendte hende.

"Sad?" Spurgte jeg, så hun sendte mig et forsigtigt smil.

"Hvornår har du sidst prøvet et bad?" Spurgte hun og viftede foran sin næse. Jeg satte mig op i sengen og kiggede fortumlet rundt.

"Hvad dag er det?" Spurgte jeg og kiggede desorienteret rundt i værelset. Sadie sukkede tungt.

"Tirsdag." Sagde hun og lagde sine arme over kors og kiggede opgivende på mig. Jeg mærkede hurtigt forvirringen tog over mig.

"Hvornår... hvor længe..." Prøvede jeg, indtil Sadie besvarede min forvirring.

"En uge." Sagde hun og gik over og satte sig ned på sengen ved siden af mig. Jeg kiggede på hende, men kunne mærke, at mine øjne sved, så jeg skærmede dem.

"Kom, skat, lad os få orden på det her." Sagde hun og lagde armene om mig.

Sadie tændte for vandet ude på badeværelset, og ved hjælp af hendes hjælp fik vi skyllet, det der føltes som et tungt lag tomhed af mig, og jeg måtte indrømme, at det varme vand føltes virkelig godt. Måske var det derfor, at hun mig stå der ude, indtil der ikke var mere varmt vand tilbage. Jeg fik rakt en T-shirt af hende, som jeg kunne tage over hovedet og komme til virkeligheden igen. Sadie havde sat en bakke med mad frem på sofabordet, mens hun gik og ryttede op og mumlede underlige ting for sig selv. Jeg satte mig ned og tog sandwichen op fra bakken, og tog en bid, mens jeg følte mig som et lille barn.

"Nellie?" Spurgte jeg og kiggede på Sadie, der vaskede køkkendiskene af.

"Hun har det strålende. Du kender jo Harry og børn, plus det er Nellie. Harry er nærmest helt forelsket i hende." Sagde hun, mens hun på en eller anden underlig måde, så ud til at undgå at kigge på mig, eller tale direkte til mig.

"Og... N..Niall..?" Jeg vidste ikke, om jeg burde spørge, men noget i mig brændte bare efter at høre om ham. Sadie sukkede tungt.

"Han har været forbi et par gange, for at se til Nellie og snakke med Harry. Men vi har ikke set ham i to dages tid, fordi han skulle ordne et eller andet." Sagde hun og smed den våde klud hun havde brugt til at gøre køkkenet rent med, over i vasken og tørte så sine hænder af i sine shorts.

"Har han sagt noget om..."

"Ja, Nina, det har han." Sagde hun hurtigt, og kiggede mig så endelig i øjnene, så det vrede blik, fik mig til at føle mig endnu mindre.

"Nina, du ved jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre, uanset hvad... Men må jeg have lov, at sige noget?" Spurgte hun. Jeg turde næsten ikke at nikke, men et eller andet sted, var jeg nok nødsaget til det, fordi jeg vidste, det ville være fejd at mig, endnu en gang at flygte fra problemerne.

"Du er min bedste veninde, og den søster jeg aldrig fik... Men Nina, denne gang, vil jeg ikke træde til side og holde det inde. Vi er ikke alle stumme tilskuere, at du ved det." Sagde hun, så jeg lagde maden fra mig, for at vise hende min ordentlige opmærksomhed.

"Jeg har altid støttet dig, og jeg har altid hjulpet dig, men... Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke stå ved tilskuerlinjen mere, og være hende, som siger ja og gør alt for dig hele tiden, Nina, jeg..." Hun stoppede, da hendes stemme blev grådet, og hun så endte med at sætte sig ned på gulvet, så jeg hurtigt rejste mig og gik over til hende, da hun krummede sig sammen og begyndte at græde.

"Sadie?" Spurgte jeg nervøst og lagde mine arme om hende. Hun trak sig dog hurtigt væk fra mig, så jeg kunne se, hvordan sorgen var spredt i hendes øjne.

"Nina, jeg kan simpelthen ikke klare det mere..." Sagde hun, så jeg kiggede uforstående på hende.

"Sadie, hvad mener du? Jeg forstår ikke..."

"Det hele, Nina! Det hele bliver for meget nu... I er ikke de eneste, som bliver påvirkede af det hele, skal jeg sige dig.." Sagde hun og kiggede på mig.

"Sadie, jeg.."

"Nina, jeg er så træt. Jeg prøvede at komme over James, men..."

"Åh gud, Sadie, jeg er så ked af det!" Sagde jeg, da jeg indså Sadies store rolle i hele det her rod.

"Niall fortalte mig det hele... Tænk at du ikke engang ringede til mig!"

"Jeg prøvede, Sad, det gjorde jeg! Men jeg kunne slet ikke komme i kontakt med dig, eller Harry for den sags skyld... Jeg anede slet ikke, hvad jeg ellers skulle gøre!" Prøvede jeg, men Sadie rystede bare opgivende på hovedet.

"Hvad med at være blevet hos Niall, i stedet for at flygte fra problemerne!" Jeg kunne sprænge.

"Nu stopper du... Nu stopper i faktisk... Jer alle sammen! Jeg flygter ikke fra noget. Jeg aner ikke engang, hvad det er for nogle problemer i mener jeg altid flygter fra!" Sagde jeg irriteret, så Sadie rystede endnu mere på hovedet af mig.

"Nina, er du klar over, Niall tog hjem til os, og fortalte os det hele med det mest hjerteknuste blik i hele verden?" Spurgte hun hurtigt.

"Men.."

"Hvis du nu var blevet, så kunne i have snakket om problemerne, ligesom normale mennesker gør! Men nej, så hellere tage over og stifte ny familie med din bedste venindes ekskæreste i stedet, ja, det er nok det bedste, ja.."

"Sadie!" Sagde jeg vredt, så hun kiggede lige så vredt tilbage på mig.

"Niall var sønderknust, Nina! Endnu mere, da han kom tilbage efter at have fundet dig hos James! Er du klar over, hvor ked af det han var?" Vrissede hun frustreret.

"Det var aldrig min mening at såre ham..." Sagde jeg hurtigt, så hun sukkede tungt.

"Nej, Nina, det ved jeg godt. Det er jo aldrig jeres mening, at tingene skal ende så galt, men nu har det altså nået sin grænse, og en eller anden måtte sætte foden i, før det kørte helt af sporet, og selv om jeg er virkelig i mod at være den sure, så må jeg tage den rolle først." Sagde hun alvorligt, så jeg blev helt i tvivl om, om jeg nogensinde havde set min veninde så alvorlig og... ja, nærmest rasende.

"Jeg elsker dig, og jeg elsker Niall. Jeg elsker Nellie, jeg elsker jeres lille familie. Jeg føler, vi alle er en stor familie, som nærmest er blevet tættere og tættere med årene. Og det er lige før jeg elsker jer alle sammen højere, end min reelle familie... Og derfor tager det sgu hårdt på os alle, når der slås sprækker i lykken." Sagde hun og kiggede sorgfuldt på mig. Jeg sukkede tungt. Niall og jeg ikke var de eneste, der tænkte over de ting, vi forårsagede omkring os.

"Jeg hader dig ikke, Nina. Du er min søster, og man kan ikke hade sin søster, men..." Hun snøftede kort, inden hun tog sit ærme op for at tørre sin næse og øjne, og så tage en dyb indånding, inden hun kiggede på mig.

"Jeg kan ikke mere. Det her er sidste gang, Nina. Det ender bare med, det ikke kun er mig, der sætter foden i jorden, eller slår hånden i bordet, når en af jer flygter fra problemerne..."

"Jeg flygter ikke fra..."

"Jo du gør, Nina!" Råbte hun hurtigt, så jeg tav.

"Jeg bliver så frustreret, Nina! Det er som om, du gør hver en lille bitte ting til en stor ting, og i stedet for noget så simpelt som kommunikation mellem to mennesker, der godt selv ved, de elsker hinanden mere end noget andet på hele den her jordklode, så flygter du bare... Det er som om du allerede giver op?"

"Sadie, jeg kan ikke bare se på ham, når jeg ved hvor meget jeg sårer ham... Jeg elsker ham, men..."

"Men hvad, Nina? Jeg ved ikke, hvad der går af dig, når du smider så stor en kærlighed væk, som om det var ingenting? Han elsker dig jo for satan, og det samme gør du! Så hvorfor alt det her påstyr?" Spurgte hun og lagde sine arme over kors. Jeg sukkede tungt.

"Jeg ved det ikke..."

"Jo du gør, Nina! Du vil aldrig indrømme over for dig selv, at uanset hvad, uanset hvor meget i vil gå igennem, så vil du altid elske ham, og det samme vil ham, så hvorfor flygte..."

"Fordi det skræmmer mig!" Råbte jeg hurtigt, fordi det hele brændte inden i mig.

"Sadie, det skræmmer mig, han elsker mig så meget! For bare seks år siden, var jeg en ganske normal teenager, der kun kunne drømme om så stor og stærk en kærlighed fra en fyr. Men pludselig fra den ene dag til den anden, følte jeg mig pludselig dybt forbundet med et andet menneske, som jeg kun havde læst om i de romantiske noveller, eller tv-serier... Og det skræmte mig! Det skræmmer mig, at selv om det virkede som om, at uanset alt hvad han gjorde eller sagde, som ville få mig til at afsky eller hade ham, så alligevel, så elskede jeg ham stadig. Jeg elskede ham uanset hvad, og det skræmmer mig. Selv den dag i dag, har jeg elsket ham lige siden den allerførste dag... Og det skræmmer mig, Sadie. Det skræmmer mig, jeg elsker ham så meget, at tanken om at miste ham, sårer mig så meget, at jeg mister ham. Jeg elsker ham så meget, og det skræmmer mig!" Sagde jeg, så det var som om, en sten løftede sig fra mig. Det føltes som om den et eller andet sted altid havde været der, og endelig blev fjernet.

Jeg kiggede på Sadie, som fældede et par tårer, inden hun trådte frem mod mig og lagde sine arme om mig og omfavnede mig.

"Du er sådan en spade, Nina." Sagde hun.

"Jeg troede, du hadede mig..." Hun kiggede opgivende på mig igen.

"Hører du aldrig efter, hvad jeg siger til dig?" Spurgte hun, så jeg kiggede forvirret på hende.

"Du er min søster. Man kan ikke hade sin søster, kun hvis hun ødelægger din yndlingsweater, og det har du ikke gjort endnu. Så kom nu." Sagde hun og rakte sin hånd ud til mig.

"Hvad skal vi?" Spurgte jeg og kiggede på hende. Hun blinkede til mig.

_____________________________________________________________________________________________

Så Kom Nina endelig ud med det hele! Noget i har ventet på, (længe måske)?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...