Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

138Likes
585Kommentarer
183799Visninger
AA

29. Complications

Nina P.O.V

Hun var så smuk! Det var faktisk pinligt, at jeg kunne falde helt i staver, bare ved at sidde og kigge på hende. Kigge på hendes smukke ansigt, hendes lille krop, og bare hende. Det må vel være det man kalder lykken ved at blive mor. Det må være det lykkeligste, der kunne opstå mellem en mor og hendes nyfødte barn. Den store glæde, hvor man nærmest skulle tro, jeg kunne fortsætte med at kigge på hende og studere hende til evig tid.

Men det havde dog sine konsekvenser. Som for eksempel at lige så snart jeg bare sad og studere hende, nåede jeg til det punkt, hvor det eneste jeg fokuserede på, kun var hende, og jeg så lukkede alt andet ude.

Jeg kiggede op på Niall, da jeg indså, han havde talt til mig, men at jeg desværre, slet ikke havde hørt, hvad han egentlig havde sagt.

"Åhh, undskyld, Niall, jeg hørte ikke hvad du sagde." Indrømmede jeg, og så hvordan et underligt udtryk flød ind over hans ansigt, og han så tog sine hænder opgivende op til sit ansigt så jeg vidste jeg havde overhørt noget vigtigt.

"Undskyld, jeg sad i min egen verden..." Prøvede jeg og kiggede på ham. Han kyssede mig bare på munden.

"Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke?" Spurgte han, så jeg smilede til ham og nikkede.

"Jeg elsker dig mere." Sagde jeg og lænede mig ind for at kysse hans bløde læber igen. Han sendte mig et varmt smil, inden han trak vejret hurtigt ind, som om at han var nødt til at tage mod til sig, for at tale med mig.

"Det er også derfor, jeg tænkte på noget..."

"Og hvad er det?" Spurgte jeg hurtigt, så han sendte mig et stort smil.

"Tjo, jeg ved ikke om vi nogensinde har snakket om det, men det er noget jeg har tænkt over i et stykke tid... Flere måneder faktisk.."

"Så fortæl mig dem!" Bad jeg spændt og kiggede smilende på ham, så han bed sig tøvende i læben, mens han øjne i et par korte sekunder studerede mig.

"Nina Andrews, kunne du tænke dig, at.." Og som altid blev vi afbrudt, da min telefon brummede højt på sofabordet foran os, så Niall sukkede tungt, og jeg lænede mig lidt frem, for at se, hvem synderen var, der havde afbrudt os.

Sadie.

"Det er nok ikke vigtigt..." Sagde jeg hurtigt og afbrød opkaldet, og satte mig tilbage for at genoptage samtalen med Niall. Han skulle til at åbne munden igen, da brummeriet startede endnu en gang. Jeg kiggede på opkalderen igen.

Sadie.

"Jeg bliver nok nødt til at tage den..." Indrømmede jeg, og kiggede hurtigt på Niall, som også så nederen ud nu.

"Kan det vente bare fem minutter måske?" Spurgte jeg håbefuldt for at han ikke ville blive sur eller ked af det. Han nikkede bare, inden jeg rakte Nellie over til ham, så han sukkede tungt, så jeg kunne tage min telefon.

"Det er Nina?" Sagde jeg, men holdt straks vejret, da et hulk kunne høres i den anden ende af telefonen.

"Sadie, er det dig?" Spurgte jeg straks, så Niall kiggede på mig, mens jeg hurtigt gik væk for bedre at kunne høre det, der skete i telefonen.

"Sadie... Sadie, Hallo? Sadie, er det dig?" Spurgte jeg og kunne høre, hvordan hulkene lød til at prøve at blive kontrolleret af deres udbringer, så en stemme hakkende og grådet sagde:

"Ni... Nina." Og desværre, så var det Sadie i den anden ende af røret.

"Sadie, hvad sker der? Hvorfor græder du?" Spurgte jeg en smule bekymret, så jeg så, Niall hurtigt rejste sig op og gik over til mig.

"Hvad sker der?" Spurgte han, så nervøsiteten også tog over hans ellers rolige ansigt. Jeg trak ærligt på skuldrene.

"Sadie, please, tal til mig!" Bad jeg, så jeg kunne høre, hvordan hun kort snøftede, inden hun talte:

"Nina... Jeg... Jeg ved ikke, hvad der skete... Det var meningen vi bare skulle mødes og spise og..."

"Hvad snakker hun om?" Hviskede Niall hurtigt, mens Nellie begyndte at give lyde fra sig, for at indikerer hun var vågnet.

"Sadie, hele sætninger... Hvad er der sket?" Spurgte jeg hurtigt. Sadie hulkede stort igen, inden hun sagde:

"Vi skulle ud og spise, for at samle op på de sidste dage... Og han var vildt underlig under det hele, og sagde ikke så meget... Men det kom bare pludseligt ud af det blå..." Stammede hun.

"Vent, hvem snakker du om, Sad? Harry?" Spurgte jeg hurtigt.

"Vi havde det så godt sammen, og alligevel stoppede han det bare sådan uden lige..." Hulkede hun igen.

"Hvad har Harry gjort?" Spurgte Niall hurtigt, så jeg straks talte ind i telefonen:

"Sad, hvad er der sket? Hvad har Harry gjort... Hvad har han sagt?" Spurgte jeg nervøst.

"Nej! Ikke Harry! Hold op med at nævn ham!" Halvråbte hun nu, så Niall og jeg kiggede endnu mere forvirret på hinanden.

"Jamen... Hvem snakker du om?" Spurgte Niall ind i telefonen, så Sadie snøftede kort, inden hun sagde:

"Det er James... Han har droppet mig!" Sagde hun og udstødte et højt hulk igen. Jeg kiggede på Niall, mens han kiggede på mig, og vi begge forstod helt klart, hvad Sadie havde sagt.

"Sadie, det er jeg virkelig virkelig..."

"Og han gav ikke en gang en ordentlig grund! Han sagde bare, at han nok ikke havde de samme følelser for mig mere, som i starten... Men jeg kan bare ikke lade vær med at tænke, det er den absolut værste ting at sige´." Sagde hun og græd endnu mere, så jeg hurtigt kunne høre, at det her ikke kunne løses gennem elefonen.

"Sadie, shh... Pus... hør lige." Prøvede jeg mellem hendes hjerteknuste hulk.

"Nina, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre." Græd hun, så jeg blev helt sørgmodig.

"Skal jeg komme?" Spurgte jeg hurtigt, så Nialls øjne mødte mine.

"Nej, det er okay, eller... Jeg ved det ikke, for jeg er ikke okay.." Indrømmede hun, så jeg sukkede, og hurtigt mimede et undskyld til Niall, så han sendte mig et uforstående blik, inden jeg så sagde ind i røret:

"Hør, Sadie. Pak dine ting, og kom her over, okay? Du skal ikke være ked af det alene." Sagde jeg hurtigt, inden en stilhed kom.

"Sad?" Spurgte jeg, for at høre om hun stadig var der.

"Ja... Ja... Ja, jeg kommer." Snøftede hun tungt. Jeg sukkede og kiggede om på Niall, der kun kiggede ned på Nellie, som så ud til at se en smule ked ud af det. Han tyssede lidt ind i hendes lille øre og kyssede hendes pande.

"Kom så hurtigt du kan, okay?" Beordrede jeg til Sadie, som snøftede en sidste gang.

"Tak, Nina."

"Skynd dig." Sagde jeg og og lagde på, og kiggede så over på Niall, som vuggede Nellie lidt mere, fordi hun var lige på optakten til at græde.

"Er det okay?" Spurgte jeg, og kunne godt mærke en knude i min mave, over at se hans utilfredse udtryk i øjnene.

"Nina, jeg er rigtig ked af det på Sadies vegne, og synes det er syndt for hende. Det er også trist at høre hvor ked af det hun er, og det hele... Men vi er kun lige kommet hjem..." Sagde han hurtigt.

"Men hun har brug for mig, Niall..." Pointerede jeg.

"Men det er vi også andre der har." Pointerede han, så jeg sukkede tungt.

"Undskyld, jeg ved godt, det er et dårligt tidspunkt, og at vi skulle nyde den her dag sammen, bare os tre, som familie..." Undskyldte jeg.

"Præcis, Nina... Vi er en familie nu. Men vi er en helt ny familie, der ikke en gang rigtigt ved, hvordan vi fungerer som familie. Og lægerne bad os også om, at få ro og styr på tingene og komme ind i de daglige rytmer... Du har også kun været mor i en uges tid, Nina... Du har brug for ro!" Sagde han, så jeg så det bekymrede udtryk i hans blik.

"Du bliver verdens bedste far... ved du det?" Spurgte jeg. Han sukkede kort.

"Men jeg kan ikke klare det alene.." Sagde han, så jeg trådte over til ham og lagde mine hænder på hans kinder.

"Handler det her om det du ville sige til mig før, for du kan bare sig det nu jo?" Foreslog jeg. Han sukkede frustreret.

"Det er ikke det..." Sagde han hurtigt.

"Men hvad er det så?" Spurgte jeg en smule berørt af, at han faktisk tog det her ret tungt.

"Nina, lægerne sagde også, du har brug for ro... Tror du sådan noget her dramatisk noget er godt for dig allerede?" Spurgte han.

"Jeg er okay, Niall. Du behøver ikke bekymre dig så meget..." Sagde jeg forsigtigt.

"Jeg elsker dig bare for meget til at se dig, presse dig selv for hårdt.." Sagde han lavt, så jeg sukkede, men samtidig smilede af mit livs største kærlighed, inden jeg kyssede ham.

"Jeg elsker dig stadig meget mere." Sagde jeg og kyssede ham igen, så han grinede lidt, og så hævede Nellie op og ned i sine arme.

"Vi er en familie nu." Sagde han med et grinende smil. Jeg smilede.

"Det ved jeg." Sagde jeg og kyssede hurtigt Nellie på hovedet. Han smilede lidt, inden jeg grinede lidt for mig selv, og så kiggede op på mig. Jeg stillede mig hurtigt på tæer, for at kysse ham på næsen, som jeg altid havde gjort, så jeg modtog et fnisende smil fra ham, inden han og Nellie forlod mig i stuen, for at vente på min hjerteknuste bedste veninde.

Alligevel, kunne jeg ikke lade vær med at føle noget helt forkert i maven over hele situationen, efter det Niall havde sagt. Specielt fordi, jeg havde en ide om, det han så gerne ville have sagt til mig, og som han havde ytret til at være noget, der havde taget ham lang tid at spørge mig om, burde have været noget, jeg burde have haft hørt.

_____________________________________________________________________________________________

Så skete der lidt drama, dog ikke mellem Niall og Nina, men man ved jo aldrig hvad det hele kan udvikle sig til?

Men hvad tror i der sker nu? Og hvad synes i om det, at det virker til, Niall aldrig kan få lov til at spørge Nina om det store spørgsmål?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...