Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177730Visninger
AA

29. Complications

Nina P.O.V

Hun var så smuk! Jeg følte det faktisk en smule pinligt, at jeg nærmest kunne falde helt i staver, bare ved at sidde og kigge på hende, og bare... Ja, kigge på hende. Kigge på hendes smukke ansigt, hendes lille bitte krop, og bare hele hende. Det må vel være det man kalder lykken ved at blive mor. Det må jo nærmest være det lykkeligste, der kunne opstå mellem en mor og hendes nyfødte første barn. Den store glæde, hvor man nærmest skulle tro, at jeg kunne fortsætte med at kigge på hende og studerer hende til evig tid.

Men det havde også sine sure konsekvenser. Som for eksempel det, at lige så snart at jeg bare sad og studere hende, og så på et eller andet givent tidspunkt, nåede til et sådan punkt, hvor det eneste jeg fokuserede på, kun var hende, og så endte jeg med at lukke alt andet ude.

Jeg kiggede op på Niall, da jeg indså, at han havde talt til mig, men at jeg desværre, slet ikke havde hørt, hvad han egentlig havde sagt.

"Åhh, undskyld, Niall, men jeg hørte ikke lige hvad du sagde." Indrømmede jeg, og så så straks at et underligt udtryk flød ind over hans ansigt, og han så hurtigt sukkede tungt og tog sine hænder opgivende op til sit ansigt så jeg straks frygtede, at jeg havde overhørt noget meget vigtigt, som han havde sagt.

"Undskyld, kan du sige det igen? Jeg sad lige i min egen verden, tror jeg..." Prøvede jeg og kiggede på ham. Han kiggede op på mig igen fra sine hænder, og satte sig lidt tættere på mig, og kyssede mig hurtigt på munden.

"Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke?" Spurgte han, så jeg hurtigt smilede til ham og nikkede smågrinende på hovedet.

"Ja... Men jeg elsker dig mere." Sagde jeg og lænede mig ind for at kysse hans bløde læber igen. Han sendte mig et stort og varmt smil, inden han så trak vejret hurtigt ind, som om at han var nødt til at tage mod til sig, for at tale med mig.

"Det er også derfor, at jeg har tænkt på noget..."

"Og hvad er det?" Spurgte jeg hurtigt og sendte ham et stort nysgerrigt smil, så han sendte et lige så stort smil tilbage til mig.

"Tjo, jeg ved ikke om vi nogensinde har snakket om det, men det er faktisk noget jeg har tænkt over i et stykke tid efterhånden... Flere måneder for at være helt præcis.."

"Hvorfor har du så ikke sagt det noget før?" Spurgte jeg hurtigt, så han smilede opgivende af mig, for altid at afbryde ham. Han rystede dog bare lidt på hovedet af mig, inden han fortsatte:

"Men jo, jeg snakkede med Harry en dag, og han sagde et par ting, som fik mig til at indse et par ting... Og nu hvor det hele går så godt, og vi har fået Nellie... Så indser jeg også mere og mere, hvor gode de her tanker ville være, hvis de kom frem og blev skabt til live..."

"Så fortæl mig dem!" Bad jeg spændt og kiggede smilende på ham, så han hurtigt bed sig lidt tøvende i læben, mens han øjne i et par korte sekunder lige studerede mig og mit ansigt, som nærmest kun han gjorde, og altid havde gjort.

"Nina Andrews, kunne du tænke dig, at.." Og som sædvanlig, som det altid er, og har været med Niall og jeg, så blev vi afbrudt, da min telefon brummede højt på sofabordet foran os, så Niall og jeg begge to sukkede tungt, og jeg så lænede mig lidt frem, for at se, hvem synderen var, som der havde afbrudt os.

Sadie.

"Det er nok ikke vigtigt..." Sagde jeg hurtigt og afbrød opkaldet, og så satte mig tilbage for at genoptage samtalen med Niall. Han skulle til at åbne munden igen, da brummeriet startede igen endnu en gang. Jeg sukkede tungt, og kiggede på opkalderen igen.

Sadie... igen?

"Jeg bliver nok nødt til at tage den..." Indrømmede jeg, og kiggede hurtigt lidt trist på Niall, som også så helt nederen ud nu.

"Kan det vente... bare fem minutter måske?" Spurgte jeg håbefuldt for at han ikke ville blive sur, eller ked af det. Han nikkede bare hurtigt, inden han kløede sig lidt i nakken, og jeg så hurtigt rakte Nellie over til ham, så han sukkede tungt, men så begyndte at snakke og grine til sin datter, så jeg kunne tage min fortsat brummende telefon.

"Det er Nina?" Sagde jeg, men mærkede så hurtigt, hvordan jeg straks holdt vejret, da et lavt hulk kunne høres i den anden ende af telefonen.

"Sadie... Sadie er det dig?" Spurgte jeg straks nervøst, så Niall hurtigt kiggede uforstående om på mig, mens jeg hurtigt gik lidt væk, for bedre at kunne høre det, der skete i telefonen.

"Sadie... Sadie, Hallo? Sadie, er det dig?" Spurgte jeg hurtigt, mens jeg kunne høre, hvordan hulkene lød til at prøve at blive kontrolleret af deres udbringer, så en stemme hakkende og grådet sagde:

"Ni... Nina." Og desværre til min store frygt, så var det Sadie, i den anden ende af røret.

"Sadie, hvad sker der? Hvorfor græder du?" Spurgte jeg en smule forbavset, så jeg hurtigt så, at Niall hurtigt rejste sig op, og gik over til mig.

"Hvad sker der?" Spurgte han hurtigt, så jeg kunne se, hvordan nervøsiteten også hurtigt tog over hans ellers rolige ansigt. Jeg trak bare hurtigt ærligt på skuldrene.

"Sadie, please, tal til mig!" Bad jeg, så jeg kunne høre, hvordan hun kort snøftede igen, inden hun talte ind i telefonen.

"Nina... Jeg... Jeg ved ikke, hvad der skete... Det var meningen vi bare skulle mødes og spise og..."

"Hvad snakker hun om?" Hviskede Niall hurtigt, mens at Nellie begyndte at give lyde fra sig, for at indikerer, at hun nu var vågnet fra sin lur. Jeg rystede lige så forvirret som Niall på hovedet.

"Sadie, hele sætninger... Hvad er der sket?" Spurgte jeg hurtigt. Hun hulkede stort igen, inden hun så sagde.

"Vi skulle ud og spise, for lige at samle op på de sidste dage... Og ja, han var lidt underlig under det hele, og sagde ikke så meget... Men det kom bare lige pludselig sådan ud af det blå..." Stammede hun.

"Vent... hvem snakker du om, Sad? Harry?" Spurgte jeg hurtigt.

"Vi havde det ellers så godt sammen, og så stoppede han det bare sådan uden lige..." Hulkede hun igen.

"Vent... Hvad har Harry gjort?" Spurgte Niall hurtigt nervøst, så jeg straks talte ind i telefonen:

"Sad, hvad er der sket? Hvad har Harry gjort... Hvad har han sagt?" Spurgte jeg nervøst, og kiggede på Niall, der hurtigt begyndte at vugge Nellie forsigtigt i sine arme, da vi begge to kunne mærke, at atmosfæren i rummet virkede lidt trykket, og Nellie sikkert blev påvirket af det.

"Nej! Ikke Harry! Hold nu op med at nævn ham!" Halvråbte hun nu, så Niall og jeg kiggede endnu mere forvirret på hinanden.

"Jamen... Hvem snakker vi så om?" Spurgte Niall hurtigt til mig, så jeg videresagde til Sadie:

"Men hvem snakker du så om?" Hun græd højt ind i telefonen igen, og snøftede så kort, inden hun sagde:

"Det er James... Han har droppet mig!" Sagde hun og udstødte så et højt hulk igen. Jeg kiggede hurtigt på Niall, mens han hurtigt kiggede på mig, og så sendte mig et nervøst blik.

"Sadie, det er jeg virkelig virkelig..."

"Og han gav ikke en gang en ordentlig grund! Han sagde bare, at han nok ikke havde de samme følelser for mig mere, som i starten... Men jeg kan bare ikke lade vær med at tænke, at det er den absolut værste ting at sige, vel?" Sagde hun og græd endnu mere, så jeg hurtigt kunne høre, at det her absolut ikke kunne løses gennem en telefonsamtale.

"Sadie... Sadie, shh... Pus... hør lige." Prøvede jeg mellem hendes hjerteknuste hulk.

"Nina, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre." Græd hun, så jeg hurtigt sukkede helt sørgmodigt på hendes vegne.

"Skal jeg komme?" Spurgte jeg hurtigt, så Nialls øjne mødte mine, og jeg kunne se, at han begyndte at tænke på et eller andet.

"Nej... Nej, det er okay, eller... Jeg ved det ikke, for jeg er ikke okay.." Indrømmede hun, så jeg sukkede tungt, og så hurtigt mimede et undskyld til Niall, så han sendte mig et uforstående blik. Dog forstod han hurtigt, da jeg så sagde ind i røret:

"Hør, Sadie. Pak dine ting, og så kom her over, okay? Du skal ikke være ked af det alene, okay?" Sagde jeg hurtigt, mere beordrende end foreslående. Hun snøftede kort, inden at en lille stilhed kom.

"Sad?" Spurgte jeg forsigtigt, for at høre om hun stadig var der.

"Ja... Ja... Ja, jeg kommer." Snøftede hun tungt. Jeg sukkede lidt, og kiggede så på Niall, der dog kun kiggede ned på Nellie nu, som så ud til at se en smule ked ud af det, så han tyssede lidt ind i hendes lille øre, og kyssede hendes bløde pande. Jeg sukkede tungt.

"Kom så hurtigt du kan, okay?" Beordrede jeg til Sadie, som snøftede en sidste gang.

"Ja... Ja... Tak, Nina." Sagde hun, så jeg sukkede lidt.

"Skynd dig." Sagde jeg og sagde så farvel til hende, og lagde på, og kiggede over på Niall, som nu vuggede Nellie lidt mere, fordi hun var lige på optakten til at græde nu.

"Er det okay?" Spurgte jeg hurtigt, og kunne godt mærke en lille knude i min mave, over at se hans lidt utilfredse udtryk i øjnene. Han sukkede tungt.

"Nina, jeg er rigtig ked af det på Sadies vegne, og synes det er syndt for hende, og bliver da også trist af at høre hvor ked af det hun er, og det hele... Men vi er kun lige kommet hjem i dag..." Sagde han hurtigt, og tyssede lidt mere på Nellie, for at få hende til at falde til ro, inden hun ville blive alt for ked af det, og påvirket af den triste og spændte stemning.

"Men hun har brug for mig, Niall..." Pointerede jeg.

"Ja, men det er vi også to andre der har." Pointerede han hurtigt tilbage, så jeg sukkede tungt.

"Undskyld... Jeg ved godt, at det er et rigtig dårligt tidspunkt, og at vi burde nyde den her dag sammen... og kun os sammen, bare os tre, som familie..." Undskyldte jeg.

"Præcis, Nina... Vi er en familie nu. Vi er en familie, men vi er en helt ny familie, der ikke en gang rigtigt ved, hvordan vi fungere som familie endnu. Og lægerne bad os også om, at tage hjem og få ro, og få styr på rutinerne og komme ind i de daglige rytmer... Du har også kun været mor i en lille uges tid, Nina... Du har også brug for ro!" Sagde han, så jeg hurtigt så det bekymrede udtryk i hans blik.

"Du bliver verdens bedste far... ved du det?" Spurgte jeg. Han sukkede kort igen.

"Men jeg kan ikke klare det alene.." Sagde han lavt, så jeg hurtigt trådte over til ham og lagde mine hænder på hans kinder.

"Det kommer du heller ikke til... Handler det her om det du ville sige til mig før, for du kan bare sig det nu jo?" Foreslog jeg. Han sukkede bare en smule frustreret.

"Nej, det er ikke det..." Sagde han forsigtigt.

"Men hvad var det så?" Spurgte jeg en smule berørt af, at Niall faktisk tog det her ret tungt.

"Men Nina, lægerne sagde også, at du har brug for ro... Tror du at sådan noget her lidt dramatisk noget er godt for dig allerede?" Spurgte han hurtigt. Jeg sukkede tungt.

"Jeg er altså okay, Niall. Du behøver ikke bekymre dig så meget..." Sagde jeg forsigtigt. Han sendte mig bare et forsigtigt smil.

"Jeg elsker dig bare for meget til at se dig, presse dig selv for hårdt.." Sagde han lavt, så jeg sukkede, men samtidig smilede af mit livs største kærlighed, inden jeg så gik over og kyssede ham.

"Jeg elsker dig stadig meget mere." Sagde jeg og kyssede ham igen, så han grinede lidt, og så hoppede Nellie lidt op og ned i sine arme.

"Vi er en familie nu, ved du det?" Spurgte han med et grinende smil. Jeg smilede stort.

"Det ved jeg." Sagde jeg og kyssede hurtigt Nellie på hovedet. Han smilede lidt, inden jeg grinede lidt for mig selv, og så kiggede op på mig.

"Men faktisk er vi jo ikke helt en rigtig "familie" endnu." Sagde jeg og lavede gåseøjne ved familie. Han rynkede lidt på brynene.

"Ja, vi skal ligesom alle tre have det samme efternavn, for at være en familie, ikke?" Sagde jeg grinende, og så hurtigt, hvordan et eller andet ændrede sig ved hans ansigtsudtryk, da jeg sagde det. Jeg kiggede også hurtigt selv på ham, og lagde godt mærke til den stilhed, der opstod mellem os, efter jeg havde sagt det. Jeg skulle til at åbne min mund, da en banken på døren afbrød mig.

Jeg sukkede lidt, og stillede mig så hurtigt på tæer, for at kysse Niall på næsen, som jeg altid havde gjort, så jeg modtog et fnisende smil fra ham, inden han så rettede sin opmærksomhed mod Nellie, og lod mig gå ud og tage i mod min hjerteknuste bedste veninde.

Men alligevel, så kunne jeg ikke lade vær med at føle noget helt forkert i maven over hele situationen, efter det Niall havde sagt til mig. Specielt også fordi, at jeg havde en ide om, at det han så gerne ville have sagt til mig, og som han havde ytret til at være noget, der havde taget ham lang tid at spørge mig om, burde have været noget, som jeg burde have haft hørt.

_____________________________________________________________________________________________

Så skete der lidt drama, dog ikke mellem Niall og Nina, men man ved jo aldrig hvad det hele kan udvikle sig til?

Undskyld forsinkelsen med kapitlet, jeg prøver at få skrevet så meget jeg kan. Sagen er bare den, at jeg på søndag skal sige farvel til min far i et halvt år, fordi han skal udstationeres i Irak, og har derfor hele ugen, samt den her kommende weekend, nydt tiden sammen med ham, i stedet for at sidde klistret til min computer.

Det håber jeg i kan se bort fra <3

Men hvad tror i der sker nu? Og hvad synes i om det, at det virker til, at Niall aldrig kan få lov til at spørge Nina om det store spørgsmål?

(P.S Jeg kunne ikke lige finde en sang til kapitlet, men den kommer nok, nå jeg retter det til en gang, når serien er færdig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...