Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

140Likes
585Kommentarer
184152Visninger
AA

20. Changing

"Oh simple thing, where have you gone?

I'm getting old and I need something to rely on.

So tell me when you're gonna let me in

I'm getting tired, and I need somewhere to begin."

Keane - Somewhere only we know

 

Jeg fulgte efter den mandlige læge ned af den nærmest torturlange gang, og jo længere gangen syntes at være, jo flere gange tog jeg mig selv i at kigge mig tilbage over skulderen, for at se om jeg mon kunne få øje på Niall, eller om han ville vende tilbage. Men han kom slet ikke.

"Hvis du nu kommer med her ind." Vejledte lægen mig, med et stort smil. Jeg kiggede dog lidt tøvende på ham, men tog bare en dyb indånding og gik ind af den dør, han henviste mig til. Døren blev dog hurtigt lukket bag mig, hvilket gav et højt smæld, som straks fik mit hjerte til at banke hurtigere.

"Hej, my love. Du må være Nina?" Spurgte en ung kvindelig læge mig, som sad på en stol ved siden af briksen, inde i det hvidtoplyste rum, hvor diverse teknologiske maskiner stod over det hele. Jeg prøvede, at bevare roen.

"Hvordan har du det?" Spurgte kvinden. Jeg kiggede hurtigt febrilskt på hende, så jeg godt vidste, jeg havde afsløret min nervøsitet.

"Jeg har det... okay." Sagde jeg lavt. Jeg var ikke engang selv sikker på, jeg hørte hvad jeg selv sagde, så jeg hostede kort og gentog mig selv, denne gang lidt tydeligere.

"Er det første gang du er her på klinikken?" Spurgte hun. Jeg nikkede bare på hovedet. Hun sendte mig et varmende smil, inden hun viste hen mod den hvide briks.

"Tag venligst plads og så skal jeg nok forklare omkring proceduren." Sagde hun og satte sig over på en stol og tog en protokol frem, mens jeg gik over mod den hvide briks. Jeg mærkede papiret, der var lagt hen over, som hurtigt var til at rive af og skifte til den næste ulykkelige pige i køen. Det virkede absurd.

Jeg satte mig op og lagde mig langsomt ned og trak vejret dybt ind, da hun startede maskinerne og begyndte at skrible ned i protokollen.

"Hvor langt var det du selv mente, du var henne?" Spurgte hun.

"Omkring en måneds tid, måske to.." Sagde jeg lavt. Hun skriblede ned.

"Planlagt?"

"Nej..." Eller det var det vel, men Niall sagde jo, at han ikke ville have et barn. Så var det overhovedet planlagt?

"Så det er en frivillig abort?" Mit hjerte sprang et slag over.

"Ja." Lægen rodede lidt ved nogle forskellige apparaturer, som hun så førte over til briksen jeg lå på og efterfølgende trykkede på et knapper og rodede ved ledninger og apparater. Mit hjerte bankede hurtigere, så jeg prøvede at lukke mine øjenlåg i, for at bevare roen, og slappe helt af.

"Okay Nina, vi bliver først nødt til at tage en scanning, for at se om der overhovedet er liv der inde. Så hvis du vil hive op i trøjen?" Spurgte hun, så jeg åbnede øjnene og kiggede op på hendes venlige smil. Jeg trak forsigtigt min trøje op, men da jeg var for langsom, trak hun den selv helt op, inden hun bad mig åbne de øverste knapper af mine shorts, for at få den bedste vinkel. Jeg ventede tålmodigt, indtil hun hældte den iskolde blå creme på den nedre del af min mave. Mit hjerte bankede med omkring 100 i timen. Hun tændte for det lille apparat og satte så scanneren mod min mave, oven på den blå kolde væske. Hun kørte den lidt frem og tilbage, mens jeg stirrede op i loftet, og virkelig kunne mærke, hvordan mit hjerte næsten gik i stå, da hun sagde:

"Der er det." Jeg prøvede virkelig, at holde mit blik væk, men alligevel nåede jeg at åbne min mund, før jeg tænkte.

"Må jeg se det?"

"Vi plejer at fraråde vores patienter om det..."

"Please!" Bad jeg og kiggede på hende. Hun sukkede lidt, men kiggede så medlidende på mig og vendte skærmen. Først turde jeg ikke kigge, men jeg endte med at tage en dyb indånding og rettede mit blik op mod skærmen.

Jeg mistede al den luft jeg ellers havde holdt inde, da mine øjne så det lille billede på skærmen. Det var ikke af meget, men jeg kunne se det. Se det lille hoved, der sad fast på den lille krop, mens at det lå krummet sammen med sine små ben og arme om sig. Et barn.

Mit barn.

Nialls barn.

Vores barn.

Lægen drejede dog skærmen væk fra mig alt for hurtigt og jeg mærkede straks et sug af panik, da hun tog min baby fra mig.

"Nej, vent!" Bad jeg hurtigt og satte mig op. Hun kiggede uforstående på mig.

"Noget galt?" Spurgte hun. Mit hjerte bankede og jeg vidste straks hvorfor. Panikken havde ramt mig lige i det, at hun havde fjernet synet af mit barn fra mig. Jeg ville ikke miste det.

"Nej... Eller ja... Ja, det her er forkert. Jeg... Jeg kan ikke gøre det." Sagde jeg og kunne mærke, hvordan det hele gik op for mig. Jeg kunne aldrig gennemføre det her. Det havde jo været klart helt fra starten af.

"Nina, det er en meget alvorlig beslutning. Vi er nødt til at vide, om du er sikker?" Spurgte hun og prøvede at lyde forstående. Jeg grinte dog bare, mens jeg knappede mine shorts op og trak min trøje ned, efter at have tørt den iskolde creme af.

"Det er mit barn du taler om. Jeg har aldrig været mere sikker på noget som helst andet." Hun sendte mig et stort smil og rakte mig mine ting, som jeg hurtigt tog på, da jeg huskede på den allervigtigste del af alt det her.

"Hvad vil du så gøre?" Spurgte hun mig, da jeg nåede døren ud til gangen. Jeg kiggede tilbage på hende.

"Det som jeg burde have gjort helt fra starten af." Sagde jeg, inden jeg spurtede ned af gangen, fordi kun én tanke fyldte mit hoved.

Niall.

 

* * *

 

Jeg kunne mærke panikken fra mit desperate bankende hjerte helt oppe i min hals, da jeg efter at have kørt alt for hurtigt her over i min mor og fars bil, og så havde set, hvordan Nialls bil holdt foran opgangen til vores lejlighed. Jeg havde bare parkeret bilen uhæmmet, og hurtigt spurtet over og løbet op af de nærmest alt for mange trapper, inden jeg nåede lejligheden. Jeg havde ikke været hjemme i nærmest to uger og da jeg endelig fik låst døren op, mødte jeg den velkendte duft. Den vidunderlige hjemlige og ufatteligt savnede duft.

"Niall?" Spurgte jeg hurtigt, men stoppede, da jeg så nogle tasker stod pakket og klar i entreen. Jeg håbede inderligt, at det bare var Nialls tourtasker, efter at være kommet hjem, og ikke noget andet.

"Niall?" Råbte jeg og fortsatte ind, hvorefter jeg straks fik øje på ham, siddende bukket ind over sine knæ, på ryglænet af sofaen.

"Niall!" Sagde jeg lettet, så han straks kiggede op mig.

"Nina?" Spurgte han overrasket, mens jeg kiggede forpustet på ham. Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig ved synet af hans røde øjne. Han så sønderknust ud. Det føltes altid som et skår i hjertet, at se ham sådan.

"Hvad laver du her... Jeg troede du var... Er du allerede færdig..." Spurgte han tusindevis af spørgsmål, men jeg afbrød ham hurtigt.

"Niall, jeg elsker dig." Sagde jeg, så han kiggede op på mig i et par sekunder, men så endte med at sukke tungt.

"Nina... uanset hvad, så er det din beslutning, men jeg må indrømme, at jeg virkelig ikke kan leve med tanken..."

"Nej, hør på mig." Sagde jeg hurtigt.

"Nej, Nina! Det her er vigtigt og jeg vil have, du forstår hvert et ord af, hvad jeg siger. Jeg mente intet af hvad jeg sagde den dag. Jeg sagde det kun, fordi jeg troede du ikke skulle blive såret... Det var aldrig ment, jeg ikke ville starte en familie med dig.."

"Men Niall..." Prøvede jeg.

"Tro mig, Nina, der er intet andet i hele den her verden, som jeg hellere vil... end at starte en familie med dig." Jeg mærkede hurtigt, hvordan tårerne tog til i mine øjenkroge.

"Men... Jeg kan ikke gøre det sådan her, Nina. Det kan jeg simpelthen ikke." Sluttede han og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg så hurtigt, hvordan han rodede med et eller andet rundt objekt i sin lomme, som han skulle til at trække ud, men jeg tog bare straks fat om hans kinder og vendte hans hoved mod mig.

"Niall, jeg elsker dig, okay? Du ved, jeg aldrig kunne finde på, at såre dig..."

"Men det gør du." Sagde han bare koldt, så mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, i det han fjernede mine hænder fra hans kinder og så gik forbi mig og ud mod gangen. Han ville rejse. Han ville forlade mig.

"Nej, Niall, please... Jeg beder dig!" Råbte jeg desperat efter ham. Han kiggede bare op på mig, med et hjerteknust blik og en enkelt tårer trillende ned af den ene kind.

"Jeg elsker dig, Nina... Men jeg tror vi har brug for tid hver for sig i et stykke tid.." Jeg panikkede og lige idet, at han tog taskerne over skulderen og trak ned i håndtaget ud til opgangen, råbte jeg:

"Jeg gjorde det ikke!" Han stivnede nærmest i kroppen, og vendte sig så halvt tilbage om mod mig.

"Hvad sagde du..?"

"Jeg kunne ikke gennemføre det.." Sagde jeg. Han slap forsigtigt taget om dørhåndtaget og lukkede døren igen.

"Men hvad... Hvad vil det så sige?" Spurgte han usikkert. Jeg mærkede tårerne, men kunne ikke holde mig selv fra, at smile.

"Det betyder, jeg elsker dig... Alt for meget." Han smed forsigtigt taskerne ned på gulvet og trådte over til mig. Hans øjne mødte mine.

"Jeg var så bange, Niall... Jeg vidste, jeg ikke ville kunne gå igennem tabet igen.."

"Det er kun ved få tilfælde." Sagde han. Jeg nikkede hurtigt.

"Det ved jeg, men du skal vide, jeg ikke ville såre dig... Du ved, at hvis jeg sårer dig, så sårer jeg også mig selv... Men jeg ville ikke kunne klare, at se dig... se mig sådan, endnu en gang..."

"Vi ville kunne klare det."  Sagde han forsigtigt.

"Nej Niall... Det ville vi ikke... Jeg kender os... Du kender os... Det ville splitte os endnu mere." Sagde jeg. Han sukkede tungt.

"Hvorfor gjorde du så det her... Det er jo absolut det samme." Sagde han, så jeg sagtens kunne høre vreden.

"Det gjorde jeg heller ikke." Han kiggede mig i øjnene igen og jeg tog hurtigt en dyb indånding, for at jeg ikke skulle råbe det til ham.

"Niall, du skal være far." Sagde jeg, så han stivnede i sit blik.

"Teknisk set igen... Men ja, jeg er gravid, og ja, du er barnets far, og..." Sagde jeg, og kunne ikke lade vær med at grine af lykke, da han lyste op i det mest lettede smil og så lagde armene om halsen på mig og kyssede mig.

"Åh gud, hvor jeg dog elsker dig!" Sagde han, inden han tog fat om livet på mig og svang mig rundt.

"Jeg elsker dig mere." Sagde jeg, da han satte mig ned og kyssede mig igen, inden han lagde hænderne på siderne af min mave og kiggede storsmilende op på mig.

"Jeg skal være far, Nina..." Sagde han med den største lykke jeg nogensinde havde hørt hans toneleje tale i. Jeg nikkede med tårer trillende ned af mine kinder. Glædestårer.

"Vi skal være en familie." Sagde han og kyssede mig endnu en gang.

"Ja." Sagde jeg, så han grinede og svang mig lykkeligt rundt endnu en gang.

_____________________________________________________________________________________________

Når alting går ned af bakke, skal det nok også gå op ad bakke igen?

Tror i de virkelig bliver en familie nu, og kan leve lykkeligt? <3 <3

Bemærk lige at kapitelsangen er trailersangen til 2'eren ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...