Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177805Visninger
AA

20. Changing

"Oh simple thing, where have you gone?

I'm getting old and I need something to rely on.

So tell me when you're gonna let me in

I'm getting tired, and I need somewhere to begin."

Keane - Somewhere only we know

 

Jeg fulgte langsomt efter den mandlige læge ned af den nærmest torturbare lange gang, og jo længere gangen syntes at være, jo flere gange tog jeg mig selv i at kigge mig tilbage over skulderen, for at se om jeg mon kunne få øje på Niall, eller bare om han ville vende tilbage. Men han kom ikke.

"Hvis du kommer med her ind." Vejledte lægen mig, med et stort smil. Jeg kiggede dog lidt tøvende på ham først, men tog så bare en dyb indånding og gik ind af den dør, han henviste mig til. Døren blev hurtigt lukket bag mig igen, hvilket gav et højt smæld, som straks fik mit hjerte til at begynde, at banke hurtigere.

"Hej, my love. Du må være Nina?" Spurgte en ung kvindelig læge mig, som sad på en stol ved siden af briksen, som var inde i den helt hvidtoplyste rum, hvor maskiner og diverse teknologiske dimser stod over det hele. Jeg prøvede så meget jeg kunne, at bevare roen inden i mig.

"Hvordan har du det?" Spurgte kvinden. Jeg kiggede hurtigt febrilskt på hende, så jeg godt vidste, at jeg havde afsløret min nervøsitet for hende.

"Jeg har det vel... okay." Sagde jeg lavt og hæst. Jeg var ikke engang selv sikker på, at jeg hørte hvad jeg selv sagde, så jeg hostede kort, og gentog mig selv igen, denne gang lød det lidt tydeligere.

"Er det første gang du er her... på klinikken?" Spurgte hun høfligt, men heller ikke for snerpende. Jeg svarede ikke med ord, men nikkede bare kort på hovedet som svar. Hun sendte mig et forsikrende og varmende smil, inden hun pegede hånden mod den hvide briks.

"Tag venligst plads, og så skal jeg nok forklare omkring proceduren." Sagde hun hurtigt, og satte sig over på en stol og tog en protokol frem, mens jeg forsigtigt gik over mod den hvide briks. Jeg lagde forsigtigt hånden på, og mærkede papiret, der var lagt hen over, som var hurtigt til at rive af og skifte, til den næste ulykkelige pige kom ind. Det virkede absurd.

Jeg satte mig forsigtigt op, og lagde mig så langsomt ned. Jeg trak vejret dybt ind, da hun startede diverse maskiner, og begyndte at skrible ned i protokollen.

"Hvor langt var det du selv mente, at du var henne?" Spurgte hun. Jeg sank hurtigt en klump.

"Omkring en måneds tid, måske to.." Sagde jeg lavt. Hun skriblede ned.

"Var det planlagt?" Jeg sukkede lidt.

"Nej..." Det var det jo, men Niall sagde jo, at han ikke ville have et barn. Så var det planlagt?

"Så det er en frivillig abort?" Jeg mærkede hurtigt, hvordan mit hjerte sprang et slag over.

"Ja." Løj jeg. Lægen rodede lidt ved nogle forskellige apparaturer, som hun så kørte over til briksen jeg lå på, og trykkede på et knapper og rodede ved ledninger og apparater. Mit hjerte bankede hurtigere, så jeg prøvede at lukke mine øjenlåg i, for at bevare roen, og slappe helt af.

"Okay Nina, vi bliver først nødt til at tage en scanning, for at se om der overhovedet er liv der inde. Så hvis du vil hive op i trøjen?" Spurgte hun, så jeg åbnede øjnene og så kiggede op på hendes venlige smil. Jeg trak forsigtigt min trøje op, men da jeg sikkert var for langsom, trak hun den selv helt op, inden hun også bad mig åbne de øverste knapper af mine shorts, for at få den bedste vinkel. Jeg ventede bare tålmodigt, indtil hun hældte den iskolde blå creme på den nedre del af min mave. Mit hjerte bankede med omkring 100 i timen nu. Hun tændte for det lille apparat og satte så scanneren mod min mave, oven på den blå, kolde væske. Hun kørte den lidt frem og tilbage, mens jeg bare stirrede op i luften, og virkelig kunne mærke, hvordan mit hjerte næsten gik i stå, da hun så sagde:

"Jep. Der er det." Jeg prøvede virkelig bare, at holde mit blik rettet væk, og i stedet op mod loftet, men alligevel så noget jeg at åbne min mund, før jeg tænkte.

"Må jeg se det?"

"Vi plejer at fraråde vores patienter om det..."

"Please!" Bad jeg desperat og kiggede på lægen. Hun sukkede lidt, men kiggede så medlidende på mig, og endte så med at vende skærmen. Først turde jeg ikke kigge, men jeg endte dog med at tage en dyb indånding og så rette mit blik op mod skærmen.

Jeg mistede med det samme, det luft jeg ellers havde holdt inde, da mine øjne så det lille billede på skærmen. Det var ikke af meget, men jeg kunne se det. Se det lille hoved, der sad fast på den lille krop, mens at det lå krummet sammen med sine små ben og arme om sig. Et barn.

Et lille bitte barn.

Mit barn.

Nialls barn.

Vores barn. Lavet af vores kærlighed. Vores lille bitte barn.

Lægen drejede dog skærmen væk fra mig alt for tidligt, og jeg mærkede straks et sug af panik.

"Nej... Nej, vent!" Bad jeg hurtigt, og satte mig op. Hun kiggede hurtigt uforstående på mig.

"Noget galt?" Spurgte hun. Jeg kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig. Og jeg vidste med det samme hvorfor. Panikken havde ramt mig lige i det, at hun havde fjernet synet af mit barn fra mig. Jeg ville ikke miste det.

"Nej... Eller ja... Ja, det her er forkert... Jeg... Jeg kan ikke gøre det." Sagde jeg og kiggede på hende, og kunne mærke, hvordan det hele gik op for mig. Jeg kunne jo aldrig gennemføre det her. Det havde jo nærmest været klart helt fra starten af.

"Nina, det er en meget alvorlig beslutning. Vi er nødt til at vide, om du er sikker?" Spurgte hun, og prøvede at lyde forstående. Jeg grinte bare hurtigt, mens jeg knappede mine shorts op og trak min trøje ned, efter at have tørt den iskolde creme af.

"Det er mit barn du taler om... Jeg har aldrig været mere sikker på noget som helst andet." Hun sendte mig et stort smil, og rakte mig så mine ting, som jeg hurtigt tog på, da jeg huskede på den allervigtigste del af alt det her.

"Hvad vil du så gøre nu?" Spurgte hun mig, da jeg nåede over til døren ud til gangen. Jeg kiggede smilende tilbage på hende.

"Det som jeg burde have gjort helt fra starten af." Sagde jeg og gik ud af døren, inden jeg spurtede ned af gangen, fordi kun en tanke fyldte mit hoved.

Niall.

 

* * *

 

Jeg kunne mærke panikken fra mit desperate bankende hjerte helt op i min hals, da jeg efter at have kørt alt for hurtigt her over i min mor og fars bil, og så havde set, hvordan Nialls bil holdt foran opgangen til vores lejlighed. Jeg havde bare parkeret bilen uhæmmet, og så hurtigt spurtet over og løbet op af de nærmest alt for mange trapper, inden jeg nåede til døren. Jeg havde ikke været hjemme i nærmest to uger, og da jeg endelig fik låst døren op, mødte jeg den velkendte duft. Den vidunderlige hjemlige, og ufatteligt savnede duft.

"Niall?" Spurgte jeg hurtigt, men stoppede så, da jeg så, hvordan nogle tasker stod pakket og klar i entreen. Jeg håbede inderligt, at det bare var Nialls tourtasker, efter at være kommet hjem, og ikke nogle, der var klar til at tage af sted.

"Niall?" Råbte jeg denne gang, og fortsatte ind i stuen, hvor jeg straks fik øje på ham, siddende bukket ind over sine knæ, på ryglænet af sofaen.

"Niall!" Sagde jeg lettet, så han kiggede op mig.

"Nina?" Spurgte han overrasket, mens jeg kiggede lidt småforpustet på ham. Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig ved synet af hans røde øjne, og halvrøde kinder. Han så sønderknust ud. Det føltes altid som et skår i hjertet, at se ham sådan.

"Hvad laver du her... Jeg troede du var... Er du allerede færdig..." Spurgte han tusindevis af spørgsmål, men jeg afbrød ham hurtigt.

"Niall, jeg elsker dig." Sagde jeg, så han kiggede op med mig i et par sekunder, men så endte med at sukke tungt.

"Nina... uanset hvad, så er det din beslutning, men jeg må indrømme, at jeg virkelig ikke kan leve med tanken..."

"Nej, det er derfor du skal høre på mig." Sagde jeg hurtigt, inden han rejste sig.

"Nej, Nina! Det her er vigtigt, og jeg vil have at du forstår hvert et ord, af hvad jeg siger. Jeg mente intet af hvad jeg sagde den dag. Jeg sagde det kun, for at jeg troede at du ikke skulle blive såret... Det var aldrig ment, at jeg ikke ville starte en familie med dig.."

"Men Niall..." Prøvede jeg.

"For tro mig, Nina, der er intet andet i hele den her lille verden, som jeg hellere vil... end at starte en familie med dig." Jeg mærkede hurtigt, hvordan tårerne tog til i mine øjenkroge.

"Men... Jeg kan ikke gøre det sådan her, Nina... Det kan jeg simpelthen ikke." Sluttede han og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg så hurtigt, hvordan han rodede med et eller andet rundt objekt i sin lomme, som han skulle til at trække ud, men jeg tog bare straks fat om hans kinder, og vendte hans hoved mod mig.

"Niall, jeg elsker dig, okay? Du ved jeg aldrig kunne finde på, at såre dig..."

"Men det gør du nu." Sagde han bare koldt, så mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, i det han fjernede mine hænder fra hans kinder, og så gik forbi mig og ud mod gangen til taskerne. Tasker var ikke fra en rejse. De var til en rejse.

"Nej... Nej, Niall, please... Jeg beder dig!" Råbte jeg desperat efter ham. Han kiggede bare op på mig, med et hjerteknust blik og en enkelt tårer trillende ned af den ene kind.

"Jeg elsker dig, Nina... Men jeg tror vi har brug for tid hver for sig i et stykke tid.." Jeg panikkede straks, og lige idet, at han tog taskerne over skulderen og trak ned i håndtaget ud til opgangen, råbte jeg:

"Jeg gjorde det ikke!" Han stivnede nærmest i hele kroppen, og vendte sig så halvt om mod mig.

"Hvad sagde du..?"

"Jeg kunne ikke gennemføre det.." Sagde jeg. Han slap taget om dørhåndtaget og lukkede forsigtigt døren igen, så mit hjerte slappede en smule af.

"Men hvad så... Hvad vil det så sige?" Spurgte han lavt og usikkert. Jeg mærkede tårerne, men kunne ikke holde mig selv fra, at smile.

"Det betyder, at jeg elsker dig... Alt alt for meget." Han smed forsigtigt taskerne ned på gulvet og trådte så over mod mig. Hans øjne mødte mine, og jeg kunne mærke, hvordan den hadte panik forsvandt mere og mere fra mig.

"Jeg var så bange, Niall... Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne gå igennem tabet igen.."

"Det er kun ved få tilfælde." Sagde han forsigtigt. Jeg nikkede hurtigt.

"Det ved jeg, men du skal vide, at jeg ikke ville såre dig... Du ved, at hvis jeg sårer dig, så sårer jeg automatisk også mig selv... Men Niall, jeg ville ikke kunne klare, at se dig... se mig sådan, endnu en gang..."

"Vi ville kunne klare det."  Sagde han forsigtigt.

"Nej Niall... Det ved jeg, at det ville vi ikke... Jeg kender os... Du kender os... Det ville bare splitte os endnu mere." Sagde jeg. Han sukkede tungt.

"Hvorfor gjorde du så det her... Det er jo absolut det samme." Sagde han, og jeg kunne sagtens høre vreden.

"Det gjorde jeg heller ikke." Han kiggede mig i øjnene igen, og jeg tog hurtigt en dyb indånding, for at jeg ikke skulle råbe det til ham.

"Niall, du skal være far." Sagde jeg, og så straks, hvordan han stivnede lidt i sit blik.

"Teknisk set igen... Men ja, jeg er gravid, og ja, du er barnets far, og..." Sagde jeg, og kunne ikke lade vær med at grine af lykke, da han lyste op i det mest lettede smil, og så lagde armene om halsen på mig, og kyssede mig.

"Åh gud, hvor jeg dog elsker dig!" Sagde han, inden at han tog fat om livet på mig, og så svang mig rundt.

"Jeg elsker dig mere." Sagde jeg, da han satte mig ned og kyssede mig igen, inden han lagde hænderne på siderne af min mave, og så kiggede storsmilende op på mig.

"Jeg skal være far, Nina..." Sagde han nærmest med den største lykke jeg nogensinde havde hørt hans toneleje tale i. Jeg nikkede med tårer trillende ned af mine kinder. Glædestårer.

"Vi skal være en familie, baby." Sagde han og kyssede mig endnu en gang.

"Ja." Sagde jeg, så han grinede og så svang mig lykkeligt rundt endnu en gang.

_____________________________________________________________________________________________

Når alting går ned af bakke, skal det nok også gå op ad bakke igen?

Tror i de virkelig bliver en familie nu, og kan leve lykkeligt? <3 <3

Bemærk lige at kapitelsangen er trailersangen til 2'eren ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...