Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177716Visninger
AA

11. Broken things

"Seasons may change Winter to spring

But I love you until the end of time"

Moulin Rouge - Come What May

(Jeg er dog vildere med Glee coveret, da det lyder sørgligere)

 

Niall P.O.V

Hele bilturen hjem var plaget af den mest underligste stilhed jeg nogensinde havde oplevet mellem Nina og jeg. Det hele føltes så underligt, specielt fordi det hele var et stort virvar af... Ja, hvad? Det var så underligt, for det hele føltes som noget, der ikke kunne beskrives. Og dog, så var der alligevel en snært af en følelse, som jeg godt kendte, men som jeg helst ikke ville kende til. Det var dog først, at jeg kendte til den, da Nina og jeg kom hjem til lejligheden, og hun stadig intet havde sagt til mig, siden at vi forlod klinikken.

"Er du sulten... tørstig... noget?" Spurgte jeg, da vi trådte ind i lejligheden, og hun med faste skridt gik over til sofaen, hvor hun satte sig ned og trak sine ben op til sig. Hun rystede forsigtigt på hovedet, så jeg sukkede lidt for mig selv, og gik ud i køkkenet. Jeg betragtede hende lidt, mens jeg hev to kopper ned fra det ene skab, for at lave te til os, men ikke engang det kunne jeg koncentrere mig om. Jeg kiggede over på hende, og så hvordan hun bare sad i sofaen og... bare sad. Jeg trak hurtigt vejret dybt ind, inden jeg gik over mod hende.

”Hey.” Sagde jeg og satte mig ned ved siden af hende. Hun kiggede hurtigt på mig, så jeg så lige ind i de blanke øjne følelsetomme øjne, som straks fik mit hjerte til at banke lidt for hårdt i brystet på mig. Jeg bukkede mig forsigtigt lidt ned, så hendes øjne mødte mine, og jeg kiggede overvejende tilbage på hende.

”Er du okay?” Spurgte jeg. Hun sukkede og trak lidt på skuldrene, mens at hendes øjne fik et vådt skær over dem. Jeg kunne mærke, at det gjorde ondt i mit hjerte, at vide, at hun var ked af det, så jeg fandt hurtigt på noget.

”Hvad med nu?” Spurgte jeg, inden jeg lavede nogle grimasser til hende, så hun fniste lidt af mig, og hendes latter hurtigt varmede mit hjerte. Dog ikke særligt længe, inden at den tomme følelsestomme glans lagde sig over hendes øjne igen, og hun så kiggede tomt på mig.

"Jeg elsker dig, Niall." Sagde hun lavt, så jeg mærkede hvordan mit hjerte brækkedes en smule over, ved lyden af hendes halvgrådede stemme. Jeg kiggede lidt på hende, inden jeg hurtigt tog fat om hendes skuldre, for at trække hende ind i min favn og kysse hende.

"Alt skal nok ordne sig, Nina... Det lover jeg dig." Sagde jeg, mens jeg lagde mine hænder på hendes kinder, for at sikre mig, at hun ville forstå det alvorlige blik jeg sendte hende. Hun sukkede lidt, og lod sit blik vandre ned, men jeg hev bare hendes ansigt hurtigt op igen.

"Jeg elsker dig, Nina... mere end du tror... okay?" Spurgte jeg, og nussede hende forsigtigt på den ene kind, så hun kiggede forsigtigt på mig, med snerten af et lille smil.

"Okay." Jeg sukkede lidt, inden jeg lænede mig frem og kyssede hende blidt i panden. Hun lagde forsigtigt sin hånd på min kind, inden at hun gav mig et taknemmeligt smil.

"Er det okay, hvis jeg går ind i seng... Jeg føler mig lidt.."

"Ja, ja selvfølgelig." Sagde jeg, så hun sendte mig et sidste smil, inden at hun rejste sig og gik hen mod soveværelset. Jeg sukkede lidt. Jeg vidste godt, og kunne også tydeligt se, at Nina var ked af det... Men hvis hun nu var træt, så var det vel også okay? Alligevel så kunne jeg ikke lade vær med, at have de her lidt nervøse og bange fornemmelser om, at Nina slet, slet... Måske ikke engang i nærheden af det, var noget, der kunne forstilles som Okay. Jeg gned mine hænder lidt forsigtigt sammen, mens tankerne for rundt inde i hovedet på mig, og lige i det, at jeg rejste mig, for at gå efter Nina, blev jeg stoppet af lyden fra min ringende telefon. Jeg kiggede ikke på opkalderen, men tog den bare op til øret, og sagde:

"Niall."

"Niall! Hvorfor svarer din dejlige kæreste ikke sin telefon? For en meget nysgerrig Sadie, står her og vil høre detaljerne om sin lille guldklump!" Lød Sadies spændte og opkørte stemme, og jeg mærkede hurtigt ændringen i min hjerterytme.

"Øhm... Ja... Hun... Hun har slukket sin telefon." Sagde jeg og endte med at sætte mig ned, da jeg fik gået et skridt tilbage.

"Hvorfor... Niall, er der sket noget?" Spurgte hun hurtigt, og jeg gned hurtigt mine tindinger, inden at jeg gemte mit hoved i mine hænder.

"Sadie, jeg ved ikke... De sagde, at..."

"Åh nej... Åh gud nej... Niall, please sig at det ikke er det du siger!" Sagde hun allerede grådet ind i telefonen, og selv om hun nok ikke kunne se det, nikkede jeg bare på hovedet.

 

Dagene gik, og en hver anden ville sikkert have ønsket, at det hele blev bare en lille smule bedre... Men så igen, så var alting slet ikke bedre. De sidste par dage havde føltes... tomme. Som om at der ikke rigtigt kunne findes noget formål. Det hele kørte bare i det samme. Jeg stod op for at lave morgenmad, som jeg endte med at spise to portioner af, derefter kunne jeg gå og nusse lidt rundt i lejligheden, indtil at det blev frokost, hvor jeg så lavede noget at spise, inden at jeg ville forlade lejligheden, for at gå en tur. De sidste par dage havde jeg været meget ude at gå. Mit hoved var proppet med ustyrlige og ukontrollerbare tanker, som fik mit hjerte til at banke hårdt mod mit bryst. Plus, også selvom det lyder forfærdeligt, og nærmest urimeligt, så gik jeg meget, for ikke at være hjemme hos hende... Så jeg ikke var hos Nina.

Jeg ville ønske, at man kunne sige, at Nina fik det bedre... Nej jeg ønskede det ikke bare, jeg brændte for at hun ville få det bedre! Jeg ønskede det så meget, at det at se, at hun blev inde på værelset, med gardinerne trukket for, så sollyset ikke engang ramte hende, og hun ikke ville spise, også selvom jeg kom ind med det til hende på en bakke, men så bare endte med at tage det ud igen ved næste måltid, så skar det i mit hjerte. Hun ville slet ikke i kontakt med nogen. Hun lå bare der inde i sengen i den samme fosterstilling, med hovedet gemt nede i puden, mens at hun afskærmede sig fra omverdenen. Afskærmede sig fra al mulig kontakt. Afskærmede sig fra mig.

Det knuste mig... Det knuste mit hjerte.

 

På den fjerde dag, fik jeg et opkald. Ikke et opkald af nogen bestemt betydning. Det var bare Harry.

"Hey Buddy... Hvordan har du det?" Spurgte han, da jeg stod og hældte vand over i elkedlen, så jeg kunne lave te.

"Det samme." Svarede jeg kort. Noget af det sværeste ved at indse, at en tragedie har ramt dit hjem... Er at indrømme din sorg overfor andre. Drengene havde været en stor støtte de sidste dage, men det ændrede alligevel ikke så meget.

"Og... hvad med Nina?" Spurgte han lidt lavere. Jeg havde ikke rigtigt fortalt andre end Harry om, at Nina havde afskåret sig fra mig.

"Det samme." Gentog jeg igen, så Harry straks sukkede nedtrykt.

"Slet ingen ændring? Hun vil stadig ikke spise, eller rykke sig... Intet?" Spurgte han. Jeg sukkede frustreret.

"Intet... Harry... Jeg tror jeg er ved at miste hende... Hvad hvis jeg er ved at miste hende?" Spurgte jeg og mærkede hvordan min stemme knækkede over til sidst. Harry trak forsigtigt vejret dybt ind.

”Niall, hun mistede sit barn… Det er nærmest den værste følelse du kan udsætte en ung kvinde for…” Sagde han, så jeg hurtigt mærkede hvordan mit hjerte sprang et slag over, bare ved påmindelsen.

"Jeg ved det, Harry, men jeg... Det gør så ondt!" Indrømmede jeg, og sukkede træt og frustreret af det hele. Han indåndede tungt, inden han kort sagde:

"Det ved jeg, Buddy, men..." Harrys stemme blev straks afbrudt, da et højt skrig hurtigt kunne høres, og jeg så kiggede forskrækket hen mod gangen.

"Hvad var..."

"Jeg bliver nødt til at ringe tilbage til dig senere, Harry... Okay?" Spurgte jeg, og hørte kun lige hans eget "okay" inden at jeg slukkede for opkaldet og nærmest løb hen til gangen, hvor skriget var kommet fra.

"Nina?!" Råbte jeg hurtigt, inden at jeg hørte noget tumult fra soveværelset og så straks, nærmest bankede døren op, så jeg fik øje på Nina, der sad op ovre i sengen, med dynerne rodet omkring hende, og med det mest skrækslagene blik i sine øjne.

"Baby!" Sagde jeg hurtigt, og gik over og satte mig ned ved siden af hende, så hun straks kiggede tårevædet på mig, inden at hun slog armene om mig, og knugede sine arme om mig.

”Jeg havde en drøm…” Sagde hun hakkende, mens jeg stille og roligt aede hende over håret, og satte mig bedre til rette, så hun sad i mellem mine ben, så jeg kunne omfavne hende ordentligt.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg og trak hende lidt ud fra mig, så jeg kunne kigge på hendes sorgfulde ansigt.

”Jeg kom hjem… Og du sad inde i stuen sammen med…” Hun stoppede hurtigt, for at kigge mig i øjnene, så jeg kunne se, hvordan de blev våde og et par enkelte tårer trillede ud af hendes øjenkroge.

”Nina, jeg…”

”Det var sådan en dejlig drøm, Niall… Det var så ægte…” Sagde hun, mens at tårerne blev til flere og flere.

”Han var så smuk… Med sine store brune øjne, og fyldige brune hår… Og den latter… Det hele var bare så ægte..” Snøftede hun. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte blev revet mere og mere itu, for hvor meget mere hun fortalte om hendes drøm.

”Jeg har altid haft den drøm, Ni… Ham og dig. Rendende rundt inde i stuen med jeres matchende grin...” Hun grinede hurtigt.

”Når han ville være gammel nok, ville du have lært ham alt om musikkens verden, og i ville flere aftener sidde og spille på guitar, mens at i kunne grovæde over aftensmaden, og tage til fodboldkampe…"

"Baby, jeg er virkelig ked af..."

"Det var så perfekt. Det hele ville have været så perfekt!”  Sagde hun og kom med et hurtigt kluk igen, inden at hun kiggede på mig.

”Men nu…” Jeg kiggede hurtigt på hende, og lagde mærke til den tydeligt ændrede tone, og hvordan tårerne tog til i hendes øjenkroge og flød ud over kanterne, i strømme ned af hendes kinder.

”Men nu er han væk.” Sagde hun kort og kom så med et hulk.

”Baby..?” Prøvede jeg og lænede mig ind over hende, for at tage fat i hendes kinder og kigge hende i øjnene. 

"Jeg havde altid forestillet mig det." Sagde hun lavt, så jeg kiggede forvirret på hende, mens at mit hjerte bankede hårdt ved synet af hendes sorgfulde gråd.

"Hvilket?"

"Et barn." Jeg mærkede hurtigt, hvordan alt stivnede inden i kroppen på mig, så jeg hurtigt vendte sukkede.

"Nina..."

"Det er sjovt, fordi jeg kan tydeligt huske den første gang han optrådte i mine tanker." Sagde hun, men jeg forsigtigt strøg hende over håret og ned til hendes kind, så hendes tårerfyldte øjne mødte mine. Hun grinede hurtigt, mens hun lagde sin hånd på min kind, for at kærtegne mig også, og gav mig et smil.

"Jeg kunne altid se ham for mig. Grine højt, fordi at du ville spille fodbold med ham, og i så ville komme hjem og spise aftensmad sammen, mens i ville se tegnefilm."

"Nina, stop..."

"Han ville have været så perfekt, Niall." Afbrød hun, så jeg så til, mens hendes hulk tog til, og hun inden længe, for alvor begyndte at græde ind i min favn.

"Han ville have været så smuk, Niall... Han ville have været vores smukke lille dreng... Og nu er han væk." Sagde hun som det sidste, inden at hendes hjerteknusende hulk lød i mine ører, og jeg så greb mere fat om hende for at holde hende så tæt ind til mig som muligt, for at fokusere på hende, i stedet for følelsen af mit hjerte, der blev revet i tu.

”Shh… Baby, shh!” Prøvede jeg, mens jeg holdt hende helt ind til mig, og så strøg hende over håret, men hun græd bare endnu mere.

"Det hele skal nok blive okay... Vi skal nok blive okay. Det hele vil blive okay... Det lover jeg!" Sagde jeg, mens at hendes gråd fyldte hele rummet, og mindede mig om vores tab.

_____________________________________________________________________________________________

Kunne der ske noget værre for Ninall?

Hvad synes i om det hele, og hvad tror i der ellers vil ske videre frem for dem?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...