Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 1 jan. 2017
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende!
3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem.
Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene?
* Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse.

140Likes
581Kommentarer
187338Visninger
AA

11. Broken things

"Seasons may change Winter to spring

But I love you until the end of time"

Moulin Rouge - Come What May

(Jeg er dog vildere med Glee coveret, da det lyder sørgligere)

 

Niall P.O.V

Hele bilturen hjem var plaget af den værste stilhed jeg nogensinde havde oplevet mellem Nina og jeg. Det hele føltes så underligt, specielt fordi det hele var et stort virvar af... Ja, hvad? Det var så underligt, for det føltes som noget, der ikke kunne beskrives. Og så var der alligevel en snært af en følelse, som jeg genkendte, men som jeg helst ikke ville kende til. Jeg kendte først til den, da Nina og jeg kom hjem til lejligheden og hun stadig intet havde sagt til mig, siden vi forlod klinikken.

"Er du sulten. Tørstig. Noget?" Spurgte jeg, da hun med faste skridt gik over til sofaen og satte sig ned og trak sine ben op til sig. Hun rystede på hovedet, så jeg sukkede lidt for mig selv og gik ud i køkkenet. Jeg betragtede hende lidt, mens jeg hev to kopper ned for at lave te til os, men ikke engang det kunne jeg koncentrere mig om. Jeg kiggede over på hende og så hvordan hun sad i sofaen og... bare sad. Jeg trak vejret dybt ind, inden jeg gik over mod hende.

”Hey.” Sagde jeg og satte mig ned ved siden af hende. Hun kiggede hurtigt på mig, så jeg så lige ind i de blanke øjne følelsesløse øjne, som straks fik mit hjerte til at banke lidt hårdt i brystet på mig. Jeg bukkede mig lidt ned, så hendes øjne mødte mine.

”Er du okay?” Spurgte jeg. Hun trak lidt på skuldrene, mens at hendes øjne fik et vådt skær over dem. Det gjorde ondt i mit hjerte at vide, hun var ked af det, så jeg fandt på noget.

”Hvad med nu?” Spurgte jeg, inden jeg lavede nogle grimasser til hende, så hun fniste lidt og hendes latter hurtigt så varmede mit hjerte. Dog ikke længe, inden at den tomme følelsestomme glans lagde sig over hendes øjne igen og hun kiggede tomt på mig.

"Jeg elsker dig, Niall." Sagde hun lavt, så mit hjerte brækkedes en smule over, ved lyden af hendes halvgrådet stemme. Jeg kiggede på hende, inden jeg tog fat om hendes skuldre, for at trække hende ind i min favn og kysse hende.

"Alt skal nok ordne sig, Nina. Det lover jeg dig." Sagde jeg, mens jeg lagde mine hænder på hendes kinder, for at sikre mig, at hun ville forstå det alvorlige blik jeg sendte hende. Hun sukkede lidt og lod sit blik vandre ned, men jeg hev hurtigt hendes ansigt op igen.

"Jeg elsker dig, Nina, mere end du tror... Okay?" Spurgte jeg og nussede hende på kinden, så hun kiggede forsigtigt op på mig.

"Okay." Jeg sukkede lidt, inden jeg lænede mig frem og kyssede hende blidt i panden. Hun lagde forsigtigt sin hånd på min kind, inden at hun gav mig et taknemmeligt smil.

"Er det okay, hvis jeg går ind i seng... Jeg føler mig lidt.."

"Ja, ja selvfølgelig." Sagde jeg, så hun sendte mig et sidste smil, inden hun rejste sig og gik hen mod soveværelset. Jeg kunne tydeligt se, at Nina var ked af det, men hvis hun var træt, var det vel okay? Alligevel kunne jeg ikke lade vær med, at have de her lidt nervøse og bange fornemmelser om, at Nina… Måske ikke engang var i nærheden af det, der kunne forstilles som okay. Jeg gned mine hænder lidt sammen, mens tankerne for rundt i hovedet på mig, og i det jeg rejste mig, for at gå efter hende, blev jeg stoppet af lyden fra min ringende telefon. Jeg kiggede ikke på opkalderen, men tog den bare op til øret og sagde:

"Niall her."

"Niall! Hvorfor svarer din dejlige kæreste ikke sin telefon? For en meget nysgerrig Sadie, står her og vil høre detaljerne om sin lille guldklump!" Lød Sadies opkørte stemme og jeg mærkede straks ændringen i min hjerterytme.

"Øhm, hun... Hun har slukket sin telefon." Sagde jeg og endte med at sætte mig ned.

"Niall, er der sket noget?" Spurgte Sadie hurtigt. Jeg gned mine tindinger, inden at jeg gemte mit hoved i mine hænder.

"Sadie, jeg ved ikke... De sagde, at..."

"Åh nej... Åh gud nej... Niall, please sig, det ikke er det du siger!" Sagde hun allerede grådet ind i telefone, og selv om hun nok ikke kunne se det, nikkede jeg på hovedet.

 

Dagene gik og en hver anden ville sikkert have ønsket, det hele blev bedre... Men så igen, intet var bedre. De sidste par dage havde føltes... tomme. Som om at der ikke rigtigt kunne findes noget formål. Det hele kørte bare i det samme. Jeg stod op for at lave morgenmad, som jeg endte med at spise to portioner af, derefter kunne jeg gå og ordne i lejligheden, indtil det blev frokost, hvor jeg lavede noget at spise, inden jeg ville forlade lejligheden, for at gå en tur. De sidste par dage havde jeg været meget ude at gå. Mit hoved var proppet med ukontrollerbare tanker, som fik mit hjerte til at banke hårdt mod mit bryst. Men selvom det lyder nærmest urimeligt, så gik jeg for ikke at være hjemme... Så jeg ikke var hos Nina.

Jeg ville ønske, at man kunne sige, at Nina fik det bedre... Nej, jeg ønskede det ikke kun, jeg brændte for hun ville få det bedre. Jeg ønskede det så meget, at det at se, at hun blev inde på værelset, med gardinerne trukket for, så sollyset ikke engang ramte hende og hun ikke ville spise, selvom jeg kom ind med maden til hende, men så tog det ud igen ved næste måltid, så skar det i mit hjerte. Hun ville ikke i kontakt med nogen. Hun lå bare i sengen i den samme fosterstilling, med hovedet gemt nede i puden, mens at hun afskærmede sig fra omverdenen. Afskærmede sig fra al mulig kontakt. Afskærmede sig fra mig.

Det knuste mit hjerte.

 

På den fjerde dag, fik jeg et opkald fra Harry.

"Hey Buddy. Hvordan har du det?" Spurgte han, da jeg stod og hældte vand over i elkedlen, så jeg kunne lave te.

"Det samme." Svarede jeg kort. Noget af det sværeste ved at indse, at en tragedie har ramt dit hjem, er at indrømme din sorg over for andre. Drengene havde været en stor støtte de sidste dage, men det ændrede alligevel ikke meget.

"Hvad med Nina?" Spurgte han lidt lavere. Jeg havde ikke rigtigt fortalt andre end Harry om, at Nina havde afskåret sig fra mig.

"Det samme." Gentog jeg, så Harry sukkede nedtrykt.

"Ingen ændring? Hun vil stadig ikke spise, eller rykke sig?" Spurgte han. Jeg sukkede frustreret.

"Harry, jeg tror jeg er ved at miste hende... Hvad hvis jeg er ved at miste hende?" Spurgte jeg og mærkede min stemme knække over til sidst. Harry trak vejret dybt ind.

”Niall, hun mistede sit barn… Det er den værste følelse du kan udsætte en ung kvinde for…” Sagde han, så mit hjerte sprang et slag over ved påmindelsen.

"Jeg ved det, Harry, men jeg... Det gør ondt!" Indrømmede jeg og sukkede frustreret af det hele. Han udåndede tungt, inden han kort sagde:

"Det ved jeg, Buddy, men..." Hans stemme blev afbrudt, da et højt skrig hørtes og jeg kiggede forskrækket hen mod gangen.

"Hvad var det?"

"Jeg bliver nødt til at ringe tilbage til dig senere, Harry... Okay?" Spurgte jeg og hørte kun lige hans "okay" inden jeg slukkede for opkaldet og nærmest løb hen til gangen, hvor skriget kom fra.

"Nina?!" Råbte jeg, da jeg hørte tumult fra soveværelset og straks bankede døren op, så jeg fik øje på Nina, der sad op ovre i sengen, med dynerne rodet omkring hende og det mest skrækslagene blik i sine øjne.

"Baby!" Sagde jeg og gik over og satte mig ned ved siden af hende, så hun kiggede tårevædet på mig, inden at hun slog armene om mig og knugede sine arme om mig.

”Jeg havde en drøm…” Sagde hun hakkende, mens jeg beroligende aede hende over håret og satte mig, så hun sad mellem mine ben og jeg kunne omfavne hende ordentligt.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg og trak hende lidt ud fra mig, for at kigge på hendes sorgfulde ansigt.

”Jeg kom hjem… Du sad inde i stuen med…” Hun stoppede hurtigt, for at kigge mig i øjnene, så jeg kunne se, hvordan de blev våde og et par enkelte tårer trillede ud af hendes øjenkroge.

”Nina, jeg…”

”Det var sådan en dejlig drøm, Niall… Det var så ægte…” Sagde hun, mens at tårerne blev til flere og flere.

”Han var så smuk… Med sine brune øjne og fyldige brune hår… Og den latter… Det hele var så ægte..” Snøftede hun. Mit hjerte blev revet mere og mere itu, for hvor meget mere hun fortalte om hendes drøm.

”Jeg har altid haft den drøm, Ni… Ham og dig. Rendende rundt inde i stuen med jeres matchende grin...”

”Når han ville være gammel nok, ville du lære ham alt om musikkens verden og i ville flere aftener sidde og spille på guitar, mens at i kunne grovæde over aftensmaden og tage til fodboldkampe…"

"Baby, jeg er virkelig ked af..."

"Det var så perfekt. Det hele ville have været så perfekt!”  Sagde hun, inden at hun kiggede på mig.

”Men nu…” Jeg kiggede  på hende og lagde hurtigt mærke til den tydeligt ændrede tone, og hvordan tårerne tog til i hendes øjenkroge og flød ud over kanterne, i strømme ned af hendes kinder.

”Men nu er han væk.” Sagde hun og kom med et hulk.

”Baby..?” Prøvede jeg og lænede mig ind over hende, for at tage fat i hendes kinder og kigge hende i øjnene. 

"Jeg havde altid forestillet mig det." Sagde hun lavt, så jeg kiggede forvirret på hende, mens at mit hjerte bankede hårdt ved synet af hendes sorgfulde gråd.

"Hvilket?"

"Et barn." Jeg mærkede hurtigt, hvordan alt stivnede inden i kroppen på mig, så jeg sukkede.

"Nina..."

"Jeg kan tydeligt huske den første gang han optrådte i mine tanker." Sagde hun, mens jeg strøg hende over håret, så hendes tårefyldte øjne mødte mine. Hun grinede hurtigt, mens hun lagde sin hånd på min kind, for at kærtegne mig også.

"Jeg kunne altid se ham for mig. Grine højt, fordi at du ville spille fodbold med ham og i ville komme hjem og spise aftensmad sammen, mens i ville se tegnefilm."

"Nina, stop..."

"Han ville have været så perfekt, Niall." Afbrød hun, mens hendes hulk tog til og hun inden længe, for alvor begyndte at græde ind i min favn.

"Han ville have været så smuk, Niall. Han ville have været vores smukke lille dreng... Og nu er han væk." Sagde hun som det sidste, inden at hendes hjerteknusende hulk lød i mine ører, og jeg greb fat om hende for at holde hende så tæt ind til mig som muligt, for at fokusere på hende, i stedet for følelsen af mit hjerte, der blev revet i tu.

”Shh, baby, shh!” Prøvede jeg, mens jeg holdt hende helt ind til mig og strøg hende over håret, men hun græd bare endnu mere.

"Det hele skal nok blive okay. Vi skal nok blive okay. Det hele vil blive okay... Det lover jeg." Sagde jeg, mens at hendes gråd fyldte hele rummet og mindede mig om vores tab.

_____________________________________________________________________________________________

Kunne der ske noget værre for Ninall?

Hvad synes i om det hele, og hvad tror i der ellers vil ske videre frem for dem?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...