Summer love 3 ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2015
  • Status: Færdig
De er tilbage! Niall, Nina og alle deres venner er tilbage i slutningen på Summer Love-serien! Og det kan kun blive spændende! 3 år har Niall og Nina nu været sammen, og alt er det rene paradis. De er flyttet sammen, lever i deres eget lille paradis sammen med deres venner og bare er Niall og Nina som vi kender dem. Og dog, er alting alligevel ikke det samme... For hvad sker der når alt ændre sig, når Nina igen holder hemmeligheder for Niall, når gamle bekendte dukker op igen... Og når Niall har fundet sin eneste ene? * Dette er 3'eren i summer Love serien, jeg anbefaler at læse de to første, for bedre forståelse :)

137Likes
572Kommentarer
177720Visninger
AA

26. Arrival

"This is why we do it, this is worth the pain

this is why we fall down and get back up again"

The Script - This = Love

Niall P.O.V

"Niall, slap nu af! Vi skal nok nå det!" Sagde Harry for titusinde gang, mens jeg trippede utålmodigt med mine fødder. Dog, for endnu en titusinde gang, endte jeg med at overhøre ham, mens jeg frustreret tog min telefon væk fra mit øre, og kiggede på det svage signal.

"Jeg misser det ikke. Jeg lovede hende, at jeg ville komme hjem, og jeg svigter hende ikke!" Sagde jeg og strakte min hånd op i vejret, for at se om jeg kunne få bedre forbindelse.

"Niall, det der nytter ingenting, vi er i London om en time... Du skal nok nå det, tag det nu roligt." Prøvede Harry, og lagde en hånd trøstende på min skulder. Jeg sukkede dog bare tungt.

"Harold, jeg værdsætter dine trøstende ord, men jeg vil bare gerne minde dig om, at fødsler er utilregnelige. Jeg kan ikke bede Nina om at holde benene klemt sammen i en time... Hold så op med at grin!.. For så at håbe på, at jeg kan nå fødslen af min egen datter. Hun kan være ude om et kvarter!" Sagde jeg, og kunne sagtens mærke, hvor panisk jeg følte mig. Harry rystede bare grinende på hovedet.

"Jeg forstår dig godt, Nialler. Men Sadie sagde jo, at det eneste tegn, der er sket er, at hun har fået veer. Og hvad jeg har hørt, så kan der sagtens gå lang tid mellem det at skifte fra veer til at gå i selve fødslen." Jeg sukkede tungt.

"Jeg kan bare ikke tro det... Det er gået i gang, det hele ændre sig nu.." Sagde jeg lavt for mig selv, og kiggede så ned på min telefon, hvor baggrunden var det samme gamle billede af Nina og jeg, som det altid havde været. Harry lagde forsigtigt hånden på min skulder igen.

"Det skal nok gå. Vi skal nok få dig hjem til hende inden da, koste hvad det vil!" Sagde han. Jeg sukkede tungt, men smilte så taknemmeligt til ham, og tænkte, at det nok alligevel havde været en rimelig god ide, at han nærmest havde befalt mig, at tage med mig hjem til London. Jeg kunne godt forstå ham nu, jeg havde da sikkert gået helt i selvsving, hvis jeg var taget hjem fra touren alene. Så det var godt, at ledelsen havde ladet Harry tage med mig.

Heldigvis skulle vi bare bruge de næste par dage på transport, fordi der var rimelig stor afstand mellem de to destinationer, og så ville der først gå en hel uge, før vi skulle spille igen, grundet tidszoner og at scenen skulle bygges og lydprøver, samt møder og interviews. Så ledelsen kunne godt lige, dog med rimelig meget overtalelse, hvilket faktisk havde irriteret mig en smule, men ladet mig gå, fordi min kæreste var gået i fødsel af vores første barn.

Det havde krævet sit, men heldigvis, så sad jeg her nu, i et fly på vej hjem til London, hvor Nina havde fået veer, og derfor meget snart ville føde et lille barn. Tanken både skræmte mig og fik mig til at føle mig mere lykkelig end jeg nogensinde kunne huske jeg havde følt mig før.

 

"Held og lykke!" Råbte chaufføren hurtigt bag Harry og jeg, da vi var blevet sat af ved hospitalet, direkte fra lufthavnen, som havde taget en krig, fordi der var gået rod i kufferterne, så mit hjerte bankede nervøst af sted, med det, der føltes som 300 i timen, fordi vi var blevet endnu en time senere forsinket i forvejen. Nina havde nu haft veer siden i går eftermiddags, og Sadie havde informeret om, at der var flere gange i nat, hvor det så ud som, at fødslen skulle til at gå i gang, men så havde det bare været nogle stærke veer. Desværre mente hun også, at lægerne havde konstateret, at der snart ikke gik længere tid, før det hele ville starte, og jeg var virkelig nervøs for, om vi allerede var for sent, for Harry havde ikke kunnet få fat på Sadie, inden for den sidste time. Harry og jeg takkede taxachaufføren, inden vi tog vores tasker godt over skuldrene og skyndte os ind.

Vi nåede ind i receptionen, hvor jeg hurtigt gik over og fik kontakt til den unge mand, der sad ved skrivebordet.

"Nina Andrews, hun skulle gerne ligge på fødegangen." Sagde jeg hurtigt. Han smilede og kiggede hurtigt på den computer, der stod foran ham, og nikkede så, inden han pegede over på et par skilte, og fortalte, hvilken retning vi skulle gå i. Jeg løb straks så hurtigt jeg kunne ned af gangen, mens at Harry løb lige efter mig efter at have takket den unge fyr i receptionen. Vi nåede til et hjørne, hvor jeg enten kunne dreje til venstre eller højre, og desværre, vidste jeg ikke hvilken vej.

”Hvilken vej?” Spurgte Harry stakåndet, da han havde indhentet mig. Jeg kiggede nervøst rundt, men fik så øje på en forvildret Sadie lidt længere nede af gangen, så jeg hurtigt løb hen til hende.

”Hvor er hun?” Spurgte jeg og kiggede rundt og ind gennem de let åbne døre, mens Sadie hurtigt rettede på sit hår.

”Længere nede af gangen, hvor fanden har i været?"

"Der var problemer med kufferterne i lufthavnen." Sagde Harry prustende. Sadie sukkede tungt.

"Lægerne siger fødslen desværre ikke engang er gået i gang, men hendes veer tager nok snart livet af hende. Du skulle nødigt høre hen…” Men så blev hun afbrudt af et højt og smertefuldt skrig, så jeg straks slap taget i hendeog løb hen af gangen mod lyden af skriget, indtil jeg så hende ligge inde på en af stuerne.

”Baby!” Udbrød jeg hurtigt og løb ind til hende, så hun hurtigt lyste op i et stort smil, men det blev hurtigt afbrudt, da hun trak ansigtet sammen i smerte og bukkede sig lidt sammen.

"Du nåede det!" Sagde hun lettet. Jeg lagde hurtigt min hånd på hendes svedige klistrede hår, som stikkede fast til hendes pande og kinder, mens jeg smilede stort til hende.

"Det lovede jeg." Sagde jeg og kærtegnede hendes kinder, så hun sendte mig et stort taknemmeligt smil.

"Nina!" Udbrød Harry bag mig, da han kom ind på stuen sammen med Sadie. Nina smilede stort.

"Åh Harry, er du her også?" Spurgte hun, så han hurtigt nikkede.

"Jeg kunne ikke lade Niall tage af sted alene, kunne jeg?" Spurgte han drillende, så jeg hurtigt rullede øjne af ham, da Nina kiggede smågrinende på mig. Dog svandt smilet hurtigt hen, da hendes ansigt fortrak sig i en smertefuld mine, og hun så hurtigt greb hårdt fat i min arm.

"Fortæl hvad jeg skal gøre, baby. Skal jeg hente noget... nogen?" Spurgte jeg nervøst. Hun satte sig dog bare hurtigt op, og udstødte et højt og pinefuldt skrig.

"Niall... Niall, der er noget galt.. jeg kan ikke mærke mine ben.. Niall, jeg kan ikke mærke hende!" Sagde hun og kiggede skrækslagent op på mig, så jeg straks kiggede bag ud på Sadie og Harry.

"Hent lægen... NU!" Sadie nikkede og tog hurtigt fat i Harrys hånd og løb ud med ham, mens jeg vendte mit hoved om mod Nina igen og kiggede nervøst på hende.

"Det gør så ondt, Niall... Jeg tror der er noget galt." Sagde hun skingert, så jeg hurtigt fornemmede hendes tårer. Jeg tyssede bare hurtigt på hende og strøg hende over håret.

"Det hele skal nok gå, baby. Bare rolig, jeg er her nu." Lovede jeg, mens hun kiggede mig bange i øjnene.

"Så, Nina.." Sagde en ung læge hurtigt bag os, da han trådte ind i rummet efterfulgt af Sadie og Harry og et par andre læger. En af lægerne løb hurtigt over og trykkede på en maskine, der sad fastklemt på Nina, via en måler, der sad på hendes pegefinger. En af de kvindelige sygeplejersker gik hurtigt over til lægen og sagde noget med "forringet hjertelyd og lavt blodtryk" der gjorde, at han kiggede på en protokol han havde i hånden, inden han kiggede på Nina.

"Vi kører dig lige et smut ned på afdeling 106. Vi er nødt til at tage et par scanninger af den lille pige." Sagde han roligt, men jeg kunne hurtigt se, at det overhovedet ikke, beroligede Nina.

"Scanning? Hvad... Hvad er der sket? Er der sket noget? Er der noget galt?" Panikkede hun, så jeg hurtigt tog fat om hendes hånd og tyssede på hende. Lægen kiggede på Nina og jeg, inden han signalerede et eller andet til de andre læger, som hurtigt begyndte at løsrive Nina fra maskinerne og trak hendes seng og hende ud.

"Hvor tager i hende hen?" Spurgte jeg og kiggede nervøst på overlægen. Han sukkede lidt.

"Vi er i tvivl, om der er ved at opstå komplikationer, og er derfor nødt til at tage ned til scanningsafdelingen, for at se om vores teorier." Sagde han, så jeg straks mærkede en klump i min hals. Nina kiggede nervøst på mig.

"Niall, jeg..." Men jeg kom hende hurtigt i forkøbet.

"Det er ingen ting, baby. Hun skal nok klare den, hun er nok bare lidt besværlig, fordi hun er spændt?" Prøvede jeg, så Harry hurtigt klukkede lidt bag os, så jeg hurtigt kiggede bag ud på ham, og så at Sadie hurtigt slog ham hårdt på skulderen, for at grine af en situation, der måske kunne vise sig, ikke at være så morsom alligevel. Jeg sukkede lidt, og trådte så hurtigt over til dem, da lægerne hev Nina ud fra stuen.

"Skal han med?" Spurgte overlægen til Nina, og nikkede over mod mig. Nina svarede ikke, men nikkede bare med det samme og tog min hånd i sin, så jeg fulgte med dem ned, for at se om min kommende datter var okay.

 

"Hvad sagde de?" Spurgte Sadie som den allerførste, da hun for op fra stolen, da jeg en halv times tid efter kom tilbage fra scanningsafdelingen. Dog desværre uden Nina. Jeg sukkede lidt, og satte mig ned på nogle af de stole, der var linet op til de ventende pårørende.

"De siger, at hvis hun ikke snart går i naturlig fødsel, så vil de overveje kejsersnit, fordi der er begyndt at opstå komplikationer med livmoderen." Sagde jeg og gned mit ansigt mellem mine hænder. Sadie satte sig hurtigt ned ved siden af mig, og lagde armene betryggende om mig.

"Det skal nok gå det hele. Nina er stærk." Lovede hun. Jeg sendte hende et forsigtigt smil og nikkede lidt, inden at Harry kom gående ind på gangen, med en ny person.

"Nåede jeg det, er den lille kommet?!" Råbte den ældre herre en smule forpustet, mens han luntede over til mig.

"Far?" Spurgte jeg overrasket, og rejste mig hurtigt og krammede ham. Han sendte mig et stort og varmt smil.

"Jeg tog et fly så hurtigt jeg kunne efter at Ninas far ringede til mig." Sagde han. Jeg nikkede forstående, og skulle lige til at åbne munden og spørge efter min mor, da et højt og skingert skrig kunne høres i det fjerne, og vi så alle frøs.

"Tror du, at det var..." Dog nåede Harry ikke at sige mere, inden at et par hurtigt løbende skridt kunne høres komme tættere på i vores retning, samt nogle kørende hjul. Jeg kiggede til siden, og nåede lige at se sygeplejerskerne løbe så hurtigt og kontrolleret som de kunne, med en seng, hvor en skrigende ung kvinde lå på.

Nina.

Jeg løb hurtigt hen til dem, men blev hurtigt skubbet væk af en af lægerne, da Nina skreg højt igen.

"Hvad sker der?!" Råbte Sadie nervøst, da sygeplejerskerne skubbede hende ind på en af stuerne, og smækkede døren i hovedet på os.

"Fødslen er gået i gang." Sagde en af lægerne hurtigt, så mit hjerte straks sprang et slag over. Jeg gik hurtigt over og slog dørene op, for at komme ind til hende, men uventet nok blev jeg hurtigt skubbet ud igen.

"Hey!" Klagede jeg hurtigt, da overlægen kiggede på mig.


”Du bliver nødt til at gå, unge ven.” Sagde en af lægerne, der langsomt skubbede mig ud fra fødestuen.

”Men jeg er nødt til at være der… Jeg skal være der!” Prøvede jeg. Han nikkede forstående, men kiggede så bestemmende på mig igen.

"Det ved vi, men vi vil helst undgå så mange komplikationer som muligt. Og desværre som det ser ud til lige nu, vil din tilstedeværelse bare stresse Nina endnu mere, og vi er nødt til at give hende det hun har allermest brug for..."

"Men jeg er hvad hun har allermest brug for! Jeg er hendes kæreste!" Vrissede jeg hurtigt, så lægen sukkede lidt, og så lagde en hånd på min skulder.

"Vi kommer ud til dig, hvis situationen ændrer sig, okay?" Spurgte han, selv om det ikke tyssede ned på mit allerede vrede humør. Uforskammet og uhørt var nogle ord, der for gennem mit hoved i de få minutter. Jeg sukkede tungt, og gik så over til Sadie, Harry og min far og satte mig ned op af væggen ved siden af døren ind til den fødestue, hvor Nina lå på og var i gang med fødslen af vores allerførste barn - men som jeg så ikke måtte være en del af.

"Kan man lægge sag an, måske?" Foreslog Harry hurtigt, men jeg rystede bare hurtigt på hovedet. Der var alligevel ikke noget andet tilbage jeg kunne gøre nu, end bare at vente og forhåbentlig være tålmodig. Vi kiggede alle fire hurtigt sukkende på hinanden, da et højt skrig inde fra fødestuen kom, og jeg var sikker på, at for hver gang, Nina ville komme med sådan et smerteudbrud, og jeg så ikke engang havde lov til, at være der inde og forsikre hende, at det hele snart var ovre og passe på hende, skabte sprækker i mit hjerte.

Men jeg gjorde bare det, der var tilbage. Jeg ventede.

 


”Niall, er du sikker på du ikke vil have et eller andet?” Prøvede Bobby, mens han gned sig hurtigt i nakken og kiggede opgivende på mig, mens jeg bed lidt i mine negle og vandrede utålmodigt og nervøst op og ned af den lange gang. Jeg rystede bare på hovedet.

”Nej, jeg er nødt til at være klar, hvis noget går galt.” Sagde jeg fattet og kiggede ned i jorden, mens jeg vandrede frem og tilbage der på gangen. Ligesom jeg havde gjort den sidste time, eller nærmere to, kunne man vel efterhånden tælle det til.

”Niall, bare et eller andet. Der er snart gået 4 timer..” Prøvede min far igen, men jeg rystede bare beslutsomt på hovedet og bed i min ellers allerede nedbidte tommelfingernegl, så jeg måtte begynde på en af de andre. Sadie gned sig træt i ansigtet, da hun kom frem fra dørene, der førte ind til gangen, efter at James havde ringet hende op, for at høre hvordan det hele gik.

”Jeg håber hun arver Ninas rolighed, så hun ikke bliver lige så stressende som dig.” Sagde hun hurtigt, så både hende, Harry og min far hurtigt grinede. Jeg bed bare mine læber sammen og gav hende fingeren, men fik så bare hurtigt samme handling tilbage igen.

Jeg ville virkelig sådan ønske, at man på dette tidspunkt villet kunnet have sagt, at Nina og jeg nu var blevet forældre til vores længe ventede lille mirakel. Men sådan var det ikke, selv ikke engang her 4 timer efter, at Nina var gået i fødsel. Det var efterhånden blevet ulideligt, og jeg kunne mærke, at jeg snart ville sprænge.

"Min mor sagde engang til mig, at hun fik veer, og så gik der 2 dage før den rigtige fødsel gik i gang med mig. Og da det så startede tog det 8 timer.." Prøvede Harry for at være lidt beroligende, men jeg kiggede bare straks panisk på ham.

"8 timer!? Jeg kan knapt nok klare en'!" Sagde jeg hurtigt. Sadie fnyste lidt.

"Og her står vi så 4 senere." Sagde hun, så jeg hurtigt slog hovedet bag ud i opgivelse og kiggede fokuseret på den matte glasdør ind til fødestuen, hvor Nina med jævne mellemrum kunne høres jamre og hyle højt, så det skar helt ind i mig. Vi sukkede alle fire hurtigt. Trætte, frustrerede og efterhånden nok alle rimelig utålmodige efter snart at opleve fødslen af den lille pige. Jeg vandrede frem og tilbage og med i min lillefingernegl, da en rolig stemme hurtigt sagde:

”Gad vide, hvordan hun kommer til at se ud?” Jeg kiggede over på min far, sammen med Harry og Sadie. Han smilte forsigtigt, mens han kiggede ned i gulvet og rodede lidt ved stoffet på den sweater han havde startet med at have på, men så var endt med at tage af. Sadie var den første til at bryde tavsheden ved at grine lidt.

”Jeg tror hun kommer til at ligne sin moster!” Sagde hun og lavede et drillende smil. Min far rynkede hurtigt sine bryn i forvirring.

”Men er Nina ikke enebarn?”  Spurgte han og kiggede lidt forvirret mellem os alle tre. Harry og jeg kiggede grinende på hinanden, inden Harry rystede fnisende på hovedet.

”Jo, men Sadie er ikke så klog.” Sagde jeg hurtigt, så Sadie kiggede skulende på mig.

”Jeg håber ikke, at det barn får din uimodståelige humor, Horan.” Sagde hun skarpt. Jeg rystede bare hurtigt på hovedet og fortsatte så min gåen frem og tilbage, indtil at et højt skrig inde fra fødestuen kunne høres, og jeg så mærkede hvordan jeg endnu en gang stivnede i hele kroppen. Dog denne gang, var der en anden følelse, som begyndte at poppe op i mig. De små kommentarer om mit kommende barn fik noget til at få mit hjerte til at springe et par slag over, så jeg kunne mærke, at jeg snart ikke længere kunne klare det hele mere, så jeg endte med at gå ned for enden af gangen, og satte mig ned med ryggen op af væggen, og med mit hoved bukket ned mod mine knæ.

Mit hjerte bankede der ud af, i en alt for hurtig fart.

Jeg sad dog ikke længe for mig selv, inden at jeg hørte en lav mumlen fra den anden ende af gangen, og der så kort efter kunne høres et par skridt komme hen i min retning, inden at jeg mærkede en persons tilstedeværelse ved siden af mig, og jeg så kiggede op.

"Er du okay, min dreng?" Spurgte min far med sin varme og venlige stemme, som jeg efterhånden havde hørt på i det der lignede 24 år. Jeg smilede hurtigt, men kunne så godt mærke, at det ikke virkede helt troværdigt nok, så jeg endte med at sukke tungt.

"Far, hvad hvis jeg klokker i det?” Spurgte jeg og kunne mærke hvordan panikken for alvor tog fat i mig.

”Niall…”

”Hvad hvis jeg bliver verdens dårligste far?” Spurgte jeg, da en masse ting hurtigt gik op for mig, og jeg så kiggede nervøst på ham, og kunne se, at han kiggede trist på mig.

”Hvad hvis jeg ender med ikke at kunne finde ud af noget som helst… Eller hvis jeg ikke ved hvordan man gør… Eller… Hvad hvis barnet ikke kan lide mig?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede nervøst på ham, men underligt nok, så grinede han med det samme bare højt af mig.

”Er du helt seriøs nu, eller lader du bare nerverne løbe løbsk med dig? Seriøst Niall, er du virkelig bange for at din egen datter ikke ville kunne lide dig? Jesus christ, dreng… Hun er din datter!” Sagde han med et stort smil på læben og med sin tykke varme irske accent. Men jeg lagde bare hurtigt mit hoved i mine hænder og åndede tungt ud.

”Det er jo det jeg er bange for.” Indrømmede jeg hurtigt.

”Hvad hvis jeg virkelig bliver verdens værste far… og jeg ender med at fucke alting op, og barnet kommer til at hade mig?" Spurgte jeg og kiggede nervøst på ham, og kunne mærke, at jeg var snart var tæt på et nervesammenbrud. Dog endte han bare med at grine lidt og så smile stort for sig selv.

"Underligt nok, så havde jeg præcis den samme dialog med din bror, da tiden var til at lille Theo skulle komme." Sagde han, så jeg hurtigt kiggede på ham.

"Virkelig?" Spurgte jeg overrasket. Han nikkede og kiggede på mig.

"Han var så nervøs, og han var endda sikker på, at han ville blive verdens værste far for hans lille knægt..."

"Men det er han jo ikke?" Pointerede jeg, så min far smilede endnu større.

"Præcis! Og tror du så ikke også, at det samme vil gælde for dig?" Spurgte han, men jeg sukkede bare tungt ud.

"Jeg ved ikke..." Men så lagde min far hurtigt sin hånd betryggende på min skulder, så jeg kiggede op på ham.

"Niall, tro mig. Alle mænd går i gennem den nervøse fase, indse at deres første barn skal fødes, men tro mig, det er bare nervøse nerver, de er væk lige så snart, at du ser hende."

"Men det hele virker bare så uvirkeligt..." Sukkede jeg, så han grinede lidt.

"Det ved jeg, men min søn, tro mig når jeg siger, at jeg er sikker på, at du og kun du, vil være den absolut bedste far, den lille pige der inde, nogensinde vil kunne få." Jeg smilede lidt.

"Men hvad hvis jeg klokker i det, og ødelægger det hele?" Spurgte jeg. Han trak smilende på skuldrene.

"Vi er ikke fejlfri, Niall. Vi er ikke perfekte, men vi gør alle forhåbentlig det bedste vi overhovedet kan, og se på dig nu. Du er nået så langt, at selv jeg nogle gange tænker på, om der overhovedet findes noget, som du ikke kan klare." Sagde han, så jeg hurtigt følte mig helt overvældet, og så sendte ham et stort smil og åbnede munden, men jeg nåede ikke at sige noget, inden at en underlig stilhed fyldte hele gangen og jeg kun nåede at kigge op på min far, Harry og Sadie i den anden side af gangen, som alle kiggede frosne, inden lyden af barnegråd fyldte gangen. Jeg kiggede tilbage mod Ninas stue, inden at min far sagde.

"Tillykke, Niall. Du er blevet far."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...