Bag spejlbilledet - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2014
  • Status: Igang
Noelle er 17 år. Noelle er overtroisk. Noelle er et spirituelt menneske, som ikke hopper på, at hendes halvsøster, Ruby, ville tage sit eget liv. Hvert fald ikke efter hendes drømme flere gange bliver hjemsøgt af Rubys ånd, som prøver at finde vej ned i sin krop igen, men dørene mellem himlen og jorden er lukket, så Ruby render rastløst rundt og prøver at finde ud af, hvad der skete med hende. Hun havde alt, hvad en pige kunne ønske sig - det var hvert fald, hvad alle troede, selv Noelle, som ikke vil acceptere lægernes forklaring på en overdosis af piller. Det er nu op til Noelle at finde ud af, hvad der skete med Ruby, men det bliver ikke nogen nem eller behagelig rejse, nej, for Noelle finder ikke blot ud af, hvad der skete med hendes halvsøster, hun finder ud af meget meget mere, og måske skulle Noelle bare have respektere lægernes forklaring, men at træffe den rigtige beslutning har Noelle aldrig været god til - og dette er ingen undtagelse. (Drengene er ikke kendte)

140Likes
102Kommentarer
3184Visninger
AA

4. Kapitel 3.

 

Hvem skulle have troet, at Ruby havde mange venner? Okay, hvem prøver jeg at narre. Hele skolen elskede hende. De 50 blomster, der stod hjemme på hendes værelse, stod der kun, fordi der ikke kunne være flere på hospitalet. Folk jeg aldrig havde hørt om, kom med blomster, og folk som jeg troede hadede mig, kom og gav mig et kram, og fortalte mig det hele nok skulle gå. 

Det var som om Ruby allerede var død, som om alle bare regnede med, at hun aldrig kom tilbage. Hun lå kun i koma for søren, og alligevel opførte folk sig som om, at vi havde mistet hende. Så længe den respirator holdt hende i live, så var hun i live.

Det var et par dage siden det hele fandt sted. Jeg havde fået lov til at blive hjemme fra skole. Jeg havde ikke den store trang til at tage derhen og få medlidenhed fra alle mulige folk, som ikke engang var kede af det, men bare ville vise sin gode side overfor mig og min familie, og ja Ruby, hvis nu Ruby kunne trække vejret selv. Hvad regnede de selv med? At jeg ville sige; hey Ruby, hende der kom med nogle flotte blomster, kan hun være din bedsteveninde nu? Nej, sådan fungerede det bare ikke. Jeg forstod ikke engang, hvorfor de prøvede.

Jeg lå med hovedet på min pude, som efterhånden snart trængte til at blive slået lidt, så den rent faktisk kunne få lidt fyld igen. Jeg havde lagt her de sidste par dage, medmindre jeg skulle snakke med en betjent om det hele. De skulle selvfølgelig gøre deres job. De skulle finde ud af, om det var et selvmordsforsøg eller mordforsøg - selvom det lød ret voldeligt. Jeg vidste ikke engang, hvad jeg selv skulle tro. Jeg havde ikke energien til at tage stilling til det nu. 

Det der plagede mig var drømmene om Ruby. Hun var overalt, selv når jeg sov. Noget sagde mig, at hun prøvede at fortælle mig noget. Drømmene var de samme hver nat. 

Det var mig, som gik ned af hospitalsgangen for at finde hendes værelse. Jeg ville sætte mig foran hende og snakke til hende. Jeg ville blive ved med at spørge, hvorfor hun kunne gøre det mod sig selv, og pludselig ville hun give min hånd et klem og åbne munden for at fortælle mig, at det ikke var hendes egen skyld, og så vågnede jeg - hver evig eneste gang.

Jeg havde prøvet at slå drømme betydning op, men jeg fandt ikke noget, som gav resultater. 

Jeg havde ikke besøgt Ruby siden, hvilket jeg nok burde, men jeg holdt ikke til det, ikke lige nu. Der var trods alt kun gået 3 dage, selvom det føltes som om det skete i går. 

Anna og min far besøgte hende hver dag. Anna havde sovet hos hende siden mandag. Hun ville være der som den første, hvis nu Ruby vågnede, og hver morgen, når Anna vågnede, så ville hun blive skuffet, for Ruby lå præcis som hun gjorde, da Anna faldt i søvn. 

Sådan var de sidste par dage gået. Politiet havde været rundt omkring og herhjemme. De havde snakket med alle, der var til festen. Jeg havde oplyst navnene uden tøven. Hvis de havde noget med det at gøre, så skulle de straffes.

Problemet var netop bare, at jeg ikke ville vide, hvis de havde noget med det at gøre, for politiet holdt tæt, og Rubys vennegruppe holdt tættere. 

Kia havde været på besøg et par gange. Hun var helt ude af den. Jeg var overbevist om, at hun ikke kunne have været med til det, men når mine forældre spurgte ind til aftenen, så lukkede Kia pludselig af. 

Jeg lagde ikke mere i det, hvilket jeg burde have gjort - men alt føltes så tomt for tiden. Det var som om ingen forstod mig, og hvem havde jeg at snakke med det om? Liam? Liam, som selv havde oplevet det hele, og som heller ikke var i skole lige pt? Nej. Han havde også brug for at være alene, ligesom jeg havde. 

Han havde skrevet et par beskeder her og der, og jeg havde svaret, men lige nu havde vi bare brug for tid. 

“Noelle?” min far stak hovedet ind. “Der er mad, kommer du ned?” Jeg var fristet til at sige nej, men jeg vidste udmærket, hvordan det her også ramte dem, og jeg ville ikke give dem endnu en grund til bekymring. De gik begge to og sørgede over Ruby havde “taget sit eget liv.” Det gjorde ondt at høre på. Jeg hadede at høre at Ruby var “selvmordstruet,” eller noget i den stil. Ruby havde en livsglæde jeg ville gøre alt for. Hun havde en kæreste, venner og familien. Hun manglede ingenting, og hun klagede aldrig over noget. Hvorfor skulle hun være selvmordstruet? Og så uden at fortælle mig det? Det hang ikke sammen. Anna og far burde også vide det, men det var som om det var nemmere at sige hun var selvmordstruet, så de kunne give skylden på dem selv i stedet for andre. Jeg havde fortalt dem, at jeg var sikker på, at nogen havde gjort det, men det endte med en grædende Anna, og en meget sur far, som ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne tillade mig at beskylde Rubys venner for sådan noget. De var jo altid så søde når de var her, og de hjalp gerne til. Tænk at jeg kunne tro det. Jeg skulle bare gå op på mit værelse, indtil jeg havde fået mig selv til at indse, hvor dumt det var. 

Og det havde jeg gjort, jeg var blevet her, indtil de nu bad mig om at komme ned og spise med dem. Jeg ville ikke give dem endnu en grund til bekymring, så jeg fulgte med min far ned, hvor Anna sad. Hun sendte mig et prøvende smil, inden hun hældte noget vand op i mit krus.

“Det er din yndlingsret,” sagde Anna og pegede på maden. Det var millionbøf. Det havde aldrig været min livret, men Rubys. Det sagde jeg ikke, det kunne jeg ikke få mig selv til. I stedet smilede jeg bare og tog en ekstra stor portion - for Ruby.

Jeg kunne sagtens mærke, at Ruby manglede. Normalt sad hun og plaprede løs om sin hverdag. Der skete altid noget spændende, og vi sad altid med en glædelig god følelse efter, fordi vi havde fået befriet en latter, som vi nok alle havde brug for. Nu var der bare stille. Det eneste der var lyde af, var når bestikket rørte tallerknen, eller når vi drak af glasset, for derefter at sætte det på bordet igen. 

“Jeg…” jeg hostede kort. “Jeg tager med på hospitalet i morgen,” sagde jeg så, hvilket fik Anna til at kigge op. Hun sendte mig endnu et smil. I morgen ville vi få svar på alle de prøver som de havde taget af Ruby.

“Det tror jeg Ruby ville blive glad for.” Jeg nikkede. Det ville hun sikkert, hvis hun kunne føle noget. Igen holdt jeg det i mig selv. Jeg ville ikke ødelægge humøret mere end det allerede var. I stedet tog jeg min tallerken, sagde tak for mad, satte i opvaskeren og gik op på mit værelse. 

Jeg havde ikke lavet andet end at sove de sidste par dage, men jeg var stadig så træt. Jeg skiftede til nattøj, børstede mine tænder og satte mit hår i en fletningen, inden jeg smed mig i sengen og tog min mobil i hånden.

Jeg skrev godnat til Liam og håbede at vi snart skulle ses igen, og så satte jeg mit ur til klokken otte næste dag. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Jeg faldt langsomt mere og mere i søvn, og det sidste jeg hørte var Annas hulk, og hvordan min far prøvede at trøste hende, og hvis det ikke var med til at give mig samme mareridt som hver nat, så ved jeg snart ikke, hvad der var.

“Det var ikke mig, Noelle. Hør på mig. Jeg gjorde det ikke.” Jeg kiggede op fra den våde plet på sengen, hvor mine tårer havde dannet en pøl. “Ruby?” gispede jeg, da hun satte sig op i sengen. “Det var ikke mig, Noelle. Du MÅ tro mig,” sagde hun desperat og strammede grebet om min hånd. Hendes negle borede sig ind i mit håndled og det fik mig til at vågne op.

Jeg tændte hurtigt mit nat lampe og kiggede på mit håndled. Der var ingen mærker efter hendes negle, men den dunkede smerten var der alligevel, som om jeg selv havde gjort det.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at få mit hjerte til at slå normalt igen, dog endte det i et højt hulk, som kun blev efterfulgt af mange flere. 

Jeg var slet ikke opmærksom på personen, som satte sig ned ved siden af mig. Først da jeg hørte de trøstende ord vidste jeg, at det var Anna. I stedet for at skubbe hendes arme af mig, puttede jeg mig ind til hende. Hun tog om mig, hun gav mig kærlighed - hun trøstede mig, præcis som min mor ville have gjort.

Jeg kunne ikke miste Ruby. Jeg havde ikke kræfter til at miste en igen. Min mor var nok. Hun havde ikke en chance, hun døde på stedet, men Ruby… Ruby havde en chance. Hun trak vejret, hun var der et sted. Hendes sjæl fløj fortvivlet rundt. Hun skulle bare finde vej tilbage til hendes krop.
Pludselig var det som om alt gav mening. Mine drømme. De var der for en grund. Om man var overtroisk eller ej, så måtte der være et eller andet, når man havde den samme drøm 4 nætter i træk. 

Ruby havde brug for min hjælp. Hun gav mig et tegn i mine drømme. Hun ville fortælle mig et eller andet. Hun ville tilbage til sin krop, hun ville finde vej, men hun havde brug for min hjælp, og jeg ville ikke svigte hende. Jeg kunne ikke også miste Ruby.

OOO

Mit lange hår hang i en uglet fletning, som jeg havde sovet med, eller sove og sove. Man kunne vidst ikke kalde det jeg havde fået, søvn. Hele natten havde jeg været i en tilstand, hvor min hjerne var lige ved at koble fra kroppen, men så gled der en underlig sort skygge ind foran mine øjenlåg, og med et sæt i hele kroppen, var jeg lysvågen, mens mit hjerte galoperede afsted i mit bryst. Det var vidst nogenlunde sådan det foregik hele natten, så der var ikke noget at sige til, at jeg havde sorte rander under øjnene og en krop, som nok ikke ville fungere, hvis det ikke var fra de to kopper kaffe jeg havde fået til morgen.

Jeg havde ikke orket at gøre noget ved mit hår, og jeg havde heller ikke orket at dække mine rander under øjnene. Det var kun på grund af min far, at jeg havde fået et par bukser på, og en trøje. Jakken havde jeg glemt, men det var som om, at det hul jeg havde indeni sendte kulde rundt i hele min krop, så det kunne være ligemeget om der var en kold morgentåge, eller om det regnede - jeg føltes mig følelsesløs ligemeget hvad.

De hvide vægge havde ikke ændret sig spor, da jeg gik ned langs hospital gangen. Mit blik var låst fast til gulvet, hvor der var en masse streger, som man skulle følge, for at komme hen til forskellige afsnit. Det var nu mest for, at man ikke farede vild. Det ville ikke være så fedt, hvis man kom ind med en, som ikke kunne få luft, og man pludselig farede vild.

“Mr og mrs. Torres?” En hæs stemme trak mig ud af min egen verden, og fik mig til at kigge op. Foran mig stod der en læge, som jeg ikke havde set før. Han havde gråt hår og meget blå øjne. Hans læber buede svagt op af, ikke at han var overglad. Ingen læge ville være overglad for at skulle fortælle nogen, at deres datter har prøvet at tage sit eget liv. Ingen læge ville med et smil, fortælle, hvad deres datter havde indtaget af piller, så det var mest af alt sikkert for at være højlig. Han havde sikkert prøvet det her mange gange, ikke at det er nogen form for undskyldning. Hvis jeg var læge, så ville jeg nok aldrig nogensinde vænne mig til at skulle fortælle noget, som kunne ødelægge en familie. At skulle se på de sårede ansigter gang på gang, og måske høre på deres hjerteskærende gråd, det kunne jeg aldrig nogensinde vænne mig til. Jeg holdt mig normalt væk fra mennesker, som græd eller havde det svært. Jeg var ikke en person, som var godt til at dele medlidenhed ud.

Jeg havde slet ikke hørt, hvad de havde vekslet af ord, hvilket så betød, at det nok ikke var så vigtigt igen. Jeg havde bare fulgt trop, og sad nu inde på et lille kontor, hvor der var et bord og nogle stole.

Mit blik gled hen over nogle servietter, som stod ret malplaceret midt på bordet. Jeg fnøs ved tanken om, at Anna sikkert om lidt ville tage en fra boksen, tørre øjnene eller pudse sin, allerede, røde næse. Jeg ville ikke bebrejde hende, jeg ville nok have gjort det samme, men det sidste døgn havde jeg nærmest ikke vist følelser overhovedet. Det var som om jeg havde bygget en mur, men jeg var sikker på det var mine forsvarsmekanismer, som gjorde det for at beskytte mig selv.

“Det har været en ret stille nat for Ruby.” Mere behøvede lægen, Dr. Martin, ikke at sige, før Anna hulkede og greb ud efter min fars frie hånd, som ikke lå på stolen bag mig. 

Selvom vi ikke havde fået en opringning i løbet af natten om at Ruby var vågnet, så havde Anna stadig et inderligt stort håb om, at der ville ske et mirakel. Jeg troede ikke på mirakler, men det skulle ikke holde andre fra det. 

“Vi fik svar på prøverne tidligere i dag. Nu kan jeg ikke helt huske det, et øjeblik,” sagde han og kløede sig på hagen, inden han rodede i nogle papir. En rynke gled frem i hans pande. Det så ikke ud til, at han var sat helt ind i tingene, men det var også tidlig morgen, så det var vel kun forståeligt, at han ikke vidste alt om det, hvis han lige var mødt på arbejde. 

“Vi har fundet rigtig mange piller i hendes mavesæk. De fleste er salicylater, men der er også et par panodiler. Det tyder på, at hun har taget panodilerne for at formindske smerterne, hvor det i dette tilfælde, kun gjorde det hele værre. Hun har fået, hvad der hedder Salicylatforgiftning. Normalt regner man med der er fare for forgiftning hvis man indtager over 10 g. Der er en del der bliver indlagt med Salicylatforgiftning om året, men det bliver først dødelig ved indtagelse af 15-30 g. Vi kan ikke helt sige, hvor mange Ruby har taget, men som det ser ud, er det omkring de 25-35.” Igen gispede Anna højt, og denne gang blev mine øjne også ret store. 25-35? Det var bare så.. ikke Ruby agtig. 

“Ruby har blødende mavesår, og som det ser ud nu, så har hendes lever også taget skade.” Som jeg havde forudset, lænede Anna sig hen mod æsken med papir. Hun tog et par stykker og tørrede sine øjne. Papiret blev sort af mascara.

“Normalt kan man købe NSAID uden recept i en svag dosis, og en med recept i højere doser, og som det ser ud nu, så har Ruby fået fat i dem med recept, hvilket ikke burde være muligt, da jeg kan se, at Ruby ikke har haft behov for det. Ingen lidelser i musklerne, eller betændelse nogen steder, så Ruby må have fået det igennem nogen andre. Har I nogen ideer om, hvem det kunne være?” 

Igennem andre? Recept? Jeg blinkede et par gange og lænede mig en smule ind over bordet.

“Siger du, at Ruby har fået nogen af hendes venner til at give hende det?” Jeg lød nok ret anklagende, og det fik også min far til at se lidt underligt på mig. Dr. Martin var dog hurtig til at svare.

“Jeg ved det ikke, Noelle, det var Noelle, ikke?” Jeg nikkede og lænede mig tilbage i stolen. 

“Hvordan skulle Ruby overhovedet kende til det?” Spurgte Anna om, nok mest sig selv. 

“Kender du nogen af Rubys venner, som får det på recept?” spurgte min far om. Under normale omstændigheder ville jeg have rullet med øjnene, for jeg blandede mig slet ikke i Rubys venner, men det var et vigtig spørgsmål, og jeg var selv lige så forvirret og nysgerrig som de var.

“Overhovedet ikke.” Jeg kiggede forvirret hen på min far og Anna. 

“Jeg bliver også nødt til at spørge ind til Rubys liv. Har hun nogensinde hentydet eller lagt spor ud omkring hun var selvmordstruet?” Og der gik det galt. Anna hulkede højt mens min far prøvede at trøste hende ved at fortælle hende, at hun ikke var en dårlig mor, og at vi ikke kunne vide, at Ruby havde selvmordstanker - og det havde hun heller ikke.

Hvis Ruby havde selvmordstanker og ville begå selvmord, så ville hun da aldrig have bedt hendes veninder om at få noget medicin på recept. Ruby ville slet ikke lukke det ud til sine veninder. Hun ville holde det for sig selv, og måske tage de piller der var i skabet. Ruby var slet ikke sådan, hun havde et godt liv!
Hvorfor skulle Ruby overhovedet… bede om sådan en stor dosis? Hvorfor havde ingen af hendes veninder været ops på det så? Havde de slet ikke undret sig over, at hun skulle have dem? 

Der var noget der ikke hang sammen. 


Undskyld for ventetiden. Jeg har holdt ferie fra Movellas mens jeg var hos Amanda, hehehe. Nå, jeg skal forresten til Bornholm på søndag, men regner med at få skrevet noget. Det tager.... like 6 timer at komme derhen, aha!
Men men - hvad siger I så liiige? Noelle er sikker på der er noget der ikke hænger sammen - tror I hun har ret hvahvahva? x Og jeg går ikke hurtig frem i den her, men drengene kommer meget snart ind i det! :)x

-Thea

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...