Bag spejlbilledet - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2014
  • Status: Igang
Noelle er 17 år. Noelle er overtroisk. Noelle er et spirituelt menneske, som ikke hopper på, at hendes halvsøster, Ruby, ville tage sit eget liv. Hvert fald ikke efter hendes drømme flere gange bliver hjemsøgt af Rubys ånd, som prøver at finde vej ned i sin krop igen, men dørene mellem himlen og jorden er lukket, så Ruby render rastløst rundt og prøver at finde ud af, hvad der skete med hende. Hun havde alt, hvad en pige kunne ønske sig - det var hvert fald, hvad alle troede, selv Noelle, som ikke vil acceptere lægernes forklaring på en overdosis af piller. Det er nu op til Noelle at finde ud af, hvad der skete med Ruby, men det bliver ikke nogen nem eller behagelig rejse, nej, for Noelle finder ikke blot ud af, hvad der skete med hendes halvsøster, hun finder ud af meget meget mere, og måske skulle Noelle bare have respektere lægernes forklaring, men at træffe den rigtige beslutning har Noelle aldrig været god til - og dette er ingen undtagelse. (Drengene er ikke kendte)

140Likes
102Kommentarer
3185Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Jeg ved ikke, hvor længe vi sad og kiggede på tv’et, som nu var i gang med en gammel sort-hvid film. Min hals var tør, men jeg havde nægtet at drikke noget af det vand, kaffe eller te Liam havde tilbudt mig. Han var derimod i gang med sin trejde kop kaffe.

Klokken nærmede sig halv fire, da en læge kom gående. Mange læger var gået forbi og sendt os blikke fyldt med medlidenhed, men denne læge satte kursen mod os. Jeg rejse mig derfor hurtigt op.

“Er hun okay?” spurgte jeg med det samme om. Lægen sendte mig et kort smil, hvilket fik mig til at slappe af, hvilket jeg ikke burde, for hvad der kom efter, fik min krop til at gå helt amok. Mit hjerte satte farten op, og jeg havde en trang til at kaste det pizza op, som vi tidligere havde spist.

“Rubys tilstand er kritisk. Hun har taget en overdosis af piller og..” “Hvad?” udbrød jeg. En overdosis? Det kunne ikke passe, hvorfor ville hun tage en overdosis?

Liam kom hen til mig og lagde en arm om mig. Jeg trak mig hurtigt fra ham og gik et skridt hen mod lægen. 

“Hvad mener du med, at hun har taget en overdosis?” På trods af min hårde næsten råbende stemme, kiggede lægen dog stadig på mig med et blik fyldt med medlidenhed. 

“Følg med mig,” sagde lægen, og uden spørgsmål fulgte jeg med.

“Vi har koblet hende til en respirator. Og vi har lagt et rør ned i hendes luftrør for at sikre der er luftveje. Intubation kaldes det. Vi har overvåget hendes hjerte og hendes puls for at finde ud af om hendes blodtryk er for højt eller for lavt, så vi kunne være sikre på, hvad vi skulle gøre. Vi har tilkoblet et drop og taget nogle blodprøver, og vi har prøvet at suge maveindholdet op, samt tilført en dosis aktivt kul ned i mavesækken igennem sonden. Det skulle begrænse mængden som optages fra tarmen, men som det ser ud til nu, så er det nogle timer siden, at hun har indtaget det.”

Jeg prøvede at forstå alt det han sagde, men det gik så stærkt og jeg var helt forvirret. Jeg havde så mange spørgsmål jeg ville stille ham, men min stemme fungerede ikke lige nu. 

“Hør, hendes tilstand er stab..” Pludselig lød et højt bip, hvilket fik længe til at fare sammen, inden han vendte sig rundt. Et par læger kom løbende længere nede. Jeg havde en forfærdelig følelse af, at det her ikke var godt. Det måtte være noget med Ruby, jeg var sikker, og derfor fulgte jeg hen til døren. 

Lægerne susede rundt om sengen, råbte ting til hinanden og gav hinanden en masse ting. Mine øjne var dog låst på personen i sengen. Hendes smalle figur og hendes lyse hår var ikke til at tage fejl af. Hendes sko og hendes kjole, som hang henne på stolen, var ikke til at tage fejl af. Det var det hun havde på i dag, ergo var det Ruby der lå i sengen… med lægerne rundt omkring. 

“Ruby?!” udbrød jeg, hvilket fik en af lægerne til at kigge hen på mig. “Ruby!” skreg jeg igen og ville løbe ind til hende, men Liams arme tog om mig og trak mig væk. “Ruby!”

“Gør klar til genoplivning,” hørte jeg en af lægerne sige, hvilket fik mig til at skrige Rubys navn om og om igen. Liam strammede sig greb om mig, og fik vendt mig væk fra rummet, hvor Ruby lå. Det sidste jeg dog nåede at se var, hvordan Rubys krop røg en smule over sengen, inden den faldt tungt ned igen. 

“Gør klar igen,” hørte jeg lægen råbe, inden jeg opgav i Liams arme og lod ham trække mig væk.

OOO

Mit blik var lænket fast til gulvet. Mine tårer var stoppet for længst, nu var mit hoved bare helt rødt og brændende varmt. Min mave gjorde ondt, og smerten i mit bryst var næsten ikke til at holde ud. 

Liam havde flere gange prøvet at snakke til mig og fortælle mig, at det nok skulle gå. Jeg ville gerne tro ham, så inderligt gerne. Men ligesom at jeg ikke så det positive i mennesker, så så jeg hellere ikke det positive i det her. Det kunne jeg ikke.

Hvordan kunne det gå så galt ved at drikke? Hvordan kunne de andre ikke have set Ruby havde været ked af det? Hvis det var det hun var. Svaret kendte jeg og udmærket selv. Deres venskaber var så overfladiske som noget kunne være.

“Ruby?” jeg hørte min fars stemme, før jeg så ham. For første gang siden Liam havde fået mig til at sidde ned, kiggede jeg op. Anna og min far kom nærmest løbende hen imod mig.

“Hvad er der sket? Er hun okay?” spurgte Anna bekymret om. Jeg bed mig i læben. Det var som et flash back fra dengang min mor kom ud for en ulykke. Det eneste der var anderledes ved det, var at det var mig der kom igennem dørene i fuld fart hen mod min far. Det var mig der spurgte om hvad der var sket og om hun var okay. Der var mig der var bekymret, og det var mig der om lidt ville græde efter min far ville have fortalt mig det.

Men denne gang …. denne gang var det Anna, og denne gang var det mig der måtte fortælle, hvad der var sket.

Eller ikke.

Liam snakkede for mig. Han vidste udmærket, hvordan jeg havde det. Det skulle man heller ikke være helt dum for ikke at vide. Jeg var taknemmelig for, at han snakkede for mig. Min stemme ville sikkert ikke fungere alligevel.

“De siger hun har taget en overdosis,” sagde Liam. Anna gispede igen og satte sig tomt på en stol. Jeg ventede på, at Liam ville fortælle dem, at hendes hjerte næsten var stoppet. Faktisk, så vidste jeg ikke om det var stoppet. Jeg vidste ingenting, for lægen var ikke kommet tilbage - men Liam fortalte ingenting, så jeg måtte.

Jeg hostede kort og rystede min fars arm af mig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at han havde lagt den der.

“De måtte… de måtte give hende stød, og jeg… jeg..” min stemme knækkede. Jeg ville sikkert have grædt, hvis det ikke var fordi mine tårer allerede var brugt op.

“Min lille pige,” hviskede Anna. Jeg kunne tydeligt se, at hun prøvede at være positiv og holde håbet oppe. 

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og lyttede til Anna og min far snakke. Liam besvarede af og til deres spørgsmål.

“I må være Rubys forældre?” Jeg åbnede mine øjne med et sæt og kiggede hen på lægen fra før. Han så træt ud, virkelig træt og udkørt. Han havde kørt sin hånd igennem sit hår et par gange, det sad hvert fald ret uglet. Mit blik gled ned til hans navneskilt. Han hed William. 

Alt hvad jeg ikke burde tænke på, tænkte jeg på lige nu. Jeg var så nervøs, og det fik mig til at bide negle. Ikke at det var første gang jeg havde gjort det i dag, og derfor var det heller ikke første gang, at Liam tog min hånd fra min mund, mens han mumlede, at jeg ikke skulle bide negle.

Lægen, William, begyndte at fortælle alt, som han fortalte Liam og mig før. Denne gang var det bare længere.

“Kan vi snakke med hende?” spurgte Anna om mens vi gik hen mod hendes rum. “Det kan I,” sagde han og tøvede et øjeblik. “Men om hun kan høre jer, det kan jeg ikke give jer svaret på,” sagde han så, og før jeg kunne undre mig over det, åbnede han døren, og for første gang fik jeg et ordentlig blik af Ruby i sengen.

Hendes lyse hår var uglet og hang i nogle totter efter hun havde svedt så meget, da hun kastede op. Hendes øjne var lukket, og hendes hud var blegere end den plejede. I hendes næse var der to rør, som gik hele vejen rundt om hendes hoved. Hun var tilsluttet en bippende maske, som måtte være det som fik hendes bryst til at gå op og ned. Hun havde en hvid kirtel på. Hospital tøj, som nogen vil kalde det. Hendes arme lå langs hendes krop, og i hendes venstre arm lå der et drop. 

Mit blik gled hen til hendes mund, som var presset sammen. Hendes læber havde en lidt blålilla farve - alt i alt lignede hun ikke sig selv. Hun lignede slet ikke den Ruby, som jeg kendte. Hun lignede en… en dukke.

“Har I nogen ide om, hvorfor hun ville tage en overdosis?” spurgte lægen mine forældre om. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at skrige; “det havde hun heller ikke,” men jeg stoppede mig selv. Jeg gik langsomt hen imod hende. Det var som om at jo tættere jeg kom på hende, jo mere rigtig blev det. Derfor trådte jeg også nogle skridt tilbage, inden jeg vendte mig om mod Liam.

“Jeg vil gerne hjem,” hviskede jeg, hvilket fik mine forældre til at kigge underligt på mig. Hvad de ikke forstod var, at det var mig der så hende inden alt det her. Det var mig som så hende få stød. Jeg var udmattet og jeg var træt, og jeg vill væk fra dette mareridt. 

“Selvfølgelig,” sagde Liam og åbnede døren. Jeg vendte mig mod min far, som nikkede til mig, inden jeg gik ud.
Klokken var efterhånden ved at være seks om morgenen, hvilket betød, at dem der havde arbejdet om natten, nu kunne tage hjem, og derfor var der også en del flere mennesker på gangen. Blandt andet en kvinde, som kom gående i hendes arbejdstøj med et smil på læben. Hun hilste på alle.
Hvordan kunne hun være så glad for at komme på arbejde, når folk døde her hver dag? Hvordan kunne hun overhovedet være glad…

Jeg var ved at snuble over mine egne fødder, og det fik mig til at være lidt mere opmærksom på, hvor jeg gik. 

Liam åbnede døren. Frisk luft ramte mig. Jeg tog en dyb indånding og nød, hvordan den halvkølige, men stadig varme, september luft lagde sig om mig.

“Skal jeg blive hos dig?” spurgte Liam om. Jeg nikkede, før jeg tænkte mig om. Jeg havde brug for ham ved mig lige nu, men hvad nu, hvis han slet ikke havde brug for det? Han havde set det hele. Han havde oplevet det hele, og han var nok lige så træt som jeg var. 

Jeg ændrede ikke mit svar, og det så også ud til, at Liam var okay med det. 

Der var stille hele vejen hjem. Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Måske var der heller ikke så meget at sige, og så alligevel… der var tonsvis af ord, som kæmpede for at komme ud, men jeg lukkede dem inde.

Ruby svævede et sted mellem liv og død lige nu. Et sted, hvor fortvivlede sjæle var. Et sted.. et sted, hvor der ikke var fred. 

Og det var alt sammen på grund af den overdosis, en overdosis hun ikke selv kunne have taget. Jeg var sikker, men jeg var også for udkørt til at gøre noget som helst ved det lige nu.


Det var så andet kapitel, dumdumdum. Nå, der var nogle små fejl i første kapitel, og dem har jeg rettet nu. Ruby og Noelle har ikke samme forældre, overhovedet, så ja. Håber ikke, at det var forvirrende. 
Såååååå... hvad synes I indtil videre, hvahvahva? x

-Thea

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...