Bag spejlbilledet - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jul. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2014
  • Status: Igang
Noelle er 17 år. Noelle er overtroisk. Noelle er et spirituelt menneske, som ikke hopper på, at hendes halvsøster, Ruby, ville tage sit eget liv. Hvert fald ikke efter hendes drømme flere gange bliver hjemsøgt af Rubys ånd, som prøver at finde vej ned i sin krop igen, men dørene mellem himlen og jorden er lukket, så Ruby render rastløst rundt og prøver at finde ud af, hvad der skete med hende. Hun havde alt, hvad en pige kunne ønske sig - det var hvert fald, hvad alle troede, selv Noelle, som ikke vil acceptere lægernes forklaring på en overdosis af piller. Det er nu op til Noelle at finde ud af, hvad der skete med Ruby, men det bliver ikke nogen nem eller behagelig rejse, nej, for Noelle finder ikke blot ud af, hvad der skete med hendes halvsøster, hun finder ud af meget meget mere, og måske skulle Noelle bare have respektere lægernes forklaring, men at træffe den rigtige beslutning har Noelle aldrig været god til - og dette er ingen undtagelse. (Drengene er ikke kendte)

140Likes
102Kommentarer
3182Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

“Noelle, kan du… Du ødelægger dine øjne ved at sidde i dette mørke.” Jeg kiggede væk fra computerskærmen for at lade mit blik glide rundt i mit mørke værelse. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at det var blevet mørkt. Klokken måtte være langt over 19, hvor solen gik ned her i starten af september. Endnu engang var jeg blevet draget ind i min egen verden, langt væk fra virkeligheden, hvor menneskerne rent faktisk var levende og kunne komme i kontakt med andre ved at åbne døren og snakke. Det var det stik modsatte af, hvad jeg var i gang med at læse om. 

“Endnu en historie om, hvordan folk er blevet kontaktet af deres afdøde forældres ånd?” Hørte jeg Ruby sige bag mig. 

Jeg drejede hovedet og kiggede på hende, inden jeg bare trak på skulderne. Hun var efterhånden vant til at finde mig på mit værelse, opslugt af bøger eller min computer. 

“Har du overvejet, at frisk luft kan være nyttigt for dit helbred?” Hun sendte mig et af sine populære smil, som havde taget skolen med storm, ikke at jeg skulle spille uskyldig. Hun havde også mig, hvor hun ville have mig.

Det gode ved Ruby var bare, at hun ikke vidste, at folk ville gøre alt, bare hun løftede en pegefinder, sendte sit smil og pænt sagde “be om.” Hun misbrugte ikke, at folk ville gøre alt for at være hendes ven. Hun var ligeglad med, at drengene ville slå ihjel for hende, for hun havde en kæreste, Louis, og ham ville hun, igennem alt, stå ved.
Jeg havde flere gange sat store fede spørgsmålstegn ved hendes kærlighed til Louis. Måske så han godt ud, og måske havde han en flot krop, og ja måske var han rig og var anføre af fodboldholdet, men han var ikke, hvad jeg ville kalde sød. Ruby var alt for godtroende, og så snart hun vendte ryggen til, sendte han da lige et par flirtende blikke i den modsatte retning til et par piger, som med det samme begyndte at fnise og få røde kinder. 

Det var endda sket herhjemme, ved mig. Det var forfærdelig, altså… jeg mener, jeg er hendes halv-søster for gudsskyld. Hvad hvis jeg fortalte det til Ruby? Ja, så ville jeg egentlig bare være en god søster, men problemet var at Ruby ikke tog det til sig. Hun så altid det gode i folk, og til tider var det godt, men uh altså, det kunne virkelig få hende i nogle seriøse problemer.
Ville det være ondt at sige, at jeg egentlig bare ventede på, at hun vil tage Louis på fersk gerning, og få sit hjerte knust? Medmindre Louis fik fortalt hende en eller anden løgn historie om, hvordan det var pigerne der havde overfaldt ham, og at han aldrig ville være hende utro. 

Lyder det til, at jeg har været i sådan en situation før? Ja, for jeg havde netop prøvet at snakke med Ruby om Louis, og om, hvordan han sendte flirtende blikke i min retning. Ruby havde bare grint af det og fortalt mig, at det lå til Louis at være flirtende. Heldigvis havde hun taget det op, men det fik kun Louis til at flirte endnu mere med mig, fordi han kunne mærke jeg afskyede ham.

Jeg husker endda tydeligt dengang, hvor jeg havde været i bad og var på vej ud fra toilettet med et håndklæde omkring mig, hvor han så skubbede mig ind igen, drejede låsen og kiggede op og ned af mig. 

Jeg har aldrig været typen, som holdt ordene i mig, og tro mig, det har fået mig i alt for mange problemer før, og Louis havde en magt, som kunne ødelægge alt for mig, hvis det ikke var fordi Ruby og jeg var så tætte som vi var. Nå, men Louis havde pænt bedt mig om at holde mund omkring ham. Jeg havde vidst bare grint ham lige op i ansigtet og spurgt om han virkelig troede, at jeg var så naiv. Det havde dog ført til et hårdt greb om min arm, og et par truende ord fra Louis, men det var heldigvis også sidste gang han satte sine spor på min krop. Et blåt mærke var hvad jeg havde fået. Det var måske ikke noget i forhold til den, næsten, brækket næse Louis forlod toilettet med. 

Hvad kan jeg sige? Jeg er ikke typen der ser det gode i folk. Jeg dømmer dem på afstand. Jeg er ikke typen, som er social og fester hver weekend. Jeg sidder på mit værelse og laver lektierne til mandag, hvorefter jeg læser om det skjule univers. Jeg er ikke typen med mange venner, eller et smil der kan få folk til at falde på knæ foran mig. Jeg er ikke typen der bliver irriteret over folk der bander, gud ske tak og lov for det, for så ville jeg blive irriteret, hver gang jeg selv åbner munden. Lad os sige det det kort med 7 ord: Jeg er det stik modsatte af min søster.

“Mor og far tog afsted for nogle timer siden, hvis du skulle have undgået at høre dem smutte.” Hun satte sig på kanten af min seng og legede med sine utallige ringe, som sad på næsten alle hendes lange tynde fingre.

“Jeg har inviteret nogle stykker over, er det okay med dig? Du behøver selvfølgelig ikke at være sammen med os, men det ville være fedt, hvis du ville. Du ved godt, at de ikke har noget imod dig, ikke?” Det var ikke første gang Ruby prøvede at få mig til at være social. Hun prøvede så tit, og det satte jeg virkelig pris på, men det var bare ikke min ting at være omkring så mange mennesker. Især ikke hendes form for menneske-venner. Deres dyre parfumeduft og deres lyst til at drikke, hvergang de kunne komme til det, var ikke lige mig. Lad os endelig heller ikke glemme, hvordan deres neglelak altid var skiftet ud med en ny farve. Jeg havde prøvet at gå med farvet neglelak før, men jeg vendte altid tilbage til enten sort eller hvid, og det sad altid kun på en dag, før jeg havde pillet halvdelen af. Jeg orkede ikke at lægge noget nyt, så mine hænder var ikke helt så fine, som Ruby og hendes venners.

“Nej tak.” Sagde jeg kort, ikke at jeg var en person af få ord, når man kendte mig, men jeg kunne ikke fortælle Ruby, at jeg ikke brød mig om sine venner. Ingen vil høre de ord om sine venner. Jeg havde dog på fornemmelsen, at Ruby udmærket vidste det, men det var ord der forblev tavse.

“Men jeg kan bestille pizza for jer, hvis I skal drikke igen?” Et smil gled over Rubys ansigt da jeg havde sluttet min sætning. 

“Du kender os for godt,” grinede hun inden hun rejste sig op og gik hen til døren. Jeg drejede mit ansigt mod min computer igen, men blev afbrudt af Roby. “Hey, du er den bedste, det ved du godt, ikke?” Hun sendte mig et forsigtig smil, som jeg gengældte. “Bare rolig, jeg skal nok lade være med at sladre til Anna og far.” Ruby grinte holdt og lagde hurtigt en hånd for munden, hvilket hun altid gjorde, når hun grinte. 

“Det er jeg glad for, men du ved stadig godt, at du er den bedste, ikke?” Jeg nikkede og sendte hende et luftkys. 

“Og du ved stadigvæk godt, at du godt må kalde Anna for mor, ikke?” Igen nikkede jeg og kiggede ind mod min computerskærm igen. Jeg hørte Ruby sukke, inden hun lukkede døren. Hun vidste stadig godt, at tabet af min mor var svært for mig at snakke om, selvom det skete for 5 år siden. Min far ville skilles med min mor, fordi han havde fundet en anden, som var Anna. Min mor blev så ked af det, at hun drak sig fuld og kørte i bil, hvilket endte i en ulykke. 

Jeg hadede min far for det, og det gik også ud over Anna. Jeg bebrejdede dem for tabet af min mor, dog var hadet faldet mere og mere for årene der gik. Jeg kunne sagtens snakke med Anna nu, og min far, men at kalde Anna for mor, det var jeg ikke klar til endnu. Ligegyldig, hvor meget det pinte min far, at jeg kaldte hende ved hendes navn, så forblev det sådan. Ruby og jeg derimod, vi havde altid kunne snakke godt sammen.

Efter jeg mistede min mor, følte jeg mig så alene, og det var grunden til, at jeg begyndte med alt det spirituelle. Det fik mig til at indse, at alt skete for en grund, og selvom jeg måske ikke kendte grunden, så var der en. Det trøstede mig rigtig meget. Det var som en anden verden for mig. Det var som om, at jeg kom tættere på min mor på den måde. Jeg følte af og til hendes tilstedeværelse. Om det var indbildning eller ej, det gjorde mig ikke spor. Det trøstede mig.

Jeg kiggede ned på tasteturet foran mig, inden jeg lod mine fingre glide hen over det. Dog stoppede jeg inden jeg fik trykket noget. Jeg lod et smil glide hen over mit ansigt, inden jeg rejste mig op og gik hen og slukkede lyset.
Der var noget beroligende over mørket. Når det så var sagt, så var det også kun på mit værelse, at mørket var beroligende. 

OOO 

Der gik en time med at læse forskellige ting på nettet, indtil min mave begyndte at lave lyde. Jeg trak mig derfor ud af min egen verden. Jeg rejste mig op og tændte lyset inden, inden jeg gik ud af værelse og ned mod stuen, hvor jeg kunne høre højt musik og råb fra. 

Anna og min far var taget på weekend ophold, og de havde strengt sagt; ingen fester mens vi er væk, og så uskyldig Ruby var, lovede hun, at der ikke kom nogen over, og at vi bare skulle se en masse film. 

Jeg rystede på hovedet og smilede lidt for mig selv. Det var utrolig, hvordan Ruby også kunne snyde hendes mor og min far. 

Jeg hoppede ned af de sidste par trin og gik ind i stuen. De havde sat højtalere til tv’et, hvor der blev spillet en Katy Perry sang, mens musikvideoen kørte på tv’et.
De sad alle foran sofabordet, nogen på gulvet, andre i sofaen. De var allerede en smule fulde, det kunne måde lugtes og ses. Hvordan kunne det overhovedet være sjovt at drikke så fulde hver weekend? Blev det ikke kedeligt i længden? 

“Noelleeeee!” hørte jeg en skinger drengestemme kalde. Jeg vidste udmærket, hvem den tilhørte. Mit blik gled derfor hen på Louis, som sad med armen om Ruby og et stort falsk smil klistret fast til ansigtet. Jeg hilste på ham ved at nikke med hovedet, inden jeg lod mit blik glide hen på Ruby.

“Se, hvem der endelig har tænkt sig at deltage. Vi var sgu sikre på, at du var blevet kidnappet af en ånd,” drillede Louis. Ruby gav ham en albue i siden og kiggede undskyldende på mig.
Det var ikke nogen hemmelighed, at jeg var Rubys freaked søster, som læste om ånder og talte med dem. Eller, det var deres opfattelse af det. 

“Har du haft nogle dybe samtaler med din mor?” sagde han igen, hvilket fik nogen til at sige “ohh,” og andre, Ruby, til at sige hans navn og slå ham på brystet.

Jeg havde efterhånden lært at lukke af for negative mennesker som ham. Han var ikke værd at bruge sin tid på, men det var så en ulempe ved mig. Jeg kunne ikke holde mund, og jeg havde egentlig heller ikke lyst. Jeg ville ikke tage imod alt hans lort med et nik. Måske et provokerende smil, men ikke et nik.

“Enhver ved, at man ikke kan snakke med ånder, Louis,” jeg lagde hovedet lidt på skrå og sagde hans navn med afsky. Jeg kunne se de andres blikke glide frem og tilbage imellem Louis og jeg. Det var ikke første gang, at vi var lede overfor hinanden. Vi skulle trods alt se hinanden i skole, og vi skulle også holde hinanden ud efter skole. 

“Så ved jeg ikke, hvad du bruger din tid på, Noelle,” gav han igen. “Gider I?” brød Ruby ind, men jeg ignorerede hende. Louis kunne gøre mig så vred, og at han brugte min mor imod mig var virkelig at synke lavt.

“Hvis jeg skulle forklare dig, hvad du ikke ved, Louis, så bedes du vente til en vil lave en film om det. Det vil tage alt for lang tid at forkorte det lige nu og her.” Jeg kunne straks se, hvordan Louis smil forsvandt fra hans ansigt, mens de andre grinte. Han sad sikkert og gjorde sig klar med endnu en led kommentar, men Ruby rejste sig hurtigt op. 

“I er for meget,” sukkede hun og gik hen til mig. 

“Sorry,” grinte jeg og følte det som en sejr, at jeg havde fået det sidste ord. Vi er vel alle forskellige, så hvad der glædes os er vel også forskelligt. 

“Jeg tænkte egentlig bare på at bestille pizza. Jeg er så sulten,” brokkede jeg mig og satte mig op på køkkenbordet. 

“Gud ja! Jeg havde helt glemt mad,” grinede hun, så jeg kunne lugte hendes ånde, som lugtede langt væk af vodka.
“Hvordan kan noget der lugter så ækelt, smage så godt, at I bliver ved med at drikke det hver weekend?” Ruby begyndte at grine over min kommentar og skulle til at svare, hun blev dog afbrudt af et par arme, som lagde sig om hendes liv. Louis hoved kom lidt efter frem på hendes skulder, inden han gav hende et kys på kinden. 

Ækelt. 

“Kia skrev forresten, at hun kommer om lidt,” sagde han mod Rubys øre, mens hans øjne låste sig fast til mine. Jeg rullede med øjnene.

“Hvor er Kia egentlig?” Kia var Ruys bedsteveninde. Hun var nok den eneste ud af Rubys veninder jeg kunne lide.

May var for opmærksomhedskrævende.

Louise var alt for falsk. Jeg mener.. det er da okay at have ekstensions, hvis man kan sætte det, og hvis det ikke er alt for langt.

Hm, og så var der Helena. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde for at blive færdig i dag. Helena var alle steder Ruby var. Hun hang op af hende, hun råbte nærmest i stedet for at snakke, hun kyssede til højre og venstre, og i en alder af 18 havde hun allerede været hele byen rundt. Okay, måske en overdrivelse, men hun holdt sig ikke tilbage. Selvfølgelig skal der være plads til alle og alle er forskellige, men Helena var bare for meget. Så nu ved I også, hvorfor jeg holder mig fra Rubys vennekreds. Jeg har absolut ingenting til overs for deres opførsel.

Ruby havde selvfølgelig også en del drengevenner, som Harry og Niall, Luke og Calum. Harry var charmen selv. Hans brune hår og hans grønne øjne fik alle piger til at smelte. Så var der Niall. Hans irisks accent slog benene væk under alle, og hans blå øjne var så flotte. Hans lyse hår, som mere og mere blev mørkt, sad altid stylet, og han var sød ved alle. Utroligt nok, så var han sød ved alle.

Så var der Luke og Calum. Luke var typen som min bedsteven, Liam, var helt forelsket i. Ja, min bedsteven var til drenge, og Luke var helt klart hans type. Han var sikker på Luke også var til drenge, for han havde en læbepiercing, ikke at man kunne dømme ud fra det, men hvis det gjorde Liam glad, så kunne vi godt sige, at han også var til drenge.

Så var der Calum. Han var rent faktisk den eneste jeg ville snakke med, udover Liam og Ruby. Han var altid sød ved mig. En af de første fester jeg havde været til, var det ham der fik mig hjem. Jeg vågnede næste dag med den værste hovedpine, og netop derfor ville jeg ikke drikke mere. At spilde en hel dag på at have det dårligt var ikke mig.

“Hun skulle vidst med sin mor til lægen, for at hente noget medicin til hende. Jeg ved ikke lige, hvorfor hun ikke selv kunne hente det, men ja.” Sagde Ruby og grinte. Louis strammede grebet om hende, inden han kyssede hende på halsen. Det fik hende til at grine højt, og min mave til at trække sig sammen. Hvis han ikke stoppede, så ville jeg kaste op. Apropos at kaste op. Min mave var tom.

“Var det noget med den pizza, eller hvad?” sagde jeg til Ruby, som hurtigt kom til sig selv. Hun trak sig fra Louis og ledte skufferne igennem for at finde telefonnummeret på pizzariet. 

“Skal du ikke med ind og have lidt at drikke?” spurgte Louis om, inden han gik lidt tættere på mig. Jeg vidste udmærket, hvad han var i gang med, og derfor hoppede jeg ned fra bordet og gik væk fra ham.

“Ingen chance, Louis,” jeg sendte ham et stort falsk smil og gik med Ruby ud i gangen for at bestille pizza. 

“Bare med pepperoni?” spurgte hun mig om, inden hun sagde det ind i telefonen. Jeg nikkede hurtigt og kiggede ind i stuen, hvor de alle sad. 

“Kia er ankommet!” hørte jeg Louis skingre stemme råbe. Hvorfor var han så irriterende? 

Som han havde sagt, var Kia kommet. Hun fik krammet dem alle, inden hun gik hen til Louise og May, som sad med hovederne tæt sammen. Kia satte sin taske på jorden og lænede sig hen til Louise og May. Hun hviskede et eller andet til dem, som jeg ikke kunne høre. Derfor prøvede jeg at mundaflæse.

“Ja, jeg har det med til hende,” sagde hun, hvilket fik May og Louise til at grine en smule højere end de burde. Luke sagde deres navne, og da de kiggede på ham, sendte han dem et streng blik, inden han kiggede hen på mig. De andre piger fulgte hurtigt trop. Kia sendte mig et smil som jeg gengældte.
Hvad var det der var i tasken? Okay, det kom slet ikke mig ved. Det var sikkert bare en overraskelse til Ruby.
Jeg havde altid været ret nysgerrig anlagt, og denne gang var ikke spor anderledes.

“Sådan, den er bestilt. Vil du ikke høre efter ringeklokken når det er? Det kan være musikken er for høj, du ved..” sagde hun roligt, inden hun fik øje på Kia. Hendes ansigt lyste op, og da jeg havde svaret, forsvandt hun hurtigt ind i stuen og omfavnede Kia med et glad skrig. 

“Piger,” mumlede jeg for mig selv, inden jeg vendte mig om og gik op på mit værelse. Det var jo bare godt, at de kunne hygge sig på deres egen måde, ligesom jeg havde min egen måde.

Jeg åbnede døren og tændte lyset.

“Boo,” sagde en stemme, som nærmest fik mig til at falde baglæns. Over på sengen sad en brunhåret dreng, med de sødeste brune øjne, som lyste af glæde. Jeg kunne ikke lade være med at smile stort ved synet af Liam, min bedsteven, som sad på sengen med slik i hånden.

“Jeg tænkte, at du havde brug for noget til at slå weekenden ihjel med? Så gæt hvad, din redningsmand er her!” sagde han stort. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

“Sikke en god overraskelse!” udbrød jeg og smed mig i sengen ved siden af Liam. 

“Og du har endda taget din gode parfume på. Du vidste af Luke ville være her, gjorde du ikke?” sagde jeg drillende. Liam blev en smule rød i kinderne, hvilket bare fik mig til at grine højt. 

“Så, hvad siger du til Saw maraton?” spurgte Liam om, og holdt en masse film op. Jeg løftede det ene øjenbryn.
“Er det de eneste du har med?” Han nikkede hurtigt og gik hen til tv’et for at tænde det.
“Jamen så har jeg vel intet valg, har jeg?” 

“Overhovedet ikke.”

Sådan gik aftenen indtil klokken blev to. Vi havde set to og en halv film, mens de andre nedenunder fyrede den af til musik og drak. Jeg foretrak hellere det her, end at feste. Det var det bedste jeg vidste, og Liam havde det på samme måde. Det var sjældent, at man fandt en ven man kunne lave alt og ingenting med.

Der lød noget larm på trappen, hvilket fik Liam og jeg til at kigge hen til døren. Det lød som om nogen faldt, og hvis de alle var fulde, så var de sikkert slet ikke ansvarsfulde nok til at hjælpe hinanden, og det var også derfor Liam og jeg begge to gik ud på gangen, hvor Kia sad. Rigtig nok var hun faldet.

“Kia? Er du okay?” Hendes krop stivnede da hun så mig. Hendes øjne var helt røde, og hun græd. Jeg kunne mærke en ubehagelig følelse i kroppen. Kia græd aldrig, og hvorfor var hun alene?

“Jeg tror.. jeg tror Ruby har fået noget hun ikke skulle,” sagde hun og prøvede at rejse sig op. Mine øjne blev store.

“Mener du stoffer?” udbrød jeg. Kia rystede hurtigt på hovedet. “Ingen af os tager stoffer, Noelle. Jeg tror bare hun har drukket for meget, hun kaster op,” sagde hun og sendte mig et smil. Jeg slappede lidt mere af i kroppen nu.

“Hvorfor græder du så?” spurgte Liam nysgerrigt om. Hun kiggede underligt på Liam, inden hun rullede med øjnene. 

“Ikke at det kommer dig ved, men Louis sagde bare nogle ting..” Jeg løftede det ene øjenbryn, som var en vane jeg havde.

“Er det noget nyt?” Uden at vente på svar, gik jeg hen til trappen og hoppede ned af den. 

“Noelle,” udbrød Calum glad. Han lugtede af alkohol og røg. Typisk.

“Vi skulle lige til at smutte,” sagde han glad inden han slog armene om mig. Jeg trak mig hurtigt fra ham. Jeg var ikke til nærkontakt, ikke at han kunne vide det. Han kiggede derfor underligt på mig, inden han sendte mig et smil og gik hen til døren, hvor de andre stod.

“Hvor er Ruby?” spurgte jeg om. Louis kom ud fra toilettet. “Herinde!” udbrød han og gik hen mod mig. Jeg ignorerede ham og gik ind på toilettet, hvor Ruby lå over toilettet. Hun så helt forfærdelig ud. Hendes mascara gled ned af hendes kinder, og hun var bleg. 

“Ruby?” min stemme knækkede over. Hurtigt satte jeg mig ned ved hende. Hendes øjne fandt knap nok mine, inden hun kastede op igen. Jeg tog hurtigt ved hendes hår. 

“Liam, gider du hente en spand? Og Louis,” tænk jeg bad ham om hjælp. “Gider du bære hende op i sengen?” Louis trak kort på skulderne og gjorde som jeg sagde. Jeg tog noget papir i hånden og fulgte med Louis op af trapperne og ind på værelse. 

“Har I givet hende noget?” spurgte jeg, hvilket fik ham til at ryste på hovedet. 

“Hør, hun har nok bare drukket for meget. Hun får nogle slemme tømmermænd i morgen. Giv hende nogle smertestillende.” Som om jeg ikke havde tænkt på det. 

“Så nu forlader du hende bare?” spurgte jeg vredt. Han var hendes kæreste, han burde blive og passe på hende.

“Det er meget normalt at kaste op, Noelle. Det burde du.. vent,” sagde han og kiggede drillende på mig. “Det ved du jo ikke.” 

“Fuck dig,” sagde jeg vredt og kiggede på Liam, som kom ind med en spand. 

“Burde vi ringe efter nogen?” spurgte han, hvilket fik Louis til at grine. 

“I opfører jer som om hun er ved at dø. Lad hende nu bare sove hendes brandert ud.” Liam kiggede bare irriteret på ham. En ting Liam og jeg også havde tilfælles - vi hadede Louis og ja, generelt bare hele Rubys vennegruppe.

“Vent,” sagde han inden han gik ud af døren. “Hun opførte sig underligt her til aften. Hun var ked af det og låste sig inde på toilettet i lang tid,” sagde han så, som om han først lige kom i tanke om det nu.

“Og det synes I ikke var underligt? Fortæl mig, hvad der er sket. Har du gjort noget?” Jeg gik en smule truende hen imod ham, selvom jeg udmærket vidste, at han kunne vinde over mig til hver en tid, hvis jeg gjorde noget. Derfor var jeg måske også lidt modigere nu, hvor Liam var her.

“Jeg lagde ikke noget i det, okay? Hun har været ked af det længe nu. Hun får nogle tidspunkter, hvor hun bare vil være alene og er sur og ked af det.” Nej. Vel gjorde hun ej! Hun var min stedsøster, sådan havde jeg aldrig set hende. 

Måske kendte jeg slet ikke Ruby så godt?

Jeg sukkede tungt. “Okay, tak Louis, vi ses,” sagde jeg så og vendte mig mod Ruby. 

Jeg hørte døren smække nede under.

“Noelle?” hørte jeg Ruby sige. Hurtigt tog jeg ved hendes hånd. “Jeg har det elendigt,” sagde hun, inden hun begyndte at græde. Jeg bed mig i læben og kiggede hen på Liam. 

“Ruby, hvad er der sket?” spurgte jeg forsigtig, hvilket fik hende til at dreje sig i smerte. 

“Min mave Noelle,” græd hun. Jeg blinkede et par gange.

“Er det normalt? Jeg har drukket for meget før, og jeg har aldrig reageret sådan der!” Jeg kiggede på Liam, som trak på skulderne. Han lagde en hånd på Rubys hoved.

“Hun er helt kold, Noelle,” han lød virkelig bekymret, og det var jeg også ved at blive.

“Ruby, hø..” Hun havde lukket sine øjne, hvilket fik mig til at gå en smule i panik.

“Ruby, snak til mig!” sagde jeg højere. “Åben dine øjne!” Jeg ruskede i hende. Hun åbnede sine øjne, men det krævede kræfter, og da hun endelig kiggede mig i øjnene, var det det hvide der vendte ud af.

“Liam!” udbrød jeg skrækslagende. Han reagerede langt hurtigere end jeg gjorde, og lidt efter hørte jeg ham snakke i mobil.

“Ruby!” råbte jeg, men hun svarede ikke. Før jeg vidst af det, blev jeg skubbet væk. Liam lagde to fingre mod hendes puls, inden han lagde to hænder på hendes hjerte.

“Hvad laver du?” spurgte jeg dumt om, selvom jeg udmærket vidste, hvad han lavede. 

“Liam…” “Noelle, gå ned og vent på ambulancen,” sagde han bestemt og hårdt. Jeg nikkede og gik hen mod døren. Jeg vidste godt, hvorfor man gav hjertemassage, men… men det kunne ikke ske nu!
“Noelle!” råbte Liam igen, da sirenerne kunne høres. Jeg tvang et hulk til at blive inde, inden jeg løb ned af trapperne og ud af døren. 

“Hun er ovenpå,” sagde jeg og denne gang knækkede min stemme. Ambulance mændende sagde ingenting, de skyndte sig bare op af trapperne.

“Ruby,” hviskede jeg, inden jeg gled op af døren og ned på jorden. Jeg trak mine ben op under mig og hulkede. Jeg havde aldrig set hende sådan før.

Først da jeg hørte skridt på trappen, kom jeg til mig selv. De kom bærende ned mig Ruby. Hun havde en iltmaske på hovedet. Åh gud.

“Er du hendes søster?” spurgte en af mændende om. Jeg nikkede hurtigt. 

“Jeg kører hende derhen,” sagde Liam, som om de havde haft en samtale inden. 

“Hvad sker der?” spurgte jeg med stemmen fuld af panik. Liam tog ved mig og trak mig ud til bilen. Jeg kunne se, hvordan de fik Ruby ind i ambulancen, inden der kom fuld udrykning på.

“Liam fortæl..” “Jeg ved det ikke, Noelle,” var hans svar, inden han kørte mod hospitalet. 

Turen til hospitalet varede et kvarter. Så snart vi trådte ud af bilen, tog Liam min hånd. Vi kom hurtigt ind på hospitalet, som så ud til at være ret fredelig lige nu. 

“Ruby Torres, hvor er hun?” spurgte Liam en dame om. Jeg kom først til mig selv, da Liam sagde hendes navn. 

“Hun er til undersøgelse lige nu, men I kan tage plads her,” sagde damen, som havde fulgt os herhen. Liam takkede hende og fik mig til at sætte mig ned.

Jeg kiggede rundt. Væggene var hvide, mens stolene var brune med blå sæder. Det var nogle rolige farver. Det beskrev alt andet end det jeg var lige nu.

Der kom en svag lyd fra tv’et, som hang på væggen. Det var nyhederne der kørte, og det var der mit blik sluttede. Billederne der gled frem og tilbage, var det eneste jeg kunne kigge på. 

“Noelle, jeg tror du skal ringe til din far og Anna,” sagde han stille efter noget tid. Jeg havde ikke lyst til at ringe til dem. Jeg havde ikke lyst til at sidde her - jeg ville vide, hvad der skete. 

“Noelle,” sagde Liam igen og rakte mig telefonen. Jeg nikkede. Jeg blev nødt til det. Hvis jeg ikke gjorde det, så ville lægerne, og så ville Anna og min far først panikke. 

Jeg fandt min fars nummer og ringede det op. Min hånd rystede helt vildt, og mit hjerte slog hårdt mod mit bryst. 

“Det er far,” sagde han i den anden ende af mobilen. Jeg sank den klump jeg havde i halsen. Jeg hostede kort i frygt om min stemme ville knække. Jeg skulle være stærk.

“Det er Noelle,” sagde jeg roligt, selvom min stemme rystede. Min far grinte svagt i telefonen. “Det ved jeg, hvad så? Har I det godt? Får I set nogle film?” 

Film. Det var det vi skulle have lavet i dag. Vi skulle have set film og hygge - hvert fald alt andet end at feste og drikke.

“Far.. Ruby er på hospitalet,” hviskede jeg og kunne mærke tårerne presse sig på igen. Der blev stille i et øjeblik. 

“Er hun på hospitalet?” sagde han så, hvilket fik Anna til at gispe. Jeg nikkede, selvom han ikke kunne se det. 

“Jeg ved ikke, hvad der er sket. Hun havde nogle venner over og de drak, og pludselig kastede hun op og jeg.. jeg prøvede at berolige hende og hun lå bare der og det hvide vendte ud af øjnene og jeg…” Liam tog hurtigt over, da jeg brød ud i tårer. Det værste ved det hele var, at jeg ikke havde nogen ide om, hvad der var sket, eller hvad der skete lige nu. Hvad gjorde de ved hende? 

“De kan være her om nogle timer,” sagde Liam og tog ved mig, indtil han hurtig kom i tanke om, at jeg ikke brød mig om nærkontakt. 


Tusind tak for alle de positive kommentar jeg har fået. Det er helt vildttt! Glæder mig sådan til at komme i gang, så her er første kapitel! :) x btw. I får deres udseende at vide senere, bare roliggg! Indtil da må I lade fantasien bestemme! 

-Thea

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...